baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Wed, 10 Jun 2026 17:40:57 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Udsendt til krig https://baptist.dk/udsendt-til-krig/ Thu, 16 Feb 2023 06:00:50 +0000 https://baptist.dk/?p=13447 Peter Olesen oplevede borgerkrigen, da han som 46-årig var udsendt til det tidligere Jugoslavien som soldat i FN’s fredsbevarende styrke.


Peter Olesen, 77 år:

  • er aktiv i Frederikshavn Baptistmenighed og har været spejder hele sit liv
  • uddannet politiassistent i 1971 og har arbejdet inden for næsten alle sektorer i politiet
  • officer af reserven i hæren, tilknyttet militærpolitiet
  • gift med Annette, sammen har de børnene Inge og Søren

I 1991 brød Slovenien og Kroatien ud af den jugoslaviske føderation og erklærede sig selvstændige. Det førte til en brutal borgerkrig i området. I 1992 besluttede FN at indsætte en fredsbevarende styrke i landet. Folketinget besluttede i 1992, at Danmark skulle deltage i FN-styrken.

Fredsbevarende styrke

Hvilken betydning fik det for dig, Peter?
– Som tilknyttet forsvarsreserven bliver man spurgt om at deltage i et vist antal operationer. Fordi mine kompetencer var efterspurgte, sagde jeg ja.

FN-styrken i Jugoslavien var på ca. 40.000 mand, og vi var 900 danskere. Det danske ansvarsområde var på størrelse med Sjælland og Fyn i området omkring Kostajnica. Vores personel var spredt ud i området med fem kompagnier, mens jeg sad i hovedkvarteret i Kostajnica.

Hvad var jeres opgave?
– Opgaven var at være fredsbevarende. De jævnlige konflikter blev meldt til os, og vi skulle så gå i dialog med de kommanderende officerer i konflikten. Mange uenigheder bundede i, at kroaterne var katolikker, serberne ortodokse og bosnierne muslimer – og de søgte at ødelægge hinandens identitet ved at angribe kirker, klostre og moskeer. Den observation vandt ikke gehør hjemme i København. Religion skulle vi holde os fra.

– Vores mulighed var dialog, men som en amerikansk præsident engang sagde: ”Speak softly and carry a big stick”.[1] Fra begyndelsen stod det klart, at vi ingen vegne kom med dialog. Derfor fik vi tunge våben og kampvogne, så vi kunne lægge vægt bag det, vi sagde.

Fra begyndelsen stod det klart, at vi ingen vegne kom med dialog.

Var du i åben kamp?
– Kun en enkelt gang. Jeg var i Sarajevo i en kort periode for at hjælpe franskmændene, der havde ansvaret der. Byen var fyldt med snigskytter, der lå på tagene og skød på forbipasserende, gamle mennesker og børn. Da var vi nødt til at skyde igen.

Et voldsomt mentalt pres

Hvordan klarer man det mentalt?
– Som officer er man uddannet til at klare pressede situationer, men du er ikke forberedt på, at du konstant lever under et mentalt pres. En af mine opgaver var også at efterforske krigsforbrydelser.

– Vi så mennesker blive pint, lemlæstet og dræbt. Vi så gårde, landsbyer, ja hele byer blive jævnet med jorden. Vi så uerstattelige kulturværdier blive ødelagt. Vi så koldblodige overgreb mod egen befolkning bare for at kunne beskylde modstanderen for at begå krigsforbrydelse og dermed retfærdiggøre sine egne nedrigheder. Vi oplevede skinhellighed og hyklet forargelse ved forhandlinger og konferencer, og at aftaler blev brudt fem minutter efter, de var indgået.

– Det kan man ikke klare, hvis ikke ens bagland er i orden. Og jeg er privilegeret. Annette klarede livet derhjemme med to børn og var altid parat til at lade mig læsse af, når noget var svært. Man skal ikke glemme, at også børnene er præget af den usikkerhed, deres far lever under.

Kunne I bruge hinanden?
– Ja, det er simpelthen nødvendigt. En klog mand sammenlignede det med et krus, der hele tiden løber noget ned i. Hvis du ikke af og til får noget hældt ud, så løber det over på et tidspunkt.  Vi havde også en psykolog og en feltpræst, vi kunne tale med.  Feltpræsten holdt gudstjenester hver søndag. Her var der mange, der deltog.

Blev du brugt som kristen?
– Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tror mere, det var cheffunktionen, der gjorde, at folk gerne ville have en snak. Men jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg tror på Gud, og har også tit i samtalerne brugt Bibelen og citater derfra til at løse et problem. Det ligger helt naturligt for mig.

Jeg er fuldstændig enig med dem, der siger, at krig ikke burde forekomme. Men jeg er også nødt til at være realistisk og sige, at krig forekommer.

Principiel holdning til krig som kristen

Kan man som kristen deltage i krig?
– Jeg er fuldstændig enig med dem, der siger, at krig ikke burde forekomme. Men jeg er også nødt til at være realistisk og sige, at krig forekommer. Sådan har det været, så længe menneskeheden har eksisteret. Vi har et sørgeligt eksempel i dag med Ukraine. Nogle er nødt til at mestre den opgave. Derfor har jeg ikke som kristen haft problemer med, at jeg blev soldat. Jeg plejer at sammenligne forsvaret med brandvæsenet: Ingen ønsker, de skal træde i funktion, men når huset brænder, er det godt, at de er der.

Hvem er min næste i en krig og er tilgivelse mulig?
– For mit vedkommende er min næste alle, jeg kommer i kontakt med – også modstanderne. Rent menneskeligt kan man ikke tilgive de bestialske ting, vi så, men professionelt er man nødt til at forholde sig til det. Fangede vi krigsforbrydere, måtte de retsforfølges.

For mit vedkommende er min næste alle, jeg kommer i kontakt med – også modstanderne.

– Danske soldater har et vældig godt ry, fordi de er uddannet til at tage initiativ og løse problemer, og de behøver ikke at have en masse faste regler. Faste regler, langt fra virkeligheden, gav problemer. Samlede vi fx flygtninge op, skulle vi aflevere dem til de lokale myndigheder på stedet. Men vi vidste jo, hvad der skete med dem, så det var ufatteligt, så mange der flygtede fra os. Der sad nogle meget fornuftige ledere i høje stillinger, der helt præcist vidste, hvornår de skulle lukke øjnene.

– Jeg vendte tilbage til mit job og min hverdag uden problemer, men mit perspektiv på menneskelivet har ændret sig for altid. Livet er for kostbart til at gå op i småting!

Læs også artiklen ‘Vi må altid stå på de svages side’.

