Lyt til artiklen:

I bakkerne ved Butaganzwa kommune i Musema sundhedsdistrikt rejser en usynlig hær sig – det er ikke soldater med våben, men mødre med viden og omsorg. Det er ”Care Group Volunteers” (på dansk omsorgsgruppefrivillige). Udstyret med notesbøger, undervisningsmaterialer og egne erfaringer er kvinderne blevet lokalsamfundets første forsvarslinje mod børnesygdomme og mødredødelighed.

En forvandlingsproces

Historien om de frivillige er en fortælling om en forvandling af helt almindelige mødre til sundhedsambassadører, der lærer naboerne at holde børn i live og sikre, at de trives. Deres mission begyndte i 2022, da projektet ”Undersøgelse af trivsel for børn under 5 år i Butaganzwa Kommune” blev lanceret. Projektet blev drevet af Burundis Baptistsamfund (UEBB) i partnerskab med BaptistKirken i Danmark (BiD) og World Relief Burundi (WRB). Initiativet opstod på baggrund af et akut behov for at bekæmpe en høj forekomst af underernæring, forebygge børnesygdomme og mødredødelighed i en af Burundis mest sårbare regioner.

Livets og håbets vogtere

De frivillige mødre i ”Care Group Volunteers” er ikke professionelle. Men de er blevet stærke forandringsagenter, fordi de er dedikerede og tæt på deres naboer. Uddannet i ernæring, hygiejne, sygdomsforebyggelse og mødreomsorg går de nu fra hus til hus og bringer livreddende viden derhen, hvor der er mest brug for den. I en hverdag præget af fattigdom, store familier og begrænset adgang til sundhedsklinikker, bygger ”Care Group Volunteers” bro mellem sundhedssystemet og familiernes hverdagsliv. Kvinderne ændrer adfærden i lokalsamfundet: De fremmer amning og håndvask, hjælper til mere sikre fødsler og lærer familier at genkende faresignaler hos syge børn. De er blevet livets og håbets vogtere for tusinder i Musema.

Care Group-modellen forklaret

Care Group-modellen er enkel, men kraftfuld. Hver frivillig mor bliver oplært i centrale sundheds-, ernærings- og hygiejnepraksisser. Hun organiserer derefter små grupper af 10 – 12 husholdninger i nabolaget. På regelmæssige møder videregiver hun sin viden til deltagerne.

På den måde kommer viden om sundhed ud af klinikkerne og direkte ind i køkkener, haver og baggårde.

Efter kirketid kan man opleve, at mødrene samler sig under mangotræerne og diskuterer:

• Amning og spædbarnsernæring
• Forebyggelse af diarré og dehydrering
• Håndvask og hygiejne
• Genkendelse af faresignaler hos syge børn
• Hvorfor selvmedicinering er risikabelt

Livreddende information, der kan forstås

Denne ”kvinde-til-kvinde”-undervisning sikrer, at alle mødre får adgang til livreddende information på et sprog og i en ramme, de forstår. Endnu vigtigere: Det skaber tillid – budskabet kommer ikke fra en fremmed, men fra en anden mor, der har oplevet de samme udfordringer. Hver frivillig bliver en bro mellem sundhedssystemet og landsbyen. Kvinderne er udstyret med visuelle hjælpemidler, sange og rollespil, der hjælper med at formidle det, der er svært at forstå. Ud over at dele viden viser de frivillige mødre, hvordan man får sikre vaner selv med få ressourcer. Effekten spreder sig hurtigt til hele landsbyen, når en enkelt frivillig påvirker ti familier.

Josiane Irankunda (Foto: Privat)

Josiane Irankundas rejse: Fra lærling til lærer

Josiane er 34 år og mor til tre. Hun kæmpede engang for at holde sine børn raske. Hendes første barn led ofte af diarré og underernæring. Da hun blev inviteret med i en Care Group, lærte hun om balanceret kost med lokale fødevarer, kogning af vand og vigtigheden af at søge sundhedshjælp tidligt.

I dag er Josiane gruppeleder. Hun samler sine naboer to gange om måneden og underviser med rollespil og sange. Hun siger:

“Jeg er ikke sygeplejerske, men jeg er mor ligesom dem. Når jeg viser, hvad jeg gør i mit eget hjem, ser de, at det er muligt. Det giver dem mod.”

Naboerne stoler på hende, fordi hun kender deres udfordringer. Hendes forvandling inspirerer andre. Over tid har hun set tydelige resultater: Færre syge børn, renere omgivelser og flere fædre, der støtter i børnepasningen. Hendes hjem er blevet et læringscenter, hvor mødre lærer at tilberede næringsrig grød eller vaske hænder korrekt. Hendes rejse afspejler Care Group-modellens succes: Almindelige kvinder, engang tavse ofre for fattigdom, står nu som respekterede ledere, der former en sundere fremtid for deres lokalsamfund.

