16-årige Van kommer til Danmark ved familiesammenføring i september 2007. Med fra Burma er også hans lillebror. Efter ophold i et modtagecenter bliver de genforenet med forældrene og lillesøsteren.

Det var en stor omvæltning at komme til et meget anderledes land, men det sværeste var sproget.

”Det var en stor omvæltning at komme til et meget anderledes land, men det sværeste var sproget. Det var meget vanskeligt at lære dansk!”. Det har ikke været og er heller ikke nemt at få etnisk danske venner. Men som Van i dag beskriver det: ”Det er jo svært at få nære relationer med danskere, når man altid er tæt med familien, og man er mange fra hjemlandet, der arbejder sammen og altid mødes i fritiden i fællesskabet omkring kirken”. Van har dog oplevet at få en rigtig god ven, som kom fra Marokko, men det gled lige så stille ud efter folkeskolen.

Da Van kom til Danmark, fik han gode oplevelser med meget hjælpsomme og gavmilde danskere. Det betyder rigtig meget, når man skal falde til i det nye land. Dog oplever Van, at de fleste danskere er mere lukkede og mere private end udlændinge.

Autoritær skole

Van blev tidligt familiefar og har nu tvillinger i 4. klasse og et barn i 2. klasse, og det er blevet meget tydeligt for Van, at Burma og Danmark adskiller sig meget fra hinanden på skoleområdet.

Burma og Danmark adskiller sig meget fra hinanden på skoleområdet.

Da Van var barn, var der megen udenadslære i skolen i Burma. Bøgerne skulle nærmest læres udenad, og intet stod til diskussion. Man skulle referere teksterne korrekt, indlæringen foregik ved at terpe, og der var en stram disciplin. I 10. klasse skulle man bestå seks fag for at komme videre, og lykkedes det ikke, var der ingen mulighed for uddannelse. I Burma er der en anden autoritet og tugt fra lærerens og til dels også fra forældrenes side. Van mener dog, at der er sket ændringer til det bedre, siden han selv var barn.

Inddragende pædagogik

I Danmark oplever Van en anden tilgang til læring med sine børn. Børnene opdrages til at formulere sig og må bidrage med egne overvejelser, ligesom børn og lærere evaluerer og retter i fællesskab. Der er forældresamtaler og klassearrangementer, og Van oplever, at der er et samarbejde mellem lærerne og forældrene om børnenes trivsel. Det er utænkeligt i Burma.

Fordi uddannelsesmulighederne er begrænsede i Burma, og fordi relativt få rent faktisk får en uddannelse, uddanner mange chinner sig i Danmark, efter de er blevet voksne. I Burma lever de fleste af deres landbrug, men Van er glad for sin ansættelse på en møbelfabrik, hvor han arbejder sammen med flere fra menigheden.

Van trives i Danmark med sin familie og menigheden i Skjern, men må også indrømme, at han godt kan savne venner i hjemlandet, ligesom naturen dér ikke kan sammenlignes med Danmarks.

Relateret

• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 20. feb. 2025 - På vandring

Find flere

Jesse Za Iap – der kom til Danmark som flygtningebarn. Nu brænder han for at undervise børn og unge og guide dem igennem uddannelsessystemet (Privat foto)

Jesse Za Iap er syv år, da han i 2004 kommer til Danmark sammen med sine forældre. De er kvoteflygtninge, på flugt fra diktaturet og borgerkrigen i Myanmar. Familien kommer til Varde og bliver en del af Calvary Mission Church.

Der går ikke mange år, før Jesse opdager, at uddannelse er vejen frem i Danmark. Ikke kun for ham selv, men også for de chin-børn, der er født i Danmark. Prædikatet ”anden-generations-indvandrer” giver måske opmærksomhed, men ikke automatisk adgang til det gode liv.

De unge skal have en uddannelse

Det vil Jesse ændre på. Men han er også grebet af en lille smule mismod. Jesse fortæller:
”Det er ikke ligesom dengang, jeg voksede op og gik i folkeskole. Der var der hverken smartphones eller computere eller noget som helst, der stjal opmærksomheden. De unge i dag bruger bare ikke så meget tid på skolen, som vi gjorde dengang.”

Det bekymrer Jesse, at alt for mange af de chin-børn, der er født og opvokset i Danmark og i dag er teenagere og unge, ikke får en videregående uddannelse.
”De kan sagtens klare det, hvis de brugte lidt mere tid i skolen. Men de har behov for, at der er nogen, der sidder med dem og hjælper dem, fx med matematik,” fortæller Jesse.

Fra lektiecafé til virksomhedsidé

Jesse engagerede sig tidligt i lektiecaféer, hvor børn og unge kunne få hjælp. Oplevelserne var langt fra positive:
”I Ringe havde vi en lektiecafé: Den blev aldrig blev nogen succes! Da jeg flyttede til København, prøvede vi også med et program for anden og tredje G’ere – men der var ikke nogen, der gad deltage.”

Jesse fortæller, at han var glad for de opfordringer han fik som teenager til at læse videre. Dengang var der ikke mange i chin-samfundet, der havde en videregående uddannelse. Kun få kunne vejlede ham på baggrund af egen erfaringer.

”Efter jeg blev færdiguddannet og fik et job, sagde min far altid, at jeg skulle tænke på den yngre generation”

”Efter jeg blev færdiguddannet og fik et job, sagde min far altid, at jeg skulle tænke på den yngre generation,” fortæller Jesse. Han kunne ikke slippe ideen om, at de unge chin’er trængte til et kærligt skub og hjælp med lektierne og fortsætter:
”Så tænkte jeg på det her lektiecafé igen, men så bare køre det som en hobbyvirksomhed. Så ville det også være mere forpligtende at deltage.”

Fra idé til virkelighed

Ideen var der, nu skulle den realiseres. Jesse fortæller: ”Mens jeg læste min kandidat som kemiingeniør på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i København, boede jeg hos en af mine nære venner. Vi talte om min idé og hvordan den kunne realiseres.”