[1] Oversat: ´Tal roligt og hav en stor stok med´.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Peter Olesen oplevede borgerkrigen, da han som 46-årig var udsendt til det tidligere Jugoslavien som soldat i FN’s fredsbevarende styrke.


Peter Olesen, 77 år:

  • er aktiv i Frederikshavn Baptistmenighed og har været spejder hele sit liv
  • uddannet politiassistent i 1971 og har arbejdet inden for næsten alle sektorer i politiet
  • officer af reserven i hæren, tilknyttet militærpolitiet
  • gift med Annette, sammen har de børnene Inge og Søren

I 1991 brød Slovenien og Kroatien ud af den jugoslaviske føderation og erklærede sig selvstændige. Det førte til en brutal borgerkrig i området. I 1992 besluttede FN at indsætte en fredsbevarende styrke i landet. Folketinget besluttede i 1992, at Danmark skulle deltage i FN-styrken.

Fredsbevarende styrke

Hvilken betydning fik det for dig, Peter?
– Som tilknyttet forsvarsreserven bliver man spurgt om at deltage i et vist antal operationer. Fordi mine kompetencer var efterspurgte, sagde jeg ja.

FN-styrken i Jugoslavien var på ca. 40.000 mand, og vi var 900 danskere. Det danske ansvarsområde var på størrelse med Sjælland og Fyn i området omkring Kostajnica. Vores personel var spredt ud i området med fem kompagnier, mens jeg sad i hovedkvarteret i Kostajnica.

Hvad var jeres opgave?
– Opgaven var at være fredsbevarende. De jævnlige konflikter blev meldt til os, og vi skulle så gå i dialog med de kommanderende officerer i konflikten. Mange uenigheder bundede i, at kroaterne var katolikker, serberne ortodokse og bosnierne muslimer – og de søgte at ødelægge hinandens identitet ved at angribe kirker, klostre og moskeer. Den observation vandt ikke gehør hjemme i København. Religion skulle vi holde os fra.

– Vores mulighed var dialog, men som en amerikansk præsident engang sagde: ”Speak softly and carry a big stick”.[1] Fra begyndelsen stod det klart, at vi ingen vegne kom med dialog. Derfor fik vi tunge våben og kampvogne, så vi kunne lægge vægt bag det, vi sagde.

Fra begyndelsen stod det klart, at vi ingen vegne kom med dialog.

Var du i åben kamp?
– Kun en enkelt gang. Jeg var i Sarajevo i en kort periode for at hjælpe franskmændene, der havde ansvaret der. Byen var fyldt med snigskytter, der lå på tagene og skød på forbipasserende, gamle mennesker og børn. Da var vi nødt til at skyde igen.

Et voldsomt mentalt pres

Hvordan klarer man det mentalt?
– Som officer er man uddannet til at klare pressede situationer, men du er ikke forberedt på, at du konstant lever under et mentalt pres. En af mine opgaver var også at efterforske krigsforbrydelser.

– Vi så mennesker blive pint, lemlæstet og dræbt. Vi så gårde, landsbyer, ja hele byer blive jævnet med jorden. Vi så uerstattelige kulturværdier blive ødelagt. Vi så koldblodige overgreb mod egen befolkning bare for at kunne beskylde modstanderen for at begå krigsforbrydelse og dermed retfærdiggøre sine egne nedrigheder. Vi oplevede skinhellighed og hyklet forargelse ved forhandlinger og konferencer, og at aftaler blev brudt fem minutter efter, de var indgået.

– Det kan man ikke klare, hvis ikke ens bagland er i orden. Og jeg er privilegeret. Annette klarede livet derhjemme med to børn og var altid parat til at lade mig læsse af, når noget var svært. Man skal ikke glemme, at også børnene er præget af den usikkerhed, deres far lever under.

Kunne I bruge hinanden?
– Ja, det er simpelthen nødvendigt. En klog mand sammenlignede det med et krus, der hele tiden løber noget ned i. Hvis du ikke af og til får noget hældt ud, så løber det over på et tidspunkt.  Vi havde også en psykolog og en feltpræst, vi kunne tale med.  Feltpræsten holdt gudstjenester hver søndag. Her var der mange, der deltog.

Blev du brugt som kristen?
– Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tror mere, det var cheffunktionen, der gjorde, at folk gerne ville have en snak. Men jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg tror på Gud, og har også tit i samtalerne brugt Bibelen og citater derfra til at løse et problem. Det ligger helt naturligt for mig.

Jeg er fuldstændig enig med dem, der siger, at krig ikke burde forekomme. Men jeg er også nødt til at være realistisk og sige, at krig forekommer.

Principiel holdning til krig som kristen

Kan man som kristen deltage i krig?
– Jeg er fuldstændig enig med dem, der siger, at krig ikke burde forekomme. Men jeg er også nødt til at være realistisk og sige, at krig forekommer. Sådan har det været, så længe menneskeheden har eksisteret. Vi har et sørgeligt eksempel i dag med Ukraine. Nogle er nødt til at mestre den opgave. Derfor har jeg ikke som kristen haft problemer med, at jeg blev soldat. Jeg plejer at sammenligne forsvaret med brandvæsenet: Ingen ønsker, de skal træde i funktion, men når huset brænder, er det godt, at de er der.

Hvem er min næste i en krig og er tilgivelse mulig?
– For mit vedkommende er min næste alle, jeg kommer i kontakt med – også modstanderne. Rent menneskeligt kan man ikke tilgive de bestialske ting, vi så, men professionelt er man nødt til at forholde sig til det. Fangede vi krigsforbrydere, måtte de retsforfølges.

For mit vedkommende er min næste alle, jeg kommer i kontakt med – også modstanderne.

– Danske soldater har et vældig godt ry, fordi de er uddannet til at tage initiativ og løse problemer, og de behøver ikke at have en masse faste regler. Faste regler, langt fra virkeligheden, gav problemer. Samlede vi fx flygtninge op, skulle vi aflevere dem til de lokale myndigheder på stedet. Men vi vidste jo, hvad der skete med dem, så det var ufatteligt, så mange der flygtede fra os. Der sad nogle meget fornuftige ledere i høje stillinger, der helt præcist vidste, hvornår de skulle lukke øjnene.

– Jeg vendte tilbage til mit job og min hverdag uden problemer, men mit perspektiv på menneskelivet har ændret sig for altid. Livet er for kostbart til at gå op i småting!

Læs også artiklen ‘Vi må altid stå på de svages side’.