Ngendakubwayo Violette (Foto: Privat)

At bryde barrierer gennem tillid

I landområderne tøver mødrene ofte med at opsøge sundhedsklinikken. Forhindringerne er mange: Afstanden er for stor, behandlingen for dyr eller der er kulturelle overbevisninger mod at bruge sundhedssystemet. Men når sundhedsrådene kommer fra en kendt nabo, falder modstanden.

Care Group Volunteers bruger hverdagssprog, lokale eksempler og ordsprog. Det gør sundhedsviden tilgængelig, genkendelig og brugbar.

Ngendakubwayo Violette, der deltager i projektet, fortæller:

“Når Josiane forklarer, hvorfor vi kun skal give modermælk de første seks måneder, forstår jeg det bedre, end når lægen siger det. Hun taler som en søster.”

Tillid er en central del af projektet

Tilliden er blevet en hjørnesten i projektets succes. Kendte stemmer har overvundet skepsis overfor sundhedsvæsnet og modstand mod forandring. Frivillige går lange afstande for at møde familierne og viser, at sundhedspraksis kan tilpasses lokale vilkår. Også mænd og bedstemødre inddrages, så mødrene ikke står alene med vigtige sundhedsvalg. Med tiden er indstillingen skiftet – familier ser nu sundhedscentre som partnere, ikke som fjerne institutioner.

Indvirkning på børn under fem år

Resultaterne er tydelige og målbare:

• Ernæring: Flere familier dyrker køkkenhaver og får sundere måltider. Underernærede børn bliver ”genoprettet” med lokale fødevarer på få uger.
• Sygdomsforebyggelse: Mødre kender nu til forebyggelse af diarré og malaria. Brugen af myggenet og rent drikkevand har reduceret infektioner drastisk.
• Sundhedssøgning: Familier kontakter hurtigere klinikker, gravide går til undersøgelser, og de fleste vælger nu at føde på klinikker.

Efter otte måneder viste undersøgelser, at 80 % af børn under fem år i projektområderne havde bedre helbred. Dødsfald af sygdomme som diarré, lungebetændelse og malaria faldt markant. Landsbyer, der før oplevede hyppige børnebegravelser, fejrer nu legende, livlige børn.

Forvandlingens historier

Violettes familie: Hendes første barn var konstant sygt. Efter at have lært om amning og hygiejne trives hendes andet barn.

Rent vand: Inspireret af Care Group byggede en landsby kildebeskyttelse for at sikre rent vand. Et råd blev til kollektiv handling og varig forandring.

Mænds deltagelse: Fædre er begyndt at støtte i børnepasning og ernæring samt deltage i spare- og lånegrupper. Det har lettet kvindernes byrder og styrket familiernes sundhed.

NSABIMANA Claudette (Foto: Privat)

Samarbejde med præster og sundhedspersonale

Frivillige står ikke alene. Præster styrker sundhedsbudskaber i prædikener, og sundhedsarbejdere giver træning og støtte. Samarbejdet danner en stærk trekant af tro, fællesskab og sundhed.

Sygeplejerske NSABIMANA Claudette siger:

“Når frivillige bringer mødre til os, ved de allerede, hvorfor de er her. Det gør vores arbejde lettere og mere effektivt.”

Præster og sundhedsarbejdere har sammen med frivillige styrket tilliden til sundhedsvæsnet og vist, at tro og viden kan gå hånd i hånd.

Udfordringer og udholdenhed

På trods af fremskridt står de frivillige stadig overfor udfordringer:

• Nogle familier holder fast i traditionelle midler af frygt for moderne medicin.
• Fattigdom begrænser adgang til varieret kost.
• Frivillige går lange afstande i svært terræn.

Men de frivillige fortsætter – drevet af kald, solidaritet og synlige resultater. Når blot ét barn bliver reddet fra underernæring, eller en mor føder sikkert, får de ny styrke til at fortsætte.

En model for Burundi og videre

Succesen i Butaganzwa viser, at Care Group-modellen kan skaleres. Små mødregrupper er blevet til en bevægelse, der ændrer folkesundhed på tværs af kommuner. Naboområder beder allerede om træning, og Sundhedsministeriet har bemærket resultaterne. Med lav pris og høj effekt har modellen potentiale til at brede sig i hele Burundi og nabolandet Rwanda.

Konklusion: Mødrene er blevet livets vogtere.

Viden og tillid forandrer samfund

”Care Group Volunteers” er ikke lønnede fagfolk, men deres indflydelse er enorm. De har omsat personlige kampe til tjeneste for fællesskabet og sikret, at ingen børn dør af uvidenhed eller forsømmelse.

