Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Kuf-far og -mor for soldaterne

Kuf-far og -mor for soldaterne

Der er en kæmpe missionsopgave på de danske soldaterhjem. Anne og Allan Schrøder og Kasper Klarskov leder to af dem.

Danske soldaterhjem:

Tidligere var der 54 soldaterhjem, ét ved hver kaserne. Når kasernen lukkede, lukkede soldaterhjemmet også. Nu er der 14 soldaterhjem i Danmark og to i Letland og Estland. Soldaterhjemmene i Danmark er kun dér, hvor der er uddannelse af soldater, men etableres også i udlandet, hvor danske kontingenter er udsendt.

 

I Karup ligger den største militærforlægning i Nordeuropa. I alt 3.500 mennesker arbejder på Flyvestation Karup. Lige ved siden af ligger soldaterhjemmet, og her er Anne og Allan Schrøder værter på 11. år. De har en fortid bl.a. som lærere på Baptisternes Skoler i Tølløse og forstanderpar på Rebild Efterskole.

Anne og Allan Schrøder

Ved siden af Aalborg Kaserne i Nørresundby er Kasper Klarskov ‘Kuf-far’ – et kælenavn for ‘faren’ på KFUM’s soldaterhjem, som er blevet forkortet til ‘Kuffen’. Han har tidligere været ansat som præst i Korskirken, er uddannet snedker og har haft jobbet her i lidt mere end halvandet år – og trives vældig godt. Alle tre skulle være medlem af Folkekirken for at få jobbet, så det er de blevet!

Ser bag uniformen

Vores opgave er at skabe et hjem, et sted, hvor soldaterne bliver budt velkommen.

”Vores opgave er at skabe et hjem, et sted, hvor soldaterne bliver budt velkommen – ikke med et ”hvad skulle det være”, men med et ”dejligt at se dig”, fortæller Allan og forklarer: ”Det er ikke vores opgave at drive café.” Og alligevel kan Kasper fortælle, at de på kasernen mange dage serverer mad for 60 personer, dagens ret eller en burger. På de allertravleste dage 130 portioner.

I Karup er de lige så meget mødelokale for kasernens mange organisationer. I Aalborg har de lavet en biograf.

Vi gør meget ud af at se det enkelte menneske, ikke en uniform.

”Vi gør meget ud af at se det enkelte menneske, ikke en uniform. Uniformer har det jo med at gemme mennesket bag. Det er meningen med uniformen. Vi gør ikke forskel på rang, og her kommer obersten ikke foran de andre i køen. Og de bliver kaldt ved fornavn. Dét gør de ikke på kasernen”, fortæller Kasper videre.

De muslimske drenge

I Aalborg er der 1.900 fastansatte. Dertil kommer ca. 250 værnepligtige. Det er mest dem, der kommer i Kuffen. De er helt unge, 18-19 år gamle. ”Hver gang der kommer nye værnepligtige, skal de deltage i en velkomstfest på soldaterhjemmet. Enkelte ser vi kun den ene gang, andre kommer næsten hver dag. Vi har en gruppe unge muslimske drenge lige nu. Én af dem vil gerne snakke tro. De nyder, at der er én, der gider lytte til deres historie. De har sikkert oplevet mange hvide mænd i min alder (38), som har været autoriteter i deres liv, men ikke har gidet dem”, siger Kasper.

”Hvor vi i baptistkirkerne har talt om single-pigerne, så er det på kasernerne ungkarlene i uniform, som aldrig får en familie, men som har deres gang på soldaterhjemmet”, beretter Allan.

Kufvognen er vigtig

Kasper Klarskov i ‘Kufvognen’.

Kasper fortæller, at den allerbedste respons får han, når han kører ´Kufvognen´ – en mobil pølsevogn – ud på skydebanen. Den er nok deres vigtigste missionale redskab. En kold dag oplever soldaterne, at en hotdog og en Cocio redder deres liv. ”Vi arbejder med en personlig tilgang til soldaterne. Sætter os sammen med dem og lærer dem at kende. I de samtaler deler vi liv og tro. Vi arbejder ikke med andagt i en traditionel forstand. Det har vi ikke haft særlig god respons på”, fortæller Kasper.

I Karup har de fastholdt traditionen med aftensang kl. 19. Da findes sangbøgerne frem, og Allan eller Anne siger noget i to-fire minutter. Som i december, hvor der er tradition for at tænde et fredslys, som kommer fra Betlehem. Hele året er der mulighed for at tænde et lys for noget eller nogen: Ukraine, udsendte soldater eller noget personligt. De beder soldatens bøn. Det hele tager ti minutter. Nogle gange er de tre, andre gange 60. Der er skabt et liturgisk rum, som er genkendeligt og trygt. ”Det er så inkluderende, at alle har lyst til at være der. Jeg har oplevet en muslim, der sagde: ”Tak, fordi du bad for mig.” Og så slutter vi altid med ’I Jesu navn, amen’”, siger Anne.

