Lyt til artiklen:

”I uge 7 oplevede vores menighed en stor glædesdag: Tolv af vores unge blev døbt og bekendte offentligt, at de har givet deres liv til Jesus Kristus,” fortæller Chin Chin (Biak Chin Par Lian) fra Chin Bethel Church (CBC) i Skjern.

Dåben var frugten af en intensiv ungdomslejr i menigheden med 80 deltagere. De 12- til 16-årige var samlet i to døgn, og de unge over 16 år var samlet i yderligere to døgn. Undervisningen favnede bredt fra bibelfordybelse til samtaler om tro og identitet. Der var selvfølgelig også plads til masser af lovsang og fællesskab. For mange unge blev dagene et vendepunkt, hvor troen gik fra at være noget, de havde hørt om til et personligt valg om at følge Jesus.

Underviseren Sailo Thang på scenen i Chin Bethel Church i Skjern (Foto: Zo Lian Mang)

En prædikant med en mission

Undervisningen var lagt i hænderne på ungdomspræsten Sailo Thang fra USA: han er en efterspurgt forkynder blandt chin-kristne verden over. Han besøgte CBC på en sommerlejr i september 2023, og lige siden har mange set frem til gensynet.

Chin Chin fortæller om forkyndelsen:
”Med et klart evangelisk budskab og et hjerte for unge formåede Sailo Thang at skabe et trygt rum, hvor spørgsmål, tvivl og længsel fik plads – og hvor kaldet til efterfølgelse blev tydeligt. Hele undervisningen under lejren foregik på engelsk, mens søndagsprædikenen blev holdt på chin, så hele menigheden kunne være med.”

Fædrenes åndelige ansvar

I prædikenen talte Sailo Thang særligt om fædrenes åndelige ansvar. Med både kærlighed og tydelighed udfordrede han mændene. Over hele verden ser man i Chin-fællesskaber, at kvinderne ”overhaler” mændene på områder som uddannelse, trofasthed og engagement. Med et glimt i øjet sagde han, at der findes fædre, der stadig lever som “drenge med ble”. Det var ikke en kritik af kvindernes omsorg for deres mænd, men en opfordring til mændene om at vågne op!

Chin Chin siger, at budskabet var klart:
”Hvis hjem og menighed skal være sunde, må fædrene træde ind i deres kald og lade Gud hele det, som er brudt. Når mænd tager ansvar og vokser i åndelig modenhed, kan mænd og kvinder sammen finde den balance, Gud har tænkt. Han understregede, at når fædrene træder ind i deres kald, er kvinderne klar til at stå ved siden af og bygge op sammen.”

Deltagerne i ungdomslejren (Foto: Chin Bethel Church – Media Team)

Sailo Thang sammenfattede sit budskab i det, han kaldte de fem P’er (Priest, Prophet, Pastor, Protector og Provider) for en far. Som præst (priest) er faderen er kaldet til at gå i forbøn for sin familie, lede dem i bøn og bringe hjemmet frem for Gud og som profet (prophet) skal han tale Guds ord ind i familiens liv med visdom, sandhed og kærlighed. Han skal lede, vejlede og tage åndeligt ansvar i hjemmet (pastor) og samtidig skal han værne om familien både åndeligt og praktisk (protector). Til sidst har faderen ansvar for at forsørge familien både materielt, følelsesmæssigt og åndeligt (provider).

Påmindelse om det fælles ansvar

Dåbshandlingen blev derfor ikke kun en fejring af tolv unge menneskers tro, men også en påmindelse til hele menigheden om fælles ansvar. Kirken har brug for stærke kvinder og stærke mænd – ikke i konkurrence, men i fælles vækst.

Dåbskandidaterne med fine beviser (Foto: Zo Lian Mang)

Taknemmelighed og generøsitet

Glæden og taknemmeligheden over undervisningen og de unges dåb blev fejret med et fælles måltid for hele menigheden efter gudstjenesten. Det var menighedens assistentpræst, Za Uk Lian, der gav maden i taknemmelighed over, at hans datter blev døbt.

En anden familie, hvor moderen er næstformand for CBC’s kvindegruppe, fortsætter med at vise taknemmelighed over deres søns dåb ved at give et måltid til hele menigheden næste søndag.

Generøsitet og måltidsfællesskab med hele menigheden er en naturlig del af livet blandt chin-kristne. De giver tiende, støtter gode formål og engagerer sig i tjeneste. Tjenstvilligheden og generøsiteten er særlig stor blandt de forældre, der først kom til Danmark. Det er et vidnesbyrd om tro og taknemmelighed, som forældrene håber, vil blive båret videre af de næste generationer.

I Skjern glæder de sig allerede til næste år!
Chin Chin slutter beretningen fra Chin Bethel Church:
”Vi takker Gud for det, Han har gjort, og beder om, at både unge og voksne må vokse i tro, enhed og åndeligt ansvar – til velsignelse for kirken og verden. Glæden og forventningen lever videre i menigheden. Allerede nu ser mange frem til Sailo Thangs næste besøg, når han – hvis Gud vil – igen kommer i uge 7 næste år.”

Link

Du har mulighed for at se Sailo Thang og lytte til hans prædiken (på chin) under lejren på Facebook her.

Webmagasinet baptist.dk har tidligere bragt en artikel om Sailo Thang i forbindelse med CBC’s sommerlejr i september 2023. Du kan læse artiklen her.

Dåbskandidaterne på scenen i Chin Bethel Church (Foto: Zo Lian Mang)

Relateret

• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning

Find flere

Lyt til artiklen:

Det er en mærkelig tid at være kristen kirke i.

Fortællingen om kristendommen i Europa handler om øget sekularisering og faldende medlemstal. Målt på medlemskab alene, er det let konkludere, at alt bevæger sig én vej for kirkerne.

Men der er sprækker: Unge, der møder op. Unge, der vil tale om tro, Unge, der søger et sted, hvor man kan tale om tro uden at skulle spille en rolle. Beretninger om dåb, kirkegang og nye fællesskaber tegner et sammensat billede – især blandt unge.

Det ser ikke ud af meget. Ikke nok til overskrifter. Ikke nok til at vende en nedadgående medlemskurve. Men når de samme tegn går igen på tværs af Europa, er der måske en bevægelse i gang.

Men når de samme tegn går igen på tværs af Europa, er der måske en bevægelse i gang.

”Den stille vækkelse”

Danske Kirkers Råd peger i notatet ”Den stille vækkelse” på en bevægelse, der også kan være i gang blandt unge i Danmark uden at den fylder i statistikkerne.

Notatet bygger på folkekirkens data om ind- og udmeldelser, konfirmationer og dåb. Tallene viser en faldende interesse for folkekirken blandt unge. Notatet peger på, at kirken overser, hvad der foregår i unges trosliv, hvis der kun er fokus på medlemskab. Der kan være gang i en bevægelse, uden at det kan aflæses i medlemstal.

”Den stille vækkelse” peger på en udvikling i de unges trosliv. Notatet indeholder ikke endegyldige beviser. Men mønstret findes også udenfor Danmarks grænser. I flere europæiske lande ser man den samme dobbelte virkelighed: tilbagegang i formelt medlemskab – og samtidig mere dåb, mere kirkegang og mere åndelig søgen blandt Generation Z[1].

Danmark: Dåben som bevidst tilvalg

I Danmark er et tegn på den stille vækkelse en stigende tilslutning til dåben i folkekirken blandt unge i alderen 13 – 15 år.

I 2014 blev 2.100 unge i alderen 13–15 år døbt. I 2024 var tallet 3.799 – næsten en fordobling selv om befolkningstallet for gruppen er svagt faldende. Det sker samtidig med, at færre generelt bliver døbt og meldt ind i Folkekirken i 2024 end i 2014.

Udviklingen peger på et aktivt tilvalg af dåben, ofte i forbindelse med konfirmationsforløbet. Dåben bliver andet og mere end blot en tradition.

Hvis Danmark viser små, måske utydelige tegn, så er der tydeligere tegn på vækkelse i Frankrig.

Frankrig: Dåbsboom i Europas sekulariserede udstillingsvindue

I et land med en stærk sekulær tradition viser tal fra den franske katolske bispekonference en markant stigning i voksendåb i forbindelse med påskefejringen[2]: fra 5.463 døbte i 2023 til 10.384 i 2025. Samtidig stiger antallet af teenagere (11-17 år), der bliver døbt også: fra 2.861 i 2023 til 5.025 i 2024.

Hele 84 procent følger kristne influencere online.

36 procent af de voksne døbte er i alderen 18–25 år og 65 procent kommer ikke fra en religiøs familie. De unge har selv fundet vej til troen, og de har selv valgt troen.

Kilder peger på sociale medier som en katalysator for de søgende unge. Blandt 900 unge, der i 2025 var under trosoplæring i den katolske kirke, fortalte 78 procent, at sociale medier spillede en rolle i deres trosrejse. Hele 84 procent følger kristne influencere online.