Deres historie beviser, at når kvinder får viden og tillid, kan de forandre hele samfund. Disse mødre er ikke blot omsorgsgivere – de er sundhedsambassadører, livreddere og fremtiden for Burundis børn. Ved først at forvandle deres egne hjem forvandler de hele lokalsamfund.

Artiklen er skrevet af Jean-Marie Bukeyeneza i samarbejde med projektleder Zacharie Minani. Den er oversat fra engelsk og bearbejdet af redaktionen.

Relateret

• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere

Lyt til artiklen:

”Far i himlen, tak fordi vi må række ud og gøre en positiv forskel.” Det var Morten Kofoeds bøn ved indledningen af BaptistKirkens første online-seminar om international mission torsdag 24. april. Mødet samlede både unge og ældre om en fælles vision: At være lys og håb for mennesker, der har brug for os.

Vi mødes onlne

En ny måde at samles på

“Vi har brug for at holde gryden i kog,” lød det fra Morten Kofoed, Sekretær for International Mission, da han bød velkommen til webinaret. Ideen med mødet var at give et indblik i, hvordan BaptistKirkens internationale arbejde udvikler sig – i en tid, hvor der ikke er udsendte ”i marken”.

Efter den fælles bøn fortalte Morten om ideen med mødet: IM-udvalget (Udvalget for International Mission) vil fremover række ud til baglandet via korte online møder, så endnu flere får mulighed for at følge med i arbejdet.

Se hele webinaret

Du kan se hele webinaret (cirka en times varighed) på BaptistKirkens Youtubekanal – lige her!

Det næste webinar med IM-udvalget finder sted den 21. maj 2025, kl. 16 – 17. Her vil der bl.a. være fokus på projektet, der hjælper unge, enlige mødre. En projektidé, der er vokset ud af YEGO-teamets samarbejde med de unge i AEBR Youth.

De unge viser vejen

Mødets højdepunkt var præsentationen fra YEGO: Et mangeårigt samarbejde mellem Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (DBS). Formand Iben Kragh Nørlund og tidligere ungdomsleder Julie Mikkelsen fortalte engageret om ungdomsarbejdet, der i partnerskab med AEBR Youth i Rwanda skaber livsforvandlende projekter for unge i udsatte positioner.

Arbejdet bygger på ligeværd og partnerskab, ikke på dansk overlegenhed. Gennem små, målrettede projekter – som hjælp til unge mødre, uddeling af symaskiner og støtte til forældreløse – vokser håbet konkret frem.

Danske uledere fra YEGO sammen AEBR Youths frivillige i juni 2024

”Vi driver projekterne sammen. De har hånden på pulsen lokalt – vi understøtter og lærer af hinanden,” forklarede Iben.

“Vi er unge i Danmark, der sammen med unge i Rwanda drømmer om at skabe håb,” sagde Iben, som fremhævede det nyligt afsluttede projekt for forældreløse børn. Med støtte fra DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd, red.) er der udviklet netværk, givet kompetencer og muligheder til børn, som ellers ville være overladt til sig selv.

“Det største mirakel er at se, at en lille gruppe kan blive til 500, som hjælper hinanden videre,” fortalte hun og delte, hvordan tidligere projekter nu lever videre på børn og unges eget initiativ.

“Vi kan ingenting alene,” sagde Iben Kragh, “men ved Guds hjælp kan vi skabe noget, der forandrer liv.”

“Vi kan ingenting alene… men ved Guds hjælp kan vi skabe noget, der forandrer liv.”

Når kirker lukker – og håb alligevel lever

Morten Kofoed berettede om en alvorlig udfordring i Rwanda: Lukningen af hundredvis af kirker.

Det er lokale myndigheder, der lukker kirkerne med henvisning til regeringens nye, skærpede krav til kirkebygninger og uddannelse af præster og ledere.

“Det kan føles som at kæmpe i modvind. Det virker tilfældigt, hvem der får lov at åbne igen, men vi oplever samtidig en stærk vilje til at finde nye veje,” sagde Morten.

BaptistKirken samler nu midler ind til at støtte genåbningen af kirker, men venter på klare retningslinjer, før pengene frigives.

Rubura 1948 under Henry Gjerrilds besøg

100 år forankret i tro og fortælling

Henrik Andersen, der er tovholder på projektet “100 år i Afrika”, rundede mødet af med at løfte sløret for jubilæumsforberedelserne i anledning af at de første missionærer fra Danmark kom til Burundi i 1928.

“Vi har samlet et hold, der både kan finde de gode historier og sikre, at vi også får de glemte stemmer med,” fortalte Henrik.

Historiker Jens Wendel-Hansen har lovet at redigere en jubilæumsbog. Det er planen, at den udkommer i foråret 2028. I løbet af foråret 2025 regner udvalget med at have et hold af skribenter på plads.