[1] Oversat: ´Tal roligt og hav en stor stok med´.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/udsendt-til-krig/feed/ Kan du slå et andet menneske ihjel? https://baptist.dk/kan-du-slaa-et-andet-menneske-ihjel/ Tue, 14 Feb 2023 06:40:37 +0000 https://baptist.dk/?p=13436 Carsten Lund Pedersen er tidligere soldat og hjemmeværnsmand. Men han vil kun slå ihjel for at forsvare Danmark, hvis vi bliver angrebet.


I 8. klasse var jeg i praktik ved militæret. At lege røver og soldater og få penge for det, det kunne jeg lide. I 10. klasse søgte jeg ind, fordi jeg ikke fik lov af min mor, da jeg ville efter 9. klasse. På det tidspunkt var jeg ikke kristen, så jeg stillede ikke spørgsmål ved at blive soldat.

Jeg lærte håndværket, som jo drejer sig om at slå andre ihjel. Så jeg blev nødt til at overveje, om jeg kunne dræbe et andet menneske. Og i hvilken situation jeg ville gøre det.

Ikke godt at dræbe

Jeg har aldrig syntes, at vi i militæret blev opdraget til, at det er godt at dræbe. Mere at det kan blive en nødvendighed, hvis man kommer i den rigtige situation.

Det er vigtigt for mig, at NATO er en forsvarsalliance og ikke et angrebssystem.

Dengang var der en klar fjende i Warszawa-pagten. Vi vidste, hvem vi eventuelt skulle i krig imod. Jeg var med i det danske forsvar og skulle forsvare Danmark. Det er vigtigt for mig, at NATO er en forsvarsalliance og ikke et angrebssystem. Med andre ord: De må mene, hvad de vil, så længe de ikke forstyrrer os.

I militæret bliver man undervist i Geneve-konventionen. Vi vidste helt klart, hvad man som soldat må og ikke må. Mine grænser for, hvad jeg vil være med til, er vigtige. Selv i en krig vil jeg ikke medvirke til noget, som jeg anser for forkert. Til gengæld har jeg altid valgt at være menig, altså blev jeg ikke officer. Jeg ønskede ikke at have ansvaret for andre menneskers liv på den måde. En officer skal jo sende den enkelte ud i frontlinjen, vel vidende at han dør.

Efter fem år i militæret var det slut. Mine venner var væk, og jobbet var ikke så spændende længere. Jeg læste HF og blev fysioterapeut.

“The only thing necessary for the triumph of evil is for good men to do nothing.”

Edmund Burke

En general, der døde for os

Samtidig kom jeg til tro. I de første år, når vi sang lovsang, stod jeg i retstilling for Jesus! Fordi han var så anderledes end de ledere, jeg havde mødt i forsvaret. Her var en general, som var død for de menige. Så jeg stod ret. Det var den måde, jeg kunne vise min respekt for ham. Jeg havde respekt for det, han havde gjort. Ikke fordi han havde store stjerner på skulderen.

Efter en årrække som leder i kirken og som spejder havde jeg bare brug for ikke at skulle tage ledelsen. Jeg gik derfor ind i hjemmeværnet som menig. Samtidig har forsvaret altid været en smule højreorienteret. Så det er fint, hvis der er nogle socialister med våben, og sådan en er jeg.

Den anden kind

Hvad betyder det for dig, at Jesus siger, at vi skal vende den anden kind til?
Jeg vil ikke være en slatten pacifist. Det ville da være dejligt, hvis alle våben blev smedet om til plove, og vi kunne leve i fred med hinanden, som der står i Bibelen. I virkelighed bør vi nok gøre ikke-voldelig modstand.

Jeg ved ikke, om Jesus var pacifist. Hans opgave var en anden. Han kom herned for at dø. Han kunne fx ikke have været modstandsmand og blive skudt i ryggen. Han skulle dø uskyldigt for at tage vores skyld. Så han sloges i hvert fald for os på en anden måde …

Pacifisme er en smuk tankegang, lige indtil det bliver ført ud i livet.

Altså: Pacifisme er en smuk tankegang, lige indtil det bliver ført ud i livet. Forestil dig et angreb på alle kristne. Hvis vi så lader os slå ihjel, vil kristendommen jo uddø … Så jeg vil hellere dø i et oprør med våben end at dø i passivitet.

Ville skyde russerne

Hvornår vil du så være villig til at slå et andet menneske ihjel?
Hvis russerne invaderede Bornholm, ville jeg skyde dem uden problemer. Bilder jeg mig ind. Uden at vide, hvordan jeg vil reagere bagefter. Det bud fra Biblen, jeg lever min hjemmeværnstjeneste efter, er nok dette: ”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”[1]

Læs også artiklen ‘Kan man kæmpe sig til fred?’

[1] Johannes-evangeliet kap. 15, vers 12-13

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Carsten Lund Pedersen er tidligere soldat og hjemmeværnsmand. Men han vil kun slå ihjel for at forsvare Danmark, hvis vi bliver angrebet.


I 8. klasse var jeg i praktik ved militæret. At lege røver og soldater og få penge for det, det kunne jeg lide. I 10. klasse søgte jeg ind, fordi jeg ikke fik lov af min mor, da jeg ville efter 9. klasse. På det tidspunkt var jeg ikke kristen, så jeg stillede ikke spørgsmål ved at blive soldat.

Jeg lærte håndværket, som jo drejer sig om at slå andre ihjel. Så jeg blev nødt til at overveje, om jeg kunne dræbe et andet menneske. Og i hvilken situation jeg ville gøre det.

Ikke godt at dræbe

Jeg har aldrig syntes, at vi i militæret blev opdraget til, at det er godt at dræbe. Mere at det kan blive en nødvendighed, hvis man kommer i den rigtige situation.

Det er vigtigt for mig, at NATO er en forsvarsalliance og ikke et angrebssystem.

Dengang var der en klar fjende i Warszawa-pagten. Vi vidste, hvem vi eventuelt skulle i krig imod. Jeg var med i det danske forsvar og skulle forsvare Danmark. Det er vigtigt for mig, at NATO er en forsvarsalliance og ikke et angrebssystem. Med andre ord: De må mene, hvad de vil, så længe de ikke forstyrrer os.

I militæret bliver man undervist i Geneve-konventionen. Vi vidste helt klart, hvad man som soldat må og ikke må. Mine grænser for, hvad jeg vil være med til, er vigtige. Selv i en krig vil jeg ikke medvirke til noget, som jeg anser for forkert. Til gengæld har jeg altid valgt at være menig, altså blev jeg ikke officer. Jeg ønskede ikke at have ansvaret for andre menneskers liv på den måde. En officer skal jo sende den enkelte ud i frontlinjen, vel vidende at han dør.

Efter fem år i militæret var det slut. Mine venner var væk, og jobbet var ikke så spændende længere. Jeg læste HF og blev fysioterapeut.