Tyskland: Udmeldelserne sætter rekord – men en vækkelse er på vej blandt de unge

I Tyskland ser paradokset anderledes ud: Rekordmange udmeldelser fra de store trossamfund og samtidig tegn på fornyelse og engagement blandt unge.

I 2023 lancerede Evangelische Kirche in Deutschland (EKD) en landsdækkende kampagne for at sætte fokus på dåben. Kampagnen gav ungdomsvækkelsen synlighed gennem beretninger og billeder på de sociale medier. Et enkelt arrangement havde stor gennemslagskraft: Den 24. juni 2023 arrangerede omkring 1.000 menigheder udendørs dåbsfester med dåb i badesøer, skovsøer og ved flodbredder og i et springvand i Berlin.

Arrangementer som “Fire Festival” i Stuttgart og “Holy Spirit Night” og “Night of Hope” i flere tyske byer er også tegn på en stille vækkelse blandt unge i Tyskland.

England: “Den stille vækkelse” bliver et begreb

I Storbritannien udfordrer nye tal fortællingen om tomme kirkebænke.

Rapporten ”Den stille vækkelse: Generation Z fører an i stigningen i kirkegang” fra British Bible Society (2024) fortæller, at andelen af befolkningen, der går i kirke mindst én gang om måneden, er steget fra 8 procent i 2018 til 12 procent i 2024.

Blandt 18–24-årige steg andelen, der går i kirke mindst en gang om måneden, fra 4 procent i 2018 til 16 procent i 2024 – og blandt unge mænd fra 4 til 21 procent.

Udviklingen i frikirkerne

I Danmark er der de senere år kommet mere fokus på den kristne tro. Den succesrige ”Lad os tale om tro”-kampagne og flere ”kendissers” offentlige bekendelse af deres kristne tro, har trukket overskrifter og fået skærmtid. Det kan derfor være nærliggende at tro, at frikirkerne står med nøglen til “den stille vækkelse”.

Webmediet kirke.dk har søgt aktindsigt i de anerkendte trossamfunds årlige indberetninger af medlemstal til Kirkeministeriet. I artiklen ”Er frikirkerne i vækst? Ikke ifølge deres egne medlemstal” fortæller kirke.dk, at medlemstallet i kristne trossamfund generelt er faldet fra 2020 til 2024. Men for ”pentekostale og missionsk prægede menigheder” er der hverken tale om vækst eller tilbagegang: 31.708 medlemmer i 2020 og 31.624 medlemmer i 2024.

Oplevelsen af, at mange – især unge – søger fællesskabet i frikirkerne, forklarer Emil Rindom Nørholm, ledende præst i København Vineyard, i artiklen:
”Der er en større gruppe af søgende og kristne, der bevæger sig rundt mellem forskellige frikirker, og som bliver tiltrukket af frikirker, der har momentum. Kirker… som oplever, at Gud gør noget i deres fællesskab, som trækker folk til.”

Notatet ”Den stille vækkelse” støtter Emil Rindom Nørholms forklaring: Undersøgelserne betegner i dag unge voksne som “ikke-konfessionelle livsfasekristne”. De unge tilhører ikke nødvendigvis ét kirkesamfund, men bevæger sig på tværs mellem kristne fællesskaber – den ene dag gospelkor i en pinsekirke, den næste dag et tværkirkeligt ungdomsprojekt, den tredje dag gudstjeneste med en ven i folkekirken. Måske er de slet ikke medlemmer af et trossamfund, men blot i bevægelse mod tro og fællesskab.

Et skifte under radaren – hvad betyder det for BaptistKirken

På tværs af et sekulariseret Europa er der flere og nogle steder målbare tegn på en stille vækkelse blandt de unge. Vækkelsen er organisk og personlig. Selv om vækkelsen ofte er understøttet af digitale platforme søger de unge fysiske tilhørsforhold og autentiske fællesskaber.

Den stille vækkelse afspejler sig ikke i medlemsstatistikker. Den findes skjult i relationer og deltagelse i enkelte arrangementer fra søndagsgudstjenesten til de unges fællesspisning og lovsang fredag aften.

Den stille vækkelse afspejler sig ikke i medlemsstatistikker. Den findes skjult i relationer

Kristne trossamfund og menigheder, der fortsat insisterer på modeller for medlemskab og kommunikation, der ikke følger med tiden, risikerer at ”misse” en historisk mulighed for vækst.

Sporene ude fra Europa kan tjene som inspiration til at møde mennesker, der søger fællesskabet med:

• Et mere fleksibelt blik på tilknytning (relationer og kontaktpunkter frem for traditionelt medlemskab).
• En tydelig og varm “første-gang-i-kirken”-kultur, der inviterer til at komme igen.
• Digital tilstedeværelse og kommunikation generelt, der er autentisk og baseret på dialog frem for information om tro.
• Mulighed for at tale om tro og dåb uden at have et ”kirkesprog”
• Små, trygge fællesskaber, hvor der er plads til tvivl, spørgsmål og en tro, der kan vokse i eget tempo.

Det afgørende spørgsmål er: Hvad ser vi efter, når vi leder efter vækst? Hvilke døre gør vi lette at åbne? Den generation, kirken troede var på vej væk, kan vise sig at være den, der nu søger tilbage. Hvis det er rigtigt, er kirkens opgave at være det fællesskab, der kan tage imod den.

Efterskrift

Begrebet ”Den stille vækkelse” er vokset frem over de senere år. Ud over eksemplerne i denne artikel viser en simpel Google-søgning link til adskillige fortællinger om mere eller mindre spektakulære vækkelsesoplevelser: Fra et sydnorsk missionshus, der gik fra at være lukningstruet til at samle hundredevis af mennesker over studenterandagten på et universitet i Kentucky, der samler mennesker fra hele USA. Webmediet kirke.dk har flere artikler om emnet og i juni 2025 havde Zetland en artikel med overskriften: ”Det er intet mindre end Jesu genkomst. Hvorfor tror så mange unge i Vesten pludselig på ham igen?”. Senest har Udfordringen i januar 2026 bragt artiklen: “Unge søger kirken: Er en vækkelse på vej?“, der både forsøger at forklare den stille vækkelse og give gode råd til, hvordan kirkerne møder de søgende.

Genkender I udviklingen I jeres kirke? Har I oplevet, at unge (mænd?) søger jeres fællesskab nu mere end tidligere? Eller er den stille vækkelse helt tavs, der hvor I lever? Skriv til webredaktion@baptist.dk, så vi kan dele oplevelserne til inspiration.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”

Find flere

Lyt til artiklen:

På synoden i Sæsing fortalte sociolog Thomas Willer, hvordan ”platformskulturen” gør os til usikre mennesker og hvor svært det er at rive sig fri af gamle traumer. Teolog og projektleder Louise Bylund tog os med ind i et børneunivers, hvor der mangler et sprog for tro både blandt børnene og de voksne.

Mål for menneskers værdi

Thomas Willer indledte med personlige refleksioner fra sin opvækst i BaptistKirken: Fra det første kys, EM-finalen i 1992 til et budskab om, at han aldrig ville blive forkynder. Erfaringer, der ligger til grund for Thomas spørgsmål: Hvordan reagerer kirken i en kultur, hvor menneskers værdi måles i synlighed og andres anerkendelse?

Thomas pegede på et paradoks i dansk kirkeliv. På trods af mange menneskers åbenlyse åndelige længsel – fra den succesrige familiefar, der føler sig åndeligt tom til narkomanen Hassan, som i desperation råber til Gud på gaden – oplever frikirkerne ingen vækst. De seneste 100 år har frikirkerne ikke tiltrukket flere medlemmer – tværtimod. Thomas påstod, at kirkens budskab ikke når ind i hverdagslivets dybeste længsler.

”Platformskulturen”

Thomas fortalte, at en af de vigtigste årsager til udfordringen er “platformskulturen.” En kultur, hvor menneskers værdi konstant vurderes ud fra andres reaktioner. Resultatet er skrøbelige individer, der er fanget i en evig jagt på synlighed og bekræftelse.

“Vi bliver afhængige af ’likes’ og opmærksomhed på sociale medier. Vi lever i en vedvarende kamp for anerkendelse,” forklarede Thomas.

Ifølge Thomas er det næsten umuligt at bryde med platformskulturen: Behovet for andres accept er dominerende.

Thomas Willer på synode 2025

Kirkens alternativ

Den gode nyhed er – ifølge Thomas – at kirken kan tilbyde et radikalt andet perspektiv. Evangeliet fortæller en anden historie om menneskets værdi og identitet:
“Vi er altid allerede elsket ubetinget af Gud. Vores værdi afhænger ikke af egne præstationer eller andres meninger.” Budskabet er, at den kristne identitet rummer potentialet til at frigøre os fra platformskulturens konstante usikkerhed.

