Lyt til aritklen:

Det begyndte med julekasser for 14–15 år siden. Dengang var det et initiativ for at hjælpe enkelte familier med lidt ekstra til højtiden. I dag er julehjælpen vokset til 250 kasser til lige så mange familier. Der er etableret et netværk, hvor flere end 110 mennesker spiser sammen hver anden mandag. Kirken har et omfattende socialt arbejde, der rækker ud til lokalområdet i Roskilde. Det sociale arbejde handler ikke længere kun om mad – men om fællesskab, værdighed og tro.

Uddeling af julekasser (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Fra julekasser til familienetværk

“Vi startede med at uddele julekasser, og så voksede det stille og roligt. Måltidsfællesskabet begyndte for cirka fem år siden, hvor menigheden inviterede modtagere af julekasser til spisning. Der kom cirka 20-30 stykker,” fortæller Jan Haslund-Thomsen, der leder det sociale arbejde i Roskilde Baptistkirke.

Jan fortæller videre:
”Så blev det et samarbejde mellem Blå Kors og os. Nu kører vi hver anden mandag med mellem 110 og 130 til spisning. Måltidsfællesskabet blev til det, vi i dag kalder familienetværket.”

Familienetværket er fortsat et samarbejde mellem menigheden og Blå Kors. Det tiltrækker både etniske danskere og familier med rødder i Afghanistan, Libanon, Syrien, Iran, Irak og Pakistan. Fælles for dem er behovet for nærvær – og et varmt måltid mad.

“Det er gratis at spise med, og vi har faktisk venteliste,” forklarer Jan.

Der er festligt i familienetværket! (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Menigheden satser også økonomisk

Jan fortæller, at menigheden forrige år fik andel i statens inflationshjælp. I samarbejde med Blå Kors var det i en lang periode muligt at uddele færdigpakkede madkasser fra Lidl til 100 familier.

Jan fortæller om projektet:
”Fordi vi laver socialt arbejde og dokumenterer det, så får vi del i nogle af de her bevillinger, der kommer en gang imellem. Når vi ikke får bevillinger, har menigheden simpelthen besluttet, at det arbejde, det fortsætter, uanset hvad. Så hvis vi ikke får penge fra for eksempel PUF-midlerne[1] til familienetværket, så går menigheden ind og betaler for al maden.”

Ukrainerne fandt også et fristed i baptistkirken

Efter Ruslands invasion i Ukraine i 2022 tog kirken også imod ukrainske flygtninge. På kort tid var der etableret kontakt til omkring 250 mennesker. Selv om menigheden fik økonomisk støtte var det et kæmpearbejde at etablere danskundervisning, fællesspisning og sociale arrangementer. Mange af ukrainerne har efterfølgende fundet vej til kirkens fællesskab. I dag deltager 20 – 30 ukrainere fast i søndagens gudstjeneste, der oversættes til både engelsk og ukrainsk.

Sommerafslutning i Legestuen (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Legestuen – et nyt åndehul

Blandt de nyere initiativer er legestuen, som blev startet af to medlemmer, der fik en god idé. Hver torsdag formiddag er mødre, fædre og bedsteforældre med børn eller børnebørn i alderen nul til seks år samlet i kirkens lokaler.

“Nogle gange er vi over 80. Det er ikke mennesker, der nødvendigvis har en kirkelig baggrund. Men flere er begyndt at komme til gudstjeneste efter noget tid,” siger Jan.

For mange småbørnsfamilier i Roskilde er baptistkirkens legestue blevet et vigtigt socialt rum.

Aktivitet i kirken (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Kirke for alle aldersgrupper

Kirkens aktiviteter rækker langt ud over den sociale indsats med mad og mødesteder.

I Børnekirken er der 30 børn hver søndag under gudstjenesten. I løbet af ugen er der ”All In” for tweens, ”ACT” for teenagere, ”Under Construction” for de unge i gymnasiealderen og Oikos for de +20-årige. Jan fortæller om Oikos:
”Der er også en kæmpestor gruppe der. Blandt andre studerende, der kommer til Roskilde Universitet og finder et socialt fællesskab i kirken.”

Alle aktiviteterne lægger vægt på at skabe stærke og sunde sociale fællesskaber for børn og unge.

“Vi har arbejdet meget med at udruste og opmuntre ledere, så vi kan tilbyde noget til alle aldersgrupper,” fortæller Jan.

Roskilde Baptistkirkes kendetegn

– er beskrevet på menighedens webside. Blandt andet kan man læse: ”Vi er kirke med det formål at få næstekærlighed, socialt engagement og retfærdighed til at gennemsyre vores lokalsamfund. Vi arbejder for at være en kendt og aktiv medspiller i det lokale miljø, og vi påtager os et socialt medansvar i samspil med samarbejdspartnere omkring os.” (Kilde: https://baptistkirke.dk/profil/)

150 frivillige – og altid flere i kulissen

Det hele ville ikke være muligt uden frivillige. Over 150 personer hjælper til – heraf omkring 30 alene i familienetværket.

“Folk melder sig, fordi de kan se, at det gør en forskel. Men det kræver selvfølgelig noget at holde det kørende. Det har jo afstedkommet et kæmpe ’boost’ af mennesker, der kommer i kirken hver mandag. Og det er da klart, det giver nogle udfordringer, når der kommer mellem 230 og 250 til gudstjeneste,” siger Jan. En af udfordringerne er plads til kirkekaffen: Om sommeren er kirkekaffen flyttet ud i telte udenfor kirken.

Erfaringen viser, at når behovene vokser, så vokser offerviljen med.

Uddeling af julekasser (Foto: Anne Elleby Sørensen)

Givermod og gavmilde hjerter

Da der manglede en ovn til 30.000 kr. i køkkenet, nævnte Jan det blot en enkelt søndag fra prædikestolen. Det siger noget om den vilje, der findes i menigheden, at pengene var fundet inden gudstjenesten var slut.

Menighedens offervilje har også tiltrukket opmærksomhed og støtte udefra.

Jan fortæller, at direktøren for en af kirkens faste leverandører en dag sad i kirken:
”Jeg vidste ikke, hvem han var. Men så var der en, der sagde: ’Kan du ikke gå hen og snakke med ham?’ Han skulle bare lige se, hvordan det foregik hos os. Nu skal jeg til møde med ham: Han vil donere en masse overskudsmad fra events og messer, hvor de ikke kan tage maden med tilbage. Men så kan vi få det. Vi har indkøbt store frysere, som står i kælderen, til overskudsmad.”

En bager i lokalområdet er begyndt at levere overskudsbrød. Det bliver delt ud til familienetværket, fortæller Jan:
”Alle får brød med hjem! Jamen, det er fuldstændig vanvittigt. Der kommer sådan en seks – otte sække, store affaldssække fyldt med brød. Frisk brød!”

Juleafslutning 2024 i Legestuen (Foto: Anne Elleby Sørensen)

En særlig atmosfære

Midt i alle aktiviteterne er der én ting, som går igen: Alle bliver mødt af en positiv atmosfære. Mange af dem, der kommer – også mennesker, der aldrig har sat deres ben i en kirke før – nævner det samme.

“Der er bare en god atmosfære. Folk kan mærke, at der er noget særligt. Vi tror, det er Guds ånd – også selvom ikke alle ved, hvad det er,” siger Jan og fortsætter:

”Alle dem, der kommer ind, udsatte mennesker, udsatte familier: De føler værdighed, de føler, at de bliver behandlet præcis som alle andre. Og det betyder meget for dem, at der er nogen, der både lytter til dem og taler med dem. Vi kommer til at hjælpe mange på forskellige måder. Også med nogle praktiske ting, fordi de kommer med mange forskellige behov.”

Det er måske det, der binder det hele sammen. Ikke bare mad og aktiviteter – men følelsen af at være set. At være velkommen. At være værdifuld.

