Nogen må dø

Min overskrift på lederen dengang i begyndelsen af 2010 blev derfor ‘Noget må dø’. Undervejs i processen blev det ændret til ‘Nogen må dø’. Heldigvis fik vi øje på fejlen i korrekturen. Ellers ville jeg måske blive beskyldt for at gå ind for dødsdom!

Samtidig er begge dele jo sandt. Noget må dø, for at noget nyt kan opstå. Det er opstandelsens virkelighed. Uden vinterens hvile ingen grøde i et spirende og håbgivende forår. Uden at det selviske dør i os, er der ikke plads til Guds ånd og virke. Det er ikke kun et spørgsmål om prioritering af tid og penge, men også et spørgsmål om at lægge vores egen vilje til side for at lytte til, hvad Gud vil med os personligt og med vores fællesskab i kirken. Det skriver Peter Dyhr blandt andet om i artiklen ’Det er ikke et spørgsmål om liv og død, det er langt vigtigere!’

Samtidig er det også en bibelsk sandhed, at nogen måtte dø. Jesus måtte dø. Det kan være svært at fatte. Et ungt menneske sagde en gang til mig: ’Jeg synes ikke, at jeg har gjort noget så slemt, at Jesus behøvede at dø for min skyld’. Det skal man sikkert også være morder for at synes.

Alligevel…

Uden dødens og gravens virkelighed i påsken ingen påskemorgen med opstandelse og gryende glæde. Gud véd, at vi har brug for at få sandheden skåret ud i pap. Selvom vi ikke fatter hvorfor, må vi takke Jesus for, at han var villig til at gå i døden for os – for at opstå som en levende, helende, såret frelser.

¹ Johannes-evangeliet kap. 12, vers 24