Lyt til artiklen

Den 1. februar 2021 blev Myanmars spæde demokratiske proces brat afbrudt, da militæret, anført af Senior General Min Aung Hlaing, tog magten ved et kup. Det, de fleste forventede ville blive kortvarigt, har udviklet sig til en langvarig national krise præget af vold, fordrivelse, stigende fattigdom og dybe traumer. Millioner er blevet berørt, og hele lokalsamfund er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem. Familier lever som internt fordrevne i skove, i midlertidige skjul og i lejre. De lever i stor usikkerhed uden regelmæssig adgang til mad, uddannelse eller sundhedspleje. Frygt er blevet en del af hverdagen for både børn og voksne.

Fordrevne i lejrene i indiske Mizoram (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Kuppet ramte demokratiet hårdt

De militære ledere begrundede kuppet i 2021 med valgsvindel ved det foregående valg, hvor militærets egne partier led et markant nederlag. Myanmars de facto leder, Aung San Suu Kyi, og præsident Win Myint, var blandt de første, der blev arresteret sammen med en lang række folkevalgte politikere, aktivister og menneskerettighedsforkæmpere.

Befolkningen reagerede prompte på militærets magtovertagelse. Titusinder gik på gaderne i fredelige demonstrationer over det meste af landet og mange offentligt ansatte deltog i civil ulydighed. Militæret besvarede de fredelige protester med ekstrem brutalitet, voldelige anholdelser og drab. Det fik modstanden til at ændre karakter. Det, der begyndte som fredelige protester, udviklede sig til en væbnet konflikt.

Udviklingen og situationen i dag

Siden kuppet er situationen i Myanmar kun blevet værre, og i dag taler mange NGO’er og hjælpeorganisationer om en humanitær katastrofe. Over 2,5 millioner mennesker er drevet på flugt internt i landet, og befolkningen kæmper med økonomisk kollaps og stærkt voksende fattigdom. For det kristne mindretal i Myanmar betyder militærstyret øget usikkerhed, restriktioner for kirkerne og blokering af internettet, hvilket gør det svært at samles til gudstjenester.

Siden efteråret 2023 har en alliance af etniske væbnede grupper vundet kontrol over store landområder, vigtige grænseovergange og over 30 byer. Det betyder, at militærjuntaen står svagere end nogensinde. Juntaen kontrollerer stadig de største byer og besidder overlegen luftstyrke, men moralen i hæren er dalende. I de befriede områder arbejder modstandsbevægelsen aktivt på at opbygge et føderalt demokrati nedefra.

I løbet af december 2025 og januar 2026 gennemførte juntaen et parlamentsvalg i flere etaper, der af blandt andre De forenede Nationer og Human Rights Watch betegnes som hverken frit eller retfærdigt, men snarere en skueproces for at fastholde magten.

Myanmars befolkning har de seneste år oplevet flere naturkatastrofer. I 2024 var det tyfonen Yagi og i 2025 var der flere meget kraftige og ekstremt destruktive jordskælv i området omkring Mandalay. Jordskælvene blev målt til henholdsvis 7,7 og 6,4 på Richterskalaen.

Skoleklasse i en af flygtningelejrene i indiske Mizoram i december 2024 (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet vokser blandt baptister

For nylig besøgte medlemmer fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) trosfæller i Myanmar. I en meddelelse skriver de: ”Vi blev mindet om, at bag hver eneste statistik er der virkelige mennesker: præster, familier, unge og børn, som fortsat står fast i troen. Den lokale kirke og baptistfamilien i Myanmar er blevet steder med tilflugt, modstandskraft og stille mod – og de tjener deres lokalsamfund med store personlige omkostninger.”

Repræsentanter fra Baptistkirken i Danmark har også besøgt landet, senest i december 2024. Missionssekretær Morten Kofoed fortæller:
”Behovene i landet er mange og til tider er vores samarbejdspartnere virkeligt udmattede over de forhold, de lever under og de overgreb, de bevidner. Når det så krydres med både tyfoner og jordskælv, er det virkeligt svært for dem. Men der er også håb. De motiveres både af vores finansielle støtte til fx indsatser efter tyfoner og jordskælv og ikke mindst af, at vi tænker på dem og beder for dem.”

Meddelelsen fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) fortsætter: ”Vi er privilegerede over at kunne gå sammen med vores baptistfamilie i Myanmar – lytte, lære, bede og reagere, hvor det er muligt. Vores tilstedeværelse kalder os ikke til at tale hen over dem, men til at stå sammen med dem og sikre, at de ikke bliver glemt.”

En opfordring til bøn

Asia Pacific Baptist Federation (APBF) opfordrer alle verdens baptister til at stå sammen med dem i bøn for Myanmar. En opfordring, vi som danske baptister gerne støtter op om. Det gør de med ordene:

Bed for Myanmars befolkning

• om trøst, heling og håb for dem, der har lidt tab og traumer
• om beskyttelse af børn, kvinder og de mest sårbare

Bed for fred og retfærdighed

• om en ende på volden og åbning af veje til forsoning
• om visdom og mod til fredsskabere og lokalsamfundsledere

Bed for de internt fordrevne

• om sikkerhed, husly, mad, lægehjælp og uddannelse
• om styrke til familier, der lever i langvarig uvished

Bed for kirken og baptistfamilien i Myanmar

• om udholdenhed, enhed og beskyttelse
• at kirken fortsat må være et lys, et fristed og en kilde til håb

Bed for fortalervirksomhed og global opmærksomhed

• at det internationale samfund ikke bliver træt eller tavst
• om vedvarende fortalervirksomhed, humanitær adgang og medfølende handling

Solidaritet med de udsatte i Myanmar

Ud over enkeltstående øjeblikke og kampagner forpligter de asiatiske baptister sig til vedvarende bøn, læring om og opmærksomhed for Myanmar. De lover deres søstre og brødre i Myanmar at huske frem for at glemme og udvise solidaritet frem for tavshed.

De skriver til baptister i andre dele af verden: ”Vi kan måske ikke ændre alt, men vi kan nægte at se væk. Må vores bønner føre til dybere medfølelse, trofast fortalervirksomhed og fortsat partnerskab, indtil freden får rod i Myanmar.”

Håbet består, selv i det mørke, der har sænket sig over Myanmar de seneste fem år.

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset

Find flere

Jeanette Munksbøl:

• har arbejdet som specialklaselærer, integrationskonsulent, pædagog og lærer i Dansk Røde Kors’ Asylafdeling
• digter, billedkunstner, foredragsholder og projektmager

Jeg ser dem hele tiden, mange steder. Når jeg kører forbi, og ser drengen med kasketskyggen i nakken og tasken på ryggen, ensom bag flokken, som vender sig, hvisker, peger og håner. Manden udenfor Kvickly med sine aviser. Et sted i livet mistede han grebet, noget gik i stykker, og han gik fra hus og hjem og rudekuverter til et liv på gaden.

