Præst og trappevasker

Fakta
Kylene og Kristian Bak, begge er 40 år
To børn, Sadie på fem år og Lily på 10 år
De har været med i den internationale kirke, siden den var en del af Bethelkirken i Aalborg
I 2014 var de med til at stifte kirken Koinonia, som holder gudstjenester i Karmelkirken i Aalborg
Kylene har boet i Aalborg, siden hun for 16 år siden kom til Danmark
De blev gift i 2006

Kristians personlige kald til at følge Jesus helhjertet kom i Ungarn, da han var 25 år og på missionstur. Siden har hans åndelige sprog været engelsk.

”Folk spørger, om det ikke har været et offer at opgive mit modersmål, når jeg er en del af en international kirke, hvor vi taler engelsk. Slet ikke, for jeg har som voksen hele tiden tilhørt det internationale miljø,” fortæller Kristian.

Han har selv oplevet at være fremmed et nyt sted, hvor det er svært at finde netværk. Der kan være stor ensomhed og man kan føle sig malplaceret.

Pludselig er de væk

”Vi ønsker at være et tilbud ind i det miljø. Men det er også hårdt. Vi ved aldrig, hvor længe folk er her i Aalborg. De kan være her tre måneder eller tre år. Vi ved, at det formentlig ikke bliver langvarige venskaber. Men vi er kaldet til at investere i mennesker, som pludselig kan være væk.”

Kristian har selv oplevet, at hele hans netværksgruppe pludselig var rejst. ”Ok, så skal vi begynde forfra,” var reaktionen. ”Kun Gud kan give os kræfter til dette arbejde. Vi skal helst være lidt kede af det, når folk rejser. Ellers har vi ikke investeret nok i dem.”

Kernen i menigheden er fire familier, samt den tidligere præst Lee Hanson og Herdis Larsen, der også er tidligere præst.

”Vi er for øjeblikket 15-20 mennesker, der ikke ser ud til at flytte sig lige nu. Det er den største kerne, vi nogensinde har haft,” griner Kristian.

Vi skal helst være lidt kede af det, når folk rejser. Ellers har vi ikke investeret nok i dem.

Hvorfor gør jeg det her?

Det var en slags omvendelse, en dag hvor han tog fra familien og et sygt barn. ”Jeg skulle til gudstjeneste, hvor jeg selv stod for det hele og vidste, at der kun kom 5-7 mennesker. Jeg spurgte mig selv, ’hvorfor gør jeg det her?’ Så siger Gud: ’Jamen, der her handler ikke om dine tanker. Du har en chance for at være der for mennesker, der er hér lige nu. Det er ikke sikkert, du kommer til at se frugten af dit arbejde, og du kan ikke blive bedstevenner med alle.”

Lige siden har det været lettere. Vi skal opmuntre, udruste og velsigne mennesker, der er her i Danmark som fremmede. Vi skal vise Jesu kærlighed. Og så skal vi have lidt Alzheimers – og glemme, at de ikke er kommet for at blive.”

Guds udfordring

Kristian er gift med Kylene, der er fra USA. Hun kom til Danmark, fordi hun skulle arbejde med teenagerne i Bethelkirken – og så er hun blevet hér.

”For fem år siden udfordrede Gud mig til at finde folk, der kunne støtte os i det, vi laver, så vi kan bruge alle kræfter på det internationale. Det tog mig tre-fire år at acceptere det kald,” siger Kristian, mens han vasker trapper. Han ler meget og er lidt tøvende – eftertænksom – i sine svar.

For 10-12 år siden var der én, der bad for Kristian om, at hans familie måtte være hans primære tjeneste. Han forstod ikke dengang, hvad den bøn betød. Nu er han derimod meget bevidst om, at børnene ikke skal lide under forældrenes kald. ”De er ikke kaldet på samme måde som os.”

Hver tirsdag har de bibelstudie i deres hjem, så børnene møder mange mennesker derhjemme. Men hver fredag er helliget familien.

Vi opmuntrer mennesker til at leve med Gud hver dag, og så mødes vi om søndagen og fejrer det, der er sket igennem ugen.

Hemmelige gæster

”Vi holder en aften, hvor vi får ”hemmelige gæster”, der fortæller deres troshistorie. Børnene oplever en spænding; ”Hvem er det, der kommer,” spørger de hele tiden. De skal med i kirke om søndagen, men ellers får de lov til at vælge, hvad de vil være med til.”

Kristian fortæller, at Kylene har et specielt kald til de internationale mødre. Hun har en Facebook-gruppe, som hedder ”Mom’s helping Mom’s”. Hun har fået hul igennem til det offentlige system, bl.a. et tilbud, der hedder ”Hånd om barnet”, hvor hun også kan fungere som tolk.

”Vores ønske for kirken er, at vi opmuntrer mennesker til at leve med Gud hver dag, og så mødes vi om søndagen og fejrer det, der er sket igennem ugen. Vi spiser sammen. Lige nu er der 30, der har skrevet sig på til at blive inviteret hjem og spise hos én af familierne. For nogle bliver det til én gang, for andre bliver det til venskaber.”

Viser hen til Jesus

Der kommer mellem 20 og 40 til gudstjenesterne i den kirke, Kristian nu står i ledelse for.

”At Lee er trådt tilbage betyder, at jeg ikke længere kan gemme mig bag ham. Men det er også en stor velsignelse. Vi ved, at der er mange, der beder for os og tror på os. Jeg er måske naiv, men jeg tror på, at Gud kan gøre noget igennem mig, når bare jeg søger Guds vejledning og er villig til at gøre det, han beder mig om.

Jeg ved, at det er mig, folk ser hen til nu. Og så må jeg bare vise hen til Jesus.”