Som en del af forberedelserne interviewer udvalgte både tidligere udsendte og deres børn.
“Det personlige vidnesbyrd har altid været et bærende element i vores mission. Det skal vi huske, når vi skriver historien,” understregede Henrik.

En tjeneste i forandring

Webinaret sluttede med en fælles bøn ved udvalgets formand Per Beck og med en påmindelse: ”Tak, Gud, fordi kaldet stadig lyder – og fordi vi får lov at tage det op.”

Mission er ikke forbeholdt dem, der rejser ud. Det er en fælles tjeneste, båret af bøn, fællesskab og tro – også hjemme fra Danmark.

Du kan se hele webinaret (cirka en times varighed) på BaptistKirkens Youtubekanal – lige her!

Det næste webinar med IM-udvalget finder sted den 21. maj 2025, kl. 16 – 17. Her vil der bl.a. være fokus på projektet, der hjælper unge, enlige mødre. En projektidé, der er vokset ud af YEGO-teamets samarbejde med de unge i AEBR Youth.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028

Find flere

Lyt til artiklen her:

Vi har nu været i Rwanda i tre måneder, og vi er fyldt op af gode og vilde oplevelser. Hver uge bringer nye eventyr og læringer. Vi er hver dag overraskede over den varme gæstfrihed, vi møder fra lokalbefolkningen, når vi tager forskellige steder hen. Vi har nu haft endnu mere program sammen med alle de skønne børn og nyder at være sammen med hver og en. Deres smil og latter bringer glæde i vores hverdag hernede, og vi er taknemmelige for hvert øjeblik, vi bruger sammen med dem.

Glade børn i projekt Abana B’imana (Foto: YEGO)

Meningsfulde relationer

Vi har været afsted i næsten 3 måneder og føler os godt tilrette og tilpas i Rwanda. Vi bor lige nu i vores andet hjem, som vi kalder det, og arbejder hver dag sammen med mange af vores gode venner. Vores relationer her er blevet mere meningsfulde, og vi har skabt et bånd til hinanden og deler en hverdag sammen. En hverdag hvor der bliver arbejdet, snakket, grinet og mest af alt hygget!

Vores relation til de forældreløse børn

Vi har haft flere fieldtrips og camps sammen med alle børnene og har kun to arrangementer tilbage, før vi skal hjem. Vi har kunnet observere deres udvikling og vækst. Deres energi og entusiasme smitter af på os alle, og vi gør vores bedste for at støtte dem på alle måder. Vores tid sammen med børnene inkluderer undervisning, leg og masser af kærlig opmærksomhed. Vi kan se, hvordan vores, og alle andre frivilliges, indsats gør en forskel, hvilket motiverer os til at give endnu mere af os selv.

Abana B’imana

betyder ”barn af Gud”: Det handler om forældreløse børn i Rwanda. Projektet stræber efter at forbedre de forældreløse børns livskvalitet og give dem et håb for en bedre fremtid. Det sker med hjælp fra frivillige i projektet, gennem forskellige lejre, med undervisning og med de såkaldte ”Groups of Hope”, som børnene kan deltage i, i deres lokale byer.

Yego har udsendt tre danske ungdomsledere: Karoline Bundgaard, Mie Nordlund Kragh og Julie Mikkelsen til projektet.

Vi har lært børnene meget bedre at kende, og de er begyndt at åbne meget mere op for os end før. De er virkelig blevet frimodige og vil meget gerne fortælle deres historier til os. Det er helt sikkert de modigste børn, vi kender. Deres baggrundshistorier er hjerteskærende at høre, men deres håb og drømme for fremtiden gør os simpelthen så glade. Vores relation til alle børnene er rigtig vigtig, ligesom deres relation til os er vigtig, og det er virkelig dejligt at se kæmpestore smil, hver gang vi mødes med dem.

Sproget er en udfordring

Sprogbarrieren fylder stadig en del, men vi har efterhånden fundet ud af hvilke lege, børnene allerbedst kan lide. De er altid rigtig engagerede, når vi mødes med dem, og de byder ivrigt ind med forslag til forskellige lege, som de synes er sjove. Dette er en markant ændring i forhold til de første gange, vi mødtes med dem, hvor de var mere tilbageholdende.