Fyren i parken med sit skræmte blik og den hullede plastsæk med tomme dåser i én hånd, mens den anden roder i affaldsspanden. Teenagepigen med vagtsomme, allerede livstrætte øjne på Vesterbros Torv, som tigger en smøg og ryger med rystende hænder.

Kvinden foran mig i køen i Netto, iført våde, lasede bukser, efterladende et spor af stram ammoniak i sit kølvand. Et kølvand, som får os velbjergede til at rynke bryn og næser, holde vejret og trække væk.

Lorteliv

Jeg lærte allerede i mit første skoleår, at livet ikke er retfærdigt, og at ingen er sin egen lykkes smed.

At den forhutlede og tilbagetrukne dreng på bagerste række, ham med de alt registrerende øjne og nærmest sorte blik, ikke selv havde valgt at komme i skole grå af snavs på halsen og med hullede bukser og bøger, der aldrig blev bundet ind. Allerede dengang i 1. klasse mærkede jeg indignationen og vreden i maven over den slags – og magtesløsheden over, at det var sådan, det var.

Et lorteliv helt derude på kanten er sjældent noget, nogen har drømt om. Ingen vælger selv psykisk sygdom og invaliderende angst eller sætter kryds ved at bo under et regnslag i årevis. Selv de, som vender ryggen til en opvækst med misbrug og traumer, får sjældent dét med sig i livet, som giver frit valg på samfundsreolen.

Ingen drøm

Siden jeg var ganske lille, har jeg vidst, at det også kunne være mig. At det ofte kun var et spørgsmål om, hvor man var født, og hvem, man blev født af.

Enhver af os kan bryde sammen og tabe den røde tråd af syne, uanset hvordan vi har garderet os imod det.

At ingen har ønsket at fødes eller føde de steder på kloden, hvor krig, klima og katastrofer regerer, og at hverken de handlede kvinder i København eller nogen flygtning eller migrant nogen sinde har haft en drøm og et håb om at ende på gaden, at flakke illegalt rundt på gader og stræder, langt fra samfundets og fællesskabets nederste trin.

Når jeg var hos min dejlige mormor, fascineredes jeg af historierne fra hendes absurd fattige og ensomme barndom på den yderste kant af 1900-tallets København. Et ’uægte’ barn og en ’horeunge’.

Måske blev den skamfortælling, som fulgte hende livet igennem, kimen til min forståelse af, at kanten aldrig er langt væk fra nogen af os. At enhver af os kan bryde sammen og tabe den røde tråd af syne, uanset hvordan vi har garderet os imod det. At livet groft sagt er et korthus, og at uanset hvor gode kort vi måtte have på hånden, findes der ikke det livsbyggeri, som en uforudsigelig kastevind ikke kan vælte.

Tynd tråd

Selv snublede jeg næsten over kanten for seksten år siden. På det helt personlige plan måtte jeg erkende, hvor tynd den er, den tråd, vi alle sammen hænger i.

Selv snublede jeg næsten over kanten for seksten år siden.

Som jeg stod dér og vippede, indså jeg betydningen af, at nogen griber os. At vi gribes, når vi er dér på kanten, hvor det kan gå begge veje. Gribes, både af nåden fra Gud og af kærligheden fra næsten. At vi falder i levende hænder, som Møllehave skriver. Vi er, enhver af os, afhængige af lige dele nåde og netværk – opad til og udad til. Og følgeskab af bare én stabil og levende sjæl kan være den afgørende faktor.

Vi er, enhver af os, afhængige af lige dele nåde og netværk – opad til og udad til.

Jeg indså, at også jeg ville kunne falde fra mig selv, gå i stykker og i hundene. Mærkede, hvor lidt uforudsigelighed der skal til, før læsset kan vælte, og man står derude, hvor man aldrig har troet, man skulle se sig selv. Så tæt på kanten – det sted, hvor magtesløshed og kontroltab hersker.

Ahmed var øjenvidne til to flygtninge, der sloges, og hvor den ene blev stukket i maven med 35 knivstik.

Midt i min egen rystelse blev jeg kontraktansat i Røde Kors, i Asylafdelingens børne-og unge-afdeling. Uanset om de var flygtet på egen hånd eller i følgeskab med voksne, havde de fleste oplevet så voldsomme ting på vejen, at det var næsten umuligt for dem at sige det højt. 14-årige, som var selvmordstruede, 10-årige, som var holdt op med at tale, unge med sår og ar fra granatsplinter, børn, som havde været tæt på at drukne under flugten – og så var der dem, som på en særlig måde krøb ind under huden med deres historie.

Vi kan kalde ham Ahmed

Han plejede at vågne, når Afghanistans morgenlys trængte ind mellem skoddernes lameller og faldt på husets kalkede vægge. Han husker at være fem år og ligge i sengen og lytte til finkernes kvidren i volieren, lyden af den smukke hvide kakadues morgenhilsen og hans lille søsters morgenpludren.

Helvede i et asylcenter. Her er en afghaner blevet hængt op i et træ af nogle iranere og han bliver slået med knive.

Han husker også at være seks år og finde en død talebaner begravet i sandet tæt på huset – og ikke at fortælle det til nogen, for at mor ikke skal græde. Han husker at være otte år og flygte om natten med mor i hånden og far, som bærer lillesøster. Skuddene i krydsilden i passet, og at være blandt de få, som overlever og går videre – hen over ligene af døde venner og naboer.

Flugten over bjergene, hvor der bliver skudt efter dem. Forrest går ”Ahmed” og hans familie, der overlever som nogle af de få.

Han husker at sidde på kanten af den overfyldte gummibåd, og han husker fars ansigt i bølgerne, da han redder lillesøster. Husker skrigene, råbene og angsten. Og derefter seks års barndom yderst på kanten i asylhelvede Danmark.

Ude på kanten, hvor ro, relation og en kop kakao efter timen gør en forskel. Derude på kanten, hvor vi bli’r hinandens næste!

Ude på kanten, hvor ro, relation og en kop kakao efter timen gør en forskel.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen her

Jeg sidder til møde i Baptist World Alliance Verdens-råd mellem to fantastiske mænd.

Den ene er John Beasy, som kommer fra Australien. Han er næstformand i HR-udvalget, hvor jeg er formand, men vi har aldrig talt om hans tjeneste derhjemme i Adelaide som seniorpræst i en lokal baptistkirke med 250 medlemmer, der har fået hjerte for socialt arbejde.

Den anden er Fernando Brandao fra Brasilien, som kan fortælle om et enestående arbejde med flygtninge i Sao Paolo.

Jeg starter med det sidste:
Baptisterne i Brasilien har taget imod 900 flygtninge fra Afghanistan og 32 palæstinensere fra Gaza. Baptisterne tager det fulde ansvar for disse familier. De sørger for et sted, de kan bo, tøj, undervisning og hjælp til at lære portugisisk – med hjælp fra bibelen. De hjælper dem med at søge jobs. Hver eneste dag serverer de næsten 3000 måltider.