“The only thing necessary for the triumph of evil is for good men to do nothing.”

Edmund Burke

En general, der døde for os

Samtidig kom jeg til tro. I de første år, når vi sang lovsang, stod jeg i retstilling for Jesus! Fordi han var så anderledes end de ledere, jeg havde mødt i forsvaret. Her var en general, som var død for de menige. Så jeg stod ret. Det var den måde, jeg kunne vise min respekt for ham. Jeg havde respekt for det, han havde gjort. Ikke fordi han havde store stjerner på skulderen.

Efter en årrække som leder i kirken og som spejder havde jeg bare brug for ikke at skulle tage ledelsen. Jeg gik derfor ind i hjemmeværnet som menig. Samtidig har forsvaret altid været en smule højreorienteret. Så det er fint, hvis der er nogle socialister med våben, og sådan en er jeg.

Den anden kind

Hvad betyder det for dig, at Jesus siger, at vi skal vende den anden kind til?
Jeg vil ikke være en slatten pacifist. Det ville da være dejligt, hvis alle våben blev smedet om til plove, og vi kunne leve i fred med hinanden, som der står i Bibelen. I virkelighed bør vi nok gøre ikke-voldelig modstand.

Jeg ved ikke, om Jesus var pacifist. Hans opgave var en anden. Han kom herned for at dø. Han kunne fx ikke have været modstandsmand og blive skudt i ryggen. Han skulle dø uskyldigt for at tage vores skyld. Så han sloges i hvert fald for os på en anden måde …

Pacifisme er en smuk tankegang, lige indtil det bliver ført ud i livet.

Altså: Pacifisme er en smuk tankegang, lige indtil det bliver ført ud i livet. Forestil dig et angreb på alle kristne. Hvis vi så lader os slå ihjel, vil kristendommen jo uddø … Så jeg vil hellere dø i et oprør med våben end at dø i passivitet.

Ville skyde russerne

Hvornår vil du så være villig til at slå et andet menneske ihjel?
Hvis russerne invaderede Bornholm, ville jeg skyde dem uden problemer. Bilder jeg mig ind. Uden at vide, hvordan jeg vil reagere bagefter. Det bud fra Biblen, jeg lever min hjemmeværnstjeneste efter, er nok dette: ”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”[1]

Læs også artiklen ‘Kan man kæmpe sig til fred?’

[1] Johannes-evangeliet kap. 15, vers 12-13

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kan-du-slaa-et-andet-menneske-ihjel/feed/ Kan man kæmpe sig til fred? https://baptist.dk/kan-man-kaempe-sig-til-fred/ Mon, 13 Feb 2023 19:02:11 +0000 https://baptist.dk/?p=13426 Kristentro og fred hører sammen. Roden dertil er Jesus’ tale om at elske både naboen og fjenden.


Baptistteologen Glen Stassen var én af de første, der præsenterede tanken om ’en retfærdig fred’ her i landet. Det skete ved Kirkedagene i Aalborg i 2013.

Hvordan forholder vi os til krig og fred, hvis vi tror på evangeliet? Det har kristne ofte diskuteret. Nu er det aktuelt igen – tæt på. Hvad mente baptister før og under 2. verdenskrig, da der var tvungen værnepligt for mænd?

Kan kristne bære våben?

Nogle svarer Nej og tager straffen for civil ulydighed. De peger på, at Jesus er Fredsfyrsten[1], der vil fred på jord. Det gjorde de første kristne.[2] Andre svarer Ja og peger på, at kristne i 300-tallet begyndte at tale om ’retfærdig krig’ – dvs. en forsvarskrig, der skal sikre freden.[3] Atter andre fører ’hellig krig’, hvor man aggressivt kæmper for Gud og knuser andres frihed.[4] Den form for krig kender vi fra Det Gamle Testamente, og den forsvares i dag af fx islamister. Den er også kendt i kirkens historie, men ifølge Jesus skal fjender elskes – aldrig slås ihjel.[5]

Ung baptist i 1930’erne

Efter 1. verdenskrig valgte Danmark at være neutralt; det nye Folkeforbund arbejdede for afrustning, og kristne ledere vendte ryggen til al krig for at sikre fred og retfærd. En af vores præster skrev: I evangeliets lys er krig en handling imod Guds vilje. Her fornægtes kærligheden, friheden forsvinder og giftgas erstatter ånd: ’Kristne kan ikke nøjes med at bede; vi må handle! Alle kristne må nægte militærtjeneste. Det betyder lidelse, men også fredsfyrstens sejr!’[6]

En anden baptistpræst tilbagesendte sin indkaldelse fra Forsvarsministeriet med bud om, at han ikke ville bøje sig for den militære lov. Han skrev: ’Krig og kærlighed kan ikke forenes. Vi må sætte alt ind på dét, vi tror på!’. Sagen endte med en bøde og ’14 Dages simpelt Fængsel på sædvanlig Fangekost’. Det skabte en bølge af unge militærnægtere, der blev fremhævet som ’Guttermænd’.

Kristne kan kun vise vej ved at fordømme al militarisme.

I 1935 sendte unge baptister en ’Resolution til den danske Regering’. De mente, at tilslutningen til Folkeforbundet betød, at ’militærstyrker udover et tilstrækkeligt indenrigs ordenspoliti’ var overflødige. Danskerne burde være et ’eksempel for andre nationer på tillidsfuld ned- og afrustning’. Kristne kan kun vise vej ved at fordømme al militarisme.

Ung baptist i 1940’erne

Den 9. april 1940 rykkede fjenden ind i landet, og talen om militærnægtelse ebbede ud. Unge gik andre veje. Mange fulgte resolutionen fra 1935 og uddannede sig til politibetjente. Da nazisterne anholdt politiet, blev tre unge baptist-betjente mført til tyske KZ-lejre. Andre ’gik under jorden’ og sluttede sig til modstandsbevægelsen, hvor flere allerede var aktive.

Nu skulle freden sikres ved en human indsats og med retfærdighed.

Men nogle arbejdede for tyskerne, og få valgte at kæmpe med tyskerne på Østfronten. De fleste aktive kvinder og mænd hjalp dog tyskernes ofre. Under krigen var det jøderne. Efter krigen gjaldt det flygtninge og nøden i landene omkring os. Nu skulle freden sikres ved en human indsats og med retfærdighed[7].

Baptister i dag – hvad gør vi?

