Stand by me

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Klaus Høgh-Lefholm
– gift med Sigrid siden 2004
– far til fire drenge. Mathias, Noah, Daniel og Theo
– lærer på Tølløse Privat- og Efterskole
– kirkesanger i 16 år
– sanger og guitarist både som lærer, kirkesanger, foredragsholder og privat

Mathias var kørt fra sin kammerat hen ad vejen og over jernbanen, hvor han blev ramt af toget. Det liv, som vi kendte og elskede, var forbi.

Vi havde tre drenge, livet var godt, og vi var det, man vel kan kalde lykkelige. Vi havde ikke overvejet at forholde os til døden. Vi skulle forholde os til livet!

Da min hustru og jeg blev viet, sang jeg ’Stand by me’ – ’Vær hos mig’ – til hende, og nu, midt i fortvivlelsen og alt det håbløst uoverskuelige, blev sangen og dens tekst endnu vigtigere end nogensinde før. Det blev vigtigt for os at stå sammen, holde sammen, på os selv, på vores familie og som kvinde og mand at forstå hinanden. Det sidste hjalp vores præst os med, for vi, min hustru og jeg, var meget forskellige i vores måde at håndtere sorgen på.

Vores børn havde deres helt egen unikke måde at håndtere sorgen på; de var, som børn er, ubeskriveligt gode til at bevæge sig ind og ud af sorgen. Vores ene søn kom fx tre dage efter Mathias’ død løbende fuld af glæde, med alle Mathias’ sparepenge i hænderne og råbte: ”Mor, nu, når Mathias er død, må jeg godt få hans sparepenge, ikke?”

”Så snakker I sammen …”

Vi læste bøger om sorg med vores børn, og det gav mange fine, men også – for os – hårde samtaler. En aften var en af vores drenge særligt ked af det og havde grædt længe over savnet. Hans mor var hos ham. De var både stille i sorgen sammen, og de talte også om savnet. Da hans gråd stilnede af, sagde han: ”Det er ligesom, når du og far er kede af det; så græder I, og så snakker I sammen, og så går det alligevel”. Det var for os et tegn på, at vi havde fået givet vores børn vigtige værktøjer til at håndtere sorgen. Vi griber de muligheder, der er, og taler med vores børn om Mathias. Hvordan ville han have set ud, hvor gammel ville han have været nu, hvad ville han have lavet, og alle de andre spørgsmål, som vi alle sammen ønsker, at vi ikke behøvede at spørge os selv og hinanden om.

Det er ligesom, når du og far er kede af det; så græder I, og så snakker I sammen, og så går det alligevel.

Sigrid og Klaus, Mathias’ forældre.

Da vi vovede os ud i virkeligheden på ny, lignede den sig selv; mennesker grinede, blev forelskede, kørte i biler og levede livet, som man jo gør. Jeg selv så verden gennem et slør af sorg, hvor de alle repræsenterede det, vi ville have; det normale, at vi skulle tage os af små problemer, og ikke død og sorg. Men vi havde brug for at tale om sorgen med hinanden og andre. Vi mødtes i sorggruppe, talte med en psykolog og med vores præst.

”En aften om at miste”

Præsten foreslog, at jeg skulle tage ud og fortælle andre om det. Sammen med ham stykkede jeg ’En aften om at miste’ sammen, som for mig blev en helende proces og en mulighed for, at andre kunne spejle sig i mig, og lige som jeg opdage, at de ikke stod alene med oplevelsen og opgaven.

Da vi vovede os ud i virkeligheden på ny, lignede den sig selv.

Halvandet år efter vi havde mistet Mathias, fik vi vores søn, Theo. Vi kunne ikke komme af med vores kærlighed til Mathias mere, den var blevet til ren sorg. Men med Theos komme til verden kunne lidt af den kærlighed, vi ikke kunne komme af med, blive forløst til Theo. I dag ved Theo, at han kom med kærlighed, og det er en god fortælling for ham, for han ved også, at han kom, fordi vi havde mistet Mathias.

På hans fødselsdag

Hvert år på Mathias’ fødselsdag mødes vi til en mindestund ved graven. Her synger vi ”Himmelbuens Herre”, der er blevet vores sang. Vi mødes med dem, der gerne vil mødes med os. Når vi har været sammen ved graven, går vi hjem og spiser sammen. At mødes, synge og spise sammen betyder, at vi alle får en følelse af, at Mathias ikke er glemt. Vi har ikke glemt hinanden. Ingen behøver at være alene med sorgen. På den måde har vi som familie forsøgt at åbne dørene for dem, der gerne vil tage del i vores verden og stå sammen med os og hinanden.

Læs også

“Når sjælen forsvinder” – Lone Møller-Hansens tanker om døden.