Vi vil aldrig blive færdige med at plukke frugt fra ’kundskabens træ’. Samtidigt regner vi heller ikke med nogensinde at finde hele sandheden. Vi indser vores egen begrænsning i det store univers, som vi er en mikroskopisk lille del af.
Når en fysiker ved Folkeuniversitetet slutter sit foredrag med at sige: ’Vi ved endnu intet om mere end 90 % af verdensrummet’, så er det jo ikke noget, han kan vide, men noget han antager. Og han ved også, at ingen kan bekræfte hans påstand videnskabeligt. Men han kan bruge den som rettesnor for sin opfattelse af livet.
Hvad er meningen med livet?
Egentlig er det vel det spørgsmål, som alle gerne vil have svar på, og vi forsøger at finde svaret ad flere veje. Et entydigt, videnskabeligt svar på et eksistentielt spørgsmål kan man ikke finde – her findes kun troens svar.
Gennem hele livet oplever vi forandringer – både i viden og i tro. En videnskabelig teori bevises eller modbevises og medfører måske en ny hypotese. Også kristentro er til diskussion i dag. Hvordan skal fx opstandelse opfattes? Eller næstekærlighed? Der er dog den afgørende forskel på tro og videnskab, at tro hverken kan eller skal bevises.
Tro kan ikke forklare videnskab, lige så lidt som videnskab kan forklare tro. Tro og videnskab har ikke et fælles sprog, og dog kan tro og videnskab supplere hinanden, så jeg ser det store i det små. Troen kan kun erfares personligt, men videnskabens afdækning af detaljer kan bestyrke både troen på en Skaber og troen på, at vi er ’mere end elektroner’.
Lad mig slutte med et par citater:
’Troen er ikke en klippe
midt i et stormpisket hav
tro er at sejle trods bølger
over en truende grav.’[1]
– Og
’Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig, Gud.’[2]
1 Jens Rosendal f.1932
2 Augustin (350-430)
Giv din mening til kende