Og de får ikke én krone fra myndighederne – men ros fra den brasilianske præsident, Luis da Silva, som har sagt, at baptisternes flygtningecenter er det bedste i hele Brasilien til at tage imod flygtninge.

De har ansat 35 missionærer, som arbejder på flygtningecenteret i Sao Paulo sammen med 20 frivillige.

Der er mange fantastiske historier. Den bedste er måske, at der var en hotelejer, der lukkede sit hotel og gav baptisterne nøglen. De kan bruge hotellet gratis i fem år. Med swimmingpool og golfbaner er der grønt og smukt. Stedet bliver kaldt Vila Minha Pátria, ”Mit hjemland”, og her bor de knapt 1000 flygtninge.

Taknemmelige muslimer

En anden fantastisk historie handler om en afghansk kvinde, der kom gravid til Brasilien, mens hendes mand blev tilbageholdt i Pakistan. Hun levede en måned i lufthavnen i Sao Paolo, kontaktede baptisterne og blev hentet. Fem måneder senere fødte hun sin baby, og godt et år efter lykkedes det for hendes mand at komme til Wien, få visum og de brasilianske baptister betalte for hans flybillet. Ved ankomsten sagde han; ”Jeg er muslim, og jeg ser, hvad I kristne gør for min familie. Hvem er de der baptister? Jeg ser jeres kærlighed.”

Der er tre mio. baptister i Brasilien fordelt på 15.000 kirker. Og de planter hundredvis af kirker i disse år.

Jeg bliver meget ydmyg.

Livets brønd

Tilbage til John Beasy, der har skabt et socialt projekt, som nu er spredt til Bangladesh. Det hedder LifeWell. Navnet leder tanken hen på den samaritanske kvinde ved brønden, som møder Jesus. Hun får del i det levende vand, der springer som en kilde i hendes indre. Der er tanke for dyb forvandling i LifeWell.

Det er et program, som han påstår kan overføres til en hvilken som helst menighed, der har en bygning.

Det handler om at se hele mennesker, krop, sjæl og ånd.

De har åbnet deres lokaler for f.eks. en massør, fysioterapeut, psykoterapeut, psykolog, mentorer og rådgivere. De har det krav til dem, at de skal være veluddannede og kristne. Det er en forudsætning, at disse terapeuter skal have en levende tilknytning til en kirke, men faktisk helst ikke den kirke, de arbejder i – menighedens medlemmer skal opleve en frihed, når de kommer til massage eller rådgivning.

Terapeuterne betaler husleje og står selv for booking, så det kræver ingen ansatte i kirken. Men kirken viser, at de tager sig af hele mennesket. Og det center for helse, som kirken er blevet, har fået et godt ry igennem de 15 år, det har eksisteret, fordi folk ved, at det er behandlere med høj etik, de kommer til.

Det er da genialt – og har da også spredt sig til syv centre i baptistkirker i Adelaide og gennem personlige venskaber otte centre i Bangladesh. Kunne det fungere i Danmark?

Vision 2033

I øvrigt arbejder verdensrådet med en vision for 2033. For at markere 2000-året for kirkens begyndelse og for Helligåndens udgydelse. På bordet er nogle meget konkrete planer for, hvordan baptister fra hele verden kan være i mission. På fem områder er der inspiration til, hvordan vi lokalt kan styrke vores mission:

• Ved at læse Bibelen – måske fem år i træk læs Ny testamente fra ende til anden. Og være med til at sende bibler til mennesker, der bliver forfulgt.
• At åbne vores spiseborde for naboer og bede for dem.
• At investere i næste generation af unge ledere. Og støtte kirkeplantning.
• At alle kirker har et specielt tilbud til sårbare – det kan være børn, unge eller familier.
• At alle baptister aktivt arbejder for at stoppe vold i vores lokalsamfund, vold i familier, vold overfor kvinder og børn.

En stor mundfuld, ja, så hvad nu hvis vi i hver eneste kirke valgte ét område, som vi ville prioritere frem til år 2033?

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/02/besoegimizoram2023.mp3

Vil du støtte arbejdet blandt flygtningene, kan du indbetale et beløb på MobilePay 330 048 eller konto 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

I december 2023 rejste Moses Lal Bawi Peng fra BaptistKirkens ledelse, Zung Lian Mang Hlawn Ceu og Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed til grænsestaten Mizoram i det østlige Indien. Her findes måske mere end 60 flygtningelejre med 60.000 – 70.000 Chin-folk, der lever under primitive forhold. BaptistKirkens samarbejdspartner Chin Health Organization (CHO) forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene og i Chin-staten i Myanmar.

Livet i flygtningelejrene

På besøg i en hytte i “Camp 3” (Foto: Morten Kofoed)

Morten Kofoed fortæller, at situationen i Mizoram er meget kompleks. Der er meget stor forskel på flygtningenes muligheder: Nogle har familie i USA eller Europa, der kan sende penge. Andre har kun nødhjælp og måske en køkkenhave at leve af. Nødhjælpen leveres af forskellige organisationer (NGO’er), af de lokale kirker og i begrænset omfang af de Forenede Nationer (FN).

Det er FN-organisationen UNOPS, der opererer i området. UNOPS har kun mandat til at hjælpe i Myanmar, forklarer Morten:
”Som jeg har forstået det, vil Indien helst ikke blandes ind i konflikten i Myanmar. Man anerkender ikke officielt Chin’ernes flygtningestatus. Derfor er det svært for FN-organisationerne at komme på banen i Mizoram.”

Morten fortæller videre, at flygtningelejrene består af hytter af flettet bambus, dækket med presenninger. ”Det er bedre end telte,” siger Morten og tilføjer: ”Men de sanitære forhold er elendige og når det regner, er det hele mudder.”

Lærerværelset i flygtningelejren Sihmui Camp 1, hvor der lever 124 flygtninge i 27 familier (Foto: Privat)

På trods af de elendige vilkår har Chin’erne fokus på, at børnene skal i skole. Selv om der er mangel på alt fra blyanter til tavler, skal børnene i det mindste lære at regne, læse og skrive.
”Det er som om, forældrene tænker, at vi måske ender her, men vores børn skal i det mindste have chancen for at komme videre,” siger Morten.

Brilleuddeling i Camp 3 (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization (CHO)

CHO forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene, men også blandt de internt fordrevne Chin’er i Chin-staten på den anden side af grænsen i Myanmar.

Morten forklarer:
”CHO opererer i såkaldte ”Health Teams” – ”sundhedshold”: En læge og en sygeplejerske. De rejser rundt mellem flygtningelejrene. Måske får hver lejr besøg to eller tre gange om året.”