Selverkendelse er nødvendig

”Det kræver imidlertid ærlig selverkendelse at nå dertil”, påpeger Thomas. Han fortæller, hvordan hans egen selvforståelse blev formet: Som ung forkynder fik han af sin leder og mentor at vide, at han ikke havde evnerne til at forkynde. Denne afvisning blev til et traume, der påvirkede ham i mange år.

Thomas forskning viser, at mange kristne forkyndere ubevidst handler ud fra egne traumer og smertepunkter i livet. Selvindsigt er afgørende for at forstå, hvad der driver os.

Afslutningsvis understregede Thomas, at selvindsigt og strategi ikke alene skaber forandring:
“Vi må invitere Helligånden ind i vores liv og fællesskaber. Kun Ånden kan samle de knogler, som Ezekiel taler om, og skabe nyt liv.”

Løsningen på kirkens og menneskets dybeste længsler findes ikke i flere ’likes’ – men i at finde hvile i Guds ubetingede kærlighed.

Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro

Troen mangler et sprog

”Kun 4,7 procent af danske unge taler med deres forældre om tro. Det er på niveau med samtaler om sex og porno – og det er et problem,” mente Louise Heldgaard Bylund.

“Tro er blevet en privatsag,” forklarede hun, “og derfor er det ikke et naturligt samtaleemne i hjemmet.”

Blandt jævnaldrende er tro også et sjældent samtaleemne. Ifølge bogen ’Jagten på frirum’ [1]taler kun 1–2 procent af de unge om tro med venner.

“De mangler sprog for at tale om tro. Det skal vi som voksne hjælpe dem med at finde,” sagde Louise.

Louise Bylund på synode 2025

Behov for udvikling af det åndelige sprog

Louise fortalte om psykolog Dorte Toudal Viftrup, der har undersøgt børn og unges behov for åndelig udvikling. Hun finder, at der er et behov – på linje med behov for sproglig og fysisk udvikling. Mens vi har talepædagoger og fysioterapeuter til at hjælpe med at udvikle sprog og fysik, står de unge ofte alene, når det handler om tro. De lærer sjældent det åndelige sprog i hjemmet eller skolen – det kræver en mere aktiv formidling.

“Vi skal ikke være eksperter eller mini-præster,” understregede Louise med erfaring fra sit job som projektleder i ´Det med Gud’ og fortsatte:
“Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på – og turde sige, når vi ikke forstår alting.”

En ærlig og menneskelig tilgang, der åbner mulighed for, at børn og unge kan spejle sig i voksne og finde deres egne ord og erfaringer.

Vi skal bare være voksne, der deler det, vi selv tror på

’Det med Gud’

I projektet ’Det med Gud’ [2]arbejder Louise med fire enkle principper:

• Andagter kan formes på mange måder
• Forkyndelse må aldrig opleves som en sur pligt
• Man behøver ikke være ekspert
• Man deler det, man selv tror på

Louise mindede også om betydningen af de sekundære voksne – bedsteforældre, ledere og andre voksne i de unges liv.

Mange unge møder ikke længere voksnes tro i hverdagen, og derfor bliver de sekundære voksnes stemmer endnu vigtigere.

Bliv en sekundær voksen!

Louise sluttede sit indlæg på synoden med et spørgsmål og en opfordring.
”Hvor og hvordan kan vi være de voksne, der ikke viger udenom troens samtale – men møder de unge i den?” spurgte Louise og fortsatte:
“Hvor og hvordan kan du være en sekundær voksen, der deler liv og tro med børn og unge?”

[1] ”Jagten på frirum” af Simon Haugegaard & Søren Østergaard. Forlag: Ungdomsanalyse. ISBN 9788797088913

[2] https://www.detmedgud.dk/ – et samarbejde mellem KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, FDF og KFUM og KFUK.

Relateret

• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning

Find flere

Lyt til kronikken:

For nyligt sad jeg i sjælesorg med et ungt menneske, der havde svært ved at finde et kirkeligt fællesskab at være en del af. Som hun sagde, så kunne hun enten tage til et: ”X-Factor show, med røgmaskiner, spotlys og et lovsangshold, der leverede hits i en kvalitet, som kunne få Spotify til at skamme sig.” Eller hun kunne ”tage ind i oldgammel hvidkalket bygning, hvor alles hår havde samme farve som væggene, og hvor det hele virkede som en dårlig opsat farce.”

Kronikkens forfatter, Ulrick Refsager Dam. Ulrick er præst i Kløvermarkskirken i Holbæk, forfatter, ledelsescoach og -konsulent. Foto Bent L. Hansen

De unge gider ikke markedsføring i kirken

Hun er bestemt ikke den eneste, der har den oplevelse. Ifølge flere undersøgelser har de unge generationer (som jeg nok også selv er en del af lidt endnu) en nærmest indbygget ”bullshit-detektor”. Vi gider ikke mere glansbillede-markedsføring. Vi er født med en smartphone i hånden og kan navigere i alt fra AI-simulerede reklamer til polerede profiler på Instagram. Hvis vi fanger det mindste “fake” i en eller anden fancy video eller i et salmevers, der lyder hult, slukker vi.

Autenticitet er det nye sort

Netop derfor er autenticitet blevet det nye sort: Vi vil ikke bare have noget, der “ser flot ud på papiret” – vi vil mærke mennesker, der mener det, de siger, og som tør vise tvivlen, fejlen og den ”uforskønnede” sandhed om livet. Og netop hér er kirken i en særposition. For på papiret burde den jo være den mest autentiske arena af dem alle: Et fællesskab, hvor man kommer med alt, hvad man er – og ikke mindst alt det, man ikke er. Alligevel oplever mange unge, at kirken enten er blevet for opsat og “show-agtig” eller stivnet i en gammel liturgi, der føles mere som museumsbesøg end hjertevarmt fællesskab.

To ekstremer i den kirkelige verden

Når man ser på den kirkelige verden herhjemme, kan man få fornemmelsen af to ekstremer:

På den ene side har vi frikirkerne, der nogle steder går ‘all in’ på stroboskoplys, en lovsangssektion, der rivaliserer verdens dyreste koncertturnéer, og en karismatisk præst iført sneakers og en smart frisure. Man glemmer, at fokus skulle være på Gud og ikke på en sceneoptræden på professionelt niveau. Det kan nærmest virke som om, at der kun mangler en konfettikanon og en sponsor fra Red Bull for at fuldende koncertoplevelsen.

På den anden side har vi Folkekirken, som stadig kan lyde (og lugte) lidt af 1600-tallet i både sprog og form. Der er så meget historie, at man kan ende med at gentage de samme gamle salmevers (og den samme højstemte liturgi) på autopilot. Det kan blive svært at se, hvordan det relaterer sig til “virkeligheden” i 2025, når sproget føles som noget fra en støvet reol. Nogle steder føles det mere som et museumsbesøg end et levende fællesskab.

Den fælles udfordring

Den fælles udfordring står tilbage: I begge ender af skalaen risikerer man, at menneskene og det ægte møde ryger i baggrunden. For meget fokus på et bombastisk lysshow fjerner opmærksomheden fra samtalen om tro og tvivl. For meget fokus på den gamle liturgi kan gøre, at ordene føles fjernstyrede og uden personlig nærhed. Begge dele kan have svært ved at møde unge i øjenhøjde – og netop derfor er autenticitet så afgørende. I begge yderpunkter mangler vi at mærke, at dem, der står på prædikestolen eller sidder på kirkebænken, virkelig er til stede, tør vise deres egen tvivl og glæde, og faktisk mener, at fællesskab er vigtigere end facade.

Autenticitet kan være en stor udfordring

Autenticitet lyder måske, som om det bare kræver en ærlig snak og et par søde ord på en søndag. Men i praksis kan det være noget af det mest udfordrende at få ind i kirkelivet. For at turde være autentisk skal man også turde indrømme sin tvivl, sine fejl og sin sårbarhed. Og det er et ret stort skridt i en kultur – både i og uden for kirken – hvor vi er vant til at vise alt det perfekte frem og gemme rodet væk.

For at turde være autentisk skal man også turde indrømme sin tvivl, sine fejl og sin sårbarhed.

De sikre valg bremser mødet mellem mennesker

Mange i frikirkerne vil gerne vise den “rigtige” begejstring, mens folkekirkelige menigheder måske bliver bange for at pille ved traditioner, som man holder så meget af. Resultatet er, at begge parter let vælger de sikre løsninger: De store showelementer eller de velkendte ritualer. Men problemet er, at netop de sikre valg risikerer at bremse det ægte møde mellem mennesker. For det er langt lettere at præsentere en færdigpakket forestilling eller en museumsmoden højmesse, end det er at give plads til en håndfuld teenagere, der tør sige: “Jeg forstår altså ikke helt, hvad der foregår. Kan vi lige tale om det?”

