Lyt til artiklen:

Anne-Mette Bredahl var ikke glad for fysisk aktivitet som barn. Med hendes egne ord var hun ”klassens klodsmajor”.

Derfor havde hun glædet sig længe til sin tiårs fødselsdag. Når hun blev ti, måtte hun cykle de fem kilometer til spejdermøde i Korskirken i Herlev. Spejder var drømmen. Her vidste Anne-Mette, at der var plads til hende.

Men det første spejdermøde gik slet ikke, som hun havde håbet.

Anne-Mette Bredahl (Foto: Thale Hartmann)

”Da vi næsten var færdige, sagde de, at her til sidst skal vi spille rundbold. Jeg blev så skuffet. Jeg troede, jeg havde fundet en aktivitet, hvor jeg kunne være med, uden at nogen opdagede, hvor dårlig jeg var til fysisk aktivitet. Vi kom ud, og førerne skulle vælge hold. Der var nogle store drenge på 15 år og mange, der var meget bedre end mig. Men den spejderfører, der skulle vælge, valgte mig. Hun valgte mig allerførst. Je g fik et  chok. Det gjorde simpelthen sådan et indtryk: Tænk engang, at hun vælger mig først i stedet for alle de andre. Her vil jeg gerne være!”

”Det er nogle gange de små ting, der gør den store forskel for børn, der er usikre eller ikke trives,” siger Anne-Mette og fortsætter:
”… som at blive valgt først til en rundboldkamp, alle andre har glemt.”

Senere i livet blev Anne-Mette Bredahl kendt som guldvinder ved de paralympiske lege, Danmarks første blinde psykolog og hædret for sin forskning. Men til det første spejdermøde var hun et barn, der havde brug for at blive set. Ikke for det, hun præsterede, men for den, hun var.

”Det gjorde, at jeg blev i spejde rne i mange år. Min spejderfører kommer jo også i Korskirken. Og vi er stadigvæk gode venner.”

Korskirken blev Anne-Mettes sted: Her som Luciabrud med koret fra Korskirken (Foto: Preben Scott)

Korskirken blev Anne-Mettes sted

Her kom hun sammen med sin familie. Hun gik til spejder, spillede musik og sang i kor, og kirken blev et sted, hvor hun oplevede fællesskab.

”Selv om jeg følte mig lidt anderledes, var det et fint sted at være,” siger hun.

Barnet, der følte sig forkert

Som barn følte Anne-Mette tit, at hun var anderledes. Fysisk aktivitet mistede hun hurtigt lysten til, og som teenager blev livet kun mere kompliceret:
”Jeg var jo sådan en, der ikke kunne gribe bolden, før den ramte mig på næsen. Jeg faldt over alting. Hvad ingen vidste dengang var, at mit syn allerede var dårligt. Jeg havde dårlig selvtillid, når det handlede om min krop. Som ung turde jeg ikke danse til festerne: Når det er lidt mørkt for andre, gør min sygdom, at det er helt sort for mig.”

Anne-Mette følte sig anderledes, og hun tænkte tit over, hvorfor hun ikke var som de andre unge.

Da forklaringen kom

Først som 18-årig fik Anne-Mette Bredahl forklaringen: Hendes syn var dårligt og det ville kun blive værre. Diagnosen lød på Retinitis Pigmentosa, en genetisk betinget sygdom, der gradvist ødelægger nethinden. Senere mistede Anne-Mette synet fuldstændigt.

”Det var vældig hårdt, men det var på en måde også lidt godt at få diagnosen. Jeg fik en forklaring. De mange mærkelige situationer, jeg havde været i, gav mening. Det var derfor, at jeg var dårlig til at være med på natløb med spejderne. Pludselig stod det klart, hvorfor bolden var så svær at gribe. Hvorfor orienteringen svigtede.”

Diagnosen gav ny forståelse af det liv, hun allerede havde levet. For mange ville diagnosen betyde tab af fremtid. For Anne-Mette blev den et incitament til at finde ny retning i livet.

Anne-Mette finder retning i livet

”Jeg brugte de næste år på at rejse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv, så jeg rejste rundt i verden, indtil jeg mistede synet, da jeg var 22. Min tanke var, at jeg skulle skynde mig at opleve så meget som muligt, inden jeg mistede synet,” fortæller Anne-Mette.

Hjemme igen gik hun på kursus på Blindeinstituttet og tog senere på højskole. Et valg, der kom til at betyde alt, fortæller hun:

”Jeg havde mange lange tandemcykelture med forstanderen, som flere gange spurgte: Anne-Mette, hvad vil du med dit liv? Det ved jeg ikke rigtigt… Ja, men hvad ville du være, hvis du kunne se?… Så vil jeg være læge! Men det dur jo ikke, når man ikke kan se…. Nej, det var rigtigt… H vad kan du så være i stedet for?”

Samtalerne med højskoleforstanderen arbejdede videre i Anne-Mette. Langsomt tog en ny retning form. Måske kunne hun blive en slags læge, der ikke behøvede at  kunne se patienterne, men kun lytte til dem. Refleksionerne blev konkrete og senere blev hun optaget på psykologistudiet som den første blinde dansker.

Studiet var hårdt: Underviserne havde aldrig haft en blind studerende, der var ingen hjælpemidler til blinde studerende og Anne-Mette måtte selv finde sin egen vej gennem studiet. Alligevel elskede hun studiet og fik hurtig mange gode studiekammerater.

Hun understreger familiens betydning:
”Den støtte, jeg har fået af mine forældre og søster, har betydet utrolig meget. Jeg skulle gøre det, som gjorde mig glad. Uanset om det handlede om skiløb eller uddannelse. Alt det har de støttet mig i. De har hjulpet med at renskrive opgaver og alle de praktiske ting. Penge havde vi ikke så mange af, men der var meget kærlighed og støtte. Uanset om det gik godt eller skidt: Så længe jeg gjorde mit bedste, så var det fint.”

Anne-Mette fremhæver, at selvom det kræver meget mod og styrke at kaste sig noget nyt, så har det  været afgørende at have gode støtter:
”Jeg var heldig at have en god familie, gode venner, møde en forstående forstander og en fantastisk socialrådgiver – uden dem var det ikke gået”

Anne-Mette op ad bratte bakker med guiden Monica (Foto: Privat)

Da skiene ændrede fortællingen

Det mærkelige er, at den pige, der frygtede rundbold til spejdermødet, senere blev Danmarks største vintersportsparaatlet.

Vejen ind i skisporten begyndte ved et tilfælde. Som fattig studerende fik hun mulighed for en gratis ferie:
”Jeg så en annonce for en gratis rejse for to unge blinde danskere. Jeg elsker gratis rejser! Jeg læste den på punktskrift, og det gik nok lidt hurtigt, for jeg havde ikke lige fået med, hvad det var for en type rejse.”

Det var først senere, Anne-Mette opdagede, at det var en skirejse!

”Jeg havde hørt, at alle danskere, som tog på skiferie, brækkede et ben. Hvis man putter den største danske klodsmajor, som ovenikøbet er blind, på ski, så må hun mindst brække halsen. Jeg skulle ikke på nogen ski!”

Den korte version er, at Anne-Mette tog med til Norge. Hun kom også ud på ski. Og det viste sig, at noget helt nyt ventede hende dér.

På ski oplevede hun for første gang tryghed ved fysisk aktivitet. Kroppen svigtede hende ikke længere. Den kunne bære hende til nye oplevelser.

”Jeg havde fundet mig til rette med, at jeg var dårlig til idræt. Og så oplevelsen af, jamen, måske er jeg ikke så dårlig til i dræt alligevel. Måske er det fordi, at jeg har prøvet at gøre ting på en måde, som jeg ikke havde forudsætninger for at klare.  Der er mange måder at håndtere kriser på. For nogen er det godt at finde en ny måde at gøre noget på. For mig blev idrætten en helt ny arena. Det havde jeg altid været dårlig til, og nu var jeg faktisk bedre til det, end jeg nogensinde havde været.”

