Strengere straf er ikke det samme som mere retfærdighed

Regeringen fremlagde sidst i august et forslag til en udlændinge- og retspolitisk reformpakke, som bl.a. indeholdt forslag om markant længere straffe. Statsministeren lagde ikke skjul på, at det nye initiativ primært retter sig mod kriminelle med udenlandsk baggrund, da de menes at være overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Det Kriminalpræventive Råd var hurtigt ude og sige, at de bakker op om regeringens mål om et tryggere samfund, men at længere fængselsstraffe er den forkerte vej at gå. Rådet pointerer, at når det gælder alvorlig personfarlig kriminalitet, viser omfattende forskning, at længere fængselsstraffe ikke virker forebyggende, men derimod indsatser i og udenfor fængslerne.

Denne debat fik naturligvis interesse i Resam (Religion & Samfund), som havde arbejdet med resocialisering og ikke-gengældelse i retssystemet. Resam er et mødested, hvor jeg deltager sammen med ledere i andre kirkesamfund, missionsforeninger, nogle muslimer og den jødiske overrabbiner. Her havde vi i maj 2021 offentliggjort dokumentet Fokus på kriminalitetsforebyggelse frem for gengældelse i retsvæsenet og en kronik bragt i Berlingske med overskriften Ledere i kirker og trossamfund: Alt for mange sidder fast i retssystemet. Begge tekster kan læses på www.resam.dk , hvor også en præsentationsvideo findes.

Hans Ole Bækgaard, formand for Indre Mission i Danmark, tog sammen med Nik Bredholt, ansat medarbejder i Resam, initiativ til et indlæg, som også Eva- Maria Schulz, sognepræst og arresthuspræst og næstformand i Foreningen for Fængsels- og arresthuspræster, blev medunderskriver på. Jeg blev spurgt om også at være medunderskriver og sagde ja. Det var tanken, at nogle få andre fra Resam også skulle stå på, men på grund af kort tidsfrist lykkedes det ikke. Det var aldrig tanken, at indlægget var på Resams vegne. Indlægget følger her uredigeret og falder altså i god tråd med tidligere Resam dokumenter:

Strengere straf

Regeringen har foreslået at imødegå banderelateret kriminalitet ved blandt andet at indføre hårdere straffe. Som vi ser det, handler forslaget primært om at skabe en frygt i befolkningen, man kan høste stemmer på. Kriminaliteten er ikke stigende, og hvad angår ungdomskriminalitet viser forskning, at den er historisk lav.

Regeringen ”prikker til” den almindelige danske borgers retsfølelse, og den er meget diffus. Hvor stor en straf skal man have, for at retsfølelsen er ”tilfreds”? Og hvem bestemmer det? Hvornår bliver det retfærdigt?

Vi er ikke imod straf, men vi mener, at man skal være varsomme med lange straffe. Det giver ikke større oplevelse af retfærdighed, men kan nedbryde mennesker og øger risiko for tilbagefald i kriminalitet.

Men hvad er virkelig retfærdigt? For nogen er retfærdighed ensbetydende med den hårdeste mulige straf. Det er ofte tilfældet, at disse råb om strenghed ikke kommer fra offerets side, men fra andre grupper i samfundet. Aktuelt synes det at være begrundet i et initiativ, der skal danne baggrund for en kommende valgkamp.

Retfærdighed

Der er en anden måde at tænke retfærdighed på end blot streng straf. Sandheden skal komme frem under retssagen, skylden placeres på det rigtige sted, og i tilfælde, hvor offeret er såret, betyder retfærdighed også muligheder for erstatning for tab både sundhedsmæssigt og økonomisk.

Faktisk har både gerningsmanden og offeret begge brug for en retfærdig proces for at komme videre i livet.

Når dette sker på gode måder i retssale eller i konfliktråd, kommer staten sine borgere til hjælp. Der er en tæt forbindelse mellem sandhed og retfærdighed.

Hvis sandheden kommer frem i retten, er man lidt tættere på en retfærdig løsning. I dag kan det tage tid før gerningsmanden bliver straffet, og det kan modvirke oplevelsen af retfærdighed for offeret. Kriminalforsorgens institutioner er fyldt til bristepunktet, og arresthusene har mange afsonere siddende, som har fået deres dom, men ikke kan komme ”videre i systemet”, fordi der ikke er pladser nok i fængslerne.

Lige værdighed

Vi tror, at alle mennesker er skabt med lige værdighed. Heri ligger også en anerkendelse af, at alle skal have en chance for at lægge det forkerte bag sig og vende tilbage til samfundet.

At sætte folk i fængsel er i bund og grund det mindst kendte onde; men godt er det ikke, hverken for den, som sidder inde, eller for samfundet.

Fængslerne er ”forbryder-fabrikker”, siger man, og vi skal derfor være varsomme med en dagsorden om lov og ret, der i reglen bruges til at retfærdiggøre hårde straffe og barske vilkår i fængslerne.

Resocialisering

Vi er ikke imod, at der sker noget i retsvæsenet, hvilket heldigvis også er del af regeringens forslag. Vores anbefaling er, at der afsættes flere midler til indsatser, som hjælper resocialiseringen på vej, så tidligere straffede kan komme tilbage til samfundet. Her kan nævnes skoletjenesten i fængslerne, besøgsordninger, religiøs betjening i fængslerne og initiativer som eksempelvis Cafe Exit. Det handler også om bedre trivsel for fængselsbetjente blandt andet ved større overensstemmelse mellem det, som fængselsbetjentene får at vide, de skal gøre, og så den realitet i fængslerne, som de møder.

Personalets omgang med de indsatte skal prioriteres i forhold til et sikkerhedsbegreb, hvor vægten lægges på procedure.

Ude af fængslet

Dertil skal dele af civilsamfundet inddrages mere. Man kommer ud af fængslet til dem, som tager imod én. Den folkelige opbakning i forhold til tidligere indsatte skal styrkes, så den enkelte kan få en ny chance.

Erhvervslivet, kirker og trossamfund og andre instanser i det offentlige samfund og civilsamfundet skal yde en større indsats i forhold til at skabe fællesskaber, der byder ind.

Kan vi som samfund gøre mere for at tage imod de mennesker, der kommer ud, i stedet for at de går tilbage til for eksempel den bande de kom fra, så vil meget være vundet.