Plads til det hele menneske?

Alligevel er autenticitet mere nødvendig end nogensinde. For når unge går ind i en kirke (uanset hvilken slags), har de brug for at mærke, at der er plads til hele mennesket – også når man stiller dumme spørgsmål eller kommer med alt sin bagage. Hvis unge ikke mærker den åbenhed, siger de farvel og tak, inden nogen når at tænde lysshowet eller slå akkorden an til “Den signede dag”. Kort sagt: Unge sukker efter en kirke, der tør række ud med ægte varme, hvor rummeligheden ikke bare er et plusord, men en realitet. Det er svært, ja, men netop derfor kan det også forandre alt.

Kort sagt: Unge sukker efter en kirke, der tør række ud med ægte varme, hvor rummeligheden ikke bare er et plusord, men en realitet.

Vi har chancen for at gøre en forskel

Så her står vi så, med en kirke, der risikerer at fremstå enten som en fancy event-venue eller et historisk museum – mens en hel generation sukker efter ægte fællesskab. Men det betyder ikke, at kirken er dømt til at ende som et kuriosum på Kulturministeriets liste over “truede traditioner”. Tværtimod er det lige nu, vi har chancen for at revitalisere alt det smukke, troen kan rumme, på en måde, der faktisk når hjertet hos nutidens (og fremtidens) unge. Jeg tror det kræver tre ting af os:

1. Sænk paraderne og giv plads til spørgsmål

Vi skal turde skabe rum, hvor de store (og små) spørgsmål kan stilles, uden at folk føler, de træder ved siden af. Det kan være ved at åbne søndagens gudstjeneste for dialog, lade konfirmanderne forme deres egen mini-gudstjeneste eller simpelthen invitere til en kop kaffe efter kirketid, hvor alt er tilladt at spørge om. Den autentiske samtale opstår, når vi tør sige: “Jeg ved faktisk ikke alt – men lad os finde ud af det sammen.”

2. Relation frem for performance

Selvfølgelig må kirken gerne have en ordentlig lydmand eller et smukt orgel. Men hvis underholdningsaspektet tager overhånd, mister vi formålet: At komme tættere på hinanden og på det, som er større end os selv. Det er i nærværet – i knirkende kirkebænke eller under discokuglen – at Gud kan røre noget dybt i os. Så lad os sætte fællesskabet over formerne.

3. Handling over salgstaler

Når snakken om tro aldrig munder ud i konkret handling, gennemskuer de unge det med det samme. At være kirke handler om at tage sig af hinanden, om næstekærlighed, og om at give noget videre. Det kan være alt fra maduddeling i lokalsamfundet til mentorskab for unge, der har det svært. Hvis folk ser, at kirken rent faktisk gør en forskel, bliver “vi elsker vores næste” ikke bare en slidt kliché, men noget levende man får lyst til at være en del af.

Mennesket skal i fokus

Hvis vi tør lade menneskene – ikke effekterne eller de stivnede former – komme i fokus, kan kirken blive en sand oase i en verden, der støjer af annoncer og tomme show-offs. Det er der virkelig brug for i en tid, hvor mange kæmper med ensomhed, meningsløshed og stress. Kirken har altid været et sted, hvor vi kan se hinanden i øjnene og sige: “Du er ikke alene.” Men den magi udfolder sig kun, hvis vi tør være mennesker på godt og ondt – hvis vi tør være autentiske.

Grib chancen og giv kirken liv

Så kære kirke, hvad end du hedder: Omfavn det sårbare, vær modig nok til at lade traditionen få nyt liv, og tro ikke, at stort show og glimmer kan skjule manglen på nærvær. Kirken har potentialet til at rumme det dybe møde, den ægte samtale og det mest autentiske fællesskab af alle. Hvis vi griber chancen nu, behøver kirken slet ikke at dø – men kan tværtimod blomstre som aldrig før.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”

Find flere

Lyt til artiklen her:

Der er to ting, der fylder i Henrys liv: Familien, hustruen Dawt Par Chin, døtrene Jasmine (7) og Hannah (5) og arbejdet som ungdomsleder i CBC. Henry har viet sit liv til at støtte og inspirere de unge i menigheden. Det teoretiske grundlag er en masteruddannelse i teologi fra Indien.

Henrys egne erfaringer og hans dybe tro på Jesus Kristus er det praktiske fundament for hans engagement. Om sit mål med arbejdet siger Henry: ”Jeg vil gerne give de unge det håb, jeg selv har fundet. Livet har lært mig, at ægte glæde kommer indefra. Fra Jesus Kristus, når han bor i vores hjerte”. 

Ungdomsleder Henry Nawl Thang Bik (Privat foto)

De unge i CBC 

Ungdomsgruppen i CBC består af op mod 80 unge. Af dem er omkring 50 meget aktive i kirken. Aktiviteterne ligner dem, vi finder i mange andre kirkelige ungdomsgrupper, fortæller Henry:
”Vi har bibelundervisning to gange om måneden og fælles aktiviteter og “sjov tid”, hvor vi fokuserer på aktiviteter, der styrker fællesskabet.” 

Musikken fylder meget i ungdomsgruppen:
”Som vi alle sammen ved, holder de unge rigtig meget af musik og af at synge sammen,” siger Henry og fortæller videre, at gruppen holder ”Worship Night” med fokus på musik og lovprisning to gange om året.  

Ungdomsgruppen tager også ud til andre chinmenigheder som et gospelteam. På spørgsmålet om det ikke er en mulighed for endnu mere samarbejde mellem de etnisk danske og chinmenighederne, er Henry meget positiv:
”Jeg synes, det vil være en rigtig god idé. Vi er meget åbne for mere samarbejde og de unge vil gerne møde andre unge.” 

De unges udfordringer 

Henry har observeret, at enkelte af de unge i kirken oplever stress og tvivl om fremtiden. Nogle oplever problemer, der får dem til at vælge fællesskabet i kirken helt fra. Henry pointerer, at langt de fleste unge har et godt liv, men ligesom etnisk danske unge oplever unge med chinbaggrund også et stigende pres i hverdagen.  

Henry fortæller:
”Jeg er slet ikke ekspert. Men jeg tror, at der er mange forskellige årsager til deres udfordringer. Det kan være familieforhold eller problemer i skolen. Men de unge med chinbaggrund kæmper også med kulturel identitet. Mange af dem er født i Danmark og opvokset med en chin-kultur. Men de taler dansk bedre end chin. Det skaber en følelse af at være splittet mellem to kulturer. Hvis de også mangler danske venner i skolen, forstærker det følelsen af at være anderledes og udenfor.” 

Lederteamet i CBC Esbjerg

En særlig indsats 

De 12 ungdomsmedarbejdere i CBC forsøger at holde et tæt forhold til de unge. Især til de unge, der kæmper med at finde et ståsted i livet. Henry fortæller, at lederne gør et særligt arbejde for at nå dem:
”Nogle gange ringer vi til dem og inviterer dem personligt, andre gange sender vi SMS’er. Når de kommer, forsøger vi at muntre dem op og engagere dem i fællesskabet. Vi beder for dem og hvis vi ikke har set dem et stykke tid, sender vi nogle gange bibelvers, der fortæller om håb, om ikke at give op og om at glæde sig ved livet.”

Lasse Åbom underviser de unge i CBC Esbjerg (Privat foto)

Kirken og de sproglige udfordringer 

I kirken er sproget også med til at distancere de unge og skabe en generationskløft, fortæller Henry:
”Når de unge kommer til gudstjeneste, skal de både synge på chin og lytte til prædikenen på chin. Alt hvad vi gør i kirken, foregår på chin. Men de unge taler dansk, de lever deres hverdag i en dansk kultur. Det er svært for dem. Det kan jeg mærke på dem. Hvis de også mangler danske venner, så ender de i en ’midt-i-mellem’-kultur.” 

Henry fortæller videre, at man har arbejdet med udfordringerne i CBC. Flere gange har Lasse Åbom fra Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed og BaptistKirkens ledelse taget turen til Esbjerg for at undervise de unge – på dansk. Et initiativ som de unge var meget glade for, fortæller Henry.   

Den unge piges historie 

Arbejdet blandt de unge i kirken giver mange gode oplevelser. Blandt de unge, der har udfordringer, er der også nogle, der oplever håb og får fornyet tro på livet i Kristus. 

Henry fortæller om en speciel oplevelse med en ung pige i ungdomsgruppen:
”I forbindelse med en ungdomslejr i kirken kom en ung pige frem til os og fortalte, at der ikke længere var noget håb for hende. Hun var deprimeret og havde næsten ikke været udenfor i to – tre uger. Vi blev meget forskrækkede, for vi anede ikke, at hun havde det så dårligt.” 