Anne-Mette blev grebet af skiløb. Biathlon (langrend og skydning) blev hendes idræt, og her viste det sig at hendes mangeårige interesse for musik og korsang var vældig nyttig. Når Anne-Mette skyder, lytter hun sig nemlig frem til centrum af målskiven. Hendes skitalent blev bemærket og hun kom på landsholdet. Hun blev støttet af Team Danmark og som forberedelse til sit tredje PL i Nagano i 1998, rejste hun til Norge for at få optimale betingelser til sin forberedelse.

Anne-Mette Bredahls PL og VM-medaljer

År	Turnering	Disciplin
1992	PL i Barcelona, Spanien	Sølv i goalball
1994	PL i Lillehammer, Norge	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 5 km klassisk teknik Bronze i 15 km klassisk teknik.
1998	PL i Nagano, Japan	Bronze i 7,5 km biathlon Guld i 5 km fri teknik.
1996	VM i Sverige	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 15 km langrend
2000	VM i Schweiz	Guld i 7,5 km skiskydning Guld i 15 km langrend

Guld, VM-titler og World Cup-sejre

Det, der begyndte som et frirum, udviklede sig til en usædvanlig karriere.

Anne-Mette Bredahl vandt sølv i goalball ved de paralympiske lege i Barcelona i 1992. Ved vinterlegene i Lillehammer i 1994 vandt hun guld i skiskydning og to bronzemedaljer i langrend. I Nagano i 1998 fulgte endnu et guld og endnu en bronze. Dertil kom fire VM-guld og tre samlede World Cup-sejre i biathlon.

Det er resultater, som i sig selv er bemærkelsesværdige. Men for Anne-Mette Bredahl blev medaljerne symbol på meget mere end sportslig triumf. Medaljerne blev det ydre tegn på en omvæltning i hendes liv:
”Det, at lykkes på et felt, hvor jeg troede, jeg var verdens dårligste, det gjorde noget ved min selvtillid. Jeg begyndte at vokse som person. Min familie sagde også, at jeg fik et helt andet kropssprog. I stedet for at være sådan en, der gik i ét med tapetet, så blev jeg en, der viftede med arme og hænder, når jeg snakkede. Jeg fik endda selvtillid nok til at danse. Jeg er ikke god til at danse, men nu er jeg jo lidt ligeglad. Jeg synes bare, det er dejligt. Jeg fik sådan en kropslig robusthed, der hjælper til at tackle livet.”

Bryllup i klitterne i Sæby (Foto: Privat)

Erfaringerne blev til et kald

For Anne-Mette Bredahl blev sporten ikke en afsluttet karrierehistorie. Den blev en del af hendes faglige kald.

Som psykolog arbejdede hun først med kræftramte mennesker og deres familier. Efter flytningen til Norge arbejdede hun som psykolog på Beitostølen Helsesportsenter. Siden kom forskning og et langt fagligt virke med fokus på psykologi, handicap, fysisk aktivitet, rehabilitering og sjældne diagnoser.

Anne-Mette har forsket i, hvad fysisk træning kan betyde for livskvaliteten for mennesker med handicap:
”Nogle gange tager vi kun udgangspunkt i diagnosen. Og tænker, at har personen den diagnose, så er det nok den her aktivitet, som er rigtig for vedkommende. Men det er vigtigt at undersøge hvad er det for mennesker? Hvor er de på vej hen i deres liv? Hvis den ene vil på landsholdet i kørestolsrace og den anden vil have gangtræning, og man kun har en løsningsmodel? Så kommer man i hvert fald til at fejle i mindst det ene tilfælde.”

Anne-Mette er også optaget af, at fysisk træning gør os mere robuste – uanset om vi er handicappede eller ej. ”Jeg har mødt mennesker, der siger: ’Det er nemt for dig, du har vundet så meget.’ Det er rigtigt, siger jeg så. Men ved du hvad? Jeg har tabt mindst ti gange så meget. Man taber en masse. Der er ingen, der altid vinder. Det kan lige så godt handle om at få gode karakterer i matematik eller i engelsk eller blive god til at spille på trommer. Det giver en robusthed at arbejde fokuseret med noget, man vil være bedre til.”

Anne-Mette med sønnen Marcus på et år på deres første skitur ( Foto: Paul Bowen)

Psykisk og fysisk robusthed er et emne, der optager Anne-Mette. Interviewet er næsten slut – men der er lige en ting mere:
”For fem år siden var jeg meget alvorligt syg af kræft. Jeg gik med rollator. Jeg plejer jo at løbe og træne hver dag, så jeg tænkte: ’Jeg kan ikke lade folk se mig med rollator!’. Men jeg blev nødt til at tage mig sammen – ligesom efter en idrætsskade. Man kan ikke hvile sig i form! Så det blev intervaltræning: 100 meter hen til en bom på vejen, hvile på rollatoren og tilbage igen. Tre runder! Det var ikke på medaljeniveau! Men jeg ville have parkeret rollatoren hurtigst muligt!” Heldigvis er hun tilbage i skisporet igen.

Korskirken er stadig Anne-Mettes sted

I dag bor Anne-Mette med sin mand Paul i Oslo. Sammen har de sønnen Marcus, der er flyttet til Danmark, hvor han går på internationalt gymnasium på Viborg Katedralskole.

Gennem egen erfaring og sin forskning har Anne-Mette lært, at det ikke kun er behandling, diagnoser og viljestyrke, der former menneskers liv. Det er også familie, venner, kolleger – mennesker omkring dig, der giver livet glæde, mening og fællesskab. Det handler ikke om at overvinde alle odds og stå alene på toppen. Det handler om at lade sig bære af familie, fællesskab og tro – og finde en vej, hvor både sårbarhed og styrke kan få plads:
”At arbejde som psykolog er utrolig givende og jeg oplever, at folk som står i vanskelige situationer lettere får tillid til mig. Måske fordi de tænker, at jeg, med mit handicap, også selv har erfaring med at have det vanskeligt i perioder. Måske er det også med til at give lidt håb”.

Selv om Anne-Mettes liv i mange år har været forankret i Norge, er Danmark, og alle de mennesker hun holder af her, stadig vigtige i hendes liv.

Korskirken.

Og de mennesker, hun mødte i sin barndom og ungdom. Mennesker, der så mere på, hvem hun var, end hvad hun kunne. Anne-Mette er fortsat en del af menigheden. Når hun er i Danmark hos sine forældre, kommer hun stadig i Korskirken.

”Det er mit sted. Det er der, jeg har rod, og det er der, jeg føler mig hjemme,” siger hun.

Familien samlet til jul – Anne-Mette, hendes forældre, Paul og Marcus (Foto: Privat)

Relateret

• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord

Find flere

Lyt til artiklen:

Da Jimmy Singerholm, projekt- og gruppeleder for Holbæk- og RegstrupSpejderne, fik besked om hæderen, troede han knap sine egne ører. Ud af Dansk Ungdoms Fællesråds 5.000 lokalforeninger med 600.000 medlemmer blev Holbæk- og RegstrupSpejderne kåret som Årets Ungdomsforening – for anden gang på syv år! “Det er jo lidt stort,” siger Jimmy og fortæller videre om projektet ved Jerndalslejren i Hvalsø, ”Vi ville gøre udendørsfaciliteterne mere brugbare, både for spejderne selv, men også for folk med funktionsnedsættelse, fordi vi synes, at det taler godt ind i spejderværdierne.”

Smilet i telefonen rækker på tværs af Danmark, da Jimmy fortsætter: ”Vi hjælper fortsat gamle damer over vejen, men vi syntes, vi kunne gøre noget mere.”

Foto: Holbæk- og RegstrupSpejderne

Fra gammel barak til fornyet vision

Jerndalslejren i Hvalsø er en gammel husvildebarak fra 2. verdenskrig.

“Den er skilt ad i Holbæk og bygget op igen ude i Hvalsø,” fortæller Jimmy. I flere årtier har drømmen om en ny hytte rumsteret hos spejderne, men økonomien er ikke fulgt med.