Bent Hylleberg

  • tidligere præst, rektor ved Baptistkirkens Teologiske Seminarium og formand for BaptistKirken
  • har udgivet bøger om danske baptisters historie, senest Dansk baptisme og tysk nazisme, 2021

Den danske neutralitetspolitik varede indtil 1949. Vi glædede os i 1945 over, at vi tilsluttede os De forenede Nationer. Anderledes forholdt det sig i 1949, da vi blev medlem af NATO, selv om det var en forsvarsalliance. Nu hed det: ’Vor sikkerhed består ikke i politiske alliancer, men i Gud! Vi vil adlyde Skriftens ord og bede for alle i ansvarlig stilling. Men vi vil ikke underkaste os noget eller nogen, som strider mod vor eneste retmæssige Herre, Jesus Kristus, vor frelser i liv og død’[8].

Hvordan sikrer vi bedst freden i dag? Drøfter vi det? Måske sker det bedst – i relation til vores kristne tro – ved at investere i ’retfærdig fred’?[9]

Læs også artiklen “Kuf-far og -mor for soldaterne”.

[1] Esajas’ bog kap. 9, vers 6 og Matthæusevangeliet kap. 5, vers 9

[2] Se Ole Lundegaards artikel i blad nr. 4, 2019: https://baptist.dk/jesus-fredens-fyrste/

[3] https://denstoredanske.lex.dk/krig

[4] https://teol.ku.dk/formidling/Gymnasieskolen/hellig_krig/

[5] Se Kirsten Nielsens artikel i blad nr. 3, 2017: https://baptist.dk/haevn-straf-og-fjendekaerlighed/

[6] Se Dansk baptisme og tysk nazisme til 1930’erne s. 38ff

[7] Se samme s. 71ff, 90ff, 124ff og 159ff

[8] Om FN og NATO, se samme s. 192ff

[9] https://mogenssmogensen.wordpress.com/2013/05/10/fra-retfaerdig-krig-til-retfaerdig-fred/

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Kristentro og fred hører sammen. Roden dertil er Jesus’ tale om at elske både naboen og fjenden.


Baptistteologen Glen Stassen var én af de første, der præsenterede tanken om ’en retfærdig fred’ her i landet. Det skete ved Kirkedagene i Aalborg i 2013.

Hvordan forholder vi os til krig og fred, hvis vi tror på evangeliet? Det har kristne ofte diskuteret. Nu er det aktuelt igen – tæt på. Hvad mente baptister før og under 2. verdenskrig, da der var tvungen værnepligt for mænd?

Kan kristne bære våben?

Nogle svarer Nej og tager straffen for civil ulydighed. De peger på, at Jesus er Fredsfyrsten[1], der vil fred på jord. Det gjorde de første kristne.[2] Andre svarer Ja og peger på, at kristne i 300-tallet begyndte at tale om ’retfærdig krig’ – dvs. en forsvarskrig, der skal sikre freden.[3] Atter andre fører ’hellig krig’, hvor man aggressivt kæmper for Gud og knuser andres frihed.[4] Den form for krig kender vi fra Det Gamle Testamente, og den forsvares i dag af fx islamister. Den er også kendt i kirkens historie, men ifølge Jesus skal fjender elskes – aldrig slås ihjel.[5]

Ung baptist i 1930’erne

Efter 1. verdenskrig valgte Danmark at være neutralt; det nye Folkeforbund arbejdede for afrustning, og kristne ledere vendte ryggen til al krig for at sikre fred og retfærd. En af vores præster skrev: I evangeliets lys er krig en handling imod Guds vilje. Her fornægtes kærligheden, friheden forsvinder og giftgas erstatter ånd: ’Kristne kan ikke nøjes med at bede; vi må handle! Alle kristne må nægte militærtjeneste. Det betyder lidelse, men også fredsfyrstens sejr!’[6]

En anden baptistpræst tilbagesendte sin indkaldelse fra Forsvarsministeriet med bud om, at han ikke ville bøje sig for den militære lov. Han skrev: ’Krig og kærlighed kan ikke forenes. Vi må sætte alt ind på dét, vi tror på!’. Sagen endte med en bøde og ’14 Dages simpelt Fængsel på sædvanlig Fangekost’. Det skabte en bølge af unge militærnægtere, der blev fremhævet som ’Guttermænd’.

Kristne kan kun vise vej ved at fordømme al militarisme.

I 1935 sendte unge baptister en ’Resolution til den danske Regering’. De mente, at tilslutningen til Folkeforbundet betød, at ’militærstyrker udover et tilstrækkeligt indenrigs ordenspoliti’ var overflødige. Danskerne burde være et ’eksempel for andre nationer på tillidsfuld ned- og afrustning’. Kristne kan kun vise vej ved at fordømme al militarisme.

Ung baptist i 1940’erne

Den 9. april 1940 rykkede fjenden ind i landet, og talen om militærnægtelse ebbede ud. Unge gik andre veje. Mange fulgte resolutionen fra 1935 og uddannede sig til politibetjente. Da nazisterne anholdt politiet, blev tre unge baptist-betjente mført til tyske KZ-lejre. Andre ’gik under jorden’ og sluttede sig til modstandsbevægelsen, hvor flere allerede var aktive.

Nu skulle freden sikres ved en human indsats og med retfærdighed.

Men nogle arbejdede for tyskerne, og få valgte at kæmpe med tyskerne på Østfronten. De fleste aktive kvinder og mænd hjalp dog tyskernes ofre. Under krigen var det jøderne. Efter krigen gjaldt det flygtninge og nøden i landene omkring os. Nu skulle freden sikres ved en human indsats og med retfærdighed[7].

Baptister i dag – hvad gør vi?

Bent Hylleberg

  • tidligere præst, rektor ved Baptistkirkens Teologiske Seminarium og formand for BaptistKirken
  • har udgivet bøger om danske baptisters historie, senest Dansk baptisme og tysk nazisme, 2021

Den danske neutralitetspolitik varede indtil 1949. Vi glædede os i 1945 over, at vi tilsluttede os De forenede Nationer. Anderledes forholdt det sig i 1949, da vi blev medlem af NATO, selv om det var en forsvarsalliance. Nu hed det: ’Vor sikkerhed består ikke i politiske alliancer, men i Gud! Vi vil adlyde Skriftens ord og bede for alle i ansvarlig stilling. Men vi vil ikke underkaste os noget eller nogen, som strider mod vor eneste retmæssige Herre, Jesus Kristus, vor frelser i liv og død’[8].

Hvordan sikrer vi bedst freden i dag? Drøfter vi det? Måske sker det bedst – i relation til vores kristne tro – ved at investere i ’retfærdig fred’?[9]

Læs også artiklen “Kuf-far og -mor for soldaterne”.

