Det første, Bibelen fortæller os om at være menneske, er, at Gud har skabt os. Vi er altså resultat af Guds skabervilje og skaberkræfter. Efter skabelsen så Gud på sit værk, og ‘Gud så at det var godt’[1]. Mennesket er altså godkendt, og mennesket er elsket[2]. Det er vores livsbetingelse, og det er basis for menneskets forhold til Gud. Grundlæggende er mennesket skabt til fællesskab med Gud, elsket og accepteret af Gud.
Guds kærlighed til trods
Lige såvel som Guds kærlighed til mennesket er en livsbetingelse, er menneskets syndighed et af livets grundvilkår. Det gælder Adam og Eva[3], og det gælder os. Paulus lægger ikke fingrene imellem: ’Der er nemlig ingen forskel på folk, alle har syndet og er langt fra Gud’[4]. Hver for sig har vi sagt fra overfor Gud og insisteret på at tilgodese vores egne ønsker. Det kommer der ikke noget godt ud af.
Mennesket er altså godkendt, og mennesket er elsket.
I Bjergprædikenen[5] gennemgår Jesus en række bud fra Det gamle Testamente. Jesus påpeger, hvordan vi går imod Guds vilje, og hvad konsekvensen er. Det er én lang analyse af synden og dens konsekvenser. Med udgangspunkt i de enkelte bud etablerer Jesus dernæst et nyt ideal for menneskers liv. Et ideal, der svarer til Guds rige. Når det efterleves, er Guds rige nær, og skabelsesordenen bliver genoprettet midt i en verden præget af synd.
På Guds initiativ
Fordi mennesket sætter sig op mod Guds vilje for verden, bryder relationen til Gud sammen. Det tillidsfulde, åbne forhold mellem mennesket og kærlighedens Gud er ikke længere muligt. Ind i den virkelighed lyder Guds kald til omvendelse. Gud udfordrer mennesket til at opgive sin egoistiske livsstil, vende sig bort fra synden og åbne sig for Gud på ny, så relationen til Gud kan genetableres.
Gud kalder ikke kun en gang, men gang på gang. Udfordringen til at ‘tage sit kors op og følge Jesus’ lyder konstant, og Gud stiller ingen betingelser – udover ønsket om at høre Gud til og følge Jesus efter.
Valget er frit
Konfronteret med Guds vilje for vores liv og udfordret af Gud til endnu engang at gå ind i en kærlighedsrelation til Gud kan mennesket gøre, som det vil. Vores vilje er fri og ubundet. Det, vi vælger at gøre, er op til os. Vi er udvalgt til et liv i Guds nærhed, men vi vælger selv, om vi vil.
Vi er udvalgt til et liv i Guds nærhed, men vi vælger selv, om vi vil.
Vi ser det klart i evangelierne. Mennesker reagerer forskelligt på Jesus Kristus. Nogle afviser ham som farisæerne og de skriftkloge[6], andre er ikke imod, men heller ikke for, og endelig er der dem, der tager imod kaldet. De kommer til tro og bekender Jesus som Kristus.[7]
Igen, igen – og en gang til
Guds kærlighed til mennesket er konstant, men mennesket må vælge at leve i den. Hver gang vi vender os til Gud, genetableres den frie kærlige relation til Gud, og Guds verden bliver igen menneskers virkelighed. Guds rige er på ny blevet virkeliggjort, og skabelsesordenen, hvor alt er ‘såre godt’, er genoprettet – indtil mennesket atter vender sig væk fra Gud.
Men Guds kærlighed er konstant. Hver gang tager Gud sit elskede menneske til nåde igen – og det er ganske gratis!
1 1. Mosebog kap. 1, vers 31
2 1. Johannes-brev kap. 4, vers 19
3 1. Mosebog kap. 3
4 Romerbrevet kap. 3, vers 23-24 (DNA)
5 Matthæus-evangeliet kap. 5-7
6 Lukas-evangeliet kap. 11, vers 53-54
7 Markus-evangeliet kap. 8, vers 27-30
Giv din mening til kende