Alligevel voksede et andet projekt frem blandt spejderne: visionen om at gøre udearealerne handicapvenlige, så mennesker med begrænset mobilitet også kunne opleve friluftslivets glæder. “Det handlede om at hjælpe nogen, der ellers ikke kommer ud og oplever naturen,” forklarer Jimmy.

Foto: Holbæk- og RegstrupSpejderne

Skovens Portal – friluftsliv for alle

Det blev startskuddet til projektet ”Skovens Portal”. Over en periode har spejderne fundraiset cirka 1,1 million kroner fra fonde som f.eks. Nordea-fondens “Her gror vi”-pulje, Jascha Fonden, Louis-Hansen Fonden, Friluftsrådet og Brand af 1848 Fonden.

Holbæk- og RegstrupSpejderne

er en kreds i Danske Baptisters Spejderkorps. Kredsen arbejder ud fra Kløvermarkskirken i Holbæk. Siden begyndelsen af 1970’erne har der også været spejdermøder i Regstrup: Et arbejde, der i dag har udviklet sig til projektet ”Grønne Hjerte”, der skal styrke fællesskabet i lokalsamfundet. Om sommeren kan du også møde spejderne på havnen og fjorden, når de tager på kajakture. Følg arbejdet på spejdernes webside eller på deres Facebook-side.

Følg med på Facebook: Grønne Hjerte og Jerndalslejren (Skovens Portal).

Baptist.dk vender tilbage senere med mere om Holbæk- og Regstrupspejderne.

Pengene gjorde det muligt at skabe konkrete, funktionelle løsninger som blandt andet:

• en shelter med hejs, konstrueret så kørestolsbrugere kan køre helt ind
• stier med jævne overflader, der forbinder bålhytten, shelteren og handicapparkeringen
• bålhytte med flisegulv, der gør det nemmere at færdes
• en wc/badvogn med ramper
• et nyt depot- og redskabsskur med grej til lejerne
• klatrepæle og en ny klatretrailer fyldt med grej, der gør aktiviteterne mere tilgængelige og varierede

Resultatet er et udendørsområde, hvor børn, unge og ældre, der normalt ville være forhindret i at deltage, kan færdes trygt. Jimmy formulerer det: “Det handler om, at alle får samme muligheder for at opleve fællesskab i naturen.”

Foto: Holbæk- og RegstrupSpejderne

Prisen gives for at hjælpe andre

DUF’s dommerpanel har vurderet et rekordstort antal indstillinger i år. På LinkedIn skriver DUF:

’I år er dommerpanelets valg faldet på Holbæk- og RegstrupSpejderne, der vinder prisen for på forbilledlig vis at vise, hvordan stærke fællesskaber, ansvar og kreativitet kan gå hånd i hånd med lokalt engagement.

Med projektet Skovens Portal har de skabt et enestående initiativ, der kombinerer kreativitet, handlekraft og lokalt samarbejde.’

“Vi får ikke prisen, fordi vi har brugt mange penge,” griner Jimmy i telefonen, ”vi får den fordi vi hjælper andre.” Netop spejdernes fokus på at række ud over egne behov, er ifølge ham nøglen til prisen. For kredsen blev det endnu et bevis på, at spejderarbejde kan gøre en reel forskel i lokalsamfundet.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) overrakte prisen til spejderne, der havde taget turen fra Midtsjælland til DUF’s Delegeretmøde i Vejle. Med hæderen fulgte 10.000 kroner til videreudvikling af aktiviteter.

Foto: Holbæk- og RegstrupSpejderne

Drømme, der rækker fremad

Skovens Portal er klar til brug, men visionerne er langtfra udtømte. “Vi vil også gerne have en ny handicapvenlig bygning i stedet for den gamle ombyggede barak, så stedet bedre kan bruges om vinteren,” fortæller Jimmy.

Spejderværdier i praksis

For Jimmy og resten af spejderkredsen er prisen ikke målet i sig selv. Men den er fortællingen om, at de klassiske spejderværdier kan bruges til at løse tidens udfordringer: At tage ansvar. At se dem, der står udenfor. At åbne naturen for flere.

”Vi vælger at hjælpe nogle andre end os selv,” siger Jimmy. Det netop derfor, ”Skovens Portal” ikke bare blev et smart byggeri til 1,1 million kroner – men et bevis på, at spejderarbejdets friluftsliv og fællesskab har plads til alle.

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp

Find flere

Lyt til artiklen:

Skærtorsdag og langfredag – sådan var det engang. Men nu er det blevet en tradition for Baptistspejderne at mødes til Førerstævne den anden weekend efter påske. I år inviterede Nordjyllands Division til Førerstævne i Vrå. Det var første gang i 9 år, at det ikke var Korpsrådet, der inviterede og stod bag den praktiske afvikling.

Førerstævnets åbning (foto: Jacob Pihl)

’Lad os flytte et fyr’

Temaet for årets Førerstævne var ’Lad os flytte et fyr’. En nordjysk hentydning til en lokal murermesters flytning af Rubjerg Knude Fyr 70 meter væk fra kysten i oktober 2019. En operation som krævede års forberedelse og en stor portion mod, for det kunne let gå galt.

Temaet var et klart billede på det, vi som spejderkorps står overfor de kommende år. På trods af flere års medlemstilbagegang besluttede førerne på sidste års Førerstævne – med mindst mulig margin – at fortsætte som selvstændigt spejderkorps.

For få medlemmer til at søge driftstilskud

Hvis det skal lykkes at fortsætte som spejderkorps skal kredsene vende medlemstilbagegangen til medlemsvækst. Et magisk tal er 500 medlemmer under 30 år: Det er minimumsgrænsen for at kunne søge driftstilskud hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). En forskel på cirka 1,2 mio. kr., som er alt afgørende for økonomien.

Ved udgangen af 2024 talte Danske Baptisters Spejderkorps 491 medlemmer under 30 år, og dermed må vi klare 2025 uden driftstilskuddet. I gennemgangen af budgettet for 2025 blev det tydeligt, at det kan lade sig gøre, men det kan ikke fortsætte i mange år.

Demokratisk dannelse! (foto: Jacob Pihl)

Spejderne har samme mod som Murer-Kjeld

På trods af de hårde fakta går førerne til det kommende år med samme mod som Murer-Kjeld, og en tro på at projektet kan lade sig gøre. Målet er simpelt: Hvis hver spejderkreds har to flere medlemmer ved udgangen af 2025, end de havde ved udgangen af 2024, så er vi medlemmer nok til at kunne søge driftstilskud næste år.

’Duty to self’

Et princip i spejderbevægelsen på verdensplan er Duty to God, Duty to Others, and Duty to Self – pligten overfor Gud, overfor andre og overfor sig selv. Alle tre elementer var en del af årets Førerstævne – særligt forpligtelsen overfor os selv var i spil for vores lille spejderkorps.

Ud over forretningsordenen havde Nordjyllands Division og Korpsrådet prioriteret at bruge lørdag eftermiddag på en social aktivitet. Ved tidligere Førerstævner er tiden ofte blevet brugt på workshops eller samtaler om fremtiden. I år handlede det om at være sammen og lære hinanden at kende på tværs af kredse og aldersgrupper. En prioritering af fællesskabet og vores forpligtigelse overfor hinanden.

Fællesskab på toppen af fyret (foto: Jacob Pihl)

Kernen i spejderarbejdet

Aktiviteten var et bilorienteringsløb i det vestlige Vendsyssel med poster i både Vrå, Løkken og selvfølgelig ved Rubjerg Knude Fyr. Det var en blæsende omgang, som gjorde, at alle fik sand mellem tæer og tænder.

Jeg endte i en bil med to spejderførere, som er ældre end mig, og to unge førere, som var med på Førerstævne for første gang. Og som det er helt naturligt i spejderarbejdet tog en af de yngste ansvaret for at navigere os fra post til post, mens to af os ældre indtog bagsædet i bilen. I samarbejde nåde vi igennem de fire timers orienteringsløb og lærte hinanden meget bedre at kende.