[1] Esajas’ bog kap. 9, vers 6 og Matthæusevangeliet kap. 5, vers 9

[2] Se Ole Lundegaards artikel i blad nr. 4, 2019: https://baptist.dk/jesus-fredens-fyrste/

[3] https://denstoredanske.lex.dk/krig

[4] https://teol.ku.dk/formidling/Gymnasieskolen/hellig_krig/

[5] Se Kirsten Nielsens artikel i blad nr. 3, 2017: https://baptist.dk/haevn-straf-og-fjendekaerlighed/

[6] Se Dansk baptisme og tysk nazisme til 1930’erne s. 38ff

[7] Se samme s. 71ff, 90ff, 124ff og 159ff

[8] Om FN og NATO, se samme s. 192ff

[9] https://mogenssmogensen.wordpress.com/2013/05/10/fra-retfaerdig-krig-til-retfaerdig-fred/

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kan-man-kaempe-sig-til-fred/feed/ Kuf-far og -mor for soldaterne https://baptist.dk/kuf-far-og-mor-for-soldaterne/ Mon, 13 Feb 2023 08:47:08 +0000 https://baptist.dk/?p=13413 Der er en kæmpe missionsopgave på de danske soldaterhjem. Anne og Allan Schrøder og Kasper Klarskov leder to af dem.


Danske soldaterhjem:

Tidligere var der 54 soldaterhjem, ét ved hver kaserne. Når kasernen lukkede, lukkede soldaterhjemmet også. Nu er der 14 soldaterhjem i Danmark og to i Letland og Estland. Soldaterhjemmene i Danmark er kun dér, hvor der er uddannelse af soldater, men etableres også i udlandet, hvor danske kontingenter er udsendt.

 

I Karup ligger den største militærforlægning i Nordeuropa. I alt 3.500 mennesker arbejder på Flyvestation Karup. Lige ved siden af ligger soldaterhjemmet, og her er Anne og Allan Schrøder værter på 11. år. De har en fortid bl.a. som lærere på Baptisternes Skoler i Tølløse og forstanderpar på Rebild Efterskole.

Anne og Allan Schrøder

Ved siden af Aalborg Kaserne i Nørresundby er Kasper Klarskov ‘Kuf-far’ – et kælenavn for ‘faren’ på KFUM’s soldaterhjem, som er blevet forkortet til ‘Kuffen’. Han har tidligere været ansat som præst i Korskirken, er uddannet snedker og har haft jobbet her i lidt mere end halvandet år – og trives vældig godt. Alle tre skulle være medlem af Folkekirken for at få jobbet, så det er de blevet!

Ser bag uniformen

Vores opgave er at skabe et hjem, et sted, hvor soldaterne bliver budt velkommen.

”Vores opgave er at skabe et hjem, et sted, hvor soldaterne bliver budt velkommen – ikke med et ”hvad skulle det være”, men med et ”dejligt at se dig”, fortæller Allan og forklarer: ”Det er ikke vores opgave at drive café.” Og alligevel kan Kasper fortælle, at de på kasernen mange dage serverer mad for 60 personer, dagens ret eller en burger. På de allertravleste dage 130 portioner.

I Karup er de lige så meget mødelokale for kasernens mange organisationer. I Aalborg har de lavet en biograf.

Vi gør meget ud af at se det enkelte menneske, ikke en uniform.

”Vi gør meget ud af at se det enkelte menneske, ikke en uniform. Uniformer har det jo med at gemme mennesket bag. Det er meningen med uniformen. Vi gør ikke forskel på rang, og her kommer obersten ikke foran de andre i køen. Og de bliver kaldt ved fornavn. Dét gør de ikke på kasernen”, fortæller Kasper videre.

De muslimske drenge

I Aalborg er der 1.900 fastansatte. Dertil kommer ca. 250 værnepligtige. Det er mest dem, der kommer i Kuffen. De er helt unge, 18-19 år gamle. ”Hver gang der kommer nye værnepligtige, skal de deltage i en velkomstfest på soldaterhjemmet. Enkelte ser vi kun den ene gang, andre kommer næsten hver dag. Vi har en gruppe unge muslimske drenge lige nu. Én af dem vil gerne snakke tro. De nyder, at der er én, der gider lytte til deres historie. De har sikkert oplevet mange hvide mænd i min alder (38), som har været autoriteter i deres liv, men ikke har gidet dem”, siger Kasper.

”Hvor vi i baptistkirkerne har talt om single-pigerne, så er det på kasernerne ungkarlene i uniform, som aldrig får en familie, men som har deres gang på soldaterhjemmet”, beretter Allan.

Kufvognen er vigtig

Kasper Klarskov i ‘Kufvognen’.

Kasper fortæller, at den allerbedste respons får han, når han kører ´Kufvognen´ – en mobil pølsevogn – ud på skydebanen. Den er nok deres vigtigste missionale redskab. En kold dag oplever soldaterne, at en hotdog og en Cocio redder deres liv. ”Vi arbejder med en personlig tilgang til soldaterne. Sætter os sammen med dem og lærer dem at kende. I de samtaler deler vi liv og tro. Vi arbejder ikke med andagt i en traditionel forstand. Det har vi ikke haft særlig god respons på”, fortæller Kasper.

I Karup har de fastholdt traditionen med aftensang kl. 19. Da findes sangbøgerne frem, og Allan eller Anne siger noget i to-fire minutter. Som i december, hvor der er tradition for at tænde et fredslys, som kommer fra Betlehem. Hele året er der mulighed for at tænde et lys for noget eller nogen: Ukraine, udsendte soldater eller noget personligt. De beder soldatens bøn. Det hele tager ti minutter. Nogle gange er de tre, andre gange 60. Der er skabt et liturgisk rum, som er genkendeligt og trygt. ”Det er så inkluderende, at alle har lyst til at være der. Jeg har oplevet en muslim, der sagde: ”Tak, fordi du bad for mig.” Og så slutter vi altid med ’I Jesu navn, amen’”, siger Anne.

Keyboard og geværer

Lige før hver udsendelse holdes en feltgudstjeneste. Her fungerer Allan og Anne som organist og kirkesanger, og de har kirkekaffen med. ”Det er fantastisk at være på deres hjemmebane, i naturen eller en beskidt hangar. Hvor keyboardet står ved siden af geværerne.”

I KFUM er der nogle, der nørkler kors og skriftsteder. De bliver revet væk, så snart de ligger der gratis. Og så udleverer de også gratis felttestamenter, som lige passer i brystlommen. ”Soldater er kommet og har fortalt, at de faktisk er begyndt at læse i felttestamentet oppe på stuen, og er nået igennem Johannes-evangeliet”, beretter Anne, som sammen med Allan kort efter interviewet skal fejre 75-års jubilæum for soldaterhjemmet på heden. Kort efter 2. verdenskrig var der en lokal mand, der donerede en grund til 10.000 kr. – det var mange penge i 1947.