Sammen med vennen, Tony Tha Cung Mang, starter Jesse virksomheden ”Brave Chin Mentor” i september 2022. Forbilledet er en norsk virksomhed, der i efteråret 2022 har omkring 40 elever.  ”Brave Chin Mentor” fokuserer på at støtte chin-elever i 7. – 9. klasse i matematik. Undervisningen skal ruste eleverne til eksamen, guide dem ind i uddannelsessystemet og motivere dem til at få en videregående uddannelse. Hver måned inviterer ”Brave Chin Mentor” en ”ekspert” på besøg. ”Eksperten” fortæller om sin egen vej gennem uddannelsessystemet og inspirerer de unge chin’er til at sætte sig mål. I skrivende stund følger et hold elever på 7. – 8. klasse-niveau undervisningen i matematik to timer to gange om ugen.

“Brave Chin Mentor” på udflugt til Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Copenhagen Business School (CBS) og gudstjeneste hos Copenhagen Chin Christian Fellowship (Foto fra “Brave Chiin Mentors” Facebookside)

En eller to gange om året er ”Brave Chin Mentor” på udflugt til de uddannelsesinstitutioner, de unge gerne skal fortsætte på. På ”Brave Chin Mentor”s Facebook-side kan man læse om den seneste udflugt, hvor turen gik til Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Copenhagen Business School (CBS) og gudstjeneste hos Copenhagen Chin Christian Fellowship. Billederne taler deres tydelige sprog: Det behøver slet ikke være kedeligt at uddanne sig!

Viden giver respekt – og bedre jobs

Jesse reflekterer over udviklingen:
”Nu er jeg på den anden side af uddannelsen og har fast arbejde. Men under uddannelsen har jeg haft ufaglært arbejde, kørt med aviser og arbejdet som SOSU i en sommerperiode og jeg har arbejdet sammen med min far på et lager. Jeg kender lidt til arbejdsmarkedet. Når jeg sammenligner de jobs, jeg har haft, med dem man kan få med en videregående uddannelse, så er det nemt at se, at det betaler sig at tage en lidt længere uddannelse: Af økonomiske årsager, men også fordi det ikke er så fysisk nedslidende. Man bliver også behandlet med mere respekt, når man ved noget.”

… det betaler sig at tage en lidt længere uddannelse

Et tilbud til alle unge

I første omgang er virksomhedens aktiviteter målrettet de unge i chin-samfundet, men ambitionerne rækker videre. Inspireret både af det norske forbillede og af en af ”ekspert-gæsterne”. Efter at have holdt et indlæg i ”Brave Chin Mentor” opfordrede Nicolas Fromsejer, formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, til at udvide målgruppen til at omfatte alle interesserede.
”Det har vi slet ingen problemer med,” fortæller Jesse. ”I første omgang fokuserede vi på de unge chin’er, fordi de har brug for støtte. Undervisningen foregår alligevel på dansk, så alle er velkomne.”

Du kan læse mere om ”Brave Chin Mentor”-virksomheden på deres Facebook-side her

Relateret

• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 25. mar. 2025 - Awake Worship Night: Lørdag aften kom Helligånden til Herning
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 27. jan. 2025 - Henry hjælper unge med at finde deres identitet i Kristus

Find flere

Jeg var enormt privilegeret, fordi jeg kom til Hjørring, min mands hjemegn, hvor hans forældre stadig boede, og det betød, at jeg fra dag ét havde et netværk, som hjalp mig med at navigere i papirer, sagsbehandlere, kommune, stat, sundhedsvæsen osv.

Thomas’ venner og pårørende kom ofte forbi for at sige hej, og jeg følte mig aldrig ensom eller bange på trods af nyt land og nyt sprog.

Skal alle følge den samme vej?

’Hvorfor sender du hende ikke i dagpleje?’ Spørgsmålet var uforståeligt for mig, og jeg kunne ikke give et svar.

Men især én ting undrede mig. Mange fra mit danske netværk undrede sig over, at jeg ikke meldte Aya på to år ind i dagpleje eller vuggestue. Jeg blev målløs, når folk spurgt mig: ”Hvorfor sender du hende ikke i dagpleje?” Spørgsmålet var uforståeligt for mig, og jeg kunne ikke give et svar. Hvor jeg kommer fra, er det et privilegium at kunne passe sine egne børn og have kontrol over børnenes opdragelse. Man prioriterer, at en af forældrene bliver hjemmegående, indtil børnene skal i skole, og det at aflevere børn i en institution vælger man kun, hvis det er nødvendigt, at begge forældre arbejder.

Jeg kunne ikke se nogen fordele ved at sende Aya i institution, mens jeg var hjemme. En ven forklarede mig en gang, at jeg kunne have tid til mig selv. En anden i netværket forklarede, at det var nødvendigt for Ayas socialisering, og en tredje sagde, at hun kunne blive mere selvstændig. Men som toårig?? Nu arbejder jeg sjovt nok selv i en børnehave, hvor der er en vuggestue i samme bygning. Jeg har oplevet, at nogle pædagoger kan være lidt fordømmende over for forældre, der vælger at beholde deres børn hjemme i stedet for at sende dem i vuggestue eller dagpleje.

Jeg tror, at mange danskere føler sig usikre, når nogle familier vælger andre løsninger end dem, de fleste vælger.

Otte år i Danmark har givet mig nogle erfaringer og tanker om det, og jeg tror, at mange danskere føler sig usikre, når nogle familier vælger andre løsninger end dem, de fleste vælger. Hvilke konsekvenser får det mon, når alle ikke følger den samme vej? Jeg tror ikke, det er bevidst, og måske er det bare almenmenneskeligt med usikkerhed overfor det anderledes. Men det kan føre til en slags kassetænkning, hvor folk, som ikke følger normen, men følger sideveje, betragtes som en trussel. Sidevejene kan udløse følelser af usikkerhed eller mistanke, og den automatiske reaktion i de situationer er, at man kommer til at betragte sidevejen negativt.

Sproget som nøglen til integration

Sproget har for mig været nøglen til integration. Jeg har benyttet alt, som jeg havde til rådighed, for at tilegne mig sproget: Mit netværk, grammatikbøger, sprogskole, kursus, osv. Danskere har altid været enormt tilgivende for mine sproglige fejl, og det betød, at jeg kunne føle mig tryg nok til at øve mig med sproget i forskellige sammenhænge.

