Noget brænder på, og det stinker. Jeg kigger op på det ukrainske flag, der fortsat flager over Region Midtjylland uden et dansk flag overhovedet. Ved Viborg Rådhus blafrer trods alt også Dannebrog.
Jeg ser opslagene på Facebook om ukrainske kvinder, der søger arbejde uden at have bestået et dansk kursus.
Jeg bliver harm. Hvorfor? Jeg bliver harm over at kende nogle, der bekymrer sig og venter årevis på at få bragt en forælder i sikkerhed pga. ”teknikaliteter”.
Jeg bliver harm over, at FN er nødt til at gribe ind i enkelte sager, der overtræder menneskerettighedskonventioner.
Jeg bliver harm over, at Grundfos donerede private pc’er til ukrainerne i klassen, men ikke de andre flygtninge, mens andre venter på at få et hjem.
Jeg bliver harm over, at døre bliver åbnet milevidt for nogle, dog lukkede og låst for andre. Og hvorfor? Fordi man har tændt op med næstekærlighedens bluse under gryden med olie?
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende