Påsken er kulminationen på historien om Gud, der vælger os

I dag er påskemorgen utvetydigt en fest. Den er fyldt med proklamationer og udråb om at ”Herren er opstanden”. I kirker verden over fejres det, at Gud ikke bare blev menneske og døde, men også genopstod – en begivenhed der ikke har nogen parallel noget sted i hverken de bibelske fortællinger eller i vores egen erfaring.

Det er så stort, at det er uforståeligt. Ord slår ikke til. Vi ved, at det er noget helt særligt, men selv efter et par tusinde år, er det ikke lykkedes nogen at forklare det. Vi taler om det i billeder og analogier, bruger metaforer og lignelser, fordi det er det tætteste vi kommer på at forstå, ikke bare at det skete, men hvad der skete.

Vores påskemorgen starter med håb og glæde, fordi vi ved hvad der skete

Vi fejrer og fester og proklamerer, fordi uanset hvad vi tror – eller tror vi ved – om det, der skete den morgen i Jerusalem, så ved vi, at det er kulminationen på den historie, der starter allerede før skabelsen, med Gud, der vælger os, vælger mennesker. Igen og igen. Indtil vi slog Gud ihjel. Og så vælger han os én gang til.

Vi står på den anden side, på mange måder langt fra begivenhedernes gang, med den sikkerhed, der følger med det. Vores påskemorgen starter med håb og glæde, fordi vi ved hvad der skete. Men sådan var det ikke for de kvinder, der den første påskemorgen gik ud til Jesu grav midt i deres sorg.

I alle fire evangelier er kvinderne de første til at se, at Jesus ikke ligger i graven, og til at blive sendt ud i verden med budskabet om genopstandelsen. Allerede før de helt ved, hvad der er sket, skal de fortælle det videre. Allerede før de har haft muligheden for at tænke mere over det, skal de være vidner om, at Gud endnu en gang har valgt dem, valgt verden.

Før og efter sin død mødte Jesus mennesker

I de fortællinger der følger, ser vi eksempel efter eksempel på, hvordan Jesus kommer til nogle af de mennesker vi kender fra de historier, evangelierne er fyldt med. Hvordan han møder dem og ser dem, og giver dem det, de har brug for.

I Johannesevangeliet møder Jesus Maria, der ikke kan genkende ham før han siger hendes navn (Joh 20,15-16), og Peter, der får mulighed for at bekræfte sin kærlighed til sin Herre tre gange, en for hver gang han fornægtede ham (Joh 21,15-17).

I Lukasevangeliet udlægger Jesus hele skriften for to af disciplene, men det er først da han bryder brødet, at de genkender ham (Luk 24,25-31).

Ligesom før sin død, har den opstandne Jesus travlt med at genoprette mennesker. Han giver dem en plads og en opgave, og sender dem så på vej ud i verden for at gøre det samme med dem, de møder.

Påsken starter ikke påskemorgen. Den starter heller ikke langfredag eller skærtorsdag, ikke en gang palmesøndag. Den starter heller ikke til jul, eller til Mariæ bebudelse, hvor Maria bliver lovet at hun skal føde en søn, Guds søn. Påsken starter ikke engang ved udfrielsen fra Egypten, som den jødiske påske, Jesus var i Jerusalem for at fejre, er en markering af.

Påsken starter med Gud, der vælger at skabe mennesker i sit billede.

Påsken starter med Gud, der vælger at skabe mennesket i sit billede. For påsken er det hidtidige højdepunkt i historien om Gud, der elsker mennesker så højt, at han er villig til at gøre alt det, der skal til, for at vi kan leve op til vores fulde potentiale som skabninger, der bærer Guds aftryk.

Forskellige kristne grupper og teologiske traditioner kan komme med hver sin mere eller mindre vellykkede forklaring på, hvad påsken og genopstandelsen betyder og hvilken del, der er vigtigst. Men uanset hvordan vi svarer på spørgsmålet, ”hvad er påsken?”, så kan vi være forvissede om, at det på ene og samme tid er et klimaks og en begyndelse.

Det er klimaks på den del af historien, der handler om Gud, der blev menneske, for at gå ved siden af os og være her helt konkret og fysisk hos os. Og det er begyndelsen på den del af historien, hvor vi kan følge det eksempel. Hvor vi har en ny måde at ligne Gud på, fordi vi har set, hvordan Gud var menneske sammen med os.

Vi bliver sendt ud uden forklaringer og forsikringer

Ligesom de mænd og kvinder, der mødte Jesus efter opstandelsen, så har vi fået til opgave at gå ud i verden og videreføre det arbejde han begyndte. Og ligesom de ikke fik forklaret hvordan det hele hang sammen, gør vi heller ikke. Som dem, bliver vi nødt til at stole på, at det vi ved, er nok. At det vi håber på, er nok. At det vi tror på, er nok.

“Vores opgave er at gå ud i verden og videreføre det arbejde Jesus begyndte”

Vi har to tusinde års traditioner at stå på. Og alle bibelens fortællinger. Men vi har ingen forklaringer eller forsikringer, ingen klar tale og ingen vished om, hvordan alting skal forstås. Vi kan kun gøre vores bedste for at efterligne Jesus. Gøre som han gjorde, og altid se efter hvilket behov vi kan dække hos andre mennesker.

Det kan vi gøre på grund af påskemorgenen. Fordi historien ikke slutter med et kors og en grav, men med ordene ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt 28,20b)

. 

Troels Thorndal skrev:
Kristus er opstanden, Kristus er opstanden, Kristus er opstanden

God påske