Elizabeth Andersen:

• født i USA, bor i Hjørring
• uddannet pædagog og arbejder i en børnehave
• formand for menighedsrådet i Hjørring Baptistmenighed

Demokratiske rammer

Danskere har også været meget støttende, når jeg meldte mig til forskellige udvalg eller tjenester. Jeg hører faktisk regelmæssigt i de grupper, at danskerne ønsker, at flere udlændinge vil deltage i forskellige råd og udvalg. Min oplevelse har jo netop været, at jeg herigennem har fået en mulighed for at integrere mig og lære mere om Danmarks demokratiske rødder.

Jeg har ikke fra min baggrund en forståelse for nødvendigheden af at have fx forældreråd og bestyrelser, og uden sproget og min uddannelse ville jeg slet ikke have forstået det. Nu kan jeg se, at de demokratiske rammer flytter en del af byrden fra organisationen til folket, hvilket kræver stor deltagelse fra mange. Derfor er jeg kun taknemmelig for den støtte, som jeg igennem årene har fået, for den er medvirkende til, at jeg i dag føler mig velintegreret i det danske samfund.

Relateret

• 26. dec. 2023 - Taknemlighed og tålmodighed
• 26. jul. 2023 - Familie og fællesskab fylder hverdagen
• 15. jun. 2023 - Kan man vælge at være dansker?
• 16. maj. 2023 - ”Brave Chin Mentor” – Jesse hjælper unge i gang med uddannelse
• 21. apr. 2023 - Også på denne klippe

Find flere

Baptistkirken Bornholm har igennem en årrække været kendt for at være en menighed med et stærkt åndeligt bagland, og mange baptistpræster i hele landet har deres rødder her.

175 år

Mange baptister i Danmark har formentligt besøgt øens bakker, dale, kirker og klippeborg, hvis ikke de også har fejret gudstjeneste i den historiske gamle baptistkirke i Rønne fra 1888 eller deltaget i Holsteroddelejre. Øens strategiske beliggenhed og særprægede geografi og natur har formentlig formet det historiske krydsfelt for øens militære og religiøse liv. Den 13. maj kan baptistmenigheden fejre 175-års jubilæum i tillid til Guds fremtidige planer for kirken og menigheden. For på denne klippeø har Gud bygget sin menighed.

…menigheden kan snart fejre 175-års jubilæum i tillid til Guds fremtidige planer for kirken og menigheden.

Som så mange andre baptistmenigheder i Danmark har menigheden tabt en eller flere generationer. Samtidig oplever de udfordringer i spørgsmål om renovering af kirkebygningen og lejren Holsterodde. Endelig har medlemmerne forskellige ønsker til, hvordan ’Det Hellige’ skal fejres. Men ønsket og formålet er det samme: At give troen videre til den næste generation med den samme begejstring, som man selv har oplevet; ligesom Jesus ønskede at bygge sin menighed på troens klippe.

Krise eller kald?

Julefrokost med pakkespil.

Det er et udbredt dilemma at skulle vælge mellem en traditionel gudstjeneste med salmer eller en mere uformel gudstjeneste med lovsange. Valget står oftest mellem ønsket om at skabe tryghed og kendte rammer om det hellige for den ældre generation, som har været med til at sikre menighedens økonomi og bygninger, eller at flytte fokus og tale om det hellige i et sprog, som de unge kender og bliver draget af.

Flere medlemmer beretter om en menighed i krise igennem længere tid. Dog siger de næsten enstemmigt, at de er meget begejstrede for den udvikling, som også er sket i samme periode. De føler, at de mange burmesere, som kom for næsten tyve år siden, gav menigheden en meget vigtig opgave at stå sammen om. De er enormt glade for deres præst, Lone Møller-Hansen, og de mange tiltag, hun og menighedsrådet har taget initiativ til for at skabe sammenhængskraft i menigheden. Især Vital-forløbet og det populære tværkirkelige projekt ‘Max’ for børn og unge er der stor begejstring for.

Til den årlige tværkirkelige Max-dag er hele byen inviteret. 1000 børn deltager. Baptistkirken er bygget om til legeland for de mindste.

Integrationen lykkedes

VITAL-forløbet har været til glæde for de danske medlemmer såvel som dem med burmesiske rødder. Der er afsat dobbelt så lang tid til forløbet, fordi det meget spændende materiale og program skal oversættes for at sikre en ligeværdig platform for de burmesiske familier. De udgør nemlig en afgørende del af kirkens ressourcer, børneflok og økonomiske bidrag, da tiende i form af pengegaver og frivillighed er en vigtig del af deres trospraksis.

Menighedens tillid til fremtiden har dog ikke været uden tårer og sved eller tvivl.

Kirkens proces henimod at styrke den indbyrdes kærlighed og den klippe, som skal bære den næste generations baptister på øen, er dybt afhængig af idéer, der bygger bro mellem kulturer og generationer. Ud over præsten, Lone Møller-Hansen, er der ansat en deltids præstemedhjælper, Sambuh LangLe, og et andet burmesisk medlem har overtaget børnekirken. Menighedsrådet afspejler menighedens diversitet, og flere kan se, at ”VITAL gøder jorden”, og de tror, at ”det virker, fordi man kan se folks villighed tydeligere”.

Fremtiden?

Ingen ved helt, hvorfor en hel generation mangler, kun at de er savnet. Ingen ved helt, hvor pengene og ressourcerne skal komme fra til renovering af kirken, men talen om at sælge Holsteroddelejren har fået flere til at melde sig på banen for at genfinde den åndelige gejst. Ingen ved helt, hvornår kommunikationen gik i kludder, kun at de alle er blevet bevidste om, at genetablering af den indbyrdes kærlighed skal prioriteres. Også på denne klippeø har Gud bygget sin menighed. Mon ikke Gud også kan klare renoveringsplanerne?

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”

Find flere

I mange menigheder fejrer man påske med gudstjeneste palmesøndag, fællesspisning eller nadverfejring skærtorsdag og opstandelsesfejring påskedag. Sådan er det ikke i Chin-menighederne. Her er der undervisning, møder for hele menigheden, undervisning og “camp” for børn og teenagere og fællesskab for alle – hele påsken.