Det virker yderst begrænset, hvad CHO’s ”Health Teams” kan udrette i den store sammenhæng. Alligevel lykkedes det i efteråret 2023 at vaccinere 12.000 børn mod de mest almindelige børnesygdomme: Sygdomme, som børn dør af i flygtningelejre.

Vej i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization samarbejder med FN’s UNOPS-organisation om hjælp til de ramte områder i Chin-staten. Forholdene er vanskelige: Der er krigshandlinger og terrænet er svært at færdes i.
””Health Teams” krydser grænsen ad dårlige veje og mudrede stier for at hjælpe inde i Chin-staten. Selv om man fristes til at tænke, at vores hjælp er en dråbe i havet, oplever man lige her, at den gør en stor forskel,” siger Morten.

Kort over området – Mizoram og Chin-staten

Situationen i det vestlige Myanmar

Chin-staten er placeret i det vestlige Myanmar ved grænsen til Indien og delstaten Mizoram. Grænsen er måske tydelig på kortet, men virkeligheden er meget anderledes. Mizo’erne og Chin’erne tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder. Når der har været uroligheder, har man altid søgt tilflugt og hjælp hos hinanden. Man har handlet og man har giftet sig på tværs af grænsen. Og som ved andre grænser, har smuglergods krydset grænsen. I dag flyder betydelige mængder narkotika over grænsen fra Myanmar til Indien.

I Myanmar er Chin’erne en del af oprøret mod militærdiktaturet. Det har medført voldsomme kampe og overgreb på civile i Chin-staten. Mange er flygtet til Mizoram i Indien og mange lever som internt fordrevne.

Morten tilføjer:
”Som flygtning i sit eget land – internt fordrevet – er man ikke rigtig flygtning. Man er ikke omfattet af FN’s konventioner. Da der samtidig er kampe i området, er hjælpen ofte langt væk.”

Besøget i Lawngtlai

Missionshospitalet i Lawngtlai (Foto: Morten Kofoed)

Morten, Moses og Zung besøgte også baptistmenigheden i Lawngtlai i Mizoram. Menigheden driver et velfungerende missionshospital, der bl.a. er ved at blive udbygget med CT-scanner. Under rundvisningen fik de tre gæster oplyst, at hospitalet et par timer tidligere var blevet underrettet om, at der var krigsofre på vej. Krigsofre, der var blevet ramt inde i Chin-staten, men nu blev bragt over grænsen til behandling.
”Der var tale om otte til ti timers transport efter de var blevet skudt eller ramt af et eller andet. Men det er den mulighed, der er for hjælp. Chancerne for at overleve er givetvis ikke store,” siger Morten.

Missionshospitalet i Lawngtlai er sponsoreret af amerikanske donationer. Det betyder, at krigsofre og flygtninge fra Chin-staten kan behandles gratis.

På besøg i flygtningelejr (Foto: Privat)

Hvorfor bruge penge på besøg?

Morten fortæller, at BaptistKirken har støttet arbejdet i grænseregionen med 300.000 kroner. Det lyder ikke af meget, når fx UNOPS’ budget i Chin-staten tælles i millioner kroner. På spørgsmålene om vores hjælp overhovedet gør en forskel og hvorfor vi bruger penge på at rejse ud – fortæller Morten om turens bedste oplevelse:
”Det lyder måske utrolig banalt, men vores hjælp og vores besøg bliver helt klart opfattet som et signal om, at Chin’erne ikke er glemt. Selv om vi hverken kan løse konflikterne eller give alle et bedre liv, så betyder det rigtig meget, at der er nogen i et land meget langt væk, der kerer sig om dem. Det betyder noget, at vi rejser ud og besøger dem, vi hjælper. ”

Samarbejdet

Efter besøgene i Mizoram rejste Morten videre til Yangon i Myanmar, mens Moses og Zung fortsatte arbejdet i Mizoram.

Formålet med besøget i Yangon var at styrke relationerne til baptistkirkerne og andre samarbejdspartnere i Myanmar. Morten fik blandt andet mulighed for at mødes med udenrigsministeriets Head of Mission og eneste medarbejder i Myanmar.
”Det er meget lavpraktisk,” siger Morten, ”og vi kender det alle sammen: Det er bare nemmere at samarbejde med mennesker, man har mødt i virkeligheden. Relationer betyder om ikke alt, så rigtig meget.”

Hovedvejen(!) mellem Aizawl og Lawnghtlai (Foto: Morten Kofoed)

Turen har blandt resulteret i et spirende samarbejde om fælles projekter med de to danske organisationer The Chin Christian Association in Denmark (CCADK) og Chin Community in Denmark, CCDK. Morten peger på, at der, specielt i CCDK, er en del unge, der har projekterfaring fra Dansk Ungdoms Fællesråds projekter.
”Et bredere samarbejde giver også bredere mulighed for finansiering. Vi kan bevæge os fra kun at lave nødhjælp til at lave udviklingsprojekter. Præcis som det er sket i Rwanda og Burundi,” siger Morten.

Krigens absurditet

”Når man kommer til Mandalay eller Yangon, ser det fint ud på overfladen og så fungerer alt. Hotellerne er åbne, man kan spise på restaurant, busserne kører og butikkerne har varer. Krigen er langt væk. Lige indtil man får at vide, at der natten før var granatnedslag og kamphandlinger kun 50 kilometer væk,” beretter Morten.

Han fremdrager endnu et eksempel på krigens absurditet:
”Efter at have spist suppe i næsten 14 dage var det meget mærkeligt at blive inviteret på middag på en restaurant i Yangon. I et par timer var der pludselig meget langt til virkeligheden i Mizoram.”

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere

Lyt til artiklen her:

Vil du støtte arbejdet blandt flygtningene, kan du indbetale et beløb på MobilePay 330 048 eller konto 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Jeg besøgte i december 2023 Mizoram for at tilse det sundhedsarbejde, som BaptistKirken sammen med herboende burmesere har støttet i de mange Chin flygtningelejre i Mizoram og i Chin Staten. Arbejdet udføres i samarbejde med Chin Health Organisation, CHO[1]. Med på turen var også Moses Peng[2] og Zung Hlawn Ceu[3]. Det anslås, at der er over 70.000 flygtninge i Mizoram. Hvor mange internt fordrevne, der er i Chin Staten, er uvist.

Livet i lejrene

Vi besøgte fire lejre, hvor der i hver bor mellem 100 og 400 personer. Det er ikke teltlejre, som vi ser på TV, men små landsbyer med beskedne huse, der primært er bygget af bambus. Nogle er heldige at have metaltagplader, men ellers er det flettet bambus og presenninger. Mange af lejrene ligger i svært tilgængelige områder, og den megen regn hjælper ikke på tilgængeligheden. Der er ikke vand og strøm i lejrene; nogle steder har de dog solceller, så de kan få lidt lys, når det er mørkt. Ofte må de hente vand flere kilometer væk.

Man kæmper med mudder i det regnfulde klima.

