En gang spejder, altid spejder

Lyt til artiklen her:

Da jeg var syv år, gik jeg i klasse med Mette, der var spejder, og jeg spurgte hende, om jeg kunne blive spejder. Og så begyndte jeg som ’lærke’ i Nørresundby. Jeg blev døbt, da jeg var knap elleve år. Min spejderfører var med til min dåb, og hun hjalp mig til et spejdermøde med at fortælle, hvad det er at blive døbt som baptist.

Særligt fællesskab

Spejderarbejde emmer af eventyr, leg, udeliv og gode udfordringer. De fleste tidligere spejdere tænker tilbage på helt sublime oplevelser på lejr og ved de ugentlige møder – oplevelser, som har bidt sig fast, fordi der er en særlig forbundethed og et særligt fællesskab. Der er nok også nogen, der mislykkedes i forhold til spejderfællesskabet.

De rå blå fra Vrå

De første kredse blev etableret i 1930. Vrå kreds blev stiftet i 1972, og gennem kredsens 50 år har mindst 1.000 børn været baptistspejdere i Vrå. Folk i byen kender bedst kirken gennem spejderarbejdet. Mens mange spejdere har et hus/mødested i naturen, fungerer Vrå Baptistkirke og dens store grund som ’klubhus’. Her mødes hele kirkens arbejde inklusive spejderarbejdet. Når forskellige grupper skal dele køkken og andre vigtige lokaler, er det nødvendigt at forstå fællesskab som en fælles forpligtelse og ansvar.

Nødvendigt at forstå fællesskab som en fælles forpligtelse og ansvar.

Det gælder i det store som økonomi fx til nyinvesteringer, og ikke mindst i det små, som at være fælles om kaffedåserne, og at det er ok for alle at bruge maden og mælken i køleskabet, medmindre det er mærket ’reserveret’. Det kræver vilje at huske at købe småkager på spejdernes konto, hvis småkagerne er brugt til førermødet. Vi har en dygtig køkkenmand – selv tidligere spejder – og det betyder noget, at han bliver respekteret for sin frivillige indsats. Det gør vi bedst ved at snakke sammen og følge de regler, der er for brug af fx køkken og rengøringsmidler. Og at der findes nåde i betydningen ’en large holdning til hinanden’ de forskellige grupper imellem!

DBS i Vrå er stadig en stor, velfungerende spejderkreds, fordi menighedsfolk altid har støttet spejderarbejdet praktisk. Stærke familiebånd og venskaber mellem en flok mænd og kvinder, der er vokset op i menigheden og har taget venner med i menigheds- og spejderarbejdet, har en stor betydning for kontinuiteten i Vrå kreds.

Sport er ofte præget af en stærk konkurrencementalitet, som ikke tiltaler alle børn. Det er en kunst at give plads til alle børn, hvor mange er vant til at blive betragtet som verdens centrum, og andre er meget stille. Det er spejderlivet måske særlig godt til, fordi det er et udendørs liv med forventning om, at alle gør deres bedste. Spejderarbejde såvel som menighedsarbejde kræver rummelighed, tålmodighed og accept.

Spejdere og tro

Forkyndelse har altid været en del af spejderlivet. Den skal være enkel og gerne tilsat leg eller aktivitet. En ’grøn’ kristendom går godt igennem til spejderne. Vi forkynder Gud som skaber og opretholder, og den vi elsker ved at passe på skaberværket; og Jesus som ven, og den vi kan gå til og bede om hjælp.

Forkyndelse har altid været en del af spejderlivet.

At forkynde for børn i dag kræver indlevelse i en kultur med stor uvidenhed om bibelhistorie, og et stort kendskab til børneliv med angst, ensomhed, enorm travlhed, begrænset udeliv, forvirring, curlingforældre m.m.

Børn – dengang og nu

Hvad er forskellen på de spejderbørn, vi har i dag, og dem, vi selv var, eller dem vi kendte for kun 10-15 år siden?

Børn i dag har ikke lært ’gadereglerne’. Altså hvordan børn i forskellige aldersklasser leger med hinanden og lærer at lege uden voksnes indblanding. Fri leg giver sociale kompetencer. Når man leger med andre, lærer man sig selv at kende, sine styrker og svagheder. Hvordan man leger med andre, og hvordan man tror på sig selv, er vigtige kompetencer. Børn i dag har tendens til at tåle mindre modstand. De er mere bløde og mindre modstandsdygtige overfor stress – og de har forældre med på sidelinjen, lige meget hvor de færdes.

Spejdere i 100 år

I 2007 havde spejderbevægelsen eksisteret i 100 år. I begyndelsen var metoden og pædagogikken helt unik og brød totalt med det almindelige syn på børn og unge. I dag findes der vel ikke den skole, hvor man ikke arbejder i smågrupper, eller den børneinstitution, der ikke laver bål og snobrød og tager på tur i naturen.

Det er ganske udmærket, men det er ikke spejderarbejde. Hele spejderbevægelsens værdigrundlag mangler, nemlig at udvikle børn og unge til ’hele’ mennesker. Spejderlov og -løfte giver retningslinjer for det bærende værdigrundlag, der af spejderbevægelsens verdensorganisationer er formuleret: ”Duty to Self, Duty to Others, Duty to God” – ’du er forpligtet overfor dig selv, overfor andre og overfor Gud’.

Læs også Her er alle børn værdifulde.