Biak Chin Par Lian (Chin Chin) beretter om påskefejringerne 2023 i Chin-menighederne:

I Lai Baptist Church i Ringe har de inviteret Za Thawng Cin, der er amerikansk ungdomspræst. Hele menigheden mødes fra skærtorsdag til påskelørdag til undervisning ved både dag- og aftenmøder. Påskedag er der gudstjeneste fra kl. 12 og bagefter er der festmåltid for hele menigheden.

Chin Baptist Church i Ringe er inviteret til påskefest hos menighedsmedlemmet Phun Mang og hans familie. De har inviteret hele menigheden! Chin Chin fortæller, at familien betaler alle udgifterne: Det er en tradition, hvor man viser taknemmelighed over Guds velsignelse, man giver med glæde og man deler med den menighed, man er en del af. Menigheden fejrer gudstjeneste påskedag kl. 12.30

Nordjylland Chin Church fejrer også påsken med møder fra skærtorsdag til påskelørdag – både dag og aften. Her kommer Ni Cia, kvindelig chin-præst fra Norge på besøg og underviser. Menighedens kasserer Van Hmun Thawng og hans familie holder påskefest for menigheden. Nordjylland Chin Church ser frem til at fejre dåb påskedag.

I Chin Bethel Church i Skjern er det forpersonen for menighedens kvindegruppe, Mah Khin Sui og hendes mand, der holder påskefest for menigheden. Der er fuld fart på påsken i Skjern med møder fra skærtorsdag til påskelørdag. Hver dag fra kl. 10 – 16 og igen kl. 18.30 . Taler og undervisning står den amerikanske chinpræst Van Ni for.

Påsken er ikke kun for de voksne i Chin Bethel Church: Menigheden inviterer også til  børnemøder og teenagemøder, hvor deres egen præst Emmanuel Cinzah og flittige børnekirkeledere står for festlighederne. Det giver god mening at have fokus på de yngste, når over halvdelen af de 235 deltagere i menighedens aktiviteter er børn og unge.

Dåb i påsken er en tradition

I påsken gentager Chin Baptist Church Esbjerg succesen fra juleferien med at samle menighedens børn og unge til Ungdoms Camp på Frøstruphave Efterskole. Menighedens egne præster og ressourcepersoner står for bibelundervisningen om frelsen i Kristus.

Menigheden har tradition for dåb i påsken – helst udendørs i en sø. Traditionen holder i år, hvor mange har ønsket at blive døbt. Hele menigheden holder også fast i de traditionelle gudstjenester langfredag kl. 15. og påskedag kl. 14.

Chin Chin slutter med at fortælle, at socialt samvær og fællesspisning altid er en del af chinmenighedernes fejring af kirkelige højtider.

Hvordan fejrer I påsken i din menighed? Med lige så meget fest og undervisning som i Chin-menighederne eller med ro, fordybelse og eftertanke alene eller i mindre grupper? Kommentarsporet er åbent og alle er velkomne til at bidrage.

.

Andre artikler om påske:

.

Ikke den slags konge – og ikke den slags magt!

Relateret

• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Den større mobilitet og globalisering har gjort, at vi har fået mange mennesker til vores land, der har en anden kulturel baggrund og ballast end etniske danskere. Det har givet udfordringer, som vi må håndtere for den enkelte og for samfundet som helhed.

Mødet med det fremmede

Spørgsmålet er, hvilke udfordringer der er reelle, og hvilke der er bundet til følelsen af at stå lidt usikre overfor det fremmede? Især mennesker, der kommer til os fra Mellemøsten, er ganske anderledes end os, og jeg kan huske, da jeg første gang stiftede bekendtskab med den problemstilling. Jeg havde en pårørende, som boede i et alment boligselskab. Hun var meget oprørt over, at ’de fremmede’ sad ude ved havebordene, som boligselskabet havde sat op på plænerne. ”De fylder det hele!” Efter lidt snak fandt jeg ud af, at disse borde aldrig reelt havde været brugt til noget som helst, så det var ikke, fordi ’de fremmede’ havde okkuperet noget, som danskerne manglede. Det fremmede var at se de mange mennesker hygge sig offentligt.

Kriminalitet

Alle statistiske oplysninger stammer fra Danmarks Statistik.

Men selvfølgelig handler det ikke kun om angsten for det fremmede. Vi har reelle udfordringer med integrationen. Der er højere kriminalitet blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Et indeks, der standardiserer efter alder, viser, at kriminaliteten i 2019 er 51% højere blandt mandlige indvandrere og 139% højere blandt mandlige efterkommere med ikke-vestlig baggrund end blandt hele den mandlige befolkning. Eller sagt lidt mere konkret: Kriminaliteten i den danske befolkning er 1,8 %, mens tallet for ikke vestlige indvandrere er 4,9%. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt.

Udfordringen er måske ikke det etniske, men at løfte både indvandrerdrenge og etnisk danske drenge ud af fattigdom.

Her er jeg så nødt til at nævne, at statistik er rigtig besværlig. Det betyder noget, hvordan man skærer tallene. Vi ved, at kriminaliteten blandt etniske danskere ofte er bundet til mænd uden uddannelse. En statistik, der sammenligner etnisk danske mænd uden uddannelse og ikke-vestlige indvandrere, vil helt sikkert se anderledes ud. Det betyder ikke, at vi som samfund ikke har en udfordring, men udfordringen er måske ikke det etniske, men at løfte både indvandrerdrenge og etnisk danske drenge ud af fattigdom.

Arbejde

Et andet væsentligt problem er beskæftigelsesgraden. 76% af befolkningen i Danmark er i beskæftigelse, mens kun 54% af migranter fra ikke-vestlige lande er det. Indvandrere fra vestlige lande har ofte arbejde, inden de kommer, eller også har de uddannelser, som umiddelbart kan bruges i Danmark. For flygtninge – altså mennesker, der er kommet til landet med asyl som opholdsgrund – er det tit vanskeligere at få arbejde. Kun otte andre sprog i verden – fx kinesisk – er sværere at lære end dansk, og vi fordrer ofte en høj grad af sproglig kompetence inden ansættelse.

Det betyder, at flygtninge ofte har en lavere indkomst end befolkningen som helhed.