Plads til leg og undervisning (Foto: YEGO)

Populære lege

Nogle af de mest populære lege blandt børnene er blandt andet Kluddermor, klappeleg, ”Appelsin-, banan-og æble leg”, swup, sten-saks-papirkonkurrence og banke-banke-bøf. Disse lege er blevet favoritter og bliver hyppigt brugt, hvilket tydeligt viser børnenes glæde ved dem. En af de helt store favoritter er blevet sangen ”vi vil vandre i Vor Herres lys”. Denne sang findes nemlig både på dansk, engelsk og kinyarwanda, og så er den supersimpel. Der er derfor gået en masse tid med at lære os sangen på kinyarwanda, og at lære dem sangen på dansk. Og det er simpelthen bare det sjoveste for os alle sammen, når vi synger sangen på dansk, for det er altså ikke det nemmeste sprog at lære. Men de gør det faktisk rigtig godt, og de synes, at det er supersjovt at lære en smule af vores sprog. Når vi taler med børnene, fremhæver de altid legene som noget af det bedste ved vores camps eller fieldtrips. Ved legene bliver der grinet og hygget, og sprogbarrieren forsvinder næsten helt, da det ikke kræver den store sproglige kunnen for at lege disse lege med hinanden.

Danskerbesøg og dage som turister

I uge 18, 19 og 20 havde vi danskerbesøg her i Rwanda. Det startede med, at Mies søster Iben kom forbi i en uge. Iben, der er ”præsident”, som det så fint hedder hernede, for YEGO, var her med flere kasketter på, da hun både skulle ordne arbejde og også hygge sig med os. Ugen blev brugt på at afholde camp for børnene, holde møder på kontoret, drikke en masse kaffe og bare nyde hinandens selskab. Det var simpelthen så dejligt, især for Mie, at få Iben på besøg.

Der blev også tid til at være turister i det skønne Rwanda (Foto: YEGO)

Midt i uge 19 fik vi besøg af hele Karolines familie, samt Sinne og Gunnar (tidligere udsendte, red.). Tiden med dem blev brugt som turister, hvor vi så en masse ting, som vi ikke havde nået ellers. Vi besøgte Butare og Nyantanga, for at se hvor Sinne og Gunnar boede tilbage i 1993-1994. Det var rigtig spændende at se, især for Karoline og hendes familie, som har hørt historier derfra i mange år. Derudover brugte vi et par dage på at tage på safari i Akagera National Park. Det var en oplevelse, vi virkelig havde set frem til, og den levede fuldt ud op til forventningerne. Selvom vi ikke fik set elefanter. Vi så til gengæld både flodheste, krokodiller, giraffer, løver, næsehorn og mange andre spændende dyr. For Mie og Julie var det første gang de oplevede safari, og det var langt fra zoologisk have hjemme i Danmark. Det var virkelig en fantastisk oplevelse. Vi nød ugerne med dansk besøg rigtig meget.

Foto: YEGO

Tiden løber ud

Nu har vi næsten ingen tid tilbage, men vi glæder os til det program, vi har. Vi ser frem til vores sidste to fieldtrips i de sidste regioner, og vi håber, at de bliver lige så gode som de første tre. At være sammen med disse børn er en utrolig oplevelse, og vi føler os virkelig privilegerede over at kunne bidrage til deres glæde og udvikling. Derudover glæder vi os også meget til at komme hjem til Danmark, hvor vi både deltager i centerlejren på Øksedal og sommerstævnet i Mariager.

YEGO’s ungdomsledere
Karoline Bundgaard
Mie Nordlund Kragh
Julie Mikkelsen

Mere information

Følg med på YEGO’s Facebookside

Andre artikler om YEGO:
YEGO’s ungdomsledere skaber håb for forældreløse børn i Rwanda
”Young Single Mothers” – projektet, der giver enlige mødre nyt liv
YEGO-teamet på besøg i Rwanda
Unge mødre får nyt liv
Ungdomslederudveksling i Rwanda
YEGO-tur til Rwanda

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere

Lyt til artiklen her:

For godt 4 måneder siden fik vi at vide, at YEGO’s projekt ”Abana B’imana” var blevet godkendt af Dansk Ungdoms Fællesråd, og at vi i marts skulle starte vores 4 måneder lange eventyr i Rwanda. Det var slet ikke til at forstå, at vi skulle bo i Afrika i 4 måneder, men nu er vi allerede over en måned inde i rejsen. Og vi er så småt begyndt at føle os hjemme i Rwandas dejlige solbestrålede land.

Ungdomslederne (fra venstre): Karoline Bundgaard, Mie Nordlund Kragh og Julie Mikkelsen (Foto: YEGO / Privat)

Projektet for de forældreløse

Projektet ”Abana B’imana” er oprettet af YEGO, som er et samarbejde mellem Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS). YEGO har siden 2012 samarbejdet med ungdomsforeningen for Baptistkirken i Rwanda (YNC), og projektet ”Abana B’imana” er det 6. projekt, der har kørt i Rwanda siden da.

