Sygdom har ikke bremset Erik

Erik fik en dramatisk start på livet; han ville fødes lidt for tidligt. Hans far og mor var cyklet til Farre (10 km fra hjemmet) for at besøge nogle venner. På vej hjem fik hans mor veer. De cyklede hele vejen, selvom faren var bange for, at hun skulle føde midt i Give skov. Heldigvis nåede de hjem og fik fat i jordemoderen. ”Da jeg så er blevet født, tager jordemoderen mig til side, som om jeg var død,” fortæller en rystet Erik. “Men nabokonen så, at jeg gav et lille spjæt – og så kan det ellers være, der gik noget i gang.”

Far cyklede mig i søndagsskole

Erik er den ældste af fem søskende, der voksede op i Bøllund ved Give. Familien boede i Sejrup under krigen og endte i Bjerlev, hvor Erik og hans forældre drev landbrug i 40 år.

“Jeg kom fra et hjem, hvor Biblen havde en central plads. Der var megen sang og musik, så det har også fulgt mig.”

Forældrenes ønske var, at børnene skulle gå i søndagsskole i Give (fem km fra Bøllund, otte km fra Sejrup). “Far kørte mig derhen på sin cykel,” forklarer Erik. Efter søndagsskolen blev de juniorer. Og på en juniorlejr blev kaldet så stort, at Erik, sammen med 13 andre, besluttede sig for at følge Jesus. Han blev døbt den 6. september i 1953.

Hans far var baptist i Givskud (otte km fra Give, menigheden er i dag lukket), som oprindeligt var en Nazaræermenighed, der blev tilsluttet baptisterne i 1940’erne.

Højskole og vinterlejr

Erik i Civilforsvaret

Erik var på Baptisternes Højskole i Tølløse i ‘55‐‘56.
I mange år var Erik leder af søndagsskolen og juniorerne i Give. I 60’erne stod Eriks far for en ungdomsgruppe for drenge. “Det at være en personlig kristen gør jo, at du involverer dig i nogle ting i menigheden. Så møder du nogle kristne venner, både på efterskole, højskole og landbrugsskole – og dem har jeg nogle af endnu,” fortæller han.

Det var populært at tage på vinterlejr i Pandrup,” siger Erik med et smil om munden. “Vi blev indkvarteret i private hjem ‐ og så var der bibelundervisning og masser af sang og evangeliske møder med forkyndende indhold. Så der var mange, der blev omvendt.”

Ved Brande, på gården hos en baptistfamilie, startede Erik en juniorkreds op for drenge – der var allerede en for piger. “Og i ‘62 var jeg spejderleder for ulveungerne i Mosbjerg Baptistkirke. Det var en god tid, fordi drengene, der kom i menigheden, blev døbt. Det er jo fantastisk at se og opleve, at børn vil følge Jesus. Så sang vi, som en slags velsignelse over drengene, “Der er solskin i min sjæl i dag”.

Et hjerte for de dårligt stillede

Erik har altid gerne villet arbejde med unge mennesker og tog uddannelsen som socialpædagog som 51-årig og han har arbejdet blandt andet med sent-udviklede børn.

“Socialt arbejde har altid ligget mig på sinde. De dårligt stillede i samfundet skulle have en håndsrækning.”

Erik blev ramt af sin første blodprop i ’82 – en familiesvaghed. ”Det er lidt underligt at være en af de ældste. Nu har jeg også døjet med talebesvær i 20 år, men det accepterer folk her. Og livskvaliteten er hævet, siden jeg er bliver behandlet med botox. Det gør meget.”
Erik har været menighedens multimand. Han var menighedens forhandlingsleder i en del år, indtil han blev valgt til menighedsrådsformand.

Derefter kørte det i tomgang i mange år, hvor de kun lige kunne få tingene til at hænge sammen.

“I dag fungerer Give Baptistkirke rigtig godt, fordi der også kommer folk udefra – og fællesskabet er godt. Vores visitkort – Bethel – den er blevet forskønnet.”

Hvad så med fremtiden?

”Jeg håber at se flere nye ansigter. Når selv folk fra Sønderjylland kommer, er det fantastisk. Så må pastoren åbenbart levere en vare, som er forståelig og evangelisk. Om tre år er der forhåbentligt 10‐15 flere i menigheden.”

Beretningen her er uddrag af en artikel, bragt i Give Baptistmenigheds blad.