”Vi har oplevet, at mennesker – både danskere og mennesker af anden etnisk herkomst, der kommer i vores sociale arbejde, bliver døbt og bliver en del af menigheden. Mennesker kommer til tro gennem det her arbejde,” siger Jan.

[1] Pulje i Social- og Boligstyrelsen til frivilligt socialt arbejde til fordel for socialt truede mennesker eller mennesker i en svær livssituation.

Læs mere om vækkelsen i Roskilde:
https://baptist.dk/nogle-beskriver-det-som-om-der-er-en-helt-saerlig-fred/

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Lyt til artiklen:

En regnbygeramt onsdag eftermiddag i slutningen af august byder Cynthia Padi, Jan Andreasen og Henrik Søndergaard velkommen i kirken på Islandsvej 5 i Vejles nordlige industrikvarter. Der er kager og kaffe og stemningen er på grænsen til det løsslupne, da Jan kommer for sent og bliver venskabeligt mobbet.

Daglig ledelse i Vejle Baptistkirke – fra venstre: Cynthia Padi, Jan Andreasen og Henrik Søndergaard (Privatfoto)

De tre udgør ledelsen i den nyplantede Vejle Baptistkirke og de er mere end klar til at dele historien og visionerne for menigheden.

”Vi vil være en kirke, der…”

Vi er ikke langt inde i samtalen, før det er står klart, at menigheden sætter fællesskabet højt.
”Vi tager imod fra dag et med et kram. Vi er nogle, der kommer fra Nordjylland, som synes, det er i overkanten,” griner Jan, inden han fortsætter lidt mere alvorligt:
”Kærligheden til hinanden, det skal være den, der gennemsyrer alt. Det skal bare være rart at komme og mærke, at folk bryder sig om en. Man skal føle sig velkommen, ikke kun første gang, man kommer.  Men også femte gang og sjette gang…”

I mødelokalet, hvor menigheden drikker kirkekaffe, er bordene stillet op i en hestesko. Så er det sværere at sidde for sig selv kun med dem, man plejer at drikke kaffe med. Der er tænkt over detaljerne i bestræbelserne på at skabe fællesskab.

Deltagere i åbningsgudstjenesten den 20. august 2023 (Privatfoto)

Fællesskabet viser sig også, når opgaverne skal fordeles og når der skal tages beslutninger blandt menighedens 20 medlemmer.
”Når vi har menighedsmøder – eller kvartalsmøder, som vi kalder det – så møder folk fuldtalligt op,” fortæller Jan. Henrik og Cynthia fremhæver, at det også er svært at få folk til at gå hjem efter kirkekaffen:
”Selv om gudstjenesten starter kl. 14 sidder folk ofte og snakker efter kaffen til klokken 18,” beretter Cynthia.

Offervilje

Fællesskabet rækker længere end til kærlighed og kirkekaffe. En nyplantet menighed har brug for både frivillig arbejdskraft og penge. Medlemmerne har været gode til at bidrage med arbejdskraft fra dag et. Og ikke kun medlemmerne. Til en arbejdsdag dukkede en bekendt af kirken op for at hjælpe. Hun gik uden yderligere opfordring i gang med at gøre rent på toilettet.

Henrik fortæller, at man taler åbent om behovet for økonomiske bidrag fra medlemmerne:
”Hvis alle baptister gav lige så meget som vores medlemmer, så var der ikke økonomiske problemer nogen steder. Det er ikke sådan, at folk forventer, at det hele skal blive serveret udefra. Man giver virkelig. Og vi besluttede at tale åbent om det fra starten. Vi spurgte hver enkelt: Hvor meget kan du tænke dig at give?  Vi har været åbne omkring, at vi har fællesudgifter, som skal dækkes ind af menigheden selv.”

Visioner, mål og drømme

Det skal være sjovt at være i kirke i Vejle! (Privatfoto)

Ved åbningsgudstjenesten fortalte Jan om menighedens visioner, mål og drømme. Intet er gjort mere kompliceret end højst nødvendigt, og tankerne er til at forstå for alle.

Jan bruger et øjeblik på at finde videooptagelsen fra åbningsgudstjenesten frem på mobiltelefonen. Optagelsen er selvfølgelig ikke offentlig tilgængelig – man har vel styr på persondatalovgivningen. På den lille skærm toner Jan frem med budskabet om, at ”Vi vil være en kirke,… ”

• der er for alle, der elsker Jesus
• hvor folk, der ønsker at vide mere om Jesus, kan komme og studere Bibelen sammen med os
• hvor alle føler sig velkomne, hvor vi glæder os med de glade og græder med grædende
• hvor vi bryder ud i fryderåb for Ham, lovsynger hans herlige navn og hvor vi giver Ham ære og pris
• hvor vi vil bære budskabet videre om Guds store kærlighed til alle os mennesker
• som hjælper de socialt udsatte – en kirke der giver livsvigtigt indhold i deres liv – nemlig Jesus
• der ofte fejrer nadver, fordi vi har forventningen om, at Jesus kommer igen
• hvor vi viser baptister i hele Danmark, at det kan lade sig gøre at lave en helt ny kirke
• der spreder sig til Kolding, Horsens, Billund, Middelfart – og mange andre byer

Videoklippet fra åbningsgudstjenesten slutter med budskabet om, at ”Vi vil være en levende kirke” og metoden er lige så nem at forstå, som resten af visionen: ”Alt det kræver er en person, der finder en anden person og som sætter sig ned og siger: ”Kære Gud, det her vil vi gerne gøre for dig,” – og så ved vi at det lykkes.”

Som de første baptister

Cynthia, Jan og Henrik er meget bevidste om hvilken identitet, de ønsker for den nye menighed. Henrik tager udgangspunkt i historien om de første baptister i Danmark:

”Vi læner os meget op ad historien og BaptistKirkens udgangspunkt. Baptistkirken startede jo ved, at nogle mennesker læste Biblen. Og det de læste, det var jo det, der formede kirken. Der er sket mange ting undervejs – også i BaptistKirkens historie. Men vi vil gerne tilbage til begyndelsen, til en praksis, hvor vi læser i vores Bibel sammen, snakker med hinanden om teksten og finder ud af, hvad det her betyder for vores liv i dag.”

Lovsangere fra Odense deltager i åbningsgudstjenesten den 20. august 2023 (Privatfoto)

Inspirationen til at starte en selvstændig menighed hænger også sammen med et behov hos mennesker for at læse i Bibelen. Et behov, som Cynthia, Henrik og Jan alle har oplevet de senere år.

Jan fortæller om sin erfaring:
”Vi kan se og mærke, der er en søgen efter at læse i Bibelen i vores område. Og jeg nægter at tro på, at det kun er tilfældet i Vejle. Jeg tror, der generelt er en higen efter at forstå Bibelen. At få lov til at læse i Bibelen sammen med andre. Det er også utroligt livgivende. Når jeg har været til bibelstudie, er jeg bare så glad, når jeg kommer hjem.”

Begyndelsen

Selv om der kun er gået lidt mere end et halvt år fra beslutningen om at starte menighed til åbningsgudstjenesten har tilløbet været langt.

”Kolding-gruppen” blev etableret i 2016. En bibelstudiegruppe i Kolding, hvor både Cynthia og Henrik var aktive. Medlemmerne kom fra forskellige kirkesamfund men havde et fælles ønske om at læse Bibelen sammen. Allerede dengang var der samtaler om bibelgruppens fremtid. Men menighed, det ønskede man ikke at blive.

I 2018 deltog Cynthia i en kirkeplanter konference i Litauen og vendte hjem med et brændende ønske om, at ”Kolding-gruppen” kunne blive en menighed i mission Resten af gruppen var fortsat ikke interesseret.

I 2020 bliver Jan Andreasen en del af ”Kolding-gruppen” samtidig med, at han lægger stue til en bibelgruppe i Vejle. Ønsket om at etablere en ny menighed er nu meget stærkt hos Cynthia, Henrik og Jan, men i efteråret 2022 afviser de øvrige medlemmer i ”Kolding-gruppen” igen at deltage i menighedsplantning.

