Her er alle børn værdifulde

Lyt til artiklen her:

Købnerkirken på Amager er en gammel spejdermenighed, men spejderkredsen blev lukket for mange år siden. Unge mennesker er siden kommet til menigheden. Nogle som selv har været spejdere hele deres unge liv – i Tølløse, Herlev og Vrå. De brændte for at lave spejderarbejde, men det skulle ikke være en døgnflue. Der skulle være ledere nok til, at det blev holdbart. Det var der i 2021.

Signe Lund Christensen, 40, Johanne Kofoed Lundegaard, 27, og Emma Boeriis, 25, er tre af de syv ledere i den nye spejderkreds, der nu tæller 23 spejdere. En storby-spejderkreds, som holder til på Skotlands Plads, et grønt område lige op til et stort socialt boligområde og lige ved siden af Købnerkirken.

Spejderne er for nylig blevet delt i flok og trop, så nu har de små nogle at se op til: ”Det er noget af det svære ved at starte fra scratch. Der er ikke nogle større spejdere, der kan vise de yngre, hvordan man gør.”

Fordele ved byspejderi

”Vi er meget synlige i bybilledet. Mange kommer forbi Skotlands Plads, mens vi holder spejdermøde torsdag aften. Når vi laver snobrød, dukker der ofte nogle børn op. De kan se os fra altanerne. Det er sjældent, man er så synlige som spejdere”, siger Signe og tilføjer, at selvom de er i byen, har de mange muligheder. De har fx været på Naturcenter Amager Strand for penge, de fik fra DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd. Herfra fik de også penge til to fine, nye telte. Men de mangler et sted, hvor de kan have rafter, så det kniber med at træne pionering.

Signe fortsætter: ”Vi propper ikke vildt meget natur ind i børnene, men på weekends bruger vi naturen mere. Og så elsker spejderne at samle skrald.” Og Johanne tilføjer: ”Og netop skraldeindsamling er en af de måder, hvor vi kan lære spejderne, hvordan man passer på naturen og klimaet.”

Signe fortæller om begejstrede bifald, når spejderne gjorde noget nyt.

Spejderne og menigheden

Johanne synes, det har været sjovt at starte noget nyt: ”Købnerkirken var en menighed, der savnede den energi, der er i spejderarbejdet. Mange har selv været spejdere og ledere, også her på Amager.” Signe, der også er menighedsrådsformand, fortæller om begejstrede bifald, når spejderne gjorde noget nyt.

Spejderne og nogle forældre deltager nu i familiegudstjenesterne, Lucia-optoget står spejderne for, ligeså fastelavn. Alle er oplagte anledninger, hvor børnene kommer i kirken. Er det dårligt vejr, er mødet indenfor i kirken.

Menigheden donerede fra starten to bålfade og 30 spejdertørklæder. Så var de ligesom i gang. Siden har det ikke været nok at have tørklæder. Spejderne er stolte af deres uniformer, som der helst skal være lige så mange mærker på, som der er på Emmas. Den er helt plastret til.

Alle børnene skal føle, at her er nogle voksne, der gider dem.

Taler ikke så meget tro

Talen falder på forkyndelse. Signe er hurtig: ”Vi er nok ikke den spejderkreds i landet, der har været bedst til at holde andagt. Vi taler ikke så meget om at tro, men handler på vores tro. Vi slår hårdt ned på dem, der taler grimt til hinanden. Her tilbyder vi et fællesskab til børn, der virkelig har brug for at være spejdere. Jeg gør mig umage med at sige til alle børnene, at jeg er sindssygt glad for at se dem, alle sammen. De skal have krammere. Alle børnene skal føle, at her er nogle voksne, der gider dem.” Flere af børnene er muslimer, kun tre er fra menighedshjem.

Johanne har en bog, ”Gud, ord og himstregimser”^[1], som de er begyndt at læse i som afslutning på hvert spejdermøde. Det er i et hverdagssprog på børneniveau: ”Spejderne synes, det er hyggeligt. Ikke alle er kristne. Vi italesætter, at det ikke kun er rigtigt at være kristen. Hvis man ikke tror på bøn, så er det vigtigt, at man bare er stille.”

Johanne fortsætter: ”Vi gør meget ud af at være tydelige om, hvor vi hører til. Der skal ikke være nogen, der føler, at de bliver narret ind i et kristent fællesskab.” Og de synger altid spejdersangen ”Kære far” til slut – en bøn i sig selv.

Spejder er dér, hvor jeg lærer at leve min tro. Det er praktisk kristendom om, hvordan vi løser konflikter, hvordan man er sammen.

Levende tro

Johanne fortæller, at hun igennem sit liv har oplevet kirken som et sted, hvor hun hørte om Jesus: ”Spejder er dér, hvor jeg lærer at leve min tro. Det er praktisk kristendom om, hvordan vi løser konflikter, hvordan man er sammen.”

Signe tilføjer: ”Vi gør meget ud af, at alle børn er noget værd og kan noget. Til spejder kan alle bidrage. Selv de børn, der ikke tror, de kan noget, tror vi på. Når de oplever, at de faktisk godt kan sove hjemmefra, vokser de 10 cm. Vores mål er at få proppet noget selvværd ind i børnene. Nogle børn bliver kun set på, at de ikke kan sidde stille, høre en besked til ende. Samtidig er det vigtigt, at man skal prøve at være stille… – alle skal synes, det er rart at være her. Også de voksne. Ofte, når vi er færdige med et spejdermøde, siger vi voksne til hinanden: ’Tak for i dag! Hvor er det vidunderligt at lave spejder sammen med jer!’”

Johanne har slutreplikken: ”Det har virkelig været en positiv oplevelse at starte sin egen spejderkreds. Sammen med voksne, vi kan lide at bruge tid sammen med. Vi går også til spejder. Det er en hobby, vi har valgt. Det skal også være sjovt at være voksen hér.”

Læs også Grønne Hjerte i Regstrup.

^[1] Merete Bandak: ”Gud, ord og himstregimser”, Lohse 2022