Vi var nødt til at flygte fra Chin Staten, fordi vi havde støttet den civile ulydighedsbevægelse CDM efter militærkuppet.

Lejrlederen i lejren Sihmui 1, Ting Han, fortalte: ”Vi var nødt til at flygte fra Chin Staten, fordi vi havde støttet CDM[4] efter militærkuppet. Det er trygt at være i lejrene, som er meget velorganiserede, men vi har kun overskud til at tænke på, hvordan vi skal få mad og holde os varme. Og så betyder det meget, at vores børn får skolegang, så de får større chancer for en god fremtid efter krigen!”

Folk forsøger at klare sig, som de nu kan.

Køkkenhave.

Rundt i lejrene ser vi små køkkenhaver, stabler af brænde og små husdyr. Folk forsøger at klare sig, som de nu kan. Nogle får hjælp fra familie og venner udefra, men de fleste må klare sig med det, de selv kan dyrke, og så den nødhjælp, der indimellem bliver delt ud af kirker og de få organisationer, der arbejder i området.

CHOs arbejde

Det er ikke kun i Mizoram, CHOs læger og sygeplejersker fungerer. CHO har også 17 mobile teams, der arbejder inde i Myanmar. Uden for de store byer er sundhedssystemet i praksis brudt sammen. CHOs medarbejdere løser altså en stor opgave med at besøge de ofte ufremkommelige landsbyer for at tilbyde basal sundhedshjælp, og de har netop afsluttet en større vaccinationskampagne. De har lidt medicin med og kan sy sår mv. sammen.

Større ting – som fx krigsskader – har de kun ringe mulighed for at behandle. Og den slags forekommer, fordi der er krigshandlinger og militær i områderne. Vi besøgte også et hospital i byen Lawgntlai i Mizoram, der drives af det lokale baptistsamfund. Den aften fik de melding om, at de fire timer senere ville modtage en række krigsskadede patienter fra Chin Staten. Det er en tur på 8-10 timer for de allerede hårdt prøvede patienter.

Skole i Sihmui.

Håb trods alt

Børnenes fremtid var dét, der fyldte hos de fleste.

Indtrykkene på turen var mange. Håb og håbløshed gik hånd i hånd hos dem, vi mødte. Børnenes fremtid var dét, der fyldte hos de fleste. Derfor var det også naturligt at de havde bygget skoler i lejrene. Der er lærere blandt flygtningene, så de underviser børnene, selvom de mangler tidssvarende undervisningsmaterialer. Det giver trods alt lidt håb for fremtiden og den næste generation.

[1] Chin Health Organisation, CHO. En uafhængig NGO, der arbejder i Chin Staten og i Mizoram.

[2] Medlem af BaptistKirkens ledelse og generalsekretær i CCA-DK, Chin Christian Association i Danmark.

[3] Formand for CCA-DK, sammenslutning af Chin-menigheder i Danmark – ni baptistmenigheder og en pinsemenighed.

[4] Civil Disobedience Movement, CDM. Civil ulydighedsbevægelse, der opstod efter militærkuppet i 2021.

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 27. jan. 2025 - Henry hjælper unge med at finde deres identitet i Kristus

Find flere

Krybbebilledet er ændret i år – det er blevet til et billede af en nyfødt imellem murbrokker. Glansbilledet af den nyfødte Jesus i en krybbe i en varm stald i Betlehem er revet i stykker og erstattet af noget, der mere ligner virkeligheden fra den første jul – og mere ægte end de mange ‘glansbilleder’, vi har set de seneste 2.000 år.

For Josef og Maria var sendt ud på en lang rejse af besættelsesmagten og stod uden husly, den aften hun skulle føde. Vi kan fortælle historien på mange måder og fra flere vinkler – men de er nok også mere spændende, end kulden og usikkerheden var for de to unge mennesker. Og hvem drømmer om at bruge en krybbe som vugge?

De må have overvejet, om Gud var med dem – især da det går op for dem, at de ikke kan vende hjem. Deres nyfødte er truet på livet af mørkemænd med magt, så de bryder op og flygter – igennem det samme område, hvor så mange er flygtninge, netop nu. Videre, men uden vished for, at de kan vende tilbage. Videre, mens de hører om myrderier af andre småbørn. Men værst – videre, uden at vide, om de var gået fejl af Guds vejledning.

For hvordan kunne den Gud, der styrede universets gang, have mistet magten? Alt tydede på, at han havde mistet grebet, for de stod med et spædbarn, der var Guds bedste bud på en løsning af hans kærlighed til mennesker. Men de havde brug for at Guds almagt blev mere synlig – og ikke at de skulle flygte med barnet ud i det uvisse.

Der står ikke meget i biblens fortælling om fortsættelsen og tiden efter Jesu fødsel. Hvad tænkte Josef og Maria? Mon de har tænkt over, at Jesus var det menneske, der havde givet afkald på alle himlens privilegier for et menneskeliv, hvor han kunne gå ved siden af dig og mig?

Mon ikke det har været mere et spørgsmål om den nyfødtes overlevelse? – på flugt ud i det ukendte?

Her er vi vist mere på linje med verden i dag – hvor Gud møder os imellem murbrokker, mangel på mad og vand og med kun få lyspunkter i en verden med krig. Hvor blev håbet af om en bedre verden? Er det stadig evangeliets ord:

Englen sagde: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”
Lukas 2,10-11

Det er de store kontraster, der mødes her – mellem himmel og jord. Måske så store, at vi afviser dem. For hvordan kan det himmelske rummes i et spædbarn? Hvordan kan Gud begrænses til et mini-menneske?

Det har altid været evangeliets udfordring at forsøge at forstå det – så måske skal vi ‘bare’ slå følge med Jesus – og se, hvor han bringer os hen?

Relateret

• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Nyhedsbureauet Reuters oplyser, at oprørere i den vestlige Chin-stat forsøger at få kontrol over en del af Myanmars grænse til Indien. Reuters citerer Sui Khar, Vice Chairman i Chin National Front (CNF):
“Masser af oprørere kæmpede mandag (den 13. november 2023, red.) mod Myanmars militær fra daggry til solnedgang for at erobre to militærlejre på grænsen til ​​Indiens Mizoram-stat.”

De første kampe mod øst

Flere udenlandske nyhedsbureauer fortæller om et oprør, der begyndte i starten af oktober i den østlige Shan-stat. Tre etniske oprørshære i ”Brotherhood Alliance” erobrede en række militærposter og grænseovergange. Sammen med andre væbnede oprørsgrupper kontrollerer ”Brotherhood Alliance” nu det meste af vejnettet i Shan-staten. Dermed har oprørerne også overtaget kontrollen med næsten al handel over land med Kina. Siden har oprøret bredt sig mod vest, hvor der kæmpes på grænsen til Indien.

