På genopdragelse

Hvordan ville det være at møde op i et forum, der i mere end 25 år som præst havde været en naturlig del af sommeren? Hvilken modtagelse ville jeg få? Ville jeg blive genkendt trods mundbindet? Måske synes du, det er en mærkelig indfaldsvinkel, og min hensigt er egentlig heller ikke at sætte fokus på mig, men at sætte ord på følelsen: at have været væk i 13 år, for så at vende tilbage på ’genopdragelse’, som det lunt og humoristisk blev udtrykt af en god ven og tidligere kollega. Og om jeg blev set, og mødt, kan du spørge mig om ved lejlighed, når vi måske mødes igen.

For formålet med en landskonference er formelle drøftelser og en dagsorden, der skal behandles, og ikke det relationelle: at mødes og tale med hinanden, at genopdage venner eller etablere nye relationer. Og derfor var det ikke underligt for mig, at mængden af grå var tiltaget, og at fraværet af unge og yngre mennesker var tydeligt. De, der mødtes, var det, vi med et smil vil kalde ’årsmødefreaks’.

Kirke på vej

”Derfor bøjer jeg mine knæ for faderen”^[1] lød det i indledningen af nadver- og mindegudstjenesten. Det pegede ind i både fortid og nutid. I fortiden, fordi præsteseminariets daværende rektor og formand for BaptistKirken på mit første år som præstestuderende i 1979 talte stærkt og bevægende om netop den sætning.  I nutiden, fordi vi i Torben Andersens prædiken blev mindet om tro og relationer. Lad os være kirke på vej, med Kristus – og hinanden. Og kan vi være andet? Giver det mening, at BaptistKirkens mange forskelligartede menigheder er andet end på vej med Kristus og hinanden. I virkeligheden er både sommerstævner og landskonferencer et middel til at række hånd til hinanden. At blive enige om, hvordan vi kan følges og lade vores forskelligheder være vores styrke.

Regler og regnskab er på en måde basis for det virke, vi ønsker at udføre, for at møde mennesker med evangeliet.

Måske var landskonferencen kun for hardcore møde-freaks, der hænger sig i petitesser og ønsker regler og vedtægter at arbejde ud fra og efter. På mig gjorde det indtryk, da vores generalsekretær udtrykte, at regler og regnskab på en måde er basis for det virke, vi ønsker at udføre, for at møde mennesker med evangeliet. Og måske var det noget – en lille lyd, der skulle høres og fornemmes i hans udtryk. Det, der ramte mig, var hans ord, at ”økonomi fylder meget, men kaldet betyder alt”, citeret efter min hukommelse. For mig blev det stort, at vi har nogle procedurer, som det er fornuftigt at have som spilleregler, men at menighedens grundlag findes i bønnen og overgivelsen;  ”Derfor bøjer jeg mine knæ for faderen”. At Gud bliver tydelig i vores menigheder og det store fællesskab, for ingen af os kan det hele, men alle kan noget.

Noget nyt og uprøvet?!

Jan Kornholt fremlagde dygtigt og inspirerende det nye samtaletiltag ’Vital’, men jeg ved ikke, om det giver mig fornemmelsen af noget nyt og uprøvet. Vi har før skullet tale sammen og vurdere menighedens styrker, svagheder, vores ansvar og lyst – måske vilje – til at tage ansvar for at være tydelige og række ud til mennesker omkring os. Et relevant spørgsmål kunne være: ”Hvad er det, vi gerne vil opnå?” ”Nogle børn og unge betragter menigheden som stedet, hvor voksne hænger med hovedet, indtil Jesus kommer igen.”  Skulle vi måske benytte forskellige personlighedstyper til forskellige funktioner og opgaver i menighederne? Fx vil den ekstroverte have lettere ved at skabe kontakter og møde mennesker med budskabet om, hvad Jesus betyder i livet, mens der blandt introverte vil kunne findes mennesker, der leder til fordybelse og nærhed.

’Led med dit liv’

Jeg og flere andre fik en gave på konferencen, en bog. Titlen er ”Led med