Det betyder, at flygtninge ofte har en lavere indkomst end befolkningen som helhed. Den femtedel af de 30-59årige, der har den laveste indkomst, tjener under 180.900 kr. om året. Blandt flygtningene lever 81% af de 30-59årige i familier med en disponibel indkomst, der er lavere end 180.900 kr. De er altså markant overrepræsenteret blandt den femtedel med de laveste indkomster. Men betyder den mindre beskæftigelsesgrad, at de ikke vil arbejde, eller at det danske samfund ikke vil ansætte dem?

Den sociale arv

Det betyder under alle omstændigheder, at vi sætter indvandrerbørn i en fattigdomssituation. De skal slås med den sociale arv som fattige, og med samfundets syn på dem som fremmede og samtidig måske være i opposition til deres kultur. En kultur, som særligt for kvinder kan være undertrykkende. I sidste ende skal vi måske klappe ad dem, som det lykkes for, og hjælpe til alle de steder, hvor vi kan!

Statistikker er et både guddommeligt og djævelsk værktøj, som kan understøtte ethvert formål, hvis vi ikke er helt opmærksomme på, hvordan de er lavet. Lad os hellere gå i Jesus’ fodspor ud til alle dem, som trænger og har hans kærlighed behov. Lad os hjælpe i stedet for at fordømme, og jeg er sikker på, at Gud velsigner os på vejen.

Relateret

• 26. jul. 2023 - Familie og fællesskab fylder hverdagen
• 16. maj. 2023 - ”Brave Chin Mentor” – Jesse hjælper unge i gang med uddannelse
• 21. apr. 2023 - Vejen til integration, nyt demokrati og børneinstitutioner
• 21. apr. 2023 - Også på denne klippe
• 02. apr. 2023 - Chinmenighederne holder fast i påskens traditioner

Find flere

Bente Højris:

• præst i Brovst Baptistkirke siden 2016, tidligere: Ingstrup, Oure og Sæby
• uddannelse i at lede Bibliodrama på Lidingö, Sverige, og i Europæisk Bibliodrama Netværk
• uddannelse fra Baptistsamfundets teologiske Seminarium og studier i Rüschlikon, Schweiz

Jeg har været en del af to forskellige menigheder, der bestod af mennesker fra forskellige kulturer. Jeg husker tydeligt den søndag i 2006 i Sæby Baptistkirke, hvor der fra den ene dag til den anden sad 86 sorthårede gudstjenestedeltagere i den ene side af kirken og noget færre gråhårede i den anden side.

Chin’er i Sæby

Vi havde nogle måneder tidligere fået kontakt til fire flygtninge fra Myanmar, og de havde fortalt os, at der ville flytte flere til. En stor gruppe af deres landsmænd var blevet tilbudt arbejde på Sæby Slagteri efter nedlukning af Grindsted Slagteri. Omkring 85 mennesker – enlige og familier – tog imod tilbuddet og flyttede på én gang til Sæby. Jeg besøgte dem om fredagen, og søndag formiddag kom de så gående: En lang strøm af mennesker i de flotte røde og sorte chin-nationaldragter, på vej til deres nye kirke. Hvilken glæde og hvilken udfordring!

Nepalesere i Brovst

Ti år senere flyttede jeg fra Sæby til Brovst. Her er også en stor gruppe af flygtninge, men denne gang nepalesere fra Bhutan. De fleste kom til Danmark i 2009, og af dem, Jammerbugt Kommune havde fået ansvar for, kom en del ret hurtigt til at bo i Brovst. De var en del af menigheden her, da jeg flyttede hertil. Flere af dem var blevet kristne i flygtningelejren, og andre var blevet døbt i Brovst.

En ny virkelighed

I begge tilfælde har det vendt op og ned på menighedens normale liv. Det har været så godt, at menighederne har fået den fornyelse: Aldersgennemsnittet er faldet væsentligt, og vi er blevet rykket ud af vores sædvanlige rytme. Vi måtte genoverveje, hvordan vi ville bruge de kræfter, som menigheden har. Det var livsbekræftende, at der igen var børn og unge med til gudstjenesterne.

Aldersgennemsnittet er faldet væsentligt, og vi er blevet rykket ud af vores sædvanlige rytme.

Håbet flammede op og med det uanede kræfter til at komme vores nye venner i møde. Der blev knyttet bånd mellem kontaktfamilier og de nytilflyttede familier til gensidig glæde og håb.

Selvfølgelig var der også nogle danskere, der mente, at de nye fyldte for meget og fik for megen opmærksomhed. Der skete for mange ændringer til, at alle kunne føle sig trygge. Men mange danskere involverede sig med liv og sjæl, og der blev skaffet kontaktfamilier til de nye.

Udfordringer

Vi lærte snart, at der også var store udfordringer i den nye situation. Blandt andet at det i mange kulturer er uhøfligt at sige: ’Nej tak’ til en invitation.  Derfor siger man ’Ja tak’ – selv om man godt ved, at man ikke kan komme. Det gav skuffelser hos danske kontaktfamilier, der inviterede og lavede mad – og så dukkede ingen op.

Demokratiets spilleregler kan være svære at håndtere for vores nye venner, og magtstrukturen kan være så anderledes.

En anden forskel, som har været svær for de fleste danskere, er, at demokratiets spilleregler kan være svære at håndtere for vores nye venner, og at magtstrukturen kan være så anderledes. Når man fx vil have de unge til at synge til en gudstjeneste, skal man ikke spørge dem selv, men spørge deres præst om han vil spørge dem! Sproglige problemer er en anden helt naturlig udfordring, men heldigvis er de yngre familier og børnene superhurtige til at lære dansk.

Selvstændig etnisk menighed?

Efterhånden har situationen i de to menigheder udviklet sig forskelligt. I Sæby kom der så mange fra Myanmar, at der ret hurtigt opstod et ønske om at danne egen menighed. Det var en skuffelse for mange danskere, der havde set en lysere fremtid i møde med alle de nye mennesker.

I Brovst er der ikke så mange af anden kultur, så her er flygtningene fra Bhutan fortsat en del af menigheden, men sproglige og kulturelle forskelle giver stadig mange misforståelser. En af de store udfordringer p.t. er at få nogle af de nye til at indgå i menighedsledelsen. Måske er det, der er på dagsordenen, simpelthen ikke relevant for vores nye venner?

