Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Religiøse ledere fælles om klima-udtalelse

Bob Blob - Unsplash

Religiøse ledere fælles om klima-udtalelse

Religionerne rummer indsigt og visdom, som kan hjælpe os med at tolke tiden og give inspiration til at værdsætte og værne om kloden, dens mange livsformer, mennesker verden over og kommende generationer. Sådan lyder indledningen til en udtalelse fra 16 religiøse ledere i Danmark.

Resam, Religion og Samfund, har taget det første skridt til at være politisk aktive. Ikke parti-politisk, men samfunds-engageret. Alle de 17 religiøse ledere, som spænder over formænd og gejstlige fra Folkekirken, alle frikirker, Indre Mission, Luthersk Mission til jøder og muslimer, har skrevet under på erklæringen ”Skaberværkets tjenere, forsvarere og beskyttere”.

”Vi har medansvar”

”Vi opfordrer alle til at tage ansvar for at rette op på miljø-belastningen. Vi erkender, at tolkning af ord fra vores helligskrifter som: ”hersk over naturen og underlæg jer den” har været en medvirkende årsag til det natursyn, der har bragt os til, hvor vi står i dag. Som danske religiøse ledere påpeger vi, at både kristne, jøder og muslimer skal vende sig fra at være forbrugere til at blive bevarere af naturen og dens ressourcer,” siger Lone Møller-Hansen, generalsekretær i BaptistKirken og medunderskriver af dokumentet – og med i den video, der er lavet som en del af dette initiativ.

Hvad er Resam?

Resam er blevet til på initiativ af den kristne erhvervsmand Jeppe Hedaa. Nik Bredholdt er ansat som sekretariatsleder for Religion og Samfund.

”De religiøse ledere mødes fire gange om året og drøfter aktuelle emner. Derudfra tager vi initiativer, der skal markere en religiøs enhed omkring markante spørgsmål, uden at vi derfor er enige om alting. Fokus er på det, vi er enige om, og som vi ønsker at påvirke vores omverden med. Vi har selvklart forskelligt syn på en del, som jøder, muslimer – og også internt imellem os som kristne. Men vi mener, at det er vigtigt, at der er en stemme i samfundet, der taler med udgangspunkt i troen på en skabende og opretholdende Gud. Og det kan vi godt gøre sammen med jøder og samfundsengagerede muslimer, og jeg finder det meget konstruktivt og positivt at deltage i,” fortæller Lone Møller-Hansen.

Giv din mening til kende