”Barn af Gud”

Abana B’imana, som betyder ”barn af Gud”, handler om forældreløse børn i Rwanda. Projektet stræber efter at forbedre de forældreløses livskvalitet og give dem et håb for en bedre fremtid. Det kommer til at foregå med hjælp fra frivillige i projektet, gennem forskellige lejre, med undervisning og med de såkaldte ”Groups of Hope”, som børnene kan komme i, i deres lokale byer. I Rwanda er dét at have en familie en stor del af ens sociale og økonomiske støtte. Derfor er forældreløse børn en meget sårbar gruppe, der generelt er i risiko, både socialt, økonomisk og følelsesmæssigt. Ved at uddanne frivillige til at engagere sig i denne sårbare gruppe, forbedrer vi Baptistkirken i Rwandas frivillige base, og giver de forældreløse børn adgang til kirken og lokalsamfundet.

Ungdomslederne sammen med samarbejdspartnere i Rwanda (Foto: YEGO / Privat)

Rejsen til Rwanda

Natten mellem debn 8. og 9. marts 2024 stod vi i Kastrup lufthavn, med taskerne pakket og passet i hånden. Det var endelig blevet tid til at tage hul på et eventyr og, hvad vi allerede var sikre på, et meningsfyldt frivilligt arbejde. 15 timer senere stod vi på rwandisk grund, og en drøm for os alle var blevet til virkelighed.

Sabbatår med mening

I Danmark har vi alle sabbatår, så da vi hver især blev spurgt, om vi ville 4 måneder til Rwanda, kunne vi ikke andet end at takke ja. Det er for os alle en mulighed for at komme på en længere rejse, samtidig med at gøre noget meningsfyldt for andre. I dette tilfælde forældreløse børn, som i den rwandiske kultur ikke har de bedste forhold og fremtidsmuligheder. Vi får muligheden for at udfordre os selv i mange nye kontekster. Vi får lov til at opleve og lære en ny kultur at kende, som på så mange områder er anderledes fra dansk kultur. Samt se et kirkeligt projekt, som rækker langt ud af kirken og omfavner en svag gruppe i lokalområderne.

Fællesskab (Foto: YEGO / Privat)

Alle tre så muligheder

Julie så muligheden for at engagere sig i en anderledes kulturel og social kontekst, samt udfordre sig selv ved at træde ud af sin komfortzone. Hun håber, at vi gennem projektet kan bringe de forældreløse tilbage til kirken og Gud, og give dem et håb for en bedre fremtid.

Mie så denne mulighed som Guds plan for hendes første sabbatår, og ønsker mest af alt at give disse børn en ny mulighed i livet. Hun ønsker at komme tættere på nye relationer og tættere på Gud.

Og Karoline så en mulighed for at gøre drømme og forhåbninger, som er kommet af fortællinger om Afrika og Rwanda siden barndommen, til virkelighed.

Kimironko market

Nu bevæger vi os rundt som tre unge ”muzungu´er” (def: Hvid person) i et land, som vi allerede føler os mere tilpas og vante i. Første gang vi var på Kimoronko market (def: lokalt ”altmuligt marked”), følte vi os meget ”berømte”, og vi var i hvert fald ikke i tvivl om, hvilken hudfarve vi havde. Det gjaldt bare om at holde på hat og briller, klemme ballerne sammen og gå målrettet efter det, vi skulle købe uden at blive distraheret af de mange andre sælgere, som fulgte os lige i hælene. Det var både en sjov, men også meget udmattende og lidt ubehagelig oplevelse. Efter at vi nu har været på Kimironko market flere gange, har vi fået lidt mere blod på tanden, og synes faktisk, at det er ret sjovt. Godt nok er vi stadig hvide, hvilket vil sige, at vi virkelig får kamp til stregen, når det gælder om at forhandle priser. ”Muzungu-priser” er en reel ting hernede: Vi kan aldrig få pruttet priserne helt ned til lokale priser, men det er også helt okay.

Workshop med undervisning (Foto: YEGO / Privat)

Workshops

Indtil videre er der blevet afholdt to workshops med de forældreløse børn, mens vi har været hernede. Den første var et start-møde for ”Groups of Hope” hvor alle 50 børn og 10 frivillige kom til Kigali og mødte hinanden. Der var oplæg om de psykiske problemer, man kan have i forbindelse med at være forældreløs, og hvordan man kan komme igennem problemerne. Derudover var fokus også på, at de er lige så elskede og beskyttede af Gud som alle andre.

Oplæg med fokus på krop og sundhed

Der er altid plads til leg! (Foto: YEGO / Privat)

Den anden workshop, vi har afholdt, var den første workshop, som vi seks ungdomsledere selv skulle stå for. Vi skal i alt holde fem workshops, én for hver region, hvor der er ti børn og to frivillige. Workshoppen handlede først og fremmest om at lære børnene og de to frivillige endnu bedre at kende. Dernæst havde vi forberedt et oplæg om kropssundhed. Emner såsom generel hygiejne, menstruation-cyklus og pubertet var nogle af vores fokuspunkter. Det blev der både snakket om og stillet spørgsmål til. Workshoppen gik over alle forventninger, og vi fik et meget større indblik i, hvilke spørgsmål og undren børnene går med vedrørende kroppen. Denne workshop er til for at oplyse og give en forståelse for, hvordan kroppen fungerer, og hvad der er normalt, og hvad der eventuelt kan være skadeligt for kroppen.