Noget af det, der var med til at bringe optimisme til Førerstævnet, var de 17 deltagere på førsteholdet, der var med på Førerstævne for første eller anden gang.

Morten Kofoed, sekrettær for international mission i BaptistKirken fortæller om projektet, der modtager støtte fra førerstævneindsamlingen (Foto: Jacob Pihl)

’Duty to others’

Forpligtigelsen overfor andre kom til udtryk i årets Førerstævneindsamling. En lang tradition hvor kredse og førere giver en økonomisk gave til et udvalgt projekt. I år var Baptistkirken i Danmarks projekt Young Single Mothers valgt som modtager af indsamlingen. Et projekt som er inspireret af et lignende projekt, som YEGO har drevet i Rwanda. Resultatet af Førerstævneindsamlingen blev godt 16.000 kr. – et dobbelt så godt resultat som sidste år.

’Duty to God’

Vi begyndte både lørdag og søndag med morgenandagter. Med at rette blikket opad og med vores forpligtelse overfor Gud. Lørdag aften sluttede med en nadverstund omkring lejrbålet, hvor vi markerede 80-året for befrielsen og taknemmeligheden for at leve i frihed ved at tænde lys.

Læsetips

hvis du vil vide mere om projektet, som førerstævneindsamligen støtter:

”Young Single Mothers” – projektet, der giver enlige mødre nyt liv
Nu kigger de ikke længere ned i jorden
Stærke og modige kvinder

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 08. dec. 2025 - Holbæk- og RegstrupSpejderne hædret som Årets Ungdomsforening 2025 for ”Skovens Portal”
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag

Find flere

Lyt til artiklen her:

Købnerkirken på Amager er en gammel spejdermenighed, men spejderkredsen blev lukket for mange år siden. Unge mennesker er siden kommet til menigheden. Nogle som selv har været spejdere hele deres unge liv – i Tølløse, Herlev og Vrå. De brændte for at lave spejderarbejde, men det skulle ikke være en døgnflue. Der skulle være ledere nok til, at det blev holdbart. Det var der i 2021.

Signe Lund Christensen, 40, Johanne Kofoed Lundegaard, 27, og Emma Boeriis, 25, er tre af de syv ledere i den nye spejderkreds, der nu tæller 23 spejdere. En storby-spejderkreds, som holder til på Skotlands Plads, et grønt område lige op til et stort socialt boligområde og lige ved siden af Købnerkirken.

Spejderne er for nylig blevet delt i flok og trop, så nu har de små nogle at se op til: ”Det er noget af det svære ved at starte fra scratch. Der er ikke nogle større spejdere, der kan vise de yngre, hvordan man gør.”

Fordele ved byspejderi

”Vi er meget synlige i bybilledet. Mange kommer forbi Skotlands Plads, mens vi holder spejdermøde torsdag aften. Når vi laver snobrød, dukker der ofte nogle børn op. De kan se os fra altanerne. Det er sjældent, man er så synlige som spejdere”, siger Signe og tilføjer, at selvom de er i byen, har de mange muligheder. De har fx været på Naturcenter Amager Strand for penge, de fik fra DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd. Herfra fik de også penge til to fine, nye telte. Men de mangler et sted, hvor de kan have rafter, så det kniber med at træne pionering.

Signe fortsætter: ”Vi propper ikke vildt meget natur ind i børnene, men på weekends bruger vi naturen mere. Og så elsker spejderne at samle skrald.” Og Johanne tilføjer: ”Og netop skraldeindsamling er en af de måder, hvor vi kan lære spejderne, hvordan man passer på naturen og klimaet.”

Signe fortæller om begejstrede bifald, når spejderne gjorde noget nyt.

Spejderne og menigheden

Johanne synes, det har været sjovt at starte noget nyt: ”Købnerkirken var en menighed, der savnede den energi, der er i spejderarbejdet. Mange har selv været spejdere og ledere, også her på Amager.” Signe, der også er menighedsrådsformand, fortæller om begejstrede bifald, når spejderne gjorde noget nyt.

Spejderne og nogle forældre deltager nu i familiegudstjenesterne, Lucia-optoget står spejderne for, ligeså fastelavn. Alle er oplagte anledninger, hvor børnene kommer i kirken. Er det dårligt vejr, er mødet indenfor i kirken.

Menigheden donerede fra starten to bålfade og 30 spejdertørklæder. Så var de ligesom i gang. Siden har det ikke været nok at have tørklæder. Spejderne er stolte af deres uniformer, som der helst skal være lige så mange mærker på, som der er på Emmas. Den er helt plastret til.

Alle børnene skal føle, at her er nogle voksne, der gider dem.

Taler ikke så meget tro

Talen falder på forkyndelse. Signe er hurtig: ”Vi er nok ikke den spejderkreds i landet, der har været bedst til at holde andagt. Vi taler ikke så meget om at tro, men handler på vores tro. Vi slår hårdt ned på dem, der taler grimt til hinanden. Her tilbyder vi et fællesskab til børn, der virkelig har brug for at være spejdere. Jeg gør mig umage med at sige til alle børnene, at jeg er sindssygt glad for at se dem, alle sammen. De skal have krammere. Alle børnene skal føle, at her er nogle voksne, der gider dem.” Flere af børnene er muslimer, kun tre er fra menighedshjem.

Johanne har en bog, ”Gud, ord og himstregimser”[1], som de er begyndt at læse i som afslutning på hvert spejdermøde. Det er i et hverdagssprog på børneniveau: ”Spejderne synes, det er hyggeligt. Ikke alle er kristne. Vi italesætter, at det ikke kun er rigtigt at være kristen. Hvis man ikke tror på bøn, så er det vigtigt, at man bare er stille.”

Johanne fortsætter: ”Vi gør meget ud af at være tydelige om, hvor vi hører til. Der skal ikke være nogen, der føler, at de bliver narret ind i et kristent fællesskab.” Og de synger altid spejdersangen ”Kære far” til slut – en bøn i sig selv.

Spejder er dér, hvor jeg lærer at leve min tro. Det er praktisk kristendom om, hvordan vi løser konflikter, hvordan man er sammen.

Levende tro

Johanne fortæller, at hun igennem sit liv har oplevet kirken som et sted, hvor hun hørte om Jesus: ”Spejder er dér, hvor jeg lærer at leve min tro. Det er praktisk kristendom om, hvordan vi løser konflikter, hvordan man er sammen.”

Signe tilføjer: ”Vi gør meget ud af, at alle børn er noget værd og kan noget. Til spejder kan alle bidrage. Selv de børn, der ikke tror, de kan noget, tror vi på. Når de oplever, at de faktisk godt kan sove hjemmefra, vokser de 10 cm. Vores mål er at få proppet noget selvværd ind i børnene. Nogle børn bliver kun set på, at de ikke kan sidde stille, høre en besked til ende. Samtidig er det vigtigt, at man skal prøve at være stille… – alle skal synes, det er rart at være her. Også de voksne. Ofte, når vi er færdige med et spejdermøde, siger vi voksne til hinanden: ’Tak for i dag! Hvor er det vidunderligt at lave spejder sammen med jer!’”

Johanne har slutreplikken: ”Det har virkelig været en positiv oplevelse at starte sin egen spejderkreds. Sammen med voksne, vi kan lide at bruge tid sammen med. Vi går også til spejder. Det er en hobby, vi har valgt. Det skal også være sjovt at være voksen hér.”

Læs også Grønne Hjerte i Regstrup.

[1] Merete Bandak: ”Gud, ord og himstregimser”, Lohse 2022

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Lyt til artiklen her:

Ved første øjekast virker Regstrup et kvarters kørsel sydvest for Holbæk ikke som noget særligt. Det er en typisk udkantsdansk mindre stationsby på godt 2000 indbyggere med Dagli’Brugs, hovedgade med nogle få butikker og et trinbræt med tilhørende billetautomat og læskur, som toget mellem Holbæk og Kalundborg stopper ud for én gang i timen.