Henry fortæller videre, at pigen valgte at give livet en chance, da hun blev inviteret til at deltage i ungdomslejren:
”Hun lovede Gud, at hun ville stå frem og fortælle om sin oplevelse for hele menigheden, hvis Han ville hjælpe hende med at finde meningen med livet igen. På den sidste dag, mens vi sang og tilbad – nogle i tårer – stod hun frem og fortalte, at hun havde oplevet en stor forandring i sit liv. Hun modtog Jesus som sin Herre og Frelser og vidnede om oplevelsen i kirken.” 

Selv om interviewet foregår på en lidt skrattende mobilforbindelse er taknemmeligheden tydelig i Henrys stemme. Han fremhæver, at det er svært altid at vide, hvad der rører sig i teenagerne. Derfor er det så vigtigt at have tæt kontakt med dem. 

Ungdomsgruppen i CBC Esbjerg (Privat foto)

Henrys historie 

Henry voksede op i en kristen familie i delstaten Chín i det vestlige Burma. Hans far var den første i familien, der blev kristen. Henry havde en god barndom, hvor kirken var i centrum. Interessen for musik begyndte allerede i søndagsskolen, hvor Henry både sang solo og spillede guitar. I dag tjener Henry som leder af lovsangsbandet i CBC. Helt uden skygger var barndommen dog ikke. Myanmar var også militærdiktatur i Henrys barndom. Ofte kom soldaterne forbi: ”De tog ikke hensyn til nogen. Somme tider tog de min far. Når han kom tilbage, fortalte han aldrig, hvad han havde oplevet.” 

Som teenager fjernede Henry sig fra kirken og begyndte at drikke. Han følte sig ensom og fandt livet meningsløst. I maj 2005 deltog han modvilligt i et kristent møde, hvor han hørte verset fra Johannesevangeliet, kapitel 15, vers 16:
”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.” 

Mere om Henry

Henry Nawl Thang Bik er tidligere blevet portrætteret i Kristeligt Dagblad: ”En enkelt sætning ændrede alt, da Henry tvivlede på sine forældres kærlighed” den 8. januar 2022. Tværkulturelt Centers medlemsblad ”Nyt på tværs” fortalte også om Henry i artiklen ”Kærligheden vandt” i nr. 4, december 2022. 

Verset gav Henry nyt håb og et nyt perspektiv på livet. Han genfandt sin tro og begyndte at studere teologi og tog en bachelor- og mastergrad. Han mødte sin kone, Dawt Par Chin, online, og da hun som flygtning i Danmark ikke kunne rejse tilbage til Burma, flyttede han til Danmark i 2018. Efter familiesammenføring studerer Henry i dag på VUC, hvor han tager en fuld HF, som han forventer at afslutte til sommer. 

Ungdomsgruppen i CBC Esbjerg (Privat foto)

Henrys drømme for fremtiden 

Henry har mange drømme for fremtiden, både personligt og i forhold til sit arbejde i kirken. 

Han drømmer om at færdiggøre sin HF og uddanne sig til ingeniør med fokus på teknik, klima og miljø. Han drømmer også om at etablere et lydstudie i CBC’s nye kirke. Sammen med de unge vil han indspille gospelmusik og børnesange til brug i søndagsskolen. Han drømmer også om at udvikle nye former for gudstjenester, der appellerer mere til de unge. 

Men først og fremmest drømmer Henry om fortsat at dele den glæde og det håb, han selv har fundet i Jesus Kristus, med de unge. Han oplevede en personlig åbenbaring gennem skriftstedet i Johannesevangeliet. Derfor formidler han budskabet om, at de unge er elskede og udvalgt af Jesus, uanset om de føler sig afvist af andre. Han ser det som sin opgave at hjælpe de unge med at finde deres identitet i Kristus. 

Henrys drøm er at skabe et miljø i kirken, hvor de unge kan finde deres plads og tro, mens de forbereder sig til fremtiden: ”Jeg vil gerne give den glæde, jeg har fået, og det håb, jeg har modtaget fra Jesus Kristus, til de unge. Især til teenagere i min kirke”. 

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 18. dec. 2025 - Ønsker

Find flere

Lyt til artiklen

”Gennem min skoletid som teenager fik jeg nogle virkelig dårlige venner. Jeg var narkoman i fire år – dybt afhængig af både stoffer og alkohol. Det var forfærdeligt. Mine forældre bad for mig, hele min familie bad for mig. De bad om, at jeg måtte komme ud af min afhængighed. Jeg kunne ikke redde mig selv og i den periode var jeg i fængsel to gange. Men Gud hørte mine forældre og søskendes bøn. Fordi jeg trods alt var et Guds barn, valgte Han at opdrage mig på en meget fysisk måde. Ligesom der står i Hebræerbrevet, kapitel 12, vers 8. Jeg døde af en overdosis! Mere end syv gange var jeg død og blev genoplivet, inden jeg kom på hospitalet.”

Ildsjæle

De findes i alle menighederne – ildsjælene. De laver kaffe, kirkefrokoster, pynter op til jul, står ved døren og byder velkommen, underviser eller prædiker. Nogle af ildsjælene kender vi, de deltager i debatten og skriver kommentarer på Facebook. Andre lever et stille liv i menigheden med fokus på deres tjeneste. På webmediet baptist.dk vil vi prøve at finde ildsjælene og fortælle deres historie.

Fra Myanmar til Danmark og kærligheden

Det er Isaac Van Bawi Thang, hjælpepræst i Chin Baptist Church (CBC) i Esbjerg, der fortæller. Det sker med stort engagement, men med en stemme, der knækker ind i mellem. Selv om det skete for næsten tyve år siden, piner oplevelsen fortsat Isaac.

I dag er Isaac kommet videre. Det der begyndte som en romance over internettet blev for syv år siden til ægteskab med Sui Hnem Alcum, der er kvoteflygtning og kom til Danmark i 2012. Isaac blev familiesammenført med Sui, og i dag bor de i Grindsted med to døtre på tre og seks år. Inden rejsen til Danmark læste Isaac Master of Divinity i Cambodia og virkede som omrejsende evangelist i Myanmar og missionær i Cambodia, Vietnam og Thailand.

Isaac og Sui (Foto: Privat)

Det livgivende åndedrag

Isaac kom ud af sit misbrug. På hospitalet tilbage i 2007 oplevede Isaac, at lægerne gav ham en maske på med ilt. Han kunne mærke den kølige gas strømme ud af masken. Men han kunne ikke trække vejret:
”Der var noget, der blokerede min vejrtrækning. Jeg kunne mærke ilten på næsen, men jeg kunne ikke trække vejret. Der gik et stykke tid og pludselig kunne jeg trække vejret igen. Og ud af min mund strømmede ordene ’Tak, Jesus’ – ’Tak, Jesus’ igen og igen.”

Fristelsen

Et par uger efter oplevelsen på hospitalet oplevede Isaac at blive fristet igen. Han følte, at han blev kontaktet af Djævelen. Ikke blot som en trang til narkotika og alkohol, men som noget virkeligt:
”Jeg så Djævelen! Mine forældre kunne ikke se ham. Mine venner kunne ikke se ham. Det var kun mig der kunne se ham, og det var frygteligt. Djævelen kom til mig som en fysisk person og forsøgte at få mig til at drikke og bruge narkotika igen. Jeg følte, at Djævelen forsøgte at tage mig med, men så kiggede jeg i min fars Bibel og begyndte at læse højt af Salme 148. Jo højere jeg råbte, jo længere forsvandt Djævelen fra mig. Til sidst forsvandt han helt og han er aldrig vendt tilbage. Fra det øjeblik gav jeg mit liv til Jesus.”

Missionærfamilien

Isaac er vokset op i en missionærfamilie. Hans far er en kendt prædikant og missionær blandt chinfolket i Myanmar. Allerede fra han var femten år gammel, rejste faderen rundt mellem landsbyerne i chinstaten og prædikede. Familien tæller syv børn som alle er enten præster eller missionærer. Isaac fortæller, at hans mor tog sig af hjemmet og på trods af manglende læsefærdigheder, læste hun højt fra Bibelen hver dag for børnene. Det var en daglig udfordring at holde sammen på hjemmet: Faderens løn blev ofte brugt på mission i stedet for husholdning.

Isaac taler i efterårsferien 2024 for unge i Matu Baptist Church i Svendborg (Foto: Chin Chin)

Kaldet til at missionere blandt børn og unge

Som hjælpepræst i CBC oplever Isaac et kald til mission blandt teenagere og unge. I Myanmar rejste han rundt mellem landsbyerne og underviste. I Danmark bliver han inviteret til at undervise. Kulturen ændrer sig også blandt chinfolk.

I CBC underviser Isaac især i det nye testamente. To gange om måneden mødes flere end 80 unge mennesker til bibelundervisning i kirken. Isaac har også været inviteret til at undervise i flere andre kirker – fra Bornholm til Svendborg – og på sommerlejre. Han føler, at de voldsomme oplevelser i hans tidlige ungdom giver ham en særlig forbindelse til de unge, der kæmper med at finde et   ståsted i livet.