Henrik fortæller om de efterfølgende overvejelser:
”Det er jo heller ikke sikkert, at man skal vente på, at alle bliver 100% enige om, at nu er det det, vi gør.  Men hvis vi kan blive enige om, at der er nogen fra den her menighed, der har lyst til at lave det her, så vil vi gerne være med til at velsigne dem i det. Det synes jeg er et rigtig godt princip. Det er jo sådan set det, der skete både i forhold til menigheden i Odense, ”Kolding-gruppen” og Sydøstjyllandskredsen i Vejle.”

Hårdt arbejde

Menighedsfællesskab i forbindelse med dåbsgudstjeneste den 11. juni 2023, hvor to blev døbt (Privatfoto)

I november 2022 tog planerne fart, og de tre initiativtagere erfarede, at det var hårdt arbejde at starte kirke. Cynthia fortæller:
”Det har også været hårdt for os: Alle de møder, vi har deltaget i. Vi mødtes flere gange om ugen og havde masser af telefonsamtaler. Og der var en dag e-mails’ne bare blev ved med at komme. Hvornår holder det op!”

Jan supplerer:
”Der var en uge, hvor vi fik 21 mails, som vi skulle forholde os til. Besøg fra kirkeplanter team’et, samtale med ledelsen, budget og alt muligt.”

I januar 2023 holdt man en ”prøveaften” i Jans rækkehus med 31 deltagere. Det stod ret hurtigt klart, at Jan – trods indkøb af ekstra service, så der var tallerkner til alle – ikke kunne fortsætte med at lægge hus til projektet. Efter en del søgen fandt man plads i erhvervsejendommen på Islandsvej 5. Her er der nu indrettet kirkesal og mødelokale i et godt samarbejde med de øvrige lejere.

Menighedens ledelse fremhæver det gode samarbejde med BaptistKirkens ledelse og BaptistKirkens kirkeplanterteam. Selv om ”Vejle-modellen” i hastighed og omfang falder helt ved siden af de fleste teorier om kirkeplantning, har der været en vilje til at finde løsninger hele vejen.

I dag er Vejle Baptistkirke fortsat en del af menigheden i Odense. Her har man påtaget sig at være såkaldt modermenighed for projektet: Odense bidrager økonomisk i en årrække, løser en række administrative opgaver og udlåner Henrik Søndergaard til en kvarttidsansættelse – som i øvrigt er  finansieret af BaptistKirken.

Menighedshygge inden åbningsgudstjenesten den 20. august 2023 (Privatfoto)

”Vi havde ikke engang en stol…”

”Folk vil altså gerne have en stol at sidde på i kirken – og vi ejede ikke en stol til at starte med,” fortæller Jan og Henrik supplerer: ”Du skrev det så fint, Jan: Vi ejer ingenting, ikke engang en stol at sidde på. Vi havde heller ikke guitar eller klaver – vi havde ingenting, da vi startede.”

Derfor er taknemmeligheden også stor. Til Odense menighed, der støtter og hjælper, til den nu nedlagte menighed i Viborg, der donerede lydudstyr fra deres kirke, til Sydøstjyllandskredsen, der har givet kollektkurve og til alle andre, der har støttet økonomisk, med arbejdskraft og med forbøn.

Da Henrik læste, at der var mulighed for at få et nadversæt fra den nedlagte menighed i Nibe, skrev han til BaptistKirkens formand, Per Beck, og forespurgte, om det kunne være en løsning. Svaret var en blank afvisning! Dog med den tilføjelse, at BaptistKirken gerne ville give et nyt nadversæt!

Fremtiden

Søren Grarup overrækker en gave ved åbningsgudstjenesten den 20. august 2023: En kalk fra 1871 fra den første baptistkirke i Vejle (Privatfoto)

I Vejle Baptistkirke ønsker man sig brændende to støttemenigheder. BaptistKirken opfordrer nyplantede menigheder til at søge såvel økonomisk som al mulig anden opbakning hos menigheder i nærheden. Det har endnu ikke været muligt at få etableret sådan et samarbejde, selv om der er arbejdet på sagen.

Henrik fortæller:
”På sommerstævnet blev jeg mødt af spørgsmålet om, hvorfor man som støttemenighed skal støtte økonomisk, når nu BaptistKirken har fået en del penge fra nedlagte menigheder. Men det handler jo ikke kun om penge, det handler også om nogle, der bakker os op og beder for os. Det kan man godt se, men man kan ikke forstå, at man skal støtte økonomisk, når BaptistKirken har penge nok. Ledelsen lægger heller ikke skjul på, at de både kan og vil støtte økonomisk.”

I den nærmeste fremtid har menigheden nok at gøre med at arrangere to månedlige gudstjenester, to månedlige ALPHA-møder, et bibelstudie hver måned og bedemøder hver uge. Og så alt ”det løse” fx en foredragsaften sammen med ”Kolding-gruppen” under overskriften ”Jesus, Qumran og Dødehavsrullerne” og en enkelt eller to filmaftener.

Kaffen er drukket og smørrebrødet er spist og vi er klar til at gå hver til sit. Men Cynthia har haft en drøm, som hun bliver nødt til at dele med os:
”Jeg har tænkt på det længe og den anden dag drømte jeg om, at der kom nogle unge mennesker, måske fra en skole, og spurgte: ”Må vi synge for jer” og vi sagde bare: ”Kom, kom, kom…”. Det er bare en drøm jeg har.”

Om tre år udløber lejekontrakten til de nuværende lokaler på Islandsvej.

I Vejle drømmer de om fremtiden.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke

Find flere

Udtalelsen peger også på, at velfærd er andet og mere end velstand. I det danske samfund bliver økonomisk succes og økonomisk vækst brugt som de mest betydningsfulde indikatorer på et godt liv og et sundt samfund. Det er ensidigt og forfejlet, hævder de religiøse ledere. I udtalelsen hedder det blandt andet: “Menneskets værdi kan ikke reduceres til at være arbejdskraft og forbruger.”

Safia Aude, der er muslimsk lærd, udtrykker Resam Forums overvejelser:
“Vi må have en bredere og dybere samtale om den indflydelse, som økonomi har over vores liv. Der er andre værdier i tilværelsen end dem, som kan gøres op i penge.”

“… Der er andre værdier i tilværelsen end dem, som kan gøres op i penge.”

Mere end et års arbejde samlet i en udtalelse

I mere end et år har de religiøse ledere i Resam Forum arbejdet med økonomi. Fra overordnede betragtninger om menneskers værdi til konkrete ønsker om mere ligelig fordeling af goderne i det danske samfund. Der er set på jødiske, kristne og muslimske traditioner i forhold til økonomi, økonomer er blevet inddraget i samtalen og de religiøses samfunds erfaringer med hjælp til de fattigste er diskuteret.

De religiøse ledere ønsker ikke at sætte sig uden for samfundet. Tværtimod peger de på, at penge er nødvendige og at ingen af os lever uden for økonomien. Vi er alle sammen aktører i det økonomiske system, vi bidrager til det og vi trækker på det. Men vi må ikke lade penge bestemme, hvad livet egentlig skal handle om.

OM RESAM

Resams mål er at skabe rammer, indsigt og motivation til, at alle troende vil deltage i debatten om fremtidens samfund. Resam tror på, at Danmark og verden bliver et bedre sted, hvis vi arbejder sammen som gode venner og bruger opsamlet livsvisdom, viden og tro til at skabe et bedre fundament for et fredeligt liv i trivsel.

Resam Forum: Et forum for de øverste ledere af Danmarks religiøse traditioner, som mødes 4-5 gange årligt. Torben Andersen, generalsekretær i BaptistKirken, er medlem af Resam Forum.