Under den provinsielle overflade

En succesfuld vision om at integrere spejderarbejdet med lokalsamfundet.

Ved nærmere eftersyn afslører Regstrup noget ganske uventet, for nede ad hovedgaden knap en kilometer fra stationen ligger Grønne Hjerte som er Holbæk- og RegstrupSpejdernes spejderhytte. Hytte er faktisk en forkert betegnelse, for Grønne Hjerte er meget mere end bare en spejderhytte. Det er et projekt, eller rettere adskillige projekter, der bunder i en succesfuld vision om at integrere spejderarbejdet med lokalsamfundet.

Udgangspunktet var en spejderhytte

Idéen om Grønne Hjerte opstod i 2015. På det tidspunkt havde spejderkredsen lidt mere end 70 medlemmer, og den gamle spejderhytte fra 1973 lå gemt og klemt inde mellem Regstrup Å, parcelhuse og et plejehjem. Men så fik man pludselig mulighed for at købe et stykke grund ud mod hovedgaden, og 1200 m2 blev til 2000 m2.

Der blev bygget en stor bålhytte og faciliteter til klatring, og spejderkredsen blev meget mere synlig i bybilledet fysisk, men også i kraft af nye aktiviteter. Man begyndte med stor succes at arrangere bl.a. bålbio under åben himmel, Sankt Hans og Fastelavn i samarbejde med Dagli’Brugsen.

Spejderkredsen blev meget mere synlig i bybilledet fysisk, men også i kraft af nye aktiviteter.

Begivenhederne tog fart, og i 2018 blev der bygget et nyt, veldesignet anneks til spejdergrej: Koglen. Man købte endnu en nabogrund med værksted på den anden side af åen samt en shelterplads bagved plejehjemmet. I 2019 blev der her bygget to sheltere med 22 pladser, som skoleklasser kan benytte sig af.

Stigende aktivitetsniveau – flere spejdere

Spejderkredsens medlemstal voksede støt i takt med aktivitetsniveauet. Under corona rundede man 180 medlemmer – mere end en fordobling af medlemstallet på blot fem år! I dag kender alle i byen projekt Grønne Hjerte. Der er godt 140 medlemmer af spejderkredsen, som dermed er landets største, og den udgør ikke mindre end 16% af Danske Baptisters Spejderkorps målt på antal medlemmer.

Ikke mindre end 16% af Danske Baptisters Spejderkorps målt på antal medlemmer.

Der er spejdermøder i Regstrup hver mandag fra 17 til 21 med 16 ledere i fuldt sving med spejdermøder i patruljer, hele to roverklaner (spejdere på 24 år og opefter) samt forældrestøttet fællesspisning. Derudover er der familiespejder for 3-6 årige børn og deres forældre eller bedsteforældre hver anden søndag.

Udviklingsplaner

Det nyeste skud på Grønne Hjertes stamme er 1000 meter skoven: En 1700 m2 stor grund med masser af træer, en lille sø og en høj. En lille skov midt i byen. Læg dertil planerne om, at det værksted, man købte i 2018, skal omdannes til Drivkraften, et multifunktionshus malet i klassisk rød, svensk stil med vandturbiner i åen og solceller på taget.

Hertil kommer Kajakzonen ved havnen i Holbæk, hvor kredsens 17 kajakker og 3 kanoer kan benyttes af spejdere og andre, der trænger til en tur på fjorden. Endelig er der planer om etablering af Skovens Portal ved spejdernes gamle hytte ved Jerndals Mølle i Hvalsø. Projekter og visioner er der nok af hos Holbæk- og RegstrupSpejderne!

Idémager og bagmand

Men hvor kommer alle de idéer fra? Hvad med penge til aktiviteter og ikke mindst grunde og byggerier? Hvem har energien og tiden til at drive noget så omfattende?

Hvem har energien og tiden til at drive noget så omfattende?

Bagmanden og initiativtageren er Jimmy Singerholm på 39 år. Han har været baptistspejder i mere end 32 år og er én af kredsens tre kredsførere. I dag viser han rundt på spejdergrunden i Regstrup, hvor han har brugt ufatteligt mange timer. Hytten benyttes flittigt også af andre end spejderne. I dag er der ADHD-café i salen, et kommunalt tilbud til borgere med den diagnose og deres pårørende.

Jimmy er udover at være idémager også ansvarlig for kredsens eksterne relationer. Han bruger 18-22 timer om ugen på spejder ved siden af sit fuldtidsjob som tømrer. Han søger fonde, laver lobbyarbejde hos lokalrådet og kommunalpolitikere, netværker med naboer og venner af spejderne samt brugerne af kredsens mange faciliteter. Desuden skal der laves førerpleje og førertræning, arrangeres og afholdes spejdermøder, weekendture og kredssommerlejre, som fx sommerlejr på Færøerne i 2024.

”Siden 2015 har vi modtaget et sted mellem 3,5 og 4 millioner kroner fra almennyttige fonde og i kommunaltilskud”, siger Jimmy og smiler. Det tager lang tid og kræver tålmodighed. Samarbejdet med Holbæk Kommune fungerer rigtig godt, og på kommunen kan man nemt se idéen i og nytten af projekt Grønne Hjerte.

Grønne Hjerte

Rundvisningen på Grønne Hjerte slutter foran gavlen til spejderhytten i hovedgaden, hvorpå en lokal graffitimaler har lavet et gigantisk maleri. På kunstværket sidder tre spejdere ved kanten af Regstrup Å og hygger sig i det fri: ”For i Regstrup foregår 95% af alt spejderarbejde udendørs i naturen”, forklarer Jimmy Singerholm.

Spejder er så meget mere end bare knob og bål

”Spejder er så meget mere end bare knob og bål”, står der på spejderkredsens facebookside, og intet kunne være mere sandt. I Regstrup er spejderiet byens puls. Det er en vision om stærke venskaber, spændende aktiviteter og oplevelser i naturen. Det er Grønne Hjerte!

Læs også ‘Spejderlivet – en dannelsesrejse’.

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Lyt til artiklen her:

Da jeg var syv år, gik jeg i klasse med Mette, der var spejder, og jeg spurgte hende, om jeg kunne blive spejder. Og så begyndte jeg som ’lærke’ i Nørresundby. Jeg blev døbt, da jeg var knap elleve år. Min spejderfører var med til min dåb, og hun hjalp mig til et spejdermøde med at fortælle, hvad det er at blive døbt som baptist.

Særligt fællesskab

Spejderarbejde emmer af eventyr, leg, udeliv og gode udfordringer. De fleste tidligere spejdere tænker tilbage på helt sublime oplevelser på lejr og ved de ugentlige møder – oplevelser, som har bidt sig fast, fordi der er en særlig forbundethed og et særligt fællesskab. Der er nok også nogen, der mislykkedes i forhold til spejderfællesskabet.

De rå blå fra Vrå

De første kredse blev etableret i 1930. Vrå kreds blev stiftet i 1972, og gennem kredsens 50 år har mindst 1.000 børn været baptistspejdere i Vrå. Folk i byen kender bedst kirken gennem spejderarbejdet. Mens mange spejdere har et hus/mødested i naturen, fungerer Vrå Baptistkirke og dens store grund som ’klubhus’. Her mødes hele kirkens arbejde inklusive spejderarbejdet. Når forskellige grupper skal dele køkken og andre vigtige lokaler, er det nødvendigt at forstå fællesskab som en fælles forpligtelse og ansvar.

Nødvendigt at forstå fællesskab som en fælles forpligtelse og ansvar.

Det gælder i det store som økonomi fx til nyinvesteringer, og ikke mindst i det små, som at være fælles om kaffedåserne, og at det er ok for alle at bruge maden og mælken i køleskabet, medmindre det er mærket ’reserveret’. Det kræver vilje at huske at købe småkager på spejdernes konto, hvis småkagerne er brugt til førermødet. Vi har en dygtig køkkenmand – selv tidligere spejder – og det betyder noget, at han bliver respekteret for sin frivillige indsats. Det gør vi bedst ved at snakke sammen og følge de regler, der er for brug af fx køkken og rengøringsmidler. Og at der findes nåde i betydningen ’en large holdning til hinanden’ de forskellige grupper imellem!

