Rejseberetning fra to uger med postevangelikale kristne i USA

Lyt til artiklen:

Kristian Bonde-Nielsen:

• præst i Købnerkirken
• medvært på podcasten Spadestik
• har udgivet flere lovsange hos Stille Stunder

Når kirke er bedst, er den som ingen andre fællesskaber i verden. Når den er bedst, er det fællesskaber, hvor vi møder dem, vi ellers aldrig ville møde. Når den er bedst, er det dér, vi får bonusbedsteforældre, bonusonkler og -tanter. Når den er bedst, er det dér, mennesker bliver budt velkommen, som de er, uden forbehold. Når kirke er bedst, er den et sted, hvor mennesker får lov til at opdage Guds uendelige kærlighed til dem.

Men nogle gange er kirken ikke bedst. Nogle gange er det frustrerende og det, der er værre.

Den postevangelikale bevægelse

Derfor var der noget i mig, der fik ny energi, da jeg for et par år siden for første gang stødte på den postevangelikale bevægelse i USA og andre steder i verden. Det blev jeg nødt til at undersøge nærmere – og det gjorde jeg to uger i foråret sammen med min gode ven og kollega, Lasse Åbom.

Når kirke er bedst, er det et sted, hvor mennesker får lov til at opdage Guds uendelige kærlighed til dem.

Jeg kunne skrive om amerikansk kultur, om hvor hurtigt alting går, og hvordan en introvert dansker kommer til kort i det tempo, som alle samtaler foregår i. Jeg kunne også skrive om madkultur (læs: tacos, tacos, tacos!), eller den særlige ’sydstats-hospitality’ som gør, at det er praktisk talt umuligt at få lov til at betale, når man er ude at spise eller få en øl.

Men det skal handle om noget andet

Det, jeg mere end noget andet tager med mig hjem fra vores tur, er, at den kirke, jeg – og måske andre – længes efter, faktisk er ved at blive til. De spørgsmål og længsler og drømme, som jeg og andre har, findes på tværs af landegrænser og kulturer. Længsler efter en kirke, som er mere engageret i verden, mere inkluderende, mere klar på at lære fra en bred vifte af kirkelige traditioner og mere optaget af, hvordan man agerer nådigt, især hvor uenigheden er størst. Alt sammen insisterende på, at kirken stadig er værd at kæmpe for, og at Jesus-historien stadig er den væsentligste historie at fortælle.

Ganske særligt insisterer den postevangelikale bevægelse på, at det er vigtigere, hvem vi gerne vil være, og hvordan vi er overfor hinanden, end hvad vi tror på. Mennesker i bevægelsen forenes ikke af læremæssige spørgsmål, men af en længsel efter en kultur og nogle værdier, der skal kendetegne vores kirker. Ikke fordi kirkelige læresætninger ikke er vigtige, men måske i anerkendelse af, at der faktisk er noget, der er vigtigere: Nemlig, hvordan vi er sammen, fremfor hvilke holdninger vi måtte have? Det er måske også derfor, at bevægelsen rummer en bred vifte af kirkelige traditioner. Det er ikke længere vores syn på særskilte teologiske spørgsmål om dåb eller nadver, der får os til at hænge sammen.

Faktisk er der noget, der er vigtigere: Nemlig, hvordan vi er sammen, fremfor hvilke holdninger vi måtte have?

Mit eget ambivalente forhold til kirke har gjort, at jeg af og til har haft lyst til at finde noget andet at bruge mit krudt på. Alligevel bliver jeg ved, fordi noget ved kirken er værd at kæmpe for at bevare. Eller måske snarere: Værd at prøve at skabe en forandring i. Jeg holder så meget af mange ting i kirken – og det vil jeg gøre mit for at bevare. Samtidig har jeg også lyst til, at vi efterlader noget i fortiden.

En stor opmuntring

Jeg mødte mennesker, som havde mange af de samme overvejelser som jeg. Det var en stor opmuntring, fordi jeg de sidste par år har haft mange samtaler med folk, som er på den samme vandring. Overvejelser om alt fra hvad vi stiller op med Bibelen, om gudsbilleder, om hvordan man taler om tro med børn og unge, hvordan god kirkeledelse ser ud, og særligt hvordan vi kan få Jesus-historien tilbage i centrum af den kristne fortælling. Overvejelser om musik, spiritualitet, økonomi, socialt ansvar, racisme, Guds vilje blandt meget andet. Og selvfølgelig overvejelser om seksualetik og seksualitet. Overvejelser om, hvordan vi bliver bedre kirker for vores LGBT+-søskende. Overvejelser om, hvordan vi taler med mennesker, vi er uenige med. Kritisk selvrefleksion over de sår, som mennesker har fået i kirkelige sammenhænge, og hvordan vi kan gøre bedre plads til tvivl og undren.

I de seneste 20-30 år har mange andre bevægelser i og omkring den kristne tro stillet store spørgsmål, men det er ofte endt i en mere kynisk ’det-hele-kan-være-lige-meget’-tilgang. Det gælder ikke den postevangelikale bevægelse. Den er hverken en postkristen eller postkirke-bevægelse. Det helt særlige er, at den består af mennesker, der har bevaret troen på både kirke og Jesus Kristus som kirkens Herre. For mig er det den afgørende forskel.

Noget andet, der også er helt særligt, er den generøse attitude, vi har mødt hos alle involverede. Vi er blevet mødt med åbne arme alle vegne, og de fleste har stillet spørgsmålet: Hvordan kan jeg hjælpe jer?

Så hvad skal du med alt det?

Siden du har læst med så langt, må du have en interesse i dansk kirkeliv. Hvis du har lyst til at fortsætte samtalen, har vi nogle samlinger i Danmark i noget, vi har kaldt ’3rd way collective’. Du er også altid velkommen til at række ud til mig, hvis du er nysgerrig eller gerne vil høre mere.

Læs også ‘En helt almindelig juleaften – og dog anderledes’.