Samarbejdet i Resam er oprindeligt stiftet af erhvervsmanden Jeppe Hedaa, som især er inspireret af sit arbejde i bestyrelsen for universitetet Yales center for tro og kultur, beliggende i New Haven, Connecticut. Jeppe Hedaa kontaktede i 2017 religiøse ledere for at spørge, om de vil være med i Resam Forum, og alle takkede ja.

Stigende økonomisk ulighed

Resam Forum peger på, at den økonomiske ulighed i Danmark er vokset over de seneste 15 år. Der er ikke fremlagt dokumentation for påstanden, men Resam hævder, at det er “målt på parametre, som ingen sætter spørgsmålstegn ved.” Hvilke parametre Resam anvender må stå hen i det uvisse, men læser man fx Danmarks Statistiks opgørelse af udvikling af ulighed fra 2020 til 2021 understøtter fx Gini-koefficenten påstanden. Gini-koefficientent er et udbredt mål for indkomstulighed.

De religiøse ledere anerkender, at Danmark i et globalt perspektiv er et rigt land. Men de mener samtidig, at rigdommen forpligter. Stigende ulighed kan underminere sammenhængskraften i samfundet og dermed også demokratiet.

Fokus på de fattigste

Der skal fokus på den del af befolkningen, hvor fattigdom er et reelt problem. Der findes grupper blandt unge uden et egentligt indtægtsgrundlag. Pensionister uden anden indtægt end folkepensionen er pressede. De fattige finder vi også blandt migranter, mennesker uden uddannelse og mennesker med diagnoser. Der findes grupper i samfundet, der lever under vilkår, der undergraver den menneskelige værdighed, hævder udtalelsen fra Resam Forum.

“Vi skal prioritere, at unge integreres i økonomien, og vi skal målrette den offentlige hjælp til samfundets mest udsatte i stedet for at give støtteordninger til en meget bred del af befolkningen, for eksempel når priserne stiger,” siger Jan Risan, leder af Frelsens Hær.

“… vi skal målrette den offentlige hjælp til samfundets mest udsatte i stedet for at give støtteordninger til en meget bred del af befolkningen.”

Bæredygtighed i forhold til ressourcer

De økonomiske konsekvenser af bæredygtighed eller mangel på samme bliver også behandlet i udtalelsen. Bæredygtighedsbegrebet skal opfattes bredt, for der er kommentarer både til vores ressourceforbrug og til den måde, det enkelte mennesker bruger sin tid på.

Overrabiner Jair Melchior siger:
“Vi vil gerne tale for en økonomi, hvor vi bruger flere penge på ting, der holder længere, og reparerer dem, når de går i stykker, og genbruger dem så længe som muligt.”

Hvis alle mennesker på jorden havde et forbrug som en gennemsnitsdansker, ville det kræve ressourcer svarende til fire jordkloder, skriver Resam Forum. Vi er også ved at miste sansen for ret og vrang, hedder det, når vi lader virksomheder producere varer, der er programmeret til at gå i stykker efter et stykke tid.

Bæredygtighed i forhold til mennesker

Bæredygtighed er også et tema i forhold til det enkelte menneske. I udtalelsen hedder det blandt andet, at: “Bæredygtighed handler også om at skabe hele og værdige rammer for, at vi kan leve vores liv ikke bare i ansvar for fællesskabet, men også for os selv.” I den forbindelse peger de kirkelige ledere på hviledagen som et væsentligt element til at bringe balance i vores liv – og som en modvægt mod en tiltagende 24/7/365-shoppingkultur. Men hviledagen er klemt – og måske snart glemt – i det moderne samfund. Formand for Frikirkenet, Tonny Jacobsen har følgende kommentar:
“Men det er umenneskeligt at skulle arbejde hele tiden. Vi har som mennesker brug for en dag, hvor vi ikke arbejder eller shopper igennem.”

“Men det er umenneskeligt at skulle arbejde hele tiden. Vi har som mennesker brug for en dag, hvor vi ikke arbejder eller shopper igennem.”

Det personlige ansvar

Udtalelsen fra Resam Forum peger også på, at vi hver især har et ansvar. Når vi selv investerer vores pension eller får et pensionsselskab til at gøre det, så kan vi vælge investeringer, der understøtter muligheden for fortsat liv på kloden. Resam kalder det “langtidsholdbare” investeringer. Dem skal vi acceptere trods et muligt mindre afkast.

Det personlige ansvar handler også om at forfølge andre visioner for det gode liv, end dem øget forbrug, øget produktion og fortsat vækst dikterer. De religiøse traditioner kan byde ind med alternative visioner for det gode liv: Liv, der rummer stilhed, opmærksomhed over for naturen og andre medmennesker, engagement i forhold til retfærdighed, forsoning og fredsskabelse og kontemplation.

Et ønske om samtale

De religiøse ledere ønsker at invitere til en samtale om økonomien i Danmark. En samtale om at udvikle en nation, uden at økonomien er den eneste faktor. En samtale om, hvordan vi tager vare på de svageste og udvikler en økonomi, der er i overensstemmelse med klodens ressourcer. En samtale om, at vi ikke skal tage fra de kommende generationer, men sikre, at mennesker i fremtiden kan leve værdigt.

Læs mere om Resam Forums udtalelse om økonomi

Læs hele Resam Forums udtalelse her
Læs kronikken i Kristeligt Dagblad den 10. august 2023 om emnet
Se de tilhørende videoer på Resams webside eller direkte på Vimeo:
Film 1: https://vimeo.com/852249039?share=copy
Film 2: https://vimeo.com/852251704?share=copy
Film 3: https://vimeo.com/852255014?share=copy
Film 4: https://vimeo.com/852257821?share=copy
Film 5: https://vimeo.com/852260034?share=copy

Andre udtalelser fra Resam Forum

Udtalelse om klimakrisen: Skaberværkets tjenere, forsvarere og beskyttere
Udtalelse om: Et gæstfrit Danmark
Udtalelse om kriminalitetsforebyggelse: Fokus på kriminalitetsforebyggelse frem for
gengældelse i retsvæsenet 

Mere information om Resam på baptist.dk

RESAM – om et religiøst samtalenetværk
Religiøse ledere fælles om klima-udtalelse
14 kristne, tre muslimer og en jøde på rejse sammen
Religionsfriheden er under pres
Strengere straf er ikke det samme som mere retfærdighed

Relateret

• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?
• 18. maj. 2026 - Demokrati i blå uniform

Find flere

Kate Raworth, f. 1970:

• uddannet økonom fra Oxford University
• arbejder på Environmental Change Institute
• seniormedarbejder på Cambridge Institute for Sustainability Leadership
• tilknyttet flere ekspertpaneler og tænketanke med fokus på bæredygtighed og miljø
• har udgivet: Doughnut økonomi – Syv principper for en fremtidig økonomi, der er oversat til 15 sprog og udgivet i 2018 på Informations Forlag

Økonomer er ikke de mest synlige, men de bestemmer bag facaden, og der kan man virkelig gøre en forskel. Sådan tænkte den engelske kvinde Kate Raworth, da hun begyndte at læse økonomi på Oxford University. Hun blev sørgeligt skuffet. Man underviste efter oldgamle teorier, og den, der stillede spørgsmål ved dem, blev betragtet som useriøs.

Kate Raworth stillede spørgsmål ved det stadige fokus på vækst gennem et stigende BNP.[1] Et stigende globalt BNP gennem en del år har udryddet en del af verdens fattigdom. I vores glæde over det faktum har vi måske glemt eller overset, at vores fælles klode har nogle begrænsninger. Det er vi nu nødt til at erkende.

Kate Raworth stillede spørgsmål ved det stadige fokus på vækst.

Økonomi er basalt utrolig enkel

Som lægfolk kan vi godt på forhånd tro, at det er for svært at sætte sig ind i en økonomisk teori – det har vi hverken viden eller forstand til. Det er ikke rigtigt! Enhver husstand har en samlet indkomst. Vi har også sat os i nogle udgifter. Dem er vi nødt til at have dækning for indenfor vores råderum. Vi kan selvfølgelig få held til lidt ekstra penge på lommen, eller vi kan helt useriøst satse på spil, lotto eller kviklån. Alting har en konsekvens, og det mest langtidsholdbare er selvfølgelig at indrette økonomien efter, hvad vi faktisk tjener.

Menneskeheden har uden at blinke konstant satset på ekstra indtægter.

Det samme gælder for makroøkonomien, uanset om den er privat eller offentlig – national eller global. Men menneskeheden har uden at blinke konstant satset på ekstra indtægter. Det hævner sig. Det erfarer vi allerede tydeligt.

Doughnut-økonomi

Kate Raworth udviklede en anden teori end dem, hun var blevet undervist i. Hendes teori har ikke meget med den kendte amerikanske kage at gøre, men da hun tegnede den første gang, tænkte hun: ’Den ligner en doughnut’ – og det hedder den så. Så vi skal forestille os en rund kage med et hul i midten.

Det sociale fundament – hullet i midten af kagen – er alt det, der får borgere til at trives: Behovet for mad, drikke, bolig, men også uddannelse, lighed og indflydelse. Det sociale fundament er i vid udstrækning baseret på FN’s verdensmål.

Doughnut-modellens ydre cirkel – de planetære grænser – er de klima- og miljømæssige begrænsninger, som klodens biofysiske og økologiske systemer opererer indenfor. En overskridelse af de planetære grænser påvirker klodens miljø og klima negativt.

Ringen af kage mellem ’hullet’ og den ydre grænse er det, der kaldes ”et sikkert og retfærdigt rum for alle”.

Vi har altså for første gang en samlet økonomisk model, som beskriver, at alle i verden har brug for basale velfærdsydelser, og at der er en grænse for vores udnyttelse af planetens ressourcer. Eller som Kate Raworth beskriver det: ”Et socialt velfærdsfundament, som ingen bør ligge under, og et miljømæssigt loft for pres på planeten, som vi ikke bør overskride. Mellem de to ligger et sikkert og retfærdigt rum for alle.”

Alle i verden har brug for basale velfærdsydelser, og der er en grænse for vores udnyttelse af planetens ressourcer.

Syv principper

Hvis vi skal komme dertil, beskriver Kate Raworth syv principper, der skal til for at skabe dette rum:

1. Sæt nye mål – i stedet for vækst og stigende BNP skal målet være at opfylde alle menneskers basale behov
2. Se det store billede – vi skal se markedskræfterne, staten, familierne og civilsamfundet som en helhed
3. Giv plads til det menneskelige – tidligere har mennesket økonomisk været betragtet som profitjæger, men vi er så meget mere
4. Få styr på systemerne – vi skal styre de økonomiske markeder og ikke omvendt
5. Udform en fordeling – ulighed er ikke en fordel for et samfund; det er en designfejl
6. Læg vægt på det vedvarende – forurening bliver ikke væk pga. smarte opfindelser. Vi er nødt til at genbruge i langt højere grad end nu.
7. Vær varsom med hensyn til vækst – vi er nødt til at give slip på BNP og vækst som mål for trivsel og indsætte helt andre parametre.

Hvor svært kan det være?

Da jeg læste om doughnut-økonomi, tænkte jeg: ’Ja, selvfølgelig! Hvor svært kan det være?’ Men jeg tænkte også: ’Er den teori bare i vælten nu for så at glide ud? Eller kan modellen bringe verden nogenlunde helskindet gennem det 21. århundrede?’

Jeg håber og tror på det sidste, især fordi teorien har tre vigtige nyskabelser: Den anerkender alle menneskers ret til et værdigt liv, den inddrager alle dele af den økonomiske verden ligeværdigt, og den fortæller os, at vi nu er nødt til at anerkende en ydre grænse for vækst.

Økonomi er for vigtig til at overlade til økonomerne. Vi har alle ret og også pligt til at deltage med ord og handling.

[1] BNP – Bruttonationalproduktet er et mål for et lands værditilvækst, dvs. værdien af et lands samlede produktion af varer og tjenester minus værdien af de anvendte råstoffer i et bestemt tidsrum, typisk et år.

Relateret

• 21. jul. 2025 - Emil er en glad mand
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen
• 28. dec. 2024 - ”Har du faaet bragt dit Forhold til Gud i orden?”
• 17. okt. 2024 - Splid eller enhed?
• 29. aug. 2024 - Når nu… 

Find flere

At have penge er direkte forbundet med muligheden for at realisere de fleste af vores ønsker i livet. Samtidig bliver andres opfattelse af os ofte farvet af vores økonomiske status. Penge fungerer altså både som adgangen til ’det gode liv’ og som statussymbol. Derfor bliver målet med livet let at være godt stillet økonomisk.

Det rammer hjertet

Vi er først og fremmest kaldet til at elske Gud af hele vores hjerte og vores næste, som os selv.[1] Det kald kommer før de mål og længsler, vi ellers måtte have i livet. Når vi elsker vores næste, så får andre mennesker en plads i vores hjerter, og når de lider, lider vi med dem. Derved bliver andres ønsker lige så meget værd som vores egne, så hver gang vi møder reelle behov, rammer det vores hjerte. Men at elske Gud og vores næste, som os selv, vil altid være svært for os.

Tre problemer kendetegner os i dag

• manglende villighed til at hjælpe, når der er reelle behov!
• manglende villighed til at se, hvornår vi ikke skal bede om hjælp, men derimod hjælpe!
• trang til at sammenligne vores gavmildhed med andres!

Det kalder på nyt liv

Jesus talte om, at Guds Rige var nær.[2] For at leve i overensstemmelse med den virkelighed skulle disciplene frimodigt dele deres håb, omsorg og ressourcer uden at kræve noget igen.[3] Ét er at give, hvor der er behov; noget andet er at give, hvor man oplever sig kaldet til det.

Guds Rige, der kommer nær, kalder på mere end bevarelsen af det eksisterende.

Hvis vi kun giver ud fra tanken om behov, fokuserer vi på problemerne, og det kommer alene til at handle om at slukke ildebrande – og blot opretholde status quo i tilværelsen. Men Guds Rige, der kommer nær, kalder på mere end bevarelsen af det eksisterende. Nyt liv må og skal spire frem.

Gavmildhed binder os sammen

Jesus giver os et fint billede i lignelsen om sædemanden, hvor alle typer jordbund (dvs. mennesker) får muligheden for at blive en del af Guds Rige. Vi fornemmer tydeligt, at vi selv er kaldet til at være med i sædemandens arbejde.[4] Det handler ikke kun om at dele evangeliet, for Jesus udpensler, hvad det vil sige at stole på Gud, og forklarer, at i tillid til Gud skal vi ikke holde på det, vi er blevet givet, men skaffe os punge, der ikke kan slides op.[5]

Jeg har opdaget, at det faktisk er sundt at give.

Med henvisning til den samme lignelse kalder Paulus menighederne til gavmildhed i deres indsamling og siger, at gavmildhed hænger tæt sammen med at adlyde Gud, for gavmildhed binder mennesker sammen.[6] Det kalder mig til at mærke efter, om Gud vil lægge på mit hjerte at give til noget – også selvom jeg ikke kender til et behov (endnu). Et kald til at give i tillid til, at tilskyndelsen kom fra Gud.

Råderet over økonomien

Jeg har opdaget, at det faktisk er sundt at give. Jeg har en tendens til nærighed. Jeg elsker at skrabe til mig, og jeg opbygger nemt en stærk fornemmelse af, at jeg har fortjent det, jeg ejer. Hvis jeg ikke passer på, gør det tankemønster mig kynisk, og jeg kan mærke, at denne beskrivelse kunne komme til at passe på mig:

At give vedligeholder min bevidsthed om, at alt det, jeg ejer, er en gave fra Gud.

Hvis en kristen, der har rigeligt med penge, ser en anden kristen lide nød, men nægter at hjælpe, hvordan kan Guds kærlighed så være i sådan en person?[7]

Når det ind imellem lykkes mig at adlyde kaldet til at give, vedligeholder det min bevidsthed om, at alt det, jeg ejer, er en gave fra Gud. Mit liv tilhører Kristus. Derfor bør Kristus have råderetten – også over min økonomi.

På Guds vilkår

Jeg bør acceptere det liv, Gud har kaldet mig til at leve, og de vilkår, Herren har givet mig i livet. Jeg skal med evigheden for øje erkende, at det ikke gør den store forskel, hvilken status jeg har i livet, om jeg har penge eller ej. Ikke fordi Gud ønsker, at vi skal leve på en sten, men Gud kalder os til at tjene ham godt og helhjertet med det, vi har. Når vi er optaget af Kristus, er det nemmere at give alt det andet fra os. Selv vores penge.[8]

Det er ufatteligt vigtigt, at vi er gavmilde med vores penge. Det samme gælder vores tid og vores tilgivelse!

[1] Matthæus-evangeliet kap. 22, vers 37-40

[2] Matthæus-evangeliet kap. 3, vers 2 og 17; kap. 6, vers 33

[3] Matthæus-evangeliet kap. 10, vers 5-10; kap. 6, vers 38

[4] Matthæus-evangeliet kap. 13, vers 1-23

[5] Lukas-evangeliet kap. 12, vers 22-34

[6] 2. Korintherbrev kap. 9, vers 6-15

[7] 1. Johannesbrev kap. 3, vers 17-18

[8] 1. Korintherbrev kap. 7, vers 17a. 29-31. 35

Relateret

• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Jeg har pensionsopsparing og formue i fast ejendom – og jeg kan genkende mig selv i Jesus’ kritik. Jeg er optaget af renter og huspriser, følger med i kurser. Jeg vedligeholder og istandsætter hus og sommerhus for at sikre min formue. Dér er jeg motiveret, dér er mit hjerte. Alligevel synes jeg, at jeg mangler penge. Meget af det, jeg drømmer om, har jeg ikke råd til.

I vores kirkers fællesskab fylder økonomi også meget. Mange kirker fortæller, at de har dårlig økonomi. Selv kirker med regnskab i balance klager og siger, at hvis bare vi havde flere penge, så kunne vi gøre det, vi gerne ville. Økonomi står øverst på mange dagsordener i menighedsråd og på menighedsmøder. Jo mere tid og bekymring vi bruger på økonomien, jo mere bliver det dér, vores hjerte er.

Har vi råd til det?

Jesus siger: ”I skal koncentrere jer om Gud og det, han vil have jer til, og så sørger han for alt det andet. I skal ikke bekymre jer om dagen i morgen.”[1] Jesus er kritisk overfor vores optagethed af penge og vores bekymring, om vi nu har nok til det hele. Han opfordrer os til at fokusere på det, Gud vil, og slippe vores materielle bekymringer.

Når jeg tager Jesus på ordet, får det vilde konsekvenser i mit liv. Når jeg koncentrerer mig om Gud og det, han vil have mig til, skal jeg ikke tænke på pengene. Når min rigdom er, hvad Gud kalder mig til, så er mit hjerte dér, og Gud vil sørge for alt andet.

Jeg har aldrig solgt alt, hvad jeg ejede, og det kommer jeg nok aldrig til.

Jeg har aldrig solgt alt, hvad jeg ejede, og det kommer jeg nok aldrig til. Men jeg har oplevet omvæltninger og store beslutninger, som skyldes det, Gud vil. Da har jeg selv mistet kontrollen og måttet acceptere, at jeg ikke er herre over mit eget liv. Det er hårdt, og det er også godt, for jeg har erfaret, at Gud altid har sørget for mig.

Tag Jesus på ordet!

Der er penge nok – det er motivation og mod, der mangler.

Når vi i kirken tager Jesus på ordet, så får det også vilde konsekvenser. Vi skal koncentrere os om, hvad Gud vil have os til, og ikke bekymre os om pengene. Når vi i kirken siger, at vi mangler penge, så er det løgn! Der er penge nok – det er motivation og mod, der mangler. Derfor er vejen frem, at vi tør beslutte at gøre det, som Gud kalder os til, og gøre det uden at bekymre os om de økonomiske konsekvenser.

Når vi i kirken ser et regnskab med underskud, er den normale fornuftige reaktion at bruge færre penge. Men måske er løsningen det modsatte: Måske skyldes vores underskud, at vi bruger for få penge? Måske har vi underskud, fordi vi gør for lidt eller gør det forkerte?

Kirkens problemer med økonomien

Jesus kalder os ikke til at ordne et økonomisk problem med en økonomisk løsning. Nej, det kræver ånd og visioner. Jeg vil påstå, at kirkens problemer med økonomien ikke har med penge at gøre! Kirkens økonomiske problemer dækker altid over andre og væsentligere problemstillinger. Mener vi, at vi mangler 10% i indtægter, så er løsningen ikke at skære 10% i udgifterne. Det løser ikke problemet! Næste år vil vi igen mangle yderligere 10%.

Der er ingen, der gider at dække et underskud, men de fleste vil gerne være med til at støtte et levende menighedsliv og attraktive projekter.

En kasserer sagde engang: ’Menigheden skal vide, at vi mangler penge, ellers vil de ingenting give!’ Hvert år lavede den kasserer et regnskab, der udviste et mindre underskud, så menigheden kunne få den obligatoriske opsang – også selvom menighedens formue voksede år for år. Da kassereren stoppede, og menigheden begyndte at bruge af formuen, blev menighedsbidraget fordoblet på to år! Der er nemlig ingen, der gider at dække et underskud, men de fleste vil gerne være med til at støtte et levende menighedsliv og attraktive projekter.

En menighed valgte at ansætte en ungdomspræst. Det gjorde man, selv om menigheden ikke havde penge til det. Efter tre år med væsentlig forøgede udgifter viste menighedens regnskab et overskud på 200.000 kr.

Motivation og mod

Udfordringen for os er, at livet i menigheden bliver sådan, at vi får lyst til at betale. Spar mig for mørke moralprædikener om, at ’vi burde’ og at ’være ansvarlige’ og at nu må vi ’tage os sammen’! Det giver ikke en krone mere i kassen. Lad os i stedet koncentrere os om Gud og den missionsopgave, han vil have os til. Lad os koncentrere os om det liv, vi ønsker, og bruge mindre tid på pengene. Når vi fokuserer på mere liv og nye initiativer, giver vi mere.

Når vi mangler penge til kirkens arbejde, er det ikke, fordi vi er fattige. Næsten alle menigheder kan på kort tid fordoble sine indtægter uden at nogen behøver at mangle noget. Det er kun et spørgsmål om motivation og mod. Lad os stoppe med at græde over dårlig økonomi og penge, der mangler. Lad os i stedet bruge vores ressourcer på at skabe og værne om det menighedsliv, som giver os lyst til at give.

Pengene eller livet?

Så hvis din menighed kæmper med dårlig økonomi, så hold op med at bruge tid på økonomi. Bliv i stedet begejstret for nye missionsopgaver, det Gud vil have jer til. Og koster det penge, som I ikke har, så beslut det alligevel. For Gud er alt muligt, også at finde ressourcer til at finansiere det arbejde, som Gud selv ønsker. ’Pengene eller livet?’ Så vælg da livet – og stol på, at Gud vil sørge for pengene.

[1] Matthæus-evangeliet kap. 6, vers 33-34 (Bibelen 2020)

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Familien Mang:

• David (46) og Zung Then (45), Sunday (21), Rai (18) og lillebror Phun (16) kommer fra Matupi i Chin-regionen i Burma og bor nu i Rønne på Bornholm
• David kom til Danmark den 25. juli 2006, resten af familien den 23. februar 2007
• medlemmer af Baptistkirken Bornholm, hvor Zung Then er med i menighedsrådet, og David er formand for den lokale Matupi-gruppe, der bliver kaldt Bornholm Matu Christian Fellowship

Sunday var 16 år, gik i 7. klasse og havde fået fritidsarbejde i Netto. Den første måned tjente han 5.000 kr. ”Jeg arbejdede rigtig meget”, fortæller han. Og han havde ikke lige fanget, at forældrene forventede, at han betalte hele sin første løn til Gud. En tradition, som forældrene havde lært af Sundays farfar hjemme i Burma.

Dels betaler hele familien som noget naturligt tiende. De samler alle de penge, der skal gives til kirken, den sidste søndag i måneden. Kontanterne ligger på bordet, og så lægger alle hænderne på pengene og beder for dem under deres morgenandagt. Så er de klar til at tage til gudstjeneste. Og dels giver de altså også det første af alting til Gud.

Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle betale alle pengene til kirken.

Så er vi tilbage ved den dag, hvor Sunday får sin første løn fra Netto: ”Jeg syntes, det var uretfærdigt. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle betale alle pengene til kirken eller noget andet med Gud. Vi diskuterede rigtig længe, men så accepterede jeg det. I dag synes jeg, det er en god idé.” Både han og søsteren Rai giver som noget naturligt tiende – og har tænkt sig, at de vil lære deres børn det, når eller hvis de engang skulle få nogle.

Belønnet

Zung Then, moderen i familien, fortæller, at det også var en ny tradition for hende, da hun giftede sig med David. De havde betalt tiende i hendes familie hjemme i Matupi i Chin-regionen i Burma. Men ikke dette med ’førstegrøden’.

Hun følte sig så rigeligt belønnet.

Efter at have haft nogle løse jobs med rengøring i Rønne fik hun elevplads som SOSU-hjælper. Hun havde klaret ikke at få nogen løn i flere måneder, så det var ikke svært for hende at give sin første elevløn til Gud. Og hun følte sig så rigeligt belønnet, da hun et par måneder senere blev gjort opmærksom på, at hun faktisk var voksen-elev og derefter fik voksenløn – med tilbagevirkende kraft. Forskellen var 5.000 kr. udbetalt om måneden.

Familien rummer også Rai Mawi, som fik sit første job i Meny: ”Jeg tjente ikke så meget som Sunday den første måned – og det var ikke bevidst”, forsikrer hun. Lillebror Phun er professionel fodboldspiller i Esbjerg og garanteret den af børnene, der har den højeste løn. Sunday er nyudsprungen student og har et sabbatår, mens Rai nu går i 3.g.

Farfars stemme

David, der er formand for menighedens chin-gruppe, er i øvrigt meget taknemlig for at få lov til at fortælle om deres traditioner med at give til kirken. Han synes vist, at vi danskere kunne give mere – og det er ikke løgn.

Rai oversætter det, hendes far fortæller: ”Farfar, der stadig bor hjemme i Chin, har stor betydning for familien. Han har lært os, at når man får løn, så lægger man en tiendedel til side, inden man bruger pengene. Det er til Gud. Der er et sted i Malakias’ Bog[1], som altid er inkluderet i andagten, hvor der står, at man skal give en tiendedel til Gud, og så vil himlen åbne sig og velsignelsen vil regne ned over dem.”

Det bibelvers har siddet i David lige siden, så han har altid givet, uanset hvor han har været i verden.

Stort ansvar

Jeg kan stadig høre min fars stemme.

”Jeg kan stadig høre min fars stemme”, siger David.  ”Lige meget hvilken kirke du kommer i, skal du give tiende til den kirke. For den, der er præst, kommer til at bede for dig, ligegyldigt om du har det godt eller dårligt, og den præst vil altid være der for dig.” Jeg føler – som Davids og familien Mangs præst – pludselig et stort ansvar.

På besøg i Burma

Hele familien var i Burma for et par år siden. Rai fortæller: ”De var i gang med at bygge en ny kirke. Den gamle var rigtig, rigtig gammel med jordgulv og af træ og havde ikke megen plads. Den nye kirke skulle laves af mursten, højere, bedre og finere. Jeg var overrasket over, hvor meget de gav. De byggede selv. Sunday og jeg var med til at lave gulv. Vi rørte cement. Det var fantastisk. Det overraskede mig, hvor gode de er til at give af både tid og penge.”

Her i landet kan man nok godt leve meget fint, selvom man giver tiende.

Hun fortsætter: ”Det giver faktisk bedre mening her i Danmark at give tiende. Dernede (i Burma) har de mega-lidt tilbage. Her tjener vi rimelig godt, så det burde være nemmere at give. Det er en lidt omvendt tankegang. Her kan man nok godt leve meget fint, selvom man giver tiende. Dernede føles en tiendedel som halvdelen af din løn. Man betaler for ret meget; skolegang, sundhedshjælp – man skal betale for alting. Til gengæld betaler man ikke skat.”

Brutto eller netto

Og så er vi ved spørgsmålet om, hvad man betaler tiende af: Bruttoløn eller nettoløn? Før eller efter man har betalt skat? I Burma er det tydeligvis brutto.

Det er nok et samvittighedsspørgsmål. Lige som det at betale tiende i det hele taget er et spørgsmål om forholdet mellem Gud og den enkelte. En god samvittigheds pagt.

[1] Malakias kap. 3, vers 10

Relateret

• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

I 2013 var bidragene nok til præstens løn og kirkens øvrige udgifter. Men hele ungdomsmedarbejderens løn måtte vi tage af vores opsparing. Om få år måtte vi altså opgive at have en lønnet ungdomsmedarbejder, hvis der ikke skete ændringer i menighedens økonomi.

Synlig økonomi

Derfor besluttede vi at gøre noget for at hæve menighedsbidragene.

Derfor besluttede vi at gøre noget for at hæve menighedsbidragene – selv om det for nogen er grænseoverskridende at tale om penge:

• i 2014 sendte vi en folder om økonomi til alle medlemmer
• i 2015 sendte vi et uddybende hæfte til alle medlemmer og i efteråret brugte vi en gudstjeneste på at tale om penge
• alle nye medlemmer fik udleveret folder og hæfte ved en økonomi-snak med præsten

Menighedsbidrag

2014                  854.164
2015               1.038.810
2016               1.102.142
2017*
2018               1.140.428
2019               1.153.791
2020               1.509.679

*Ingen sammenlignelige tal, da vi ændrede regnskabsår

Menighedsbidraget voksede

Det er altid svært at bestemme årsager til ændret adfærd. Skyldes ændringen vores anstrengelser, eller var det andre faktorer? Det overraskede os, at vi ikke registrerede, at flere begyndte at bidrage, men alligevel voksede indtægterne. Dem, der bidrog, gav altså mere efter vores indsats.

Dem, der bidrog, gav altså mere efter vores indsats.

Gudstjeneste om penge og økonomi

Prædikenen handlede meget direkte og konkret om fire måder at tænke penge og kirke på. De fleste af os får penge ind på kontoen sidst på måneden. Lad os forestille os, at vi lægger dem i en stor skål. Nogle af pengene går til faste udgifter, men der er en rest tilbage, som vi skal fordele i små skåle.

Det kan vi gøre ud fra fire forskellige holdninger:

• Pengene er mine, men jeg giver til Gud:

Jeg betragter pengene som mine, og fordeler dem bevidst eller ubevidst i mine forskellige skåle: ’faste udgifter’, ’mad’, ’tøj’, ’ting’. Der er også en ekstra skål ’luksus’: Det ekstra, der giver glæde i livet (en tur i biografen, kager, et kursus, en rejse…)

Jeg har også hjerte for andre, så jeg har en skål mærket ’nød’. Da jeg er kristen, giver jeg også til kirken, men løn-skålen er ved at være tom, så det bliver ikke det store, jeg lægger i skålen ’kirke’… Jeg tænker, at Gud bliver glad, når jeg også giver lidt til ham.