DBS i Vrå er stadig en stor, velfungerende spejderkreds, fordi menighedsfolk altid har støttet spejderarbejdet praktisk. Stærke familiebånd og venskaber mellem en flok mænd og kvinder, der er vokset op i menigheden og har taget venner med i menigheds- og spejderarbejdet, har en stor betydning for kontinuiteten i Vrå kreds.

Sport er ofte præget af en stærk konkurrencementalitet, som ikke tiltaler alle børn. Det er en kunst at give plads til alle børn, hvor mange er vant til at blive betragtet som verdens centrum, og andre er meget stille. Det er spejderlivet måske særlig godt til, fordi det er et udendørs liv med forventning om, at alle gør deres bedste. Spejderarbejde såvel som menighedsarbejde kræver rummelighed, tålmodighed og accept.

Spejdere og tro

Forkyndelse har altid været en del af spejderlivet. Den skal være enkel og gerne tilsat leg eller aktivitet. En ’grøn’ kristendom går godt igennem til spejderne. Vi forkynder Gud som skaber og opretholder, og den vi elsker ved at passe på skaberværket; og Jesus som ven, og den vi kan gå til og bede om hjælp.

Forkyndelse har altid været en del af spejderlivet.

At forkynde for børn i dag kræver indlevelse i en kultur med stor uvidenhed om bibelhistorie, og et stort kendskab til børneliv med angst, ensomhed, enorm travlhed, begrænset udeliv, forvirring, curlingforældre m.m.

Børn – dengang og nu

Hvad er forskellen på de spejderbørn, vi har i dag, og dem, vi selv var, eller dem vi kendte for kun 10-15 år siden?

Børn i dag har ikke lært ’gadereglerne’. Altså hvordan børn i forskellige aldersklasser leger med hinanden og lærer at lege uden voksnes indblanding. Fri leg giver sociale kompetencer. Når man leger med andre, lærer man sig selv at kende, sine styrker og svagheder. Hvordan man leger med andre, og hvordan man tror på sig selv, er vigtige kompetencer. Børn i dag har tendens til at tåle mindre modstand. De er mere bløde og mindre modstandsdygtige overfor stress – og de har forældre med på sidelinjen, lige meget hvor de færdes.

Spejdere i 100 år

I 2007 havde spejderbevægelsen eksisteret i 100 år. I begyndelsen var metoden og pædagogikken helt unik og brød totalt med det almindelige syn på børn og unge. I dag findes der vel ikke den skole, hvor man ikke arbejder i smågrupper, eller den børneinstitution, der ikke laver bål og snobrød og tager på tur i naturen.

Det er ganske udmærket, men det er ikke spejderarbejde. Hele spejderbevægelsens værdigrundlag mangler, nemlig at udvikle børn og unge til ’hele’ mennesker. Spejderlov og -løfte giver retningslinjer for det bærende værdigrundlag, der af spejderbevægelsens verdensorganisationer er formuleret: ”Duty to Self, Duty to Others, Duty to God” – ’du er forpligtet overfor dig selv, overfor andre og overfor Gud’.

Læs også Her er alle børn værdifulde.

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Lyt til artiklen her:

Troels Forchhammer:

• medlem af Det Danske Spejderkorps i 50 år
• har siden 2008 arbejdet nationalt og internationalt med at definere det gode spejderarbejde og spejderidéen
• har været med til at beskrive Spejdermetoden for DDS, for Foreningen Spejderne og for WOSM

Spejderbevægelsens stifter, Lord Robert Baden-Powell, har beskrevet målet med spejderarbejdet som at udvikle kvinder og mænd som medborgere gennem de tre H’er: ’Health, Happiness and Helpfulness’,[1] men han vender ofte også tilbage til, at målet er at udvikle ’karakter’: “Det er vigtigere end noget andet for en knægt, som skal skabe sig en plads i livet.”

Målet er at udvikle hele mennesker

I den moderne spejderbevægelse er der enighed om, at spejderarbejdet skal udvikle børn og unge som hele mennesker; det vil sige socialt, fysisk, intellektuelt, følelsesmæssigt og åndeligt samt et sjette element, som man bruger forskellige ord for. WAGGS kalder det ’moralsk udvikling’, mens WOSM taler om ’karakterudvikling’.[2] De danske spejderkorps undgår begge begreber. KFUM-Spejderne i Danmark og Danske Baptisters Spejderkorps taler om ’at udvikle sig selvstændigt’, mens Det Danske Spejderkorps (DDS) bruger udtrykket ’identitetsmæssig udvikling’. I artiklen her vil det blive betegnet karakterudvikling.

Uanset ordvalg er der enighed om, at social, fysisk, intellektuel, følelsesmæssig og åndelig udvikling – det hele smelter sammen i karakterudviklingen. Det peger frem mod spejderbevægelsens mål om at udvikle aktive, selvstændige og ansvarlige medborgere i vores lokale, nationale og internationale samfund. Personlig udvikling er spejderbevægelsens udtrykkelige formål, og fordi det sociale, fysiske, intellektuelle, følelsesmæssige og åndelige indgår i karakterudviklingen, får den personlige udvikling to retninger – indad og udad.

Personlig udvikling er spejderbevægelsens udtrykkelige formål.

Ansvar for sig selv

Uanset navn har karakterudvikling en indadrettet virkning. Det drejer sig om at sammensmelte alle den personlige udviklings elementer og at leve med integritet – at “leve oprigtigt efter sit værdisystem med selvrespekt og selvværd. At tage ansvar for sin egen udvikling og sine egne handlinger.” Ud over værdier som respekt, loyalitet, og ansvarlighed, ligger der i den indadrettede side af karakterudviklingen også det at have både mod og vedholdenhed til at gennemføre at gøre det rigtige, det gode.

Her handler det om det aktive medborgerskab – viljen til at gøre en positiv forskel i verden.

Ansvar for andre

Den anden retning er, naturligvis, udad. Her handler det om det aktive medborgerskab – viljen til at gøre en positiv forskel i verden, til at hjælpe andre mennesker, til at værdsætte forskellighed og at respektere sine medmennesker. Samtidig handler dét også om vores forhold til den naturlige verden: Om respekt for alt liv og for naturens indbyggede værdi.

Et dannelsesprojekt

I en dansk spejdersammenhæng er det nemt at forstå spejderbevægelsens formål om at udvikle børn og unge som et dannelsesprojekt.

Spejderbevægelsens dannelsesprojekt er i meget høj grad drevet af de værdier, der ligger til grund for spejderarbejdet. De værdier er dels udtrykt i Spejderloven og Spejderløftet, og dels i tre søjler, der beskriver, hvordan en spejder forholder sig til det åndelige, til sin omverden og til sig selv. Det værdisæt danner grundlag for det ideal, som spejderbevægelsens dannelsesproces – eller karakterudvikling –stræber imod.

Spejderbevægelsen tager sit udgangspunkt i værdier, i tanken om det aktive medborgerskab og i ønsket om at udvikle hele mennesker. Specifikke kundskaber og færdigheder er mindre vigtige – de er et virkemiddel snarere end et egentligt mål.

Læs også “En helt anden virkelighed”.

[1] Oversat: Sundhed, Glæde og Hjælpsomhed

[2] WAGGS og WOSM: Henholdsvis pige- og drengespejdernes verdensorganisationer

Relateret

• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 22. jan. 2026 - Du bliver, hvad du spiser
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026

Find flere

Lyt til artiklen her:

I spejderarbejdet mødes menigheden og det omgivende samfund. En del af spejderne og førerne har deres rod i baptistmenigheden, men virkeligheden er ofte, at flertallet er uden kontakt med menighedens liv. Det betyder, at spejderarbejdet bliver kontaktfladen til menighedslivet og det sted, hvor spejderne møder kristen tro og livsholdning.