Isaac bliver også inviteret til at undervise børn og unge i hjemmene. Et koncentreret bibelstudie fra fredag aften, hele lørdagen og søndag formiddag inden gudstjenesten, som CBC holder søndag eftermiddag i Kvaglund kirke.

Sproget er en voksende udfordring

Gennem sin undervisning er Isaac blevet opmærksom på en voksende udfordring for børn og unge i chin-menighederne:
”Børnene og de unge forstår selvfølgelig, når deres forældre taler til dem på vores sprog. Men ude i samfundet, i deres daglige liv i skolen, der kommunikerer de kun på dansk. Når de kommer i kirke og skal lytte til Guds ord eller menneskers vidnesbyrd, foregår det på vores eget sprog. Og det forstår de ikke alle sammen. Mit gæt er, at de måske forstår 25% af det, de hører i kirken. Derfor underviser jeg på engelsk – det forstår de bedre.”

Isaac pointerer, at det er vigtigt, at børnene og de unge fortsat lærer og taler chin-sproget. For ham er det bare endnu vigtigere, at de forstår, hvad Bibelen lærer dem.

Sproget er det vigtigste værktøj

”Sproget er det vigtigste værktøj, når vi skal lære de unge om Bibelen. Derfor har vi også inviteret Lasse Åbom (præst i Immanuelskirken i Aarhus og medlem af BaptistKirkens ledelse, red.) til at undervise på dansk. Han har allerede været her to gange. De unge forstår Bibelens budskab 100%, når Lasse underviser. Derfor underviser jeg på engelsk og forhåbentlig senere på dansk,” siger Isaac.

Isaac fortæller videre, at han fornemmer en konflikt mellem forældre og børn i forhold til sprog og kirke:
”Vi er virkelig i en overgangstid, hvor forældre og især præster skal handle klogt. Vi skal handle med stor visdom. Hvis de unge kommer i kirke om søndagen og ikke forstår, hvad der bliver talt og undervist, så forsvinder de igen.”

Bed for Myanmar

Når man taler med chinfolk, er der altid en ting, der går igen uanset emnet: ”Bed for Myanmar” siger de. Som indfødt i et af verdens mest udviklede og fredeligste samfund er det vanskeligt, måske umuligt, at forstå den smerte, der plager flygtningene fra Myanmar. Alle har familie, venner, bekendte i Myanmar, der oplever forfølgelse, overgreb og krig.
”Konflikten er værre end nogensinde før. Alt er blokeret og prisen er høj for dem, der kæmper. De kristne lider også under religiøs forfølgelse fra buddhisterne. Hvis man lægger det sammen, har det aldrig været vanskeligere for vores folk i Myanmar,” fortæller Isaac, der slutter: ”Bed for os. Bed for Myanmar.”

Lystfiskerhistorien

”Fisker du?” spørger Isaac. Det gør han, og lystfiskeriet er et billede på den måde, vi skal være kloge på:
”Jeg kaster krogen ud og hvis der ikke er bid, kaster jeg krogen ud igen. Jeg bruger forskellige kroge, værktøjer, metoder og ideer for at nå mit mål. Sådan skal vi også være vise, når vi vil nå de unge og fastholde dem i menighederne. Ellers kan vi sælge kirkerne om 10 år, når de unge har forladt os!”

”Næste generation bliver vores ledere”

Når Isaac taler om at fastholde de unge, så er det ikke kun de unge i chinmenighederne, han taler om. Hans hjerte brænder i lige så høj grad for etnisk danske unge.

”Næste generation bliver vores ledere,” siger Isaac og fortsætter:
”Baptisterne i Danmark har missioneret i mange år i Afrika. Helt ligesom Gud befaler os at gøre. Det har bragt Bibelens budskab ud til mange. Men jeg synes, tiden er kommet til, at BaptistKirken kigger på de unge i Danmark. Vi mister dem! Lad os sende missionærer ud for at nå de unge i Danmark!”

Isaacs drøm

Isaac undrer sig over, at der er så få missionærer i Danmark, når der er så mange kirker og Danmark har været et kristent land i 1000 år.

”Før Jesus fór til himmels, sendte han disciplene ud for at forkynde. De rejste ikke væk, men begyndte at forkynde i Jerusalem og siden i Samaria og Judæa. Jerusalem er billedet på dem, der er nærmest, vores familie, vores venner – de unge i Aarhus og København. Hvorfor missionerer vi ikke blandt dem?”

Hele budskabet kommer på en eneste vejrtrækning! Isaac brænder for mission blandt unge, for at gøre en forskel i deres liv og lede dem til en beslutning om at følge Jesus.

”Det er min drøm og mit forslag,” slutter Isaac.

Isaac og Sui sammen med døtrene (Foto: Privat)

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 18. dec. 2025 - Ønsker

Find flere

Lyt til artiklen:

I 2021 gik en række kirker og organisationer sammen om at lave konferencen ‘Når kirken svigter‘. Dengang var der fokus på, at kirkerne svigtede og udøvede negativ social kontrol. Den dagsorden ønsker en række arrangører at skrive om.

Formålet med den nye konference er at følge op på udfordringerne fra 2021 ved at fokusere på, hvordan kirken kan være en ressource i børn og unges liv: Hvordan kirken kan løfte dem og deres trivsel.

‘Når kirken løfter’

er en dagskonference for alle, der arbejder med børn og unge i kirkelige miljøer.
Konferencen finder sted i Odense Bykirke onsdag den 15. januar 2025.

Læs mere og tilmeld på https://naarkirken.dk/

Der er kun 210 pladser – så hold jer ikke for længe tilbage med tilmeldingen.

Konferencen stiller blandt andet spørgsmålene – søger svarene på:

• Hvad kan kirken gøre for at evangeliets fortælling får konkret betydning i børn og unges liv?
• Hvad kan kirken gøre for at skabe bedre trivsel for børn og unge?
• Hvordan kan kirken være en del af samfundet, så kirken ikke bliver en kirke, der svigter, men en kirke, der løfter?

Stigende mentale sundhedsproblemer blandt børn og unge

I samfundet er der er en generelt stigende bekymring for børn og unges mentale sundhed. Stress, angst og depression er blevet mere udbredt blandt børn og unge de senere år. Mange har brug for ekstra støtte og ressourcer for overhovedet at få hverdagen i skole og på uddannelsesinstitutioner til at fungere. Endnu flere har behov for hjælp til at trives blandt venner og i familien. Hvordan kan kirken blive en stærk medspiller, der hjælper børn og unge? Det får konferencedeltagerne lejlighed til at undersøge sammen.

Hvordan trænger vi gennem lydmuren af fortællinger?

Mængden af indtryk, som børn og unge skal bearbejde hver dag, er enorm. De skal løbende tage stilling til et utal af fortællinger, der påvirker deres tro på egne evner, syn på livet, samfundet, vennerne, familien og kirken. Børn og unge bliver formet af de fortællinger, de hører. Kirkens fortællinger rummer styrke, fred og håb, og kan være med til at løfte børn og unge. Men hvad er kirkens fortællinger? Og giver vi dem videre på en måde, så de bliver til liv for børn og unge i dag? Det bliver konferencedeltagerne klogere på, når de lytter til oplægget “Hvad er evangeliet for børn og unge i dag?”

Kirken som ressource i samfundet

Skoler, uddannelsesinstitutioner og andre offentlige ”systemer” har ofte begrænsede ressourcer til at støtte børn og unge i det omfang, der kan være behov for. Kirken kan supplere samfundets ressourcer med frivilligt arbejde og initiativer, der styrker fællesskaber. På konferencen er der inviteret en række medvirkende til en paneldebat. Deltagerne i debatten har viden om og erfaring med børn og unges trivsel og de vil udfordre konferencedeltagerne på, hvordan kirken kan bidrage og løfte ind i samfundet.

Øget fokus på helhedsorienteret trivsel

Der er en voksende forståelse for, at børn og unges trivsel handler om andet og mere end blot fysisk sundhed. Åndelig, følelsesmæssig og social trivsel er vigtige komponenter. Kirken kan bidrage til en holistisk tilgang til børn og unges velvære. På konferencen vil psykolog og lektor på Syddansk Universitet, Dorte Toudal Viftrup, se nærmere på netop denne problemstilling. Dorte Toudal Viftrup arbejder blandt andet i forskningsgruppen ”Eksistentiel og Åndelig Omsorg”.

Interesseret?