En flygtnings perspektiv

Vi føler os accepteret og har aldrig følt os udenfor.

Jeg har spurgt ét af vores nydanske medlemmer, hvad han har oplevet af glæder og udfordringer ved at blive en del af Brovst Baptistkirke. Arjun Ghatani nævner: ”Det har været en stor glæde for os at få lov til at komme i Guds hus og blive en del af fællesskabet her. Vi føler os accepteret og har aldrig følt os udenfor. At være en del af en dansk menighed har også været en naturlig måde at lære dansk sprog og kultur, ligesom det har været en stor fordel, at der var et naturligt sted at få hjælp, når der var problemer.

Det har også været en glæde, når præsten og andre af vores danske venner er kommet og har besøgt os i vores hjem. Forskellene, som vi især har lagt mærke til, er, at kvinder ikke beder med tørklæde på hovedet, at der bliver brugt alkohol ved nadveren (sammen med juice), og at der ikke er så megen lovsang, som vi har været vant til. Efterhånden, som vi har været her i flere og flere år, er alting blevet nemmere!”

Arjun Ghatani

Personligt er jeg dybt taknemmelig for indsatsen både fra mine gammeldanske og mine nydanske venner. Når der kommer nye til vores menighedsfællesskaber, kræver det vilje og åbenhed fra begge parter, men det kan også blive til stor gensidig velsignelse.

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. nov. 2025 - Alt det, vi har til fælles
• 02. feb. 2025 - ”Vi er ikke allerbedst til at lytte…”
• 16. dec. 2024 - Håb ved udkanten
• 11. jul. 2024 - Det ku’ være mig

Find flere

På sommerstævnet har du måske bemærket det store, hvide telt fra Holbæk. Her hænger 19 forskellige flag. Et fra hver nationalitet, der er tilknyttet kirken.

Annamary Jeromdesella

Der er også en broget gudstjeneste hver søndag. ”Det er især stort til jul og påske”, fortæller Annamary Jeromdesella, der er tamil. ”Så synger vi salmer og lovsange på vores eget sprog. Der er plads til os alle. Jeg er rigtig stolt af at være med i denne kirke.”

Dansk er vores eneste fælles sprog.

Mange af flygtningene kender hinanden fra sprogskolen. ”Dansk er vores eneste fælles sprog”, siger hun, der har tilhørt menigheden siden 2001. Integration er ikke noget, man snakker om. Det er bare noget, man gør – helt automatisk. De tre flygtninge, jeg taler med, er enige. Holbæk Baptistmenighed er noget specielt.

Valgte at blive

Netop en gruppe tamiler har ellers lavet deres egen menighed, der bruger kirken, men Annamary og hendes familie valgte at blive i Holbæk Baptistmenighed. ”Det var børnene, der bestemte det”, fortæller hun. De er nu 35, 38 og 39 år gamle! ”Vi fik en meget venlig modtagelse. Det fungerer så fint på trods af de mange nationaliteter”, fortsætter hun.

Naw Seng Dum Daw

Naw Seng Dum Daw, der er kachin’er fra Burma fortæller det samme: ”Der er ikke nogen, der tænker på nationalitet. Vi er bare mennesker.” Han kom til Danmark i 2008 med sin kone. Nu er han slagter- og butiksuddannet og har købt ’Slagterens Grill’ i Vig på Sjælland.

Der er ikke nogen, der tænker på nationalitet. Vi er bare mennesker.

”Jeg var baptist hjemme i Burma, og jeg kan godt lide baptistkirken. Vi fik en kontaktfamilie fra
starten. Nu er vi en rigtig familie. Det er dejligt. Menigheden har et varmt hjerte”, forklarer han. Han fortæller også, at han fik lektiehjælp i ’Åben Kirke’, dengang han studerede. Alle kachiner, der er baptister, har gudstjeneste på deres eget sprog en gang om måneden. Ellers deltager de i den danske gudstjeneste.

Åben kirke

Netop ’Åben Kirke’ er en enestående kontakt til det omgivende samfund. I en nytårs-cafégudstjeneste i 2011 spurgte den nu afdøde præst, Finn Basnov, deltagerne: ”Hvad skal du gøre for menigheden og for Gud i den tid, der kommer?”

Det tændte noget hos Inge-Lise Bornhardt, der netop var gået på efterløn. Hun inviterede Maja Andersen fra menigheden med hjem til frokost, og dér blev de enige om at starte ’Åben Kirke’. Den har så været der lige siden hver tirsdag, bortset fra de to gange, juleaften er faldet på en tirsdag – og bortset fra Corona-nedlukningen.

Her kan man få lektiehjælp eller bare snakke. Dengang lå sprogskolen i nærheden, og allerede første tirsdag kom to piger, én fra Eritrea og én fra Iran, og bad om hjælp. Nogle gange har der været op til 60 deltagere, nu kommer der 10-25.

De bliver behandlet som skidt her i Danmark. Jeg føler mig så magtesløs.

Inge-Lise Bornhardt

”Integrationen går så godt, at stort set alle kan forsørge sig selv nu. Så forsvinder de fra ’Åben Kirke’. Men der er nogle enkelte medlemmer af menigheden, der kommer. Det er dem, der er kommet senest til Danmark”, fortæller Inge-Lise. Hun bliver så oprørt, når hun hører dem fortælle deres historier: ”De har alle sammen en frygtelig historie. Og de bliver behandlet som skidt her i Danmark. Jeg føler mig så magtesløs, når jeg ikke kan hjælpe mennesker, jeg er kommet tæt på.”

Venligboerne

Hun er en af dynamoerne i ’Åben Kirke’ og i 2015 fik de god kontakt til Venligboerne. Den tidligere lærer Eva Lund-Madsen (75) kom for at hjælpe med lektierne. Hun er ikke kirke-aktiv og tænkte faktisk, om det kunne være en hæmsko, at lektiehjælpen var i en kirke. Flygtningene er jo både muslimer og alt muligt andet end kristne.

”Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var et problem”, fortæller hun. ”Kælderen under kirken er et meget menneskekærligt rum. Det er, som om det hænger på væggene. Her spiller det ikke ind, hvilken religion, du har. Vi griner en del og har et dejligt fællesskab. Det er hyggeligt. Hvis jeg kommer, og der ikke er brug for hjælp, drikker jeg måske en kop kaffe, og så smutter jeg hjem igen.”

Spisning onsdag aften

Annamary er også meget glad for spisningen i kirken onsdag aften: ”Jeg laver mad en gang imellem. Her er god tid til at snakke sammen. Bedre tid end til kirkekaffen om søndagen. Her finder de unge også sammen.”

Den første lørdag i måneden har der også været ’Åben kirke’ for familier. Den har været lukket pga. Corona, men starter formentlig op igen i februar. ”Vi leger med børnene, mest sanglege. Børnene kender dem fra institutionerne, men forældrene kender dem jo ikke. Og så lærer forældrene hinanden at kende”, siger Inge-Lise og fortæller om sommerudflugten til Odsherred Zoo: ”Ét år var vi over 30 afsted, alle udlændinge.”

Formand for en del

Jean-Pierre Makumbu

Både Annamary Jeromdesella og Jean-Pierre Makumbu sidder eller har siddet i menighedsrådet. Jean-Pierre var den første sorte mand i menigheden. Han fandt derhen ved et tilfælde, da han lige var flyttet til Holbæk, og blev varmt modtaget. Finn og Anne-Marie Basnov inviterede ham på frokost, og da han blev kørt hjem, vidste han, at her skulle han være. ”Til jeg dør”, tilføjer han.

Selvom han og hustruen nu har 35 km til kirken, er han særdeles aktiv. Han har arbejdet i menighedsrådet i 15 år, er formand for både projektudvalget og omsorgsudvalget. Foruden hans hjertebarn, Foreningen Bondeko, som hjælper forældreløse børn i hans hjemland Congo. ”Her er stor kærlighed og omsorg. Det er mit hus, mit hjem”, siger Jean-Pierre.

Læs mere om Bondeko i artiklen ‘Jeg fik et chok‘.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

”Kirkerne har noget særligt at tilbyde flygtninge og indvandrere. Vi er et netværk, en familie, en landsby… vi er mennesker, der kan tage flygtningene ind og lære dem at være danskere og integrere dem i samfundet. Det er det særlige mandat, vi har”, siger Ruben Holmgreen Falk, ny daglig leder af Kirkernes Integrations Tjeneste, KIT.

Han har en mangfoldig baggrund for den nye tjeneste;

Han er 49 år og kommer med en baggrund som missionær i Tanzania, præst i Pinsekirken Bornholm, forstander på Efterskolen Alterna og selvstændig konsulent inden for GDPR, NGO-ledelse og fundraising.

Han har altså mere end 25 års ledelseserfaring inden for kirke-, mission-, NGO- og foreningsverdenen, og derudover en diplombachelor i kommunikation og ledelse.

I KIT står han med det overordnede driftsmæssige ansvar, rådgivning og ansvaret for samarbejdsaftaler med kirkefælleskaber rundt i Danmark, der arbejder med integration af nydanskere.

Derfor er han også lige nu i gang med at kontakte de menigheder, der har en samarbejdsaftale med KIT – og han vil også rigtig gerne i kontakt med dem, der ikke har en sådan, men faktisk arbejder med integration af nydanskere i deres menigheder.

Færre penge fra staten

”Vi ved allerede nu, at pengene fra Integrationsministeriet, der nu hedder Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, svinder ind. Vi får lige nu to mio. kr. og om 15 måneder falder det til 1,3 mio. kr.” Han synes, at integration fylder alt for lidt på Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfayes skrivebord:

”Jeg er kritisk overfor den danske integrationspolitik. Jeg har svært at forstå, hvorfor den nuværende regering ikke afsætter flere penge til integration. Det er en samfundsopgave,” slår Ruben fast efter at have læst på de sociale medier, at nogle politikere mener, at det er en personlig og måske endda privat opgave.

Nye kvoteflygtninge

”KIT skal tilbage som en aktiv spiller på migrant- og flygtningeområdet. Det er vores berettigelse.

Der kommer ikke ret mange nye kvoteflygtninge fremover – 200 i 2021 fra Rwanda og Congo. Men congoleserne er kristne, så det er naturligt, at det er kirkerne, der samler dem op.”

Lige nu har han også sat gang i et arbejde for at afdække, hvad behovet er i kirkerne og hvordan kirkerne kan støttes med at komme i gang med integrationsarbejdet igen.”

Denne afdækning sker i samarbejde med Als Reseach, betalt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Tre ansatte

Der har været en stor udskiftning blandt de ansatte på KIT.

Ud over Ruben er der pt. tre ansatte og fra nytår kun to, da Hans Henrik Lund og projektet Diaspora (se anden artikel) stopper.

”SIRI ser ikke nogen stor integrationsværdi i, at herboende indvandrere skaber udviklingsprojekter i deres hjemland, så vi får ikke mere støtte til projekt Diaspora, som derfor må stoppe”, fortæller Ruben.

Der er to medarbejdere: Gabriela Cruz Færch er fra Equador. Hun arbejder dels med projekt Au Pairs Network, og dels med Kirkernes Fællesskab.

Mildred Osias er filippiner. Hun har sammen med sin mand i 20 år haft en filippinsk menighed i København, og kender derfor mange au pairs. 80 pct. af alle au pairs kommer fra Filippinerne. På KIT arbejder hun med rådgivning og sjælesorg.

Fordi mange af de filippinske au pairs er katolikker, er det katolske Caritas også inde i billedet.

Videnstab

”Der er megen viden, der er gået tabt, fordi vi har haft så stor personaleudskiftning. Vi skal i gang med igen at kortlægge migrantmenighederne i Danmark.”

Der findes i KIT-regi to typer menighedsfællesskaber; danske menigheder der integrerer nydanskere og migrantmenigheder i Danmark, stiftet af nydanskere. Begge parter har brug for hjælp, og de sidste især skal også have en stemme.