Alle spejdere og førere lever størsteparten af deres liv i det sekulære samfund, hvad enten de er tilknyttet menigheden eller ej. Selv i mange menighedshjem, hvor troen spiller en rolle, er hverdagen uden andagt, uden bøn, og børnene lærer fx ikke at bede aftenbøn: ’Bede – det er noget, vi gør i kirken’.

En alternativ virkelighed

I den sammenhæng giver spejdernes lejrliv en helt særlig mulighed. På weekendture og især på sommerlejr etableres en fælles virkelighed. Alle deltagerne er rykket ud af deres respektive hverdage og ind i en ny virkelighed, hvor det er muligt at skabe rammer for en livsform med en anderledes struktur.

Lejrens anderledes virkelighed gør det muligt at se bort fra hverdagens ritualer og etablere et alternativ. Derfor bliver det naturligt, at alle dage indledes med morgenandagt og afsluttes med aftenandagt ved lejrbålet, og alle måltider indtages i fællesskab omkring bordet og indledes med at synge bordvers. Det, der for mange af deltagerne er utænkeligt i hverdagen, er et naturligt ritual på spejderlejr, for ’sådan gør vi her’. Det er lejrens virkelighed – en virkelighed, der gør det naturligt at gå til nadvergudstjeneste i lejrkirken på Øksedal flere aftener i løbet af en uges lejr og sidde i stilheden og dele brød og vin med de kammerater, man har delt dagens arbejde og leg med.

For mange smelter naturoplevelserne sammen med troserfaringerne til en helhed: Gud er for dem især Skaberen.

Lejrens virkelighed er i høj grad defineret af, at spejderne er i naturen, og lejrens liv foregår under åben himmel. Naturoplevelser fylder bevidstheden i langt højere grad end i en hverdag med skolegang, sport og computerspil. Spejderne oplever naturens mangfoldighed. Det giver et naturligt afsæt for at forkynde, at naturen – og vi selv – er Guds skaberværk. For mange smelter naturoplevelserne sammen med troserfaringerne til en helhed: Gud er for dem især Skaberen.

Førstehåndsoplevelse af kristen tro

Lejrens alternative virkelighed er en enestående mulighed for at give spejderne førstehåndsoplevelser af tro. Hverdagslivet byder på få muligheder for at få eller formidle trosoplevelser, men fællesskabet på en uges sommerlejr eller en oplevelsesrig weekendtur gør det muligt at skabe et rum, hvor troen kan komme til udtryk.

Spejderne får mulighed for at opleve et tros-øjeblik, når fællesskabet sætter troen på dagsordenen ved at fortælle bibelhistorie og forklare, hvad tro er – på den udgave af det danske sprog, som er naturligt for en 10-årig spejder.

Og vigtigst af alt: At lære spejderne at bede.

Og vigtigst af alt: At lære spejderne at bede – både Fadervor, ridderbønnen og forskellige skrevne bønner, men først og fremmest den personlige bøn, der mest af alt er en samtale med Gud. Har spejderne fået det med sig, har de fået en værdi, der kan bære livet.

Næstekærlighed som kristen livsform

Netop fordi spejderne er udenfor hverdagens rammer, er det muligt at give dem en førstehåndsoplevelse af et fællesskab defineret ved næstekærlighed. Lejrens hverdag kan etablere et fællesskab, hvor det kristne menneskesyn danner fundament.

Her er vi alle lige, for vi er alle skabt i Guds billede, og her møder vi hinanden med respekt uanset evner, erfaringer og alder. Ingen er vigtigere end andre, og ingen lades i stikken. Vi støtter og hjælper hinanden og tager vare på hinanden. Alle har en opgave, og alle har betydning. Og ikke mindst: Her hjælper vi alle hinanden, og vi bliver ved, til alle er færdige.

Det fællesskab giver en naturlig mulighed for at tale med spejderne om netop næstekærligheden og om Jesus Kristus, der har lært os, at ’Du skal elske Herren din Gud – og din næste som dig selv’.

Dybest set skal lejren gøre gudsrigets etik virkelig – så godt, som vi nu formår det.

Læs også En gang spejder, altid spejder.

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Lyt til artiklen her:

Spejderchef David Måge (30 år):

• spejder i Herlev fra 2003
• medlem af Skovlunde Frikirke
• udviklingsingeniør på Novo Nordisk
• far til Alma 3 år og gift med Louise

Vicespejderchef Tue Sandbæk (44 år):

• spejder i Lyngby fra 1987 – Hollufgårdspejderne siden 2017
• opvokset i Lyngby menighed, nu tilknyttet Odense menighed
• TV-producer og -tekniker på TV Syd
• far til Anna Kathrine 22 år, Christian 19 år, og gift med Gitte Malene, der er mor til Gry 13 år.

I foråret 2023 blev David Måge (30 år) valgt som ny spejderchef. Han har været spejder i Herlev kreds siden 2003. På førerstævnet ringede han hjem til sin kone Louise og forelagde ledelseskrisen – det var en lettelse, at hun bakkede hans opstilling op.

Samtidig blev Tue Sandbæk (44 år) valgt som vicespejderchef. Som dreng var han spejder i Lyngby. Han flyttede, men da børnene voksede til, blev de spejdere i Odense – og det gjorde Tue også: ”Det var som at komme hjem!”  Siden har Tue været med til at etablere Hollufgårdspejderne i 2017. Tue drøftede ikke valget med sin kone: ”Jeg var sikker på Gitte Malenes opbakning.” Det holdt stik.

Den bedste spejderoplevelse

”Jeg deltog som teenager i korpsets specialførertræning”, fortæller David. ”En forårsweekend på Øksedal sov vi på en tømmerflåde, vi selv byggede. Samarbejdet byggede vores fællesskab op og de andres holdninger og præferencer formede os.”

Tue fremhæver rolandweekends og rolandlejrene[1]: ”De venskaber, der blev bygget op dengang (i 1994), bærer stadig.”

Ballast i livet

”Jeg har min lederuddannelse fra spejderarbejdet”, fortæller Tue. Han er TV-producer på TV Syd, og på en produktion er han teamleder. Som spejder bliver man oplært i at have fokus på opgaven og på gruppens interne fællesskab, for netop fællesskabet om arbejdet er ofte forudsætningen for at nå i mål.

Jeg har min lederuddannelse fra spejderarbejdet.

”Som spejder har jeg lært at tage ansvar”, siger David og fortsætter: ”Man kan vide lidt om meget, og man kan vide meget om lidt. Det bedste resultat opnår man ved at have en basis i viden og så få lov til at prøve sin viden af i praksis. Det giver spejderarbejdet mulighed for.”

Spejderarbejdets patruljestruktur bygger på konsensus-baserede beslutninger, og at alle bliver bedt om at bidrage. Det opfattes som en værdi, at vi ikke tænker ens, men forskelligt. Det skal udnyttes og bruges – ikke ses som en hæmsko for samarbejdet. Den grundholdning er værdifuld på en arbejdsplads.

Gennem spejderarbejdet får min tro ben at gå på.

”Tro har rigtig meget at tilbyde mennesker. Gennem spejderarbejdet får min tro ben at gå på”, slår David fast. ”Spejdere er fokuseret på at gøre en forskel for os selv og andre – også globalt og politisk. Det giver troen konkret indhold og praktiske konsekvenser. Så bliver der tale om en bevægelse. Det står i kontrast til den globale kirke, som jeg oplever som uvillig til at byde sig til …”.

At give det videre

”Der ligger megen identitet i at være spejder,” pointerer Tue, ”men også i at være baptistspejder.” Det giver mening at bruge tid og kræfter på spejderarbejde, fordi man oplever, at det man prøver at give fra sig, bliver modtaget med glæde.

Og endelig er der venskaberne – netop de forpligtende fællesskaber tæller for både David og Tue. ”Det får mig til at stille op, når andre siger: ’Jeg har brug for din hjælp til …”, bemærker David. Tue genoptog spejderarbejdet sammen med sine børn, og nu nyder David at dele det med sin treårige datter, der siger: ”Ih, hvor er det hyggeligt!” Tue og David er enige om, at familiens accept og opbakning er utrolig vigtig – men det gælder i enhver sammenhæng.