Konferencen ”Når kirken løfter” er for alle, der arbejder med børn og unge i kirkelige miljøer. Menighederne i BaptistKirken har altid prioriteret børne- og ungdomsarbejdet højt. Engang havde næsten alle menigheder spejderkredse og søndagsskoler. Selv om det ikke længere er tilfældet, så passerer mange børn og unge også i dag gennem børnekirke, husgrupper, gospelkor og mange andre lokale initiativer. Mange af dem har brug for en hjælpende hånd, til at håndtere livets udfordringer. Opgaven er større end vi bryder os om at tænke på. Derfor er denne konference et godt tilbud til alle, der møder børn og unge i arbejdet i kirken.

Bag konference ”Når kirken løfter”

– står en række kirkelige organisationer. Læs mere på  https://naarkirken.dk/

Konference planlægges af:

• Hanne Terp Legarth, institutleder for Kristent Pædagogisk institut og tovholder for arrangørgruppen
• Kristian Andersen, familiekonsulent i Luthersk Mission og sexolog.
• Maria Bræstrup Aaskov, præst i Metodistkirken og projektleder for Kristne Organisationers Børneudvalg.
• Thomas Willer, sociolog, præst i Aalborg Vineyard og leder for Lederkatapulten i YFC.
• Berit Skødt, konsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler.
• Arne Pedersen, landsleder i Børne – og UngdomsOase.
• Tina Bak, børne- og ungdomsmedarbejder i Midtjylland og National børnekonsulent i Evangelisk Luthersk Mission.
• Kathrine Jul Chercka, børnepræst i København Vineyard og koordinator for Vineyard Kids Danmark.
• Henrik Benjamin T. Choi Nielsen, kommunikationsmedarbejder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler.

Relateret

• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn

Find flere

Lyt til artiklen her:

Unge mennesker har ry for at være optaget af sociale medier og øjeblikkelig tilfredsstillelse, men jeg oplever, at de søger fællesskaber og frivilligt arbejde, hvor de kan gøre en forskel.

Deres søgen er intens og udbredt, men svær at fange? Rekruttere? Eller bare blive helt klog på? Deres søgen er drevet af et dybt ønske om at skabe forandring, lære nye færdigheder og opleve verden på en meningsfuld måde.

Hvorfor internationalt missionsarbejde?

De unge angiver flere grunde til deres engagement i internationalt arbejde. For det første har de et stærkt ønske om at gøre en forskel. Mange er motiveret af en passion for at hjælpe andre og at se den konkrete effekt af deres indsats. Derudover tiltrækkes de af muligheden for at lære om og blive inspireret af andre kulturer for at udvide deres horisont og berige deres forståelse af verden.

En passion for at hjælpe andre.

En anden faktor er ønsket om ansvar og personlig udvikling. Gennem missionsarbejde, fx i Yego[1], får unge chancen for at tage ansvar og få nye kompetencer i praktisk og administrativ projektledelse, men også indenfor det relationelle og kulturudvekslingen. De oplever, at deres bidrag har en direkte indvirkning på projekterne og på de mennesker, de hjælper. Det kan være utroligt givende og motiverende.

Frivillig i det internationale missionsarbejde

I 2018 deltog jeg på en af Yegos studieture og oplevede landet Rwanda, dets mennesker og de projekter, der var i gang. Det var helt fantastisk, givende, udfordrende og inspirerende. Oplevelsen gjorde en stor forskel for mig og var en afgørende faktor for, at jeg samme år ansøgte om at blive en del af Yego-teamet. Studieturen gav mig et grundlæggende kendskab til partnerskabet mellem Yego og BaptistKirkens internationale missionsudvalg og til selve projekt- og missionsarbejdet.

Jeg blev dybt inspireret af de fantastiske, handlekraftige og motiverede børn og unge, jeg mødte i Rwanda. Deres livsbetingelser var og er barske, men deres evne til at gribe mulighederne var utroligt inspirerende. Muligheder, som kræver meget af dem, men som de stoler på, kan skabe håb, fællesskab og livskvalitet. De har en grundlæggende tillid til, at selv på trods af uretfærdige livsvilkår, har Gud en plan for dem og en uendelig kærlighed til dem.

De fantastiske, handlekraftige og motiverende børn og unge, jeg mødte i Rwanda.

Efter seks år finder jeg stadig og måske endda mere motivation for det internationale arbejde. Det er uvurderligt at være en del af et partnerskab, som skaber forandring og gør en forskel. På min seneste tur til Rwanda oplevede jeg igen, at jeg er med til at skabe rammerne for, at projekternes indhold kan skabe håb og forandring i børnenes hverdag, og samtidig opbygger jeg tætte relationer og venskaber, som har stor betydning i mit eget liv.

En del af Yegos arbejde

Mange unge danskere og rwandere i Yego har efterfølgende engageret sig i det internationale arbejde. Den erfaring og de relationer, de har opbygget gennem Yego/AEBR Youth[2], har en umiddelbar effekt, men også en langsigtet indflydelse på deres engagement i internationalt arbejde. Det er en glæde at se tidligere frivillige fortsætte med at bidrage til globale projekter og tage deres erfaringer og lærdom med sig videre.

Hvordan rekrutterer og fastholder vi de unge?

At forstå, støtte og målrettet arbejde med de elementer, som er med til at skabe kendskab og motivation hos unge, er nøglen til at rekruttere og fastholde dem i det vigtige arbejde.

Den mest afgørende faktor er relationerne. Det er vigtigt at skabe et miljø, hvor relationer og fællesskab er i fokus. Unge ønsker at engagere sig frivilligt sammen med deres venner. Samarbejdet med mennesker fra både Danmark og Rwanda, som man er blevet venner med, giver en sjovere og mere givende oplevelse. Det skaber en følelse af fællesskab og tilhørsforhold, som er afgørende for langvarig motivation.

Desuden oplever mange unge, at arbejdet er meningsfuldt for dem selv og for de børn og unge, de skaber forandring for, og for de lokalsamfund, hvor projekterne er med til at skabe udvikling. Følelsen af at gøre en reel forskel motiverer til at fortsætte den frivillige indsats.

Det er også afgørende at kommunikere de gode historier fra missionsarbejdet på en positiv, fortællende og inspirerende måde. At høre om de positive forandringer skaber en nysgerrighed og interesse, som vil give lyst til at deltage og blive frivillig. Det kan gøres gennem sociale medier, workshops, foredrag og personlige beretninger fra tidligere frivillige.

Endelig skal vi blive bedre til at introducere børn og unge til missionsarbejde i en tidlig alder. Ved at inkludere information om missionsarbejde i børne- og ungdomsprogrammer, i spejderarbejde og på Sommerstævnets spor kan vi skabe en tidlig interesse og kendskab til arbejdet. Forhåbentlig vil de så finde det spændende og naturligt at engagere sig, når de bliver ældre. Det vil sikre en kontinuerlig strøm af dedikerede unge, der er klar til at tage stafetten op og fortsætte vores internationale missionsarbejde.

[1] Danske Baptisters Spejderkorps og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbunds fælles internationale missionsarbejde

[2] Ungdomsorganisationen i Baptistkirken i Rwanda

Relateret

• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 26. jun. 2025 - Er krig svaret?
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”

Find flere

Lyt til artiklen her:

For godt 4 måneder siden fik vi at vide, at YEGO’s projekt ”Abana B’imana” var blevet godkendt af Dansk Ungdoms Fællesråd, og at vi i marts skulle starte vores 4 måneder lange eventyr i Rwanda. Det var slet ikke til at forstå, at vi skulle bo i Afrika i 4 måneder, men nu er vi allerede over en måned inde i rejsen. Og vi er så småt begyndt at føle os hjemme i Rwandas dejlige solbestrålede land.

Ungdomslederne (fra venstre): Karoline Bundgaard, Mie Nordlund Kragh og Julie Mikkelsen (Foto: YEGO / Privat)

Projektet for de forældreløse

Projektet ”Abana B’imana” er oprettet af YEGO, som er et samarbejde mellem Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS). YEGO har siden 2012 samarbejdet med ungdomsforeningen for Baptistkirken i Rwanda (YNC), og projektet ”Abana B’imana” er det 6. projekt, der har kørt i Rwanda siden da.

”Barn af Gud”

Abana B’imana, som betyder ”barn af Gud”, handler om forældreløse børn i Rwanda. Projektet stræber efter at forbedre de forældreløses livskvalitet og give dem et håb for en bedre fremtid. Det kommer til at foregå med hjælp fra frivillige i projektet, gennem forskellige lejre, med undervisning og med de såkaldte ”Groups of Hope”, som børnene kan komme i, i deres lokale byer. I Rwanda er dét at have en familie en stor del af ens sociale og økonomiske støtte. Derfor er forældreløse børn en meget sårbar gruppe, der generelt er i risiko, både socialt, økonomisk og følelsesmæssigt. Ved at uddanne frivillige til at engagere sig i denne sårbare gruppe, forbedrer vi Baptistkirken i Rwandas frivillige base, og giver de forældreløse børn adgang til kirken og lokalsamfundet.