Oprøret breder sig mod vest

Sui Khar, CNF, fortæller om kampene til Reuters, at angrebet blev gennemført af op mod 80 oprørere. Angrebet begyndte mandag morgen kl. 04:00 og målene var to militærlejre i Rihkhawdar og Khawmawi. Efter flere timers kampe overtog CNF kontrollen med lejrene.

Efter kampene flygtede 43 soldater fra regeringshæren angiveligt over grænsen til Indien, hvor de blev tilbageholdt og senere overgivet til Myanmars myndigheder. Dette er ikke officielt bekræftet af de indiske myndigheder.

5.000 civile flygtninge?

Mediet ANI News fortæller på deres Youtube-kanal, at kampene på grænsen startede efter luftangreb fra militæret. Ifølge ANI News har kampene medført, at omkring 5.000 civile er flygtet over grænsen fra Chin-staten til Mizoram. Dette er endnu ikke bekræftet af andre kilder.

Kampene fortsætter

Chin-oprørerne vil nu forsøge at konsolidere deres stillinger på grænsen til Indien og fastholde kontrollen med grænsen. Det kræver, at oprørerne kan erobre yderligere to militærlejre, hvilket ifølge Sui Khar vil ske:
”Vi er på vej frem,” fortalte han Reuters, ”vores taktik er ”fra landsby til by til hovedstaden”.”

Der er allerede mange flygtninge i Mizoram

Beboerne i Chin-staten oplevede hårde kampe efter militærets magtovertagelse i 2021, hvor tusindvis af chin’er greb til våben støttet af CNF. Oprøret fik støtte fra lokalbefolkningen i Mizoram på den indiske side af grænsen. Efter oprøret søgte flere end 30.000 chin’er ly i Mizoram, hvor der stadig er store flygtningelejre.

Morten Kofoed er på vej til området

Baptistkirken i Danmark støtter arbejdet blandt chin-folket i flygtningelejrene i Mizoram.  Sekretær for International Mission i BaptistKirken, Morten Kofoed, rejser til området i begyndelsen af december for at følge op på arbejdet.

Illustration fra Globalorder.live

Artikel fra maj 2023: Generalerne tog magten i Myanmar ved et blodigt kup den 1. februar 2021. Siden har de holdt befolkningen i et jerngreb af brutalitet og undertrykkelse, som altså i nu i november 2023 er afløst af et åbent oprør mod militæret.

Læs også:

Regimets brutale overgreb er hverdag i Myanmar

Støtte til flygtninge fra Myanmar

Sundhedsarbejde i Myanmar

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Midt i den indiske delstat Manipur mødte jeg midt i april den unge
kvinde på billedet. Hun er en af dem, som i de seneste to år er flygtet fra den nordlige del af Myanmar. Hun er ’zomi’, dvs. fra Chin Staten. Hun er kristen og arbejder om dagen med at væve traditionelle Chin-stoffer for at skaffe sig selv og andre til livets ophold. I Manipur må hun ikke gå i skole.

Jeg blev slået af hendes måde at takle livet på, hendes gode humør og tydelige dedikation.

Jeg blev slået af hendes måde at takle livet på, hendes gode humør og tydelige dedikation. For mig er hun blevet et billede på betydningen af ​​modstandskraft. Jeg tænker ofte på hende og beder for hende, for kort tid efter vores møde var der et udbrud af vold i hendes by og omegn.

Forfølgelse i Manipur

Fra den 4. maj i år rettede fjendtlige masser en terrorkampagne primært mod Kuki-folk i det centrale Manipur. Kukierne er en minoritet af overvejende kristne, og mange er baptister. Den 29. juli er anslået 181 mennesker døde, over 250 kirkebygninger ødelagt, hele landsbyer brændt, og tusinder har måttet flygte fra deres hjem. Der har været forfærdelige beretninger om vold mod kvinder.

Mange burmesiske flygtninge er tilknyttet Kuki-kirker og fanget mellem forfølgelsen her og i hjemlandet.

Mange burmesiske flygtninge er tilknyttet Kuki-kirker og fanget mellem forfølgelsen her og i hjemlandet. To år efter statskuppet fortsætter Myanmars militær med at angribe sit eget folk gennem luftangreb, bombninger, afbrænding af huse og vilkårlige arrestationer. Det tvinger fortsat mange burmesere til at søge tilflugt i nabolandene, fx Indien.

Flygtningestatus i Indien

Indien har ingen grundlæggende lovgivning om håndtering af flygtninge, og landet har ikke underskrevet FN’s flygtningekonvention fra 1951 eller 1967-protokollerne.  I 2021 udstedte delstatsregeringen i Manipur en ordre om, at “folk, der forsøger at komme ind/søger tilflugt, bør høfligt afvises”. Formelt er ordren trukket tilbage, men det er fortsat almindelig praksis. For eksempel blev 90 personer – herunder 9 mindreårige – i januar og februar 2023 arresteret.

Situationen i Malaysia

I Malaysia er situationen for burmesiske flygtninge ikke nær så ustabil, men alligevel langt fra ideel. De modtages dårligt, deres børn kan ikke gå i offentlige skoler, og de har kun begrænsede muligheder for beskæftigelse efter at have modtaget et UNHCR-identitetskort[1].

BWA kæmper for flygtningene fra Myanmar

BWA udtrykker aktivt en klar og konsekvent opfordring til magthaverne om at gribe ind. Her er nogle eksempler fra kampen for at støtte dette arbejde:

• I 2021 og igen i 2022 inviterede jeg flygtede burmesere til at præsentere kendsgerningerne om deres liv for lederen af FN´s Højkommissariat for Menneskerettigheder
• Ngo’en for menneskerettigheder er fortsat med at oplyse om situationen til FN
• BWA’s team har indsendt flere rapporter om forholdene for burmesiske baptister til Menneskerettighedsrådet i Genève
• I 2022 deltog en lille delegation af baptister i det internationale topmøde om religionsfrihed i Washington. Vi mødtes med adskillige embedsmænd fra USA
• siden 2021 har jeg mødtes med Burmese Advocacy Group, en samling af diasporagrupper, hovedsagelig baseret i USA, men bestående af de forskellige etniske grupper. Det blev dannet af Roy Medley og amerikanske baptister. De har fokus på at være fortalere
• I april 2023 rejste jeg med en delegation til Malaysia og Indien for at sætte fokus på den burmesiske flygtningebosættelse. Rejsen blev sponsoreret af Zomi (Chin) Association of America. Vi mødtes med UNHCR i begge lande og med malaysiske og indiske embedsmænd. Vi fortsætter med at bruge de indsamlede oplysninger til at slå til lyd for en bedre flygtningepolitik.

Der er brug for så meget mere, men der er sket fremskridt:

• med målrettede økonomiske sanktioner
• med at presse ASEAN-landene til små skridt for at isolere Juntaen
• med at skabe en bredere global bevidsthed om problemet.