Og endelig er der venskaberne – netop de forpligtende fællesskaber tæller for både David og Tue.

Spejderarbejdets værdier

Som spejderarbejdets væsentligste værdi udpeger Tue patruljens fællesskab, hvor der skal være plads til alle og plads til at være forskellige. Det er ægte inklusion.

David peger på to forhold: viden og ansvar. Samfundets udfordringer bliver stadig mere komplekse, og vi har fokus på kriser. Kriser kan man imødegå, hvis man ikke lader sig skræmme af kompleksiteten og ved at udnytte fællesskabets mange forskellige kompetencer. Når man så har dannet sig et overblik, kan man også tage ansvar.

Ansvar skal ikke pålægges oppefra, men tilvælges nedefra. Vi kæmper for at få folk til at påtage sig et ansvar – og regner dernæst med, at de skal løse opgaven, som vi plejer. Vi må regne med, at den, der har påtaget sig ansvaret, løser den på sin egen måde. Vi skal finde ud af, hvad vi kan tilbyde, for fortsat at være attraktive. Det gælder både spejderarbejdet og kirken.

Spejder og menighed

Tue: ”Spejderne kan være et frisk pust i menigheden, hvis de får lov. De kan tilføre ny energi ved at udvide deltagerkredsen.”

”For mig har spejder og menighed altid været parallelle”, siger David. ”Kirkeligt ungdomsarbejde bliver ofte en spejling af de voksnes aktiviteter, men spejderarbejdet giver friere rammer og vildere aktiviteter.”

Når menigheden opfatter spejderarbejdet som en del af menighedslivet, er det en uvurderlig støtte. Jo stærkere tilknytning menigheden har til spejderne, jo mere plads kan andagt og refleksion få.

[1] Spejdernes uddannelse af teenagere i ledelse

Relateret

• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning

Find flere

Med reference til Niels Hausgaard indledte Hanne med at fortælle, at hendes far var ”alt andet end praktisk begavet.” Det var ordet – det skrevne ord – der blev omdrejningspunktet i Børges liv. Salmer, spejdersange, digte om naturen, livet og kærligheden er det, vi kender Børge for. Men Børge var meget mere: Ægtemand, far til fire, skolelærer, forkynder og spejder. På forunderlig vis skabte Børge en næsten magisk forbindelse mellem skaberværket, spejderlivet og den enkelte spejderdrengs personlige tro.

Troen på livet

For de af aftenens tilhørere, der i forvejen kendte til Børge Andersens omfattende produktion, var det næsten naturligt at begynde med at synge ”I Guds verden”. Når man sammen synger:

”I Guds verden skal du leve,
på Guds jord der skal du bo,
gå blandt blomster, træer og fugle,
alt Guds værk skal om dig gro”

– breder der sig en forunderlig optimisme og tro på livet. Salmens sidste ord: ”… ved hans nåde tør du tro, i hans kraft du helt må være, evigt skal du hos ham bo” sender mange af tilhørerne sendt tilbage til ungdommens sene aftener omkring lejrbålet.

Opvækst og uddannelse

Børge Andersen blev født udenfor ægteskab i 1925 af en enlig mor, og de første ti år af sit liv boede han hos bedsteforældrene. Der var ikke meget, der pegede i retning af den Hausgaardske definition på ”boglig begavelse”. I dag taler man om ”de syv intelligenser”: For de fleste af aftenens cirka 30 tilhørere virkede det oplagt, at Børge Andersen var ”sprogligt / verbalt” intelligent. Ikke desto mindre fortæller Hanne Kiel, til de flestes overraskelse, at lærergerningen omfattede både formning – i varianten papirsløjd – og gymnastik. Begge fag inspirerede til digte, henholdsvis ”Formning” og ”Springet”.  Digtet ”Regning” fulgte, da netop dette fag blev en del af lærergerningen.

Et åbent hjem

Fra barnsben var Børge en del af den første spejderkreds i Aalborg. Han kom til tro gennem spejderarbejdet og blev døbt i 1944. Da Aalborgmenigheden blev delt i 1952, fulgte Børge med til den nye menighed, Karmelkirken. Sammen med Else skabte Børge et hjem, der var åbent i mere end en forstand.

”Døren var aldrig låst,” fortæller Hanne, ”man gik altid bare ind. Hvis mine forældre var gået tidligt i seng, skete det, at samtalerne blev ført på sengekanten.” Det var også i Else og Børges hjem, man kunne diskutere Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld”. Et værk, der ikke var velkomment i alle baptisthjem. I digtet ”Gæster” reflekterer Børge over ægteparrets gæstfrihed og deres altid åbne hjem:

Gæster
Tobaksrøg og snak
hænger i gardinerne.
Fyldte askebægre,
tømte kaffekopper og glas.
Ikke en dråbe
i kanden.
Timerne er små nu.
Sikke en aften.

Yndlingssangen

Spejdersangene er mange fra Børges hånd. Hanne driller sit publikum ved at annoncere, at vi skal synge Børges bedste spejdersang. Alle slår straks op på ”I vindens sus i høje graner” – Børges kærlighedserklæring til baptistspejdernes træningscenter Øksedal vest for Nibe. Men nej – Børges yndlingsspejdersang var den lystige vise om ”Ole og Pløk og Palle”, der viser vejen for deres spejderkammerater. Vi synger, og det ser ud som om, mange tænker på deres egen spejdertid.

Børge og Elses fire børn beretter om en barndom, der nok var fattig på penge, men rig på kærlighed og sjove oplevelser. Hannes foredrag er fuld af historier: Om hverdagens udfordringer og ”økonomi-ferie”, når børnene hver dag skulle vælge mellem jordbær og is. Det var ikke noget let valg!

Det svære valg

Børge skrev også kærlighedsdigte. ”Børge sagde, at kærlighed er kærlighed, uanset hvem kærligheden er rettet mod,” fortæller Hanne. Siden teenagealderen havde Børge vidst, at han var homoseksuel, og kærlighedsdigtene var også rettet mod hans eget køn. Børge valgte at leve efter samfundets normer, indtil han ikke længere kunne klare det. I 1981 skrev ægteparret et brev til familien, nære venner, Karmelkirkens menighedsråd og baptistspejdernes korpsråd, hvor de hver for sig redegjorde for situationen. Der var stærke reaktioner, men langt de fleste bakkede familien op, selv om det for mange var grænseoverskridende at kende et homoseksuelt menneske.

”Bekendelse”

Efter ønske fra publikum slutter aftenen med salmen ”Bekendelse”. Salmen er skrevet i 1958, men fjerde vers blev aldrig rigtig godt. ”Det holder ikke” sagde Børge. Og fjerde vers forsvandt, så salmen i mange år sluttede med:

”…
På den jord, der skulle være Edens have,
har vi sået had og griskhed langt omkring.”

Det var en slutning, der plagede Børge i mange år, men han havde opgivet at få ændret den. I 1990 overbeviste Hanne sin far om, at han skulle skrive et nyt fjerde vers. Børge nægtede, han var blevet for gammel, synet dårligt og hørelsen elendig. Men han overgav sig og det endte med, at han dikterede et nyt sidste vers til Hanne i telefonen, så vi nu kan synge:

”…
Giv os kærlighed til alle jordens tabte,
så at hele verden ånder i din fred.”

Arven

Børge døde i 2010 efter mange år med dårligt helbred. Denne aften på Sommerstævnet var der ubetinget glæde over, at vi har del i arven efter Børge.

Efterskrift

En samling af Børge Andersens udvalgte digte, ”Det som livet er” kan fås som pdf-fil ved henvendelse til Hanne Kiel, e-mail hanne_kiel@hotmail.com. Hanne kommer også gerne ud i din menighed og fortæller om Børge Andersens liv og digte.

Relateret

• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord

Find flere