De unge volontører

Baptister har haft en tradition for at være militærnægtere. Kasper siger: ”Jeg har aldrig hørt om soldaterhjemmene i mine kirker. Men jeg har fået dyb respekt for det missionale arbejde, der gøres ud fra KFUM – hvor M’et nu står for mennesker i stedet for mænd. De ser et behov og opfylder det – om det handler om sport eller spejdere. De ligner frikirkerne mere, end jeg troede.”

Vi diskuterer ikke teologi, men møder ildsjæle. Vi er kommet ind i nogle fantastiske folkekirkelige fællesskaber.

Tidligere var fronterne mellem Folkekirken og frikirkerne trukket skarpt op. Der er sket en opblødning og en gensidig anerkendelse, oplever de tre soldaterhjemsledere, som færdes frimodigt imellem lutheranerne. ”Vi diskuterer ikke teologi, men møder ildsjæle. Vi er kommet ind i nogle fantastiske folkekirkelige fællesskaber. De er aktive i menighedsråd, Kirkens Korshær, Mission Afrika og meget mere. De har et meget holistisk syn på mennesker”, siger Allan.

På Aalborg soldaterhjem har de hvert år to-tre unge frivillige, som er en forudsætning for driften af især caféen. Det begynder at knibe med unge frivillige fra KFUM’s bagland. Kasper håber at kunne få flere volontører fra frikirkerne fremover. Det vil være godt for begge parter at lære mere om hinanden.

Hvordan har de det så med krig?
Allan svarer: ”Vi går mere ind for fred. Det er blevet tydeligt, hvilke spor krigen sætter. Vi ser bagsiden. Der er nogle, der udfører et job. De lider afsavn, forlader kone eller mand og børn. Og kommer måske hjem som skadede. Det er ikke for sjov.”

Veteranhjemmet

Som noget specielt er der i Aalborg et midlertidigt botilbud for otte traumatiserede veteraner i tilknytning til soldaterhjemmet. Drevet for statsmidler i samarbejde med Forsvarets Veterancenter. Det er for mennesker, der har været udsendt med det danske forsvar og er kommet hjem med psykiske ar på sjælen. Her hjælpes de til så normal en hverdag som muligt.

”Det er skræmmende, at højt kvalificerede mennesker kommer hjem og ikke kan finde ud af at gå i Netto og købe to liter skummetmælk. Hjernen siger fra. Vi har uddannet personale, som hjælper dem videre. Nogle ender med at flytte på plejehjem, andre kommer hjem til familien”, fortæller Kasper. Sådanne rekreationshjem findes ved fem soldaterhjem.

Det er skræmmende, at højt kvalificerede mennesker kommer hjem og ikke kan finde ud af at gå i Netto og købe to liter skummetmælk.

”I var der.”

Der sker aldrig en udsendelse af danske soldater, uden at der er folk fra Kufferne med. Det vækker respekt for soldaterhjemmene, at de er der, før soldaterne tager afsted, de er med, og de er der, når de kommer hjem igen. ”Og vi laver ikke andet end at snakke og servere kaffe og kage”, smiler Kasper.

Vi er en overløbskanal. Her kan de tale, uden at det kommer videre.

”Jeg har fået øje på, at vores soldater gør en stor indsats. De betyder, at vores samlede nation er i stand til at forsvare sig selv. Og så er der nogle, der kommer ind i orkanens øje. Som da Afghanistan skulle evakueres. Det har sat varige spor hos dem, der var dér, og vi hører også forfærdelige historier fra Irak, Bosnien og Kosovo. Vi er en overløbskanal. Her kan de tale, uden at det kommer videre. Vi er neutrale, ligeglade med rangen”, slutter Allan, lige inden et nyt møde og madlavningen kalder på ham igen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Der er en kæmpe missionsopgave på de danske soldaterhjem. Anne og Allan Schrøder og Kasper Klarskov leder to af dem.


Danske soldaterhjem:

Tidligere var der 54 soldaterhjem, ét ved hver kaserne. Når kasernen lukkede, lukkede soldaterhjemmet også. Nu er der 14 soldaterhjem i Danmark og to i Letland og Estland. Soldaterhjemmene i Danmark er kun dér, hvor der er uddannelse af soldater, men etableres også i udlandet, hvor danske kontingenter er udsendt.

 

I Karup ligger den største militærforlægning i Nordeuropa. I alt 3.500 mennesker arbejder på Flyvestation Karup. Lige ved siden af ligger soldaterhjemmet, og her er Anne og Allan Schrøder værter på 11. år. De har en fortid bl.a. som lærere på Baptisternes Skoler i Tølløse og forstanderpar på Rebild Efterskole.

Anne og Allan Schrøder

Ved siden af Aalborg Kaserne i Nørresundby er Kasper Klarskov ‘Kuf-far’ – et kælenavn for ‘faren’ på KFUM’s soldaterhjem, som er blevet forkortet til ‘Kuffen’. Han har tidligere været ansat som præst i Korskirken, er uddannet snedker og har haft jobbet her i lidt mere end halvandet år – og trives vældig godt. Alle tre skulle være medlem af Folkekirken for at få jobbet, så det er de blevet!

Ser bag uniformen

Vores opgave er at skabe et hjem, et sted, hvor soldaterne bliver budt velkommen.

”Vores opgave er at skabe et hjem, et sted, hvor soldaterne bliver budt velkommen – ikke med et ”hvad skulle det være”, men med et ”dejligt at se dig”, fortæller Allan og forklarer: ”Det er ikke vores opgave at drive café.” Og alligevel kan Kasper fortælle, at de på kasernen mange dage serverer mad for 60 personer, dagens ret eller en burger. På de allertravleste dage 130 portioner.

I Karup er de lige så meget mødelokale for kasernens mange organisationer. I Aalborg har de lavet en biograf.

Vi gør meget ud af at se det enkelte menneske, ikke en uniform.

”Vi gør meget ud af at se det enkelte menneske, ikke en uniform. Uniformer har det jo med at gemme mennesket bag. Det er meningen med uniformen. Vi gør ikke forskel på rang, og her kommer obersten ikke foran de andre i køen. Og de bliver kaldt ved fornavn. Dét gør de ikke på kasernen”, fortæller Kasper videre.

De muslimske drenge

I Aalborg er der 1.900 fastansatte. Dertil kommer ca. 250 værnepligtige. Det er mest dem, der kommer i Kuffen. De er helt unge, 18-19 år gamle. ”Hver gang der kommer nye værnepligtige, skal de deltage i en velkomstfest på soldaterhjemmet. Enkelte ser vi kun den ene gang, andre kommer næsten hver dag. Vi har en gruppe unge muslimske drenge lige nu. Én af dem vil gerne snakke tro. De nyder, at der er én, der gider lytte til deres historie. De har sikkert oplevet mange hvide mænd i min alder (38), som har været autoriteter i deres liv, men ikke har gidet dem”, siger Kasper.