Bed for vores arbejde og hjælp med at støtte din globale baptistfamilie, sådan som Gud lægger det på dit hjerte.

[1] UNHCR: FN’s Flygtningehøjkommissariat

Relateret

• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 11. feb. 2026 - Når troen trues – Open Doors tjener forfulgte kristne
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Anne Mie Skak Johanson

• landssekretær for det fælleskirkelige Danske Kirkedage
• medlem af bestyrelsen for Mission Afrika og Evangelisk Alliance DK
• valgmenighedspræst, sognepræst og frimenighedspræst gennem 20 år
• tidligere landsleder for Dansk Oase

Flygtningestrømme er blevet en del af vores virkelighed i Europa. Uanset hvor vi bor, er flygtninge nu vores naboer. De kommer fra lande med konflikter, krig, fattigdom, og fra fremmedartede kulturer. Deres tilstedeværelse giver anledning til mange spørgsmål, til spændinger og endda til frygt. Men som kristne bliver vi bedt om at møde og behandle flygtninge med omsorg og tale på deres vegne.

Som kristne bliver vi bedt om at møde og behandle flygtninge med omsorg.

Det kan ikke ignoreres

Europas asyl- og flygtningesituation er uhyre kompliceret og meget overvældende. Der er ingen enkle løsninger. Men vi kan ikke bare ignorere situationen. Vi kan ikke efterlade desperate mennesker på en strand eller forvente, at andre nationer tager sig af problematikken. Det er ikke acceptabelt, at flygtninge bliver behandlet umenneskeligt, at uledsagede børn eller syge ignoreres eller at flygtninge skal leve i konstant frygt.

Nogle frygter, at vores kristne identitet bliver truet af flygtninge af anden tro og anden kultur. Men hvis vi skal leve op til vores kristne arv, må vi tage Bibelen alvorligt, når den gentagne gange opfordrer os til at byde velkommen og hjælpe. Flere kirker og kristne organisationer har da også taget dette kald alvorligt og arbejder for at tage imod, skabe tålbare forhold og række evangeliet til flygtninge.

Vi kan ikke efterlade desperate mennesker på en strand eller forvente, at andre nationer tager sig af problematikken.

Refugee Highway Partnership

For 20 år siden etablerede Evangelisk Alliance Europa netværket Refugee Highway Partnership Europe (RHP) for at samle og styrke kirkernes og de kristne organisationers indsats. Formålet er at opmuntre hinanden i tjenesten, formidle gensidig læring og dele ressourcer. Hovedaktiviteten er en årlige samling med inspirerende undervisning, vidensdeling og relationsopbygning. På samlingen i januar 2023 deltog 380 ledere, kirke- og organisationsrepræsentanter fra alle lande i Europa.

Fra Danmark deltog medarbejdere fra Indre Missions Tværkulturelle arbejde og fra Luthersk Mission. Her er man glade for netværket og muligheden for at møde andre, som arbejder indenfor samme område.

Hvordan kan jeg være med?

I arbejdet for at hjælpe og støtte flygtninge er der brug for alle kristne, der vil tale imod fordomme, fremmedhad og upassende nationalisme, hver gang de møder det i deres lokale sammenhæng. Også politisk skal der tales imod en dårlig behandling af flygtninge. Indsatsen kan også handle om at støtte og samarbejde med flygtninge og/eller etniske og internationale kirker.

Netværk

Din kirke eller organisation kan indgå i Refugee Highway Partnership. Sammen står vi stærkere og kan få lov til at dele de begejstrende beretninger, som trods alt findes. For kirker og organisationer når ud til flygtninge med hjælp og støtte både i form af nødberedskab og som støtte, så flygtninge kan bosætte sig, komme sig og integreres. Få mere information gennem http://www.rhpeurope.net/

Online ressourcer

En anden mulighed er at tilegne sig læring og opmuntring gennem online ressourcer. Evangelisk Alliance Europa har i samarbejde med RPH og andre organisationer etableret en hjemmeside: The Refugee Campaign. Her findes blandt andet informationsvideoer om flygtninges veje ind i Europa, livet som flygtning og meget andet. Få mere information gennem http://www.europeanea.org/the-refugee-campaign/

Verdens Flygtninge Søndag

Refugee Highway Partnership har lanceret Verdens Flygtninge Søndag. Det er søndagen lige før eller efter 20. juni, som er FN´s Verdens Flygtningedag. Hensigten er at øge bevidstheden om flygtninge og internt fordrevne og at bede for dem. Kunne man lokalt gøre det til en tradition på den søndag at fejre Guds families mangfoldighed og at sætte fokus på kristnes kald til at byde fremmede velkommen?

Citatet i toppen af artiklen er fra Ordsprogenes Bog kap. 31, vers 8-9, Bibelen 2020

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. nov. 2025 - Alt det, vi har til fælles
• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 01. jun. 2025 - Forskellige – men sammen i troen

Find flere

International sekretær i BaptistKirken, Morten Kjær Kofoed, besøgte baptisterne i Ukraine i juni. Morten rejste med fly til Warszawa og videre med minibus til Kiev. En 15 timer lang tur inden der var indtjekning på hotellet. Få timer senere lød luftalarmen og fire timers nattesøvn blev vekslet til et ophold på umagelige stole i et beskyttelsesrum. Velkommen til krigens virkelighed. Men også velkommen til en baptistkirke, der har fået en værdsat rolle i samfundet. Baptisterne i Ukraine hjælper nødlidende medborgere, men de engagerer sig også i genopbygningen af samfundet. En genopbygning, man arbejder på løbende, så man er klar, når (ikke hvis!) russerne er besejret.

Morten Kofoed var i Ukraine efter invitation fra det ukrainske baptistsamfund. Andre deltagere var:

Elijah Brown, Baptist World Alliance
Marsha Scipio, Baptist World Aid
Cecilie Larsen, Equmeniakyrkan, Sverige
Jack Curham, World Relief
Alan Donaldson, European Baptist Federation
Helle Liht, European Baptist Federation

Konferencen

I Kiev deltog Morten i en konference for præsterne i den ukrainske baptistkirke:
”Der deltog cirka 350 af de flere end 1.000 præster, der er i baptistkirken, som i øvrigt tæller cirka 113.000 medlemmer. Det er en stor kirke, men stadig en minoritetskirke i forhold til den ortodokse kirke.”

Morten fortæller, at der var omkring 2.300 kirkebygninger i Ukraine. I de russisk besatte områder er 56 kirker ødelagt. 70 af Zaporizhia-regionens 118 kirker er lukket af russerne og i flere tilfælde er baptistpræsterne fængslet.

Konferencedeltagerne i Kiev (Foto: Turdeltagerne)

”Konferencens tema tog udgangspunkt i de første to kapitler i Første Peters brev. Det handlede om ledelse i modgang og lidelse. Det virkede stærkt, at ukrainerne tog udgangspunkt i krigen og forsøgte at finde velsignelse i modgangen,” fortæller Morten.