Gå-på-mod

Ruben er fuld af gå-på-mod, fordi han anerkender behovet for KIT og det kæmpe potentiale for integration og næstekærlighed, der ligger i kirkerne. Og ekspertisen til fondsansøgninger og kontakt til myndighederne skal naturligt ligge i KIT, som også tilbyder sparring og at skabe netværk til andre kirker, der måske har løst den opgave, en ny kirke står med. ”Vi skal være en vidensbank og brobyggere. Og vi skal udruste de hundredvis af mennesker, der er aktive i integration ude i menighederne.

Finde substansen

Mine hovedopgaver er dels at få gang i projektbevillingerne igen, til gavn for de menigheder, vi samarbejder med, også fra fonde og erhvervspartnere. Og dels rekruttere mange flere medlemmer og gavegivere. Der skal være 300 personlige medlemmer og 100 gavegivere – det har man ikke i dag.”

Og er der noget, Ruben har bevist i sit tidligere virke, er det, at han er god til at skaffe penge. Og så er han systematiker. Som han påpeger:

”Substans kommer igennem dokumentation. Jeg har måske ikke politiker-tække, men at finde substansen i kirkernes integrationsarbejde arbejde er min styrke”.

Relateret

• 11. jul. 2024 - Det ku’ være mig
• 06. mar. 2024 - Når baptister gør en forskel
• 05. feb. 2024 - Besøg har betydning for Chin-flygtningene i Mizoram
• 01. feb. 2024 - Flygtninge fra Chin Staten
• 25. jan. 2024 - En drøm

Find flere

Det har været et par meget kritiske år, som kunne have kostet KIT, Kirkernes Integrations Tjeneste, livet. Efter to skift i daglig ledelse er Ruben Holmgreen Falk nu på vej til at finde fodfæste – og han sætter sammen med bestyrelsen KIT på slankekur. Der bliver færre aktiviteter og økonomien skal hænge sammen.

For knap 20 år siden fik Hans Henrik Lund fra BaptistKirken visionen om Kirkernes Integrations Tjeneste. Han så, at mange af de migranter, der kom til Danmark, var kristne, men de fandt ikke ind i den ordinære kirke. Der var brug for at støtte dem, og støtte de danske kirker i at tage imod de nye samfundsborgere. Især frikirkerne støttede op om KIT, som har løst mange store opgaver og Hans Henrik Lund har som visionær leder sat mange projekter i værk; Sommerlejre for migranter eller tilskud til kirkerne, når de tog flygtninge med på deres lejre. Café Cadeau, hvor ikke mindst au pairs fandt et tilholdssted. Han kom også på ideen med kontaktfamilier for migranter, bare for at nævne noget.

Hans Henrik har været eminent i sin kontakt til politikere og nøglepersoner.

Kæmpe underskud

Men for halvandet år siden slog bestyrelsen i KIT bremserne i, da et projekt slog bunden ud af kassen. Det er igennem årene lykkedes Hans Henrik Lund at opnå statsstøtte til mange projekter, men især et af projekterne fik et enormt underskud.

Økonomien er vendt, men man slæber stadig rundt på et underskud på knap en halv mio. kroner. Regnskabet for 2020 er dog kommet ud med overskud, så underskuddet nedbringes gradvist.

I mellemtiden blev Lucas Skræddergaard, der allerede var ansat i KIT, daglig leder fra 1. februar 2021. Så blev han ansat i Folkekirkens Migrantarbejde, og pr. 1. august er Ruben Holmgreen så ny daglig leder.

Diaspora

Hans Henrik Lund har siden 2020 været ansat som konsulent på Diaspora-projektet, der understøtter, at nydanskere laver udviklingsprojekter i deres respektive hjemlande. Projektet lukkes ned ved udgangen af 2021, og Hans Henriks ansættelse stopper dermed i projektet, mens de CKU-projekter (tidl. DMRU), som han har fået igennem i Sri Lanka, Zambia og Rwanda køres videre i den projektperiode, der er bevilliget til.

Au pairs

Tilbage vil der være to projekter, som KIT i første omgang koncentrerer sig om:

De støtter au pairs, som ofte oplever, at deres værtsfamilier ikke har styr på reglerne. Under Corona har au pairs (som også tæller enkelte mænd), været ekstra trængt, fordi de har været ’lukket inde’ sammen med deres værtsfamilier.

Dette projekt køres sammen med fagforeningen FOA og Caritas, katolikkernes nødhjælpsorganisation.

Men Café Cadeau har været lukket længe.

Kirkernes Fællesskaber

Så er der Kirkernes Fællesskab, som har været kerneydelsen i KIT i alle årene.

Kirkernes Fællesskab koordinerer mødesteder for nydanskere rundt om i Danmark. Her mødes man på tværs af kirkeskel, hjælper med ansøgninger og dokumentation, samtidig med at der er aktiviteter for nydanskere i mødestederne. Alle menigheder kan være med, hvis man har åben adgang for nydanskere. Der er pt 14 mødesteder rundt om i Danmark.

Corona var hård ved KIT. Som den tidligere leder Lucas Skræddergaard siger:

”Det er svært at lave integration, når folk ikke kan mødes fysisk.”

KIT tilbyder stadig hjælp til visumansøgninger og andre spørgsmål, som måtte opstå i forbindelse med at arbejde med nydanskere.

Ny situation i BaptistKirken

BaptistKirken har alle årene støttet KIT ekstraordinært med 50.000 kr., fordi vi har rigtig mange migrantmenigheder med ekstraordinære behov. BaptistKirkens ledelse har besluttet fremover kun at yde det samme økonomiske bidrag som de andre medlemskirker.

”Det gør vi, da det var en fælles opfattelse på et møde med KIT i maj, at ydelserne i den ekstraordinære aftale stort set er dækket af KITs normale ydelser nu, og at vi derfor i BaptistKirken fremover vil kunne købe os til ekstra ad hoc ydelser, hvor det måtte være relevant”, forklarer Torben Andersen, generalsekretær i BaptistKirken.

Relateret

• 26. jul. 2023 - Familie og fællesskab fylder hverdagen
• 16. maj. 2023 - ”Brave Chin Mentor” – Jesse hjælper unge i gang med uddannelse
• 21. apr. 2023 - Vejen til integration, nyt demokrati og børneinstitutioner
• 21. apr. 2023 - Også på denne klippe
• 02. apr. 2023 - Chinmenighederne holder fast i påskens traditioner

Find flere