”Hvor vi i baptistkirkerne har talt om single-pigerne, så er det på kasernerne ungkarlene i uniform, som aldrig får en familie, men som har deres gang på soldaterhjemmet”, beretter Allan.

Kufvognen er vigtig

Kasper Klarskov i ‘Kufvognen’.

Kasper fortæller, at den allerbedste respons får han, når han kører ´Kufvognen´ – en mobil pølsevogn – ud på skydebanen. Den er nok deres vigtigste missionale redskab. En kold dag oplever soldaterne, at en hotdog og en Cocio redder deres liv. ”Vi arbejder med en personlig tilgang til soldaterne. Sætter os sammen med dem og lærer dem at kende. I de samtaler deler vi liv og tro. Vi arbejder ikke med andagt i en traditionel forstand. Det har vi ikke haft særlig god respons på”, fortæller Kasper.

I Karup har de fastholdt traditionen med aftensang kl. 19. Da findes sangbøgerne frem, og Allan eller Anne siger noget i to-fire minutter. Som i december, hvor der er tradition for at tænde et fredslys, som kommer fra Betlehem. Hele året er der mulighed for at tænde et lys for noget eller nogen: Ukraine, udsendte soldater eller noget personligt. De beder soldatens bøn. Det hele tager ti minutter. Nogle gange er de tre, andre gange 60. Der er skabt et liturgisk rum, som er genkendeligt og trygt. ”Det er så inkluderende, at alle har lyst til at være der. Jeg har oplevet en muslim, der sagde: ”Tak, fordi du bad for mig.” Og så slutter vi altid med ’I Jesu navn, amen’”, siger Anne.

Keyboard og geværer

Lige før hver udsendelse holdes en feltgudstjeneste. Her fungerer Allan og Anne som organist og kirkesanger, og de har kirkekaffen med. ”Det er fantastisk at være på deres hjemmebane, i naturen eller en beskidt hangar. Hvor keyboardet står ved siden af geværerne.”

I KFUM er der nogle, der nørkler kors og skriftsteder. De bliver revet væk, så snart de ligger der gratis. Og så udleverer de også gratis felttestamenter, som lige passer i brystlommen. ”Soldater er kommet og har fortalt, at de faktisk er begyndt at læse i felttestamentet oppe på stuen, og er nået igennem Johannes-evangeliet”, beretter Anne, som sammen med Allan kort efter interviewet skal fejre 75-års jubilæum for soldaterhjemmet på heden. Kort efter 2. verdenskrig var der en lokal mand, der donerede en grund til 10.000 kr. – det var mange penge i 1947.

De unge volontører

Baptister har haft en tradition for at være militærnægtere. Kasper siger: ”Jeg har aldrig hørt om soldaterhjemmene i mine kirker. Men jeg har fået dyb respekt for det missionale arbejde, der gøres ud fra KFUM – hvor M’et nu står for mennesker i stedet for mænd. De ser et behov og opfylder det – om det handler om sport eller spejdere. De ligner frikirkerne mere, end jeg troede.”

Vi diskuterer ikke teologi, men møder ildsjæle. Vi er kommet ind i nogle fantastiske folkekirkelige fællesskaber.

Tidligere var fronterne mellem Folkekirken og frikirkerne trukket skarpt op. Der er sket en opblødning og en gensidig anerkendelse, oplever de tre soldaterhjemsledere, som færdes frimodigt imellem lutheranerne. ”Vi diskuterer ikke teologi, men møder ildsjæle. Vi er kommet ind i nogle fantastiske folkekirkelige fællesskaber. De er aktive i menighedsråd, Kirkens Korshær, Mission Afrika og meget mere. De har et meget holistisk syn på mennesker”, siger Allan.

På Aalborg soldaterhjem har de hvert år to-tre unge frivillige, som er en forudsætning for driften af især caféen. Det begynder at knibe med unge frivillige fra KFUM’s bagland. Kasper håber at kunne få flere volontører fra frikirkerne fremover. Det vil være godt for begge parter at lære mere om hinanden.

Hvordan har de det så med krig?
Allan svarer: ”Vi går mere ind for fred. Det er blevet tydeligt, hvilke spor krigen sætter. Vi ser bagsiden. Der er nogle, der udfører et job. De lider afsavn, forlader kone eller mand og børn. Og kommer måske hjem som skadede. Det er ikke for sjov.”

Veteranhjemmet

Som noget specielt er der i Aalborg et midlertidigt botilbud for otte traumatiserede veteraner i tilknytning til soldaterhjemmet. Drevet for statsmidler i samarbejde med Forsvarets Veterancenter. Det er for mennesker, der har været udsendt med det danske forsvar og er kommet hjem med psykiske ar på sjælen. Her hjælpes de til så normal en hverdag som muligt.

”Det er skræmmende, at højt kvalificerede mennesker kommer hjem og ikke kan finde ud af at gå i Netto og købe to liter skummetmælk. Hjernen siger fra. Vi har uddannet personale, som hjælper dem videre. Nogle ender med at flytte på plejehjem, andre kommer hjem til familien”, fortæller Kasper. Sådanne rekreationshjem findes ved fem soldaterhjem.

Det er skræmmende, at højt kvalificerede mennesker kommer hjem og ikke kan finde ud af at gå i Netto og købe to liter skummetmælk.

”I var der.”

Der sker aldrig en udsendelse af danske soldater, uden at der er folk fra Kufferne med. Det vækker respekt for soldaterhjemmene, at de er der, før soldaterne tager afsted, de er med, og de er der, når de kommer hjem igen. ”Og vi laver ikke andet end at snakke og servere kaffe og kage”, smiler Kasper.

Vi er en overløbskanal. Her kan de tale, uden at det kommer videre.

”Jeg har fået øje på, at vores soldater gør en stor indsats. De betyder, at vores samlede nation er i stand til at forsvare sig selv. Og så er der nogle, der kommer ind i orkanens øje. Som da Afghanistan skulle evakueres. Det har sat varige spor hos dem, der var dér, og vi hører også forfærdelige historier fra Irak, Bosnien og Kosovo. Vi er en overløbskanal. Her kan de tale, uden at det kommer videre. Vi er neutrale, ligeglade med rangen”, slutter Allan, lige inden et nyt møde og madlavningen kalder på ham igen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kuf-far-og-mor-for-soldaterne/feed/