Ungdomslederne sammen med samarbejdspartnere i Rwanda (Foto: YEGO / Privat)

Rejsen til Rwanda

Natten mellem debn 8. og 9. marts 2024 stod vi i Kastrup lufthavn, med taskerne pakket og passet i hånden. Det var endelig blevet tid til at tage hul på et eventyr og, hvad vi allerede var sikre på, et meningsfyldt frivilligt arbejde. 15 timer senere stod vi på rwandisk grund, og en drøm for os alle var blevet til virkelighed.

Sabbatår med mening

I Danmark har vi alle sabbatår, så da vi hver især blev spurgt, om vi ville 4 måneder til Rwanda, kunne vi ikke andet end at takke ja. Det er for os alle en mulighed for at komme på en længere rejse, samtidig med at gøre noget meningsfyldt for andre. I dette tilfælde forældreløse børn, som i den rwandiske kultur ikke har de bedste forhold og fremtidsmuligheder. Vi får muligheden for at udfordre os selv i mange nye kontekster. Vi får lov til at opleve og lære en ny kultur at kende, som på så mange områder er anderledes fra dansk kultur. Samt se et kirkeligt projekt, som rækker langt ud af kirken og omfavner en svag gruppe i lokalområderne.

Fællesskab (Foto: YEGO / Privat)

Alle tre så muligheder

Julie så muligheden for at engagere sig i en anderledes kulturel og social kontekst, samt udfordre sig selv ved at træde ud af sin komfortzone. Hun håber, at vi gennem projektet kan bringe de forældreløse tilbage til kirken og Gud, og give dem et håb for en bedre fremtid.

Mie så denne mulighed som Guds plan for hendes første sabbatår, og ønsker mest af alt at give disse børn en ny mulighed i livet. Hun ønsker at komme tættere på nye relationer og tættere på Gud.

Og Karoline så en mulighed for at gøre drømme og forhåbninger, som er kommet af fortællinger om Afrika og Rwanda siden barndommen, til virkelighed.

Kimironko market

Nu bevæger vi os rundt som tre unge ”muzungu´er” (def: Hvid person) i et land, som vi allerede føler os mere tilpas og vante i. Første gang vi var på Kimoronko market (def: lokalt ”altmuligt marked”), følte vi os meget ”berømte”, og vi var i hvert fald ikke i tvivl om, hvilken hudfarve vi havde. Det gjaldt bare om at holde på hat og briller, klemme ballerne sammen og gå målrettet efter det, vi skulle købe uden at blive distraheret af de mange andre sælgere, som fulgte os lige i hælene. Det var både en sjov, men også meget udmattende og lidt ubehagelig oplevelse. Efter at vi nu har været på Kimironko market flere gange, har vi fået lidt mere blod på tanden, og synes faktisk, at det er ret sjovt. Godt nok er vi stadig hvide, hvilket vil sige, at vi virkelig får kamp til stregen, når det gælder om at forhandle priser. ”Muzungu-priser” er en reel ting hernede: Vi kan aldrig få pruttet priserne helt ned til lokale priser, men det er også helt okay.

Workshop med undervisning (Foto: YEGO / Privat)

Workshops

Indtil videre er der blevet afholdt to workshops med de forældreløse børn, mens vi har været hernede. Den første var et start-møde for ”Groups of Hope” hvor alle 50 børn og 10 frivillige kom til Kigali og mødte hinanden. Der var oplæg om de psykiske problemer, man kan have i forbindelse med at være forældreløs, og hvordan man kan komme igennem problemerne. Derudover var fokus også på, at de er lige så elskede og beskyttede af Gud som alle andre.

Oplæg med fokus på krop og sundhed

Der er altid plads til leg! (Foto: YEGO / Privat)

Den anden workshop, vi har afholdt, var den første workshop, som vi seks ungdomsledere selv skulle stå for. Vi skal i alt holde fem workshops, én for hver region, hvor der er ti børn og to frivillige. Workshoppen handlede først og fremmest om at lære børnene og de to frivillige endnu bedre at kende. Dernæst havde vi forberedt et oplæg om kropssundhed. Emner såsom generel hygiejne, menstruation-cyklus og pubertet var nogle af vores fokuspunkter. Det blev der både snakket om og stillet spørgsmål til. Workshoppen gik over alle forventninger, og vi fik et meget større indblik i, hvilke spørgsmål og undren børnene går med vedrørende kroppen. Denne workshop er til for at oplyse og give en forståelse for, hvordan kroppen fungerer, og hvad der er normalt, og hvad der eventuelt kan være skadeligt for kroppen.

”Vi glæder os!”

Vi glæder os meget til de næste tre måneder her i Rwanda. Vi har stadig en masse sjove workshops og aktiviteter at se frem til, og vi håber, at de bliver lige så succesfulde som de første. Forhåbentligt kan vi om tre måneder se en positiv forandring i de 50 skønne børns hverdag og liv. Og det er bare helt vildt at tænke på, at vi kommer til at bidrage til at give dem et håb for en bedre fremtid.

YEGO’s ungdomsledere
Karoline Bundgaard
Mie Nordlund Kragh
Julie Mikkelsen

Mere information

Følg med på YEGO’s Facebookside

Andre artikler om YEGO:
”Young Single Mothers” – projektet, der giver enlige mødre nyt liv
YEGO-teamet på besøg i Rwanda
Unge mødre får nyt liv
Ungdomslederudveksling i Rwanda
YEGO-tur til Rwanda

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren

Find flere

Lyt til artiklen her

Fra søndag til tirsdag oplevede teenagerne aftener med vidnesbyrd og lovsang og dage med undervisning. I det trygge rum i kirken var der plads til at stille de ”skæve” spørgsmål om liv og tro.

Et stærkt personlig vidnesbyrd

Allerede den første aften mødte teenagerne asylansøgeren Rebecca. Hun fortalte om at opleve Guds kald. Om oplevelsen af at nægte at have brug for Gud i sit liv til at være afhængig af Gud i sin hverdag. Rebecca fortalte også om det mirakel hun oplevede, da hun overlevede at blive ramt af en flere ton tung kirkedør.

Fest og glad dage i Chin Bethel Church i Skjern (Foto: Chin Chin)

Aftener fyldt med lovsang og vidnesbyrd

De andre aftener var fyldt med nye danske og engelske lovsange. Peter Tluang fra menigheden ledte lovsangen blandt teenagerne. Peter er født og opvokset i Danmark. Han delte sit vidnesbyrd om Guds kald til ham om at blive lovsangsleder. Det skete på hans andet år på efterskole: Her oplevede han først, at Gud åbnede en dør, da han fandt økonomi til at tage endnu et år på efterskole. Dernæst oplevede han et kald til at lede lovsang og spille guitar og synge med kammeraterne. I dag leder Peter lovsangen i Chin Bethel Church og spiller og synger i to danske folkekirker. Peter fortalte de unge, hvor vigtigt det er at være en del af et kristent fællesskab. Peter delte også sine tanker om vigtigheden af at kunne tale om tro som en helt normal ting i sin hverdag.

Dage med undervisning og plads til spørgsmål

Dagene gik med undervisning i evangeliet. Menighedens præst Emmanuel Cinzah underviste på engelsk og Chin Chin underviste på dansk. Chin Chin fortæller:
”Man kan tydeligt mærke, at de unge mennesker er opvokset i kristne hjem. De har gået i søndagsskole i kirken og de har fællesskab med hinanden. De er trygge i kirken og hinandens selskab, for de tør at stille spørgsmål, fx ”Hvorfor har Gud mon skabt træet i Edens haven, som de første mennesker ikke måtte spise af?” og ”Hvordan var din (til underviserne) oplevelse, dengang du blev døbt?” Teenagerne ville også gerne vide, om vi arrangerede flere ”camps” som den her.  Der er flere af dem som vil døbes til påske. Menigheden vil have gerne have en tradition, som man havde i Myanmar, hvor man holdt dåbsgudstjeneste hver år i påsken.”

Bøn og fællesskab for teenagere i vinterferien i Chin Bethel Church i Skjern (Foto: Chin Chin)

Flere camps og mere undervisning

Spørgsmålet om der bliver flere camps, skal teenagerne måske stille til deres forældre, præsten Za Uk og søndagsskolens ledere, der hjalp med alt det praktiske. Spørgsmålet tyder på, at de unge gerne vil mødes igen.

Chin Bethel Church holder ungdomslejr i uge 27 og igen i efterårsferien.  Menigheden har cirka 20 unge mennesker mellem 15 og 20 år og lige så mange mellem 21 og 26 år. Den ældre gruppe har man ikke kunnet give samme intensive kristendomsundervisning. Det har betydet, at kun en fjerdedel af dem er blevet døbt. Derfor har præsterne travlt: De har et stort ønske om at kunne samle flere unge mennesker til undervisning.

Relateret

• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”
• 25. mar. 2025 - Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning

Find flere