”Vi glæder os!”

Vi glæder os meget til de næste tre måneder her i Rwanda. Vi har stadig en masse sjove workshops og aktiviteter at se frem til, og vi håber, at de bliver lige så succesfulde som de første. Forhåbentligt kan vi om tre måneder se en positiv forandring i de 50 skønne børns hverdag og liv. Og det er bare helt vildt at tænke på, at vi kommer til at bidrage til at give dem et håb for en bedre fremtid.

YEGO’s ungdomsledere
Karoline Bundgaard
Mie Nordlund Kragh
Julie Mikkelsen

Mere information

Følg med på YEGO’s Facebookside

Andre artikler om YEGO:
”Young Single Mothers” – projektet, der giver enlige mødre nyt liv
YEGO-teamet på besøg i Rwanda
Unge mødre får nyt liv
Ungdomslederudveksling i Rwanda
YEGO-tur til Rwanda

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/02/besoegimizoram2023.mp3

Vil du støtte arbejdet blandt flygtningene, kan du indbetale et beløb på MobilePay 330 048 eller konto 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

I december 2023 rejste Moses Lal Bawi Peng fra BaptistKirkens ledelse, Zung Lian Mang Hlawn Ceu og Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed til grænsestaten Mizoram i det østlige Indien. Her findes måske mere end 60 flygtningelejre med 60.000 – 70.000 Chin-folk, der lever under primitive forhold. BaptistKirkens samarbejdspartner Chin Health Organization (CHO) forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene og i Chin-staten i Myanmar.

Livet i flygtningelejrene

På besøg i en hytte i “Camp 3” (Foto: Morten Kofoed)

Morten Kofoed fortæller, at situationen i Mizoram er meget kompleks. Der er meget stor forskel på flygtningenes muligheder: Nogle har familie i USA eller Europa, der kan sende penge. Andre har kun nødhjælp og måske en køkkenhave at leve af. Nødhjælpen leveres af forskellige organisationer (NGO’er), af de lokale kirker og i begrænset omfang af de Forenede Nationer (FN).

Det er FN-organisationen UNOPS, der opererer i området. UNOPS har kun mandat til at hjælpe i Myanmar, forklarer Morten:
”Som jeg har forstået det, vil Indien helst ikke blandes ind i konflikten i Myanmar. Man anerkender ikke officielt Chin’ernes flygtningestatus. Derfor er det svært for FN-organisationerne at komme på banen i Mizoram.”

Morten fortæller videre, at flygtningelejrene består af hytter af flettet bambus, dækket med presenninger. ”Det er bedre end telte,” siger Morten og tilføjer: ”Men de sanitære forhold er elendige og når det regner, er det hele mudder.”

Lærerværelset i flygtningelejren Sihmui Camp 1, hvor der lever 124 flygtninge i 27 familier (Foto: Privat)

På trods af de elendige vilkår har Chin’erne fokus på, at børnene skal i skole. Selv om der er mangel på alt fra blyanter til tavler, skal børnene i det mindste lære at regne, læse og skrive.
”Det er som om, forældrene tænker, at vi måske ender her, men vores børn skal i det mindste have chancen for at komme videre,” siger Morten.

Brilleuddeling i Camp 3 (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization (CHO)

CHO forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene, men også blandt de internt fordrevne Chin’er i Chin-staten på den anden side af grænsen i Myanmar.

Morten forklarer:
”CHO opererer i såkaldte ”Health Teams” – ”sundhedshold”: En læge og en sygeplejerske. De rejser rundt mellem flygtningelejrene. Måske får hver lejr besøg to eller tre gange om året.”

Det virker yderst begrænset, hvad CHO’s ”Health Teams” kan udrette i den store sammenhæng. Alligevel lykkedes det i efteråret 2023 at vaccinere 12.000 børn mod de mest almindelige børnesygdomme: Sygdomme, som børn dør af i flygtningelejre.

Vej i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization samarbejder med FN’s UNOPS-organisation om hjælp til de ramte områder i Chin-staten. Forholdene er vanskelige: Der er krigshandlinger og terrænet er svært at færdes i.
””Health Teams” krydser grænsen ad dårlige veje og mudrede stier for at hjælpe inde i Chin-staten. Selv om man fristes til at tænke, at vores hjælp er en dråbe i havet, oplever man lige her, at den gør en stor forskel,” siger Morten.

