Rammer skolen ved siden af?

Lyt til artiklen her:

Trine Engbo Sørensen:

• Lærer:

2002-23 Skansevejens Skole, Nørresundby

2023-     Tasersuup Atuarfia, en folkeskole i Qaqortoq, Sydgrønland

• Uddannelse:

cand. mag i 2002 og meritlærer i 2006

• Baptistspejder i 44 år

Sara scroller hurtigt ned på sidste side, og blikket søger efter det famøse tal. Hun ænser slet ikke alle de opmuntrende og anerkendende kommentarer. Et 7-tal. Hendes hjerte banker lidt hurtigere, og hun bliver tør i munden: “Hvorfor har jeg ikke fået 12, eller i det mindste 10? Hvordan påvirker det nu min årskarakter? Bliver mine forældre skuffede?” Tankerne flyver rundt i Saras hoved, og hun har svært ved at koncentrere sig resten af dagen.

Negative kommentarer

Mobilen vibrerer igen nede i lommen, og Thilde sniger sig til at tage den op, skjult under bordet, som hun alligevel ligger halvvejs henover. Det er endnu en kommentar til hendes nye TikTok-video. Anonym naturligvis. ’Du er grim’, ’Du er fed’, ’Få dig et liv’. Alle de positive tilkendegivelser og ‘likes’ drukner i de få, tarvelige bemærkninger. Thilde har kvalme. Hun rækker hånden op og spørger om lov til at gå på toilettet. Hun kommer ikke tilbage til timen igen.

Bombarderet med krav

Endnu engang er UU-vejlederen på besøg i klassen. Der skal igen udfyldes skemaer og sættes krydser, træffes valg og tages beslutninger. Mikkel har ondt i hovedet. Han aner simpelthen ikke, hvad han vil eller skal. Hvis han bare kunne spille fodbold og gå og makke lidt med den knallert, han snart er gammel nok til at køre på, mens han lige kunne tage sig tid til at mærke efter. Men hver dag, hele tiden, bliver han bombarderet med krav og spørgsmål om den fremtid, der åbenbart skal lægges på skinner lige nu og her. Mikkel sukker og sætter nogle vilkårlige kryds. Så slipper han da for at høre mere på de voksne for en stund.

De pressede teenagere

Som lærer i udskolingen har jeg mødt masser af pressede teenagere. De føler sig presset af krav fra skolen, forældre, venner, sociale medier og ‘samfundet’. Det kan føre til mistrivsel, skolevægring, depressioner og i værste fald lange sygdomsperioder og selvmordstanker. Når jeg taler med de unge, finder vi ofte i fællesskab frem til, at en stor del af presset også kommer fra dem selv. Og det pres kan vi så prøve at arbejde med og gøre noget ved.

En positiv stemme

Som familien, kirken og de frivillige fællesskaber har skolen en mega-vigtig rolle som en stemme, der fortæller vores teenagere, at de er gode nok. At vi ikke skal være ens, at alle kan noget forskelligt, og at alle har noget positivt at bidrage med. At det handler om at gøre sit bedste og at lære både af dét, der lykkes, og af dét, der ikke lykkes. Men det er svært at trænge igennem, når der er så mange stemmer, der råber højt om effektivitet, slutmål, det perfekte udseende og alt muligt andet.

Børns Vilkår fastslår følgende: ’Børn og unge sammenligner sig med hinanden, og de sammenligner sig ofte med det perfekte. … De sammenligner sig i den fysiske verden, og de sammenligner sig på sociale medier. De konfronteres med glansbilleder af hinandens perfekte liv. Det kan påvirke deres selvtillid, og det kan påvirke deres trivsel’.^[1]

De positive fællesskaber

Som lærer ønsker jeg endnu mere tid til at dyrke de positive fællesskaber, have tid og rum til at snakke om alt det, der fylder i deres liv, og at grine lidt sammen med dem af alle glansbillederne. Det giver skolen som institution allerede mulighed for, men desværre viser alle statistikker, at det ikke er nok.

Så jo – på en måde rammer skolen ved siden af, men skolen kan ikke bære ansvaret for teenageres mistrivsel alene. Familierne, kirken, foreningslivet, hele det politiske system – og ikke mindst de unge selv – må i gang med at finde positive løsninger.

^[1] ’Børn og unge kæmper for at passe ind’, analyse ved Børns Vilkår, 2022