Men det var jo drilleri. Vi baptister har ry for, at vi er optaget af moral og af selv at skulle præstere det gode. Mit svar stoppede drilleriet; men jeg kunne have fortsat det og sagt, at lutheranerne siden reformationen har jagtet et puritansk ideal og taget så meget afstand fra den herskende katolske kirke, at religionen er blevet humaniseret, så det frelsende guddommelige aspekt, mysteriet, var blevet udvandet.
Monopolet på Guds ord blev brudt
I middelalderen havde Den Katolske Kirke eneret på undervisning og forkyndelse. Folk var mere eller mindre uoplyst, overladt til deres egne lyster og laster – og efterfølgende til kirkens straf. I renæssancen udvikledes en litterær og videnskabelig kultur, som førte til en demokratisering af uddannelse og opdragelse.
Kræfter udenfor kirken erhvervede sig viden og indsigt, og med bogtrykkerkunstens komme fik folk adgang til oplysning, og til Guds ord ikke mindst! Kirken mistede sin eneret på at udlægge Guds vilje, og gennem Bibelens ord opstod en direkte kanal mellem Gud og det enkelte menneske.
Det indre menneske
Derved genfødes ‘det indre menneske’. Der ligger en selvstændig kraft i det enkelte menneske, der læser i sin Bibel. Sådan et menneske er en trussel for de herskende klasser, både i kirken og i samfundet.
Når vi uden andres mellemkomst læser i vores Bibel, møder det budskab os – og de undrende kristne efter reformationen – at vores vilje og stræben ikke er central for vores frelse. Det centrale er Guds barmhjertighed: ”Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed.”[1] Mennesket kan selv få adgang til Guds barmhjertighed gennem Jesus Kristus.
”I baptister, er I glade?”
Ja, vi er glade, for vi bekender os til Jesus Kristus – og gennem den bekendelse omsluttes vi af Guds barmhjertighed.
[1] Romerbrevet kap. 9, vers 16
Giv din mening til kende