Kort over området – Mizoram og Chin-staten

Situationen i det vestlige Myanmar

Chin-staten er placeret i det vestlige Myanmar ved grænsen til Indien og delstaten Mizoram. Grænsen er måske tydelig på kortet, men virkeligheden er meget anderledes. Mizo’erne og Chin’erne tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder. Når der har været uroligheder, har man altid søgt tilflugt og hjælp hos hinanden. Man har handlet og man har giftet sig på tværs af grænsen. Og som ved andre grænser, har smuglergods krydset grænsen. I dag flyder betydelige mængder narkotika over grænsen fra Myanmar til Indien.

I Myanmar er Chin’erne en del af oprøret mod militærdiktaturet. Det har medført voldsomme kampe og overgreb på civile i Chin-staten. Mange er flygtet til Mizoram i Indien og mange lever som internt fordrevne.

Morten tilføjer:
”Som flygtning i sit eget land – internt fordrevet – er man ikke rigtig flygtning. Man er ikke omfattet af FN’s konventioner. Da der samtidig er kampe i området, er hjælpen ofte langt væk.”

Besøget i Lawngtlai

Missionshospitalet i Lawngtlai (Foto: Morten Kofoed)

Morten, Moses og Zung besøgte også baptistmenigheden i Lawngtlai i Mizoram. Menigheden driver et velfungerende missionshospital, der bl.a. er ved at blive udbygget med CT-scanner. Under rundvisningen fik de tre gæster oplyst, at hospitalet et par timer tidligere var blevet underrettet om, at der var krigsofre på vej. Krigsofre, der var blevet ramt inde i Chin-staten, men nu blev bragt over grænsen til behandling.
”Der var tale om otte til ti timers transport efter de var blevet skudt eller ramt af et eller andet. Men det er den mulighed, der er for hjælp. Chancerne for at overleve er givetvis ikke store,” siger Morten.

Missionshospitalet i Lawngtlai er sponsoreret af amerikanske donationer. Det betyder, at krigsofre og flygtninge fra Chin-staten kan behandles gratis.

På besøg i flygtningelejr (Foto: Privat)

Hvorfor bruge penge på besøg?

Morten fortæller, at BaptistKirken har støttet arbejdet i grænseregionen med 300.000 kroner. Det lyder ikke af meget, når fx UNOPS’ budget i Chin-staten tælles i millioner kroner. På spørgsmålene om vores hjælp overhovedet gør en forskel og hvorfor vi bruger penge på at rejse ud – fortæller Morten om turens bedste oplevelse:
”Det lyder måske utrolig banalt, men vores hjælp og vores besøg bliver helt klart opfattet som et signal om, at Chin’erne ikke er glemt. Selv om vi hverken kan løse konflikterne eller give alle et bedre liv, så betyder det rigtig meget, at der er nogen i et land meget langt væk, der kerer sig om dem. Det betyder noget, at vi rejser ud og besøger dem, vi hjælper. ”

Samarbejdet

Efter besøgene i Mizoram rejste Morten videre til Yangon i Myanmar, mens Moses og Zung fortsatte arbejdet i Mizoram.

Formålet med besøget i Yangon var at styrke relationerne til baptistkirkerne og andre samarbejdspartnere i Myanmar. Morten fik blandt andet mulighed for at mødes med udenrigsministeriets Head of Mission og eneste medarbejder i Myanmar.
”Det er meget lavpraktisk,” siger Morten, ”og vi kender det alle sammen: Det er bare nemmere at samarbejde med mennesker, man har mødt i virkeligheden. Relationer betyder om ikke alt, så rigtig meget.”

Hovedvejen(!) mellem Aizawl og Lawnghtlai (Foto: Morten Kofoed)

Turen har blandt resulteret i et spirende samarbejde om fælles projekter med de to danske organisationer The Chin Christian Association in Denmark (CCADK) og Chin Community in Denmark, CCDK. Morten peger på, at der, specielt i CCDK, er en del unge, der har projekterfaring fra Dansk Ungdoms Fællesråds projekter.
”Et bredere samarbejde giver også bredere mulighed for finansiering. Vi kan bevæge os fra kun at lave nødhjælp til at lave udviklingsprojekter. Præcis som det er sket i Rwanda og Burundi,” siger Morten.

Krigens absurditet

”Når man kommer til Mandalay eller Yangon, ser det fint ud på overfladen og så fungerer alt. Hotellerne er åbne, man kan spise på restaurant, busserne kører og butikkerne har varer. Krigen er langt væk. Lige indtil man får at vide, at der natten før var granatnedslag og kamphandlinger kun 50 kilometer væk,” beretter Morten.

Han fremdrager endnu et eksempel på krigens absurditet:
”Efter at have spist suppe i næsten 14 dage var det meget mærkeligt at blive inviteret på middag på en restaurant i Yangon. I et par timer var der pludselig meget langt til virkeligheden i Mizoram.”

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi

Find flere