• En tiendedel er Guds:

Bibelen taler om tiende. 9/10 er mine penge og 1/10 er Guds. Når jeg får løn, tager jeg Guds tiendedel og lægger i hans skåle: ’nød’ og ’kirke’. Bagefter fordeler jeg 9/10 i mine skåle.

’Tiende’ skal ikke nødvendigvis tages bogstaveligt. Det kan også være 5% eller 25%. Ny Testamente er ikke så præcis som Gammel Testamente.

• Alle mine penge er Guds:

Det er Guds ære, at jeg er i live og kan tjene penge. Alle mine penge er i virkeligheden Guds. Men Gud siger til mig: ’Jeg vil give dig 9/10 af mine penge. Det er kun 1/10, som er reserveret til mig’. Jeg lægger 1/10 i ’nød’ og ’kirke’”, men også de 9/10 af pengene forvalter jeg efter bedste evne ud fra de ting, Jesus har sagt.

• Alt tilhører Gud:

Gud har skabt verden, og alt tilhører ham. Ikke bare mine penge, men også jeg og alt, hvad jeg har, tilhører Gud. Jeg forvalter mine penge, min tid, mine ressourcer, mine tanker…  – alt lægger jeg frem for Gud og beder ham vise mig, hvordan det hele skal fordeles.

Alle mine penge er i virkeligheden Guds.

Forvaltertanken

Den første holdning kan vi ikke bygge kirke på, og den forklarer nok mange af nullerne – skålen var tom, når der skulle gives til kirken. De tre sidste holdninger bygger på et vigtigt bibelsk princip: At vi ikke er ejere, men forvaltere af det, Gud har betroet os. Vi må hver især tale med Gud om, hvordan vi skal forvalte vores ressourcer. For mange vil tiende være et godt udgangspunkt.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig

Find flere

Kan det overhovedet betale sig? Eller kunne et fornyet fokus og engagement i Burundi og Rwanda med udgangspunkt i vores rødder, historie, identitet/DNA blive til en ny opblomstringstid for Baptistkirken i Danmark?

En fantastisk rejse

Hvor er det dejligt, at vi i BaptistKirken udsender Lise og Jep Emming til tjeneste i Rwanda og Burundi. Dem skal vi omslutte i forbøn.
18 personer fra Bethelkirken i Aalborg var i Rwanda i februar 2020, og der er jo mange andre, som gennem tiden har besøgt vores fælles historie og projekter i Burundi og Rwanda. Det var en fantastisk rejse. Da vi skulle hjem, mødte vi tilfældigt i Kigali vores unge fra YEGO i BBU, som var i Rwanda på samme tid.

De unge tænder på udviklingsprojekter

Hvis vi gerne vil se flere unge i vores fællesskab og igangsætte flere projekter, så kunne det blive en ny fælles driver.

Vores unge i BBU m.fl. tænder på projekter som socialt arbejde med hjælp til selvhjælp. Hvis vi gerne vil se flere unge i vores fællesskab og igangsætte flere projekter, så kunne det blive en ny fælles driver, der tager afsæt i vores fælles rødder, historie, identitet/DNA.
Alle baptistkirker i Danmark vil kunne se sig selv se sig selv i projekter med afsæt i vores engagement i Rwanda og Burundi…  måske denne fælles passion kunne skabe en ny enhed i BaptistKirken og blive ny opblomstringstid for Baptistkirken i Danmark?
Er der noget, verdenen omkring os forstår og har respekt for, så er det projekter som socialt arbejde med hjælp til selvhjælp.

Lad os bruge pengene!

Vi er som kirkesamfund kaldet til at række ud til de svage og udstødte. Vores opgave som kirkesamfund består ikke i at samle penge sammen i værdipapirer eller kontanter, som vi betaler minus-renter af.
Vi har i BaptistKirken næsten 13.500.000 kr. i værdipapirer og kontanter. Lad os slå hul på kassen og sætte aktiviteter og projekter i gang, som kan blive til velsignelse for andre. Velsign og del ud af de gaver, vi er blevet givet, så skal vi blive velsignet rigt retur.

Læs også Per Becks formandstale på landskonferencen.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken

Find flere

Danske Kirkers Råd har været udsat for svindel i stor skala denne sommer og har mistet næsten en mio. kr. (Læs mere her.) En frivillig økonomimedarbejder overførte tre store beløb, fordi han fik en mail, der så ud til at have generalsekretæren som afsender.

Ulla Holm fortæller, at hun også fik en lignende mail: ”Det var med korrekt afsenderadresse, virkelig godt lavet. Mailen indeholdt dog ingen forklaring på, hvem pengene skulle sendes til (kun kontonummer), eller hvad formålet var. Derfor var jeg mistænksom, og kunne ved nærmere eftersyn konstatere, at når man ville svare på mailen, gik svaret ikke til Pers adresse. Så jeg ignorerede det. Og jeg ville aldrig udbetale beløb i den størrelsesorden uden mere forklaring.”

Vær skeptiske

Hun fortæller, at der er flere baptistmenigheder, der har modtaget lignende mails med virkelig gode forsøg på svindel. ”Men mig bekendt er ingen hoppet i fælden.”

Formand Per Beck er glad for, at Ulla er så omstændelig.

”Det er skræmmende med disse bluffmails. Tidligere var det nemt at gennemskue, fordi sproget ofte var ubehjælpsomt. Men disse mails er på fejlfrit dansk og afsenderne har en vis indsigt i organisationen og ved tilsyneladende, hvem der normalt kan give ordre til udbetalinger. Og så er de så kloge, at de benytter sommerferien, hvor folk er ude og rejse,” siger Per og fortsætter: ”Jeg vil opfordre menighederne til dels at være skeptiske og dels at aftale procedurer, så beløb ikke udbetales, med mindre det fremgår af et mødereferat eller en mundtlig aftale.”

Ulla Holm tilføjer: ”Vi burde nok have en procedure i BaptistKirken, der sikrer at denne type svindel ikke går igennem. Det kunne være så simpelt som, at jeg ikke udbetaler uden at have været i telefon- eller SMS-kontakt med den, der har bestilt overførslen.”

Kirkedagene må ikke være i fare

Per Beck deltager i mødet i Danske Kirkers Råd i morgen, hvor svindlen og konsekvenserne er på dagsordenen.

”Det er dybt tragisk, at nogen benytter sig af at svindle både overfor kirkelige organisationer og andre. Men vi er ekstra sårbare, fordi meget af vores arbejde i det hele taget i kirkelivet bygger på frivillige kræfter. Vi tror på hinanden og handler på det, vi får at vide.”

Han håber selvfølgelig, at DKR får nogle af pengene igen, selvom det ikke er sandsynligt.

”Det var en frivillig medarbejder, som har arbejdet trofast for DKR i 20 år, og der ligger ingen ond vilje i handlingen, tværtimod. Vi må klare det ved at låne hist og her. Men det er afgørende for mig, at Kirkedagene i 2022 i Roskilde ikke må være i fare. Det kan være, at det bliver med et mere beskedent program, men det er vigtigt, at de kan gennemføres. Hvis ikke skal vi overveje, om medlemskirkerne må give et ekstraordinært bidrag eller om vi skal lave en speciel indsamling. Men det vil afhænge af, hvad de andre medlemmer i DKR gør.”

Relateret

• 01. jun. 2024 - Kirkepolitisk topmøde med ministerbesøg i Danske Kirkers Råd
• 05. sep. 2023 - Nyplantet, men allerede rodfæstet og klar til vækst
• 15. aug. 2023 - Pengene fylder for meget
• 12. okt. 2021 - Syv principper for en fremtidig økonomi
• 01. okt. 2021 - Om at være gavmild!

Find flere