Kirkernes rolle som shelters

Madudlevering i Ukraine (Foto: Turdeltagerne)

Under konferencen noterede Morten sig, at mange af de ukrainske præster virkede trætte og udkørte – selv om de ikke kom fra krigsramte områder. Forklaringen var ligetil, fortæller Morten:

”Baptistkirkerne fungerer mange steder som transitcentre for internt fordrevne. Der var beretninger om flygtninge, der kom i biler proppet med ubegribeligt mange mennesker, der kun havde det tøj, de stod og gik i. De bliver indlogeret i kirkerne, får et måltid mad, noget ekstra tøj og andre fornødenheder inden de rejser videre. Selv om ukrainerne har mobiliseret alle deres egne ressourcer fortæller præsterne, at nødhjælpen fortsat gør en forskel.”

Butja

I Ukraine byder man ikke kun gæsterne på opbyggelige ord. Man konfronterer dem også med krigens virkelighed. Morten og hans rejsefæller blev inviteret til Butja, en forstad til Kiev. Her myrdede russiske, eller måske tjetjenske tropper, en stor del af befolkningen i perioden 27. februar til 31. marts 2022. Lig af civile lå i gaderne i ugevis, og der blev fundet massegrave med flere end 300 dræbte. Ifølge organisationen Human Rights Watch fortalte vidner, at russiske soldater i dagevis voldtog, torturerede og henrettede civile, mens de plyndrede byen.

Fotoudstillingen i Butja – i det nye mindesmærke etableret i ortodoks kirkebygning (Foto: Turdeltagerne)

Besøget i Butja gjaldt en ortodoks kirke, der aldrig nåede at blive indviet inden besættelsen, fortæller Morten:
”Der var en del massegrave på kirkens grund. På et tidspunkt åbner man gravene for at forsøge at identificere ofrene, men det lykkes kun i begrænset omfang. Omkring 100 bliver begravet igen uden identifikation…

I dag er kirken lavet om til mindesmærke med udstilling af mange af de billeder verdenspressen tog i Butja lige efter befrielsen. Lokale arkitekter har allerede skitseret, hvordan området omkring kirken kan blive et smukt mindesmærke med fokus på håb om en bedre fremtid.”

Ukrainske baptister oplever vækst – på trods

Under konferencen i Kiev fortalte en af præsterne om sin søn, der var taget i krig som en sund og rask ung mand. Og vendt hjem med sår på legemet og posttraumatisk stress i et omfang, der ødelagde hans liv. Præsten pegede på de udfordringer krigen gav de kristne, når man både vil kæmpe for sit land og prædike Guds kærlighed.

”Men det fantastiske er så, at mens de kristne kæmper for at bevare troen, så søger mennesker i stort tal til kirkerne. Man taler om noget, der ligner en vækkelse, fordi menighederne kommer i kontakt med så mange, der måske nok vil betegne sig som kristne, men ikke har haft et aktivt kirkeliv. Der bliver startet studiegrupper og bedegrupper i stort tal og man oplever også, at mange bliver døbt.”

Væksten er med til at holde modet oppe hos de hårdt prøvede ukrainske baptister.

Kristne værdier skal være fælles

Alle ukrainere glæder sig til fremtiden, når russerne er besejret og Ukraine er befriet. Civilsamfundet forbereder sig løbende på at håndtere freden. Inden krigen var Ukraine et af de mest korrupte samfund i Europa. Nepotisme var udbredt og mange af det kommunistiske samfunds øvrige ”velsignelser” var fulgt med efter uafhængigheden i 1991.

Næstformand for de ukrainske baptister, Igor Bandura, og Morten Kofoed taler (Foto: Turdeltagerne)

Morten fortæller om samfundets fokus på at få ryddet op, inden freden vender tilbage:

”Der er fokus på at skabe et samfund fri for korruption og nepotisme. Man ønsker simpelthen, at landet skal have andre værdier. Fordi den ortodokse kirke i hvert fald tidligere havde tætte bånd til Rusland, er man begyndt at kigge på andre kirker og deres værdier. Og der er faktisk et ønske i politiske kredse om, at kristne værdier skal erstatte det, man kendte før krigen.”

Morten bemærker, at det er en interessant udvikling, som han ikke var opmærksom på før besøget.

Der er engle overalt

Valentina på plejehjemmet “Den barmhjertige samaritaner” (Foto: Turdeltagerne)

På vej tilbage til Warszawa besøgte Morten og resten af gruppen plejehjemmet “Den barmhjertige samaritaner” nær Lviv. Der mødte de Valentina, en ældre dame, der kom fra Uman i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine. Hun havde tilbragt otte måneder i en kælder.

På et tidspunkt var hun gået ud, fortæller Morten:
”Og så bliver hun – selvfølgelig, fristes man til at sige – ramt af en granat og forbrændt. Hun blev reddet af frivillige og bragt til “Den barmhjertige samaritaner”. Hun fortalte, at hun slet ikke kan takke ”englene” nok. Og med englene mener hun personalet, som nu tager sig af hende. Hun har ingen ord til at beskrive, hvor godt hendes liv er i blevet. Valentina er simpelthen overbevist om, at plejehjemmet er himlen.”

Krigen fortsætter – men håbet lever

Med Valentinas historie in mente fortæller Morten, at budskabet fra de ukrainske baptister er, ”at krigen fortsætter, de hårde tider er langt fra forbi. Men håbet om den opstandne Kristus er langt stærkere. Vi er overbeviste om, at mørket aldrig kan overvinde lyset, og oplevelsen af den ekstreme ondskab og de mørke besættelsesmåneder gør os til stærkere kristne, som skinner stærkere.”

Efterskrift

Efter hjemkomsten forsøger Morten at etablere et projekt sammen med de ukrainske baptister. Der er frigivet midler fra DERF – Danish Emergency Relief Fund – til at hjælpe Ukraine. DERF har til formål ”at reagere hurtigt, effektivt og relevant med integritet og fleksibilitet på akutte humanitære krisesituationer med fokus på at yde nødhjælp til berørte befolkninger for at imødekomme presserende behov og forhindre yderligere tab af menneskeliv eller eskalering af lidelse.”
Det vil BaptistKirken i Danmark gerne medvirke til i Ukraine – sammen med de ukrainske baptister.

Fotos i artiklen er fra deltagerne i turen.

Nogle af deltagerne i turen har efterfølgende udgivet videooptagelser, hvor de fortæller om oplevelserne (på engelsk):
Elijah Brown, An Update from Bucha
Alan Donaldson and Helle Liht, Impressions from Ukraine

Andre artikler på baptist.dk om krigen i Ukraine

”Vi er Ukraine”
Ukraine: Aktive baptister giver hurtig hjælp
Russer og ukrainer beder for hinanden
Forbøn for Ukraine fra alle kontinenter
Bed for Ukraine!

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere