Tacklet af Gud

Lyt til artiklen her:

Chresten Eskildsen, f.1948:

• Bethelkirken, Aalborg 1988-2013
• Roskilde Baptistkirke 1978-1988
• Baptistkirken Bornholm 1973-1978
• Uddannet fra Det Teologiske Seminarium i Tølløse 1973

Selvom Chresten Eskildsen er gået på pension, prædiker han stadig mere end 35 søndage om året: ”Så længe jeg kan magte det, og menigheder sender bud, bliver jeg ved. Inviterer de mig igen, er de jo selv ude om det”, siger han med et smil.

Vi mødes til en snak om sjælesorg, evangelisation og et måske spildt fodboldtalent for at interviewe Chresten Eskildsen om hans virke gennem årtier, fordi han er en dygtig evangelist. Den betegnelse afviser han hurtigt: ”Evangelist? Nej, jeg har brugt mest tid på besøg og samtaler med folk – ofte i kriser.” Chresten læner sig frem og uddyber: “En krise kan gøre én af to ting: Du kan falde og blive liggende, eller den kan blive et springbræt, der tvinger dig til udvikling. Jeg tror, at mennesker ofte møder Gud i forbindelse med kriser.”

Evangelist? Nej, jeg har brugt mest tid på besøg og samtaler.

Fodbold var mere spændende

Chresten er født i 1948 og opvokset i en baptistfamilie på landet i Vendsyssel. Baptistrødderne går adskillige generationer tilbage: ”Hver søndag fyldte min far bilen op med alle os søskende og naboernes børn, op til 13 unger i alt, og kørte os i søndagsskole i kirken i Pandrup!”

Kirken var vigtig, men fodbold var alligevel mere spændende. Han trænede og trænede og ville hellere spille bold om søndagen end gå i kirke. Chresten blev dog døbt som 14-årig og involveret i ungdoms- og spejderarbejde: ”Men fodbold var altså stadig nummer et”, og drømmen var at blive professionel fodboldspiller og solgt til Italien som Harald Nielsen – eller at blive civilingeniør, for det var der penge i.

At lade Gud sidde ved rattet

Som nybagt student havde Chresten lånt sin fars bil, da han endte i et frontalsammenstød. Modpartens bil røg i grøften og brød i brand: ”De havde heldigvis sikkerhedsseler på, men det havde jeg ikke”, forklarer Chresten, som blev slynget ned i bunden af bilen og blot fik en ganske lille flænge i hovedbunden. ”Der blev jeg virkelig tacklet af Gud, kom til at tænke over livet, og over at lade Gud sidde ved rattet.”

Til en missionsuge fortalte han om ulykken og sagde: ”Jeg synes, jeg skylder Gud mit liv, så jeg kan måske ’betale tilbage’ ved at blive præst. – Det havde jeg ikke planlagt at sige, og Hanne, som jeg lige var blevet kæreste med, var ved at falde ned af kirkebænken.”

Hanne og Chresten Eskildsen

Ungdomspræst på Bornholm

I 1970 begyndte Chresten på præsteseminariet i Tølløse, og i 1973 fulgte det første kald til Bornholm. Det var en menighed i tilbagegang efter år med fraflytning og faldende medlemstal, men Chresten og menigheden begyndte at arbejde med ungdomsmøder, lejre og fællesskaber, hvor de unge medvirkede rundt om på øen, og mange blev døbt i den tid.

Kriser er udviklende

Efter fem år på Bornholm flyttede familien til Roskilde, og også her havde de den glæde at opleve, hvordan mange unge familier kom til: ”Der var brug for ekstra stole i kirken de fleste søndage”, smiler Chresten.

Vi vil så gerne fjerne smerten, men gråden kan være den bedste medicin.

I Roskilde var psykiater Flemming Baungaard medlem, og de mødtes hver uge og delte livets tildragelser: “Dér lærte jeg noget om sjælesorg, om at lytte, og at kriser er udviklende. Det handler om at acceptere at være i krisen og lære af den. Det drejer sig ikke om at komme ud af den hurtigst muligt.” Han holder en kort pause. “Vi vil så gerne fjerne smerten, men gråden kan være den bedste medicin.” Evnen til at være til stede hos mennesker i det svære ser Chresten som sin styrke: “Jeg har altid haft let ved at tale med folk om det, der gør ondt. At gå et stykke vej sammen med dem.”

At bygge noget op igen

Jeg har været så privilegeret at opleve medgang i alle de menigheder, jeg har virket i.

I 1988 flyttede familien – nu med fire døtre – til Bethelkirken i Aalborg. Her havde menigheden været igennem en turbulent tid: “Det var spændende at være med til at bygge noget op igen.” Via engagerede medlemmer oplevede kirken vækst og blev fyldt med liv og unge mennesker. I 2013 gik Chresten på pension efter 25 år i Bethel. ”Det har været en spændende tid, og jeg har været så privilegeret at opleve medgang i alle de menigheder, jeg har virket i.”

Altid mindst to sider af en sag

Chresten følger stadig livet i BaptistKirken tæt – også de uenigheder og den modgang, der fra tid til anden kommer op til overfladen: ”Jeg har altid den her ’filosofi-terning’ i lommen. Den minder mig om, at der er mindst to sider af en sag. Du ser én ting fra din synsvinkel, og jeg ser noget andet fra min. Man er tilbøjelig til kun at se tingene fra sin egen side, men vi skal være i stand til at se tingene fra andres vinkler. Det samme gælder bibelsynet. Jeg vil kalde mig selv bibeltro, men ikke fundamentalist, for Biblen skal jo tolkes, og vi skal lære af historien. Tiden går, og ting forandrer sig.”

Vi skal være i stand til at flytte os og se tingene fra andres vinkler.

Alt har sin tid

Til slut spørger jeg Chresten, om han er bekymret for baptistkirkens fremtid? Han ryster på hovedet: “Alt har sin tid. Det er ikke så dårligt endda at holde en god begravelse – vi tror jo på opstandelsen.”

Han smiler. “Det kan godt være, at den form for baptistkirke, vi er vokset op med, må dø. Men når et korn lægges i jorden, spirer det og bærer frugt. Jeg er ikke bekymret. Jesus skal nok klare sig.” Chresten holder en kort pause og tilføjer til slut: “Måske har vi for travlt med at frelse vores eget kirkesamfund i stedet for at frelse verden.”