Keyboard og geværer

Lige før hver udsendelse holdes en feltgudstjeneste. Her fungerer Allan og Anne som organist og kirkesanger, og de har kirkekaffen med. ”Det er fantastisk at være på deres hjemmebane, i naturen eller en beskidt hangar. Hvor keyboardet står ved siden af geværerne.”

I KFUM er der nogle, der nørkler kors og skriftsteder. De bliver revet væk, så snart de ligger der gratis. Og så udleverer de også gratis felttestamenter, som lige passer i brystlommen. ”Soldater er kommet og har fortalt, at de faktisk er begyndt at læse i felttestamentet oppe på stuen, og er nået igennem Johannes-evangeliet”, beretter Anne, som sammen med Allan kort efter interviewet skal fejre 75-års jubilæum for soldaterhjemmet på heden. Kort efter 2. verdenskrig var der en lokal mand, der donerede en grund til 10.000 kr. – det var mange penge i 1947.

De unge volontører

Baptister har haft en tradition for at være militærnægtere. Kasper siger: ”Jeg har aldrig hørt om soldaterhjemmene i mine kirker. Men jeg har fået dyb respekt for det missionale arbejde, der gøres ud fra KFUM – hvor M’et nu står for mennesker i stedet for mænd. De ser et behov og opfylder det – om det handler om sport eller spejdere. De ligner frikirkerne mere, end jeg troede.”

Vi diskuterer ikke teologi, men møder ildsjæle. Vi er kommet ind i nogle fantastiske folkekirkelige fællesskaber.

Tidligere var fronterne mellem Folkekirken og frikirkerne trukket skarpt op. Der er sket en opblødning og en gensidig anerkendelse, oplever de tre soldaterhjemsledere, som færdes frimodigt imellem lutheranerne. ”Vi diskuterer ikke teologi, men møder ildsjæle. Vi er kommet ind i nogle fantastiske folkekirkelige fællesskaber. De er aktive i menighedsråd, Kirkens Korshær, Mission Afrika og meget mere. De har et meget holistisk syn på mennesker”, siger Allan.

På Aalborg soldaterhjem har de hvert år to-tre unge frivillige, som er en forudsætning for driften af især caféen. Det begynder at knibe med unge frivillige fra KFUM’s bagland. Kasper håber at kunne få flere volontører fra frikirkerne fremover. Det vil være godt for begge parter at lære mere om hinanden.

Hvordan har de det så med krig?
Allan svarer: ”Vi går mere ind for fred. Det er blevet tydeligt, hvilke spor krigen sætter. Vi ser bagsiden. Der er nogle, der udfører et job. De lider afsavn, forlader kone eller mand og børn. Og kommer måske hjem som skadede. Det er ikke for sjov.”

Veteranhjemmet

Som noget specielt er der i Aalborg et midlertidigt botilbud for otte traumatiserede veteraner i tilknytning til soldaterhjemmet. Drevet for statsmidler i samarbejde med Forsvarets Veterancenter. Det er for mennesker, der har været udsendt med det danske forsvar og er kommet hjem med psykiske ar på sjælen. Her hjælpes de til så normal en hverdag som muligt.

”Det er skræmmende, at højt kvalificerede mennesker kommer hjem og ikke kan finde ud af at gå i Netto og købe to liter skummetmælk. Hjernen siger fra. Vi har uddannet personale, som hjælper dem videre. Nogle ender med at flytte på plejehjem, andre kommer hjem til familien”, fortæller Kasper. Sådanne rekreationshjem findes ved fem soldaterhjem.

Det er skræmmende, at højt kvalificerede mennesker kommer hjem og ikke kan finde ud af at gå i Netto og købe to liter skummetmælk.

”I var der.”

Der sker aldrig en udsendelse af danske soldater, uden at der er folk fra Kufferne med. Det vækker respekt for soldaterhjemmene, at de er der, før soldaterne tager afsted, de er med, og de er der, når de kommer hjem igen. ”Og vi laver ikke andet end at snakke og servere kaffe og kage”, smiler Kasper.

Vi er en overløbskanal. Her kan de tale, uden at det kommer videre.

”Jeg har fået øje på, at vores soldater gør en stor indsats. De betyder, at vores samlede nation er i stand til at forsvare sig selv. Og så er der nogle, der kommer ind i orkanens øje. Som da Afghanistan skulle evakueres. Det har sat varige spor hos dem, der var dér, og vi hører også forfærdelige historier fra Irak, Bosnien og Kosovo. Vi er en overløbskanal. Her kan de tale, uden at det kommer videre. Vi er neutrale, ligeglade med rangen”, slutter Allan, lige inden et nyt møde og madlavningen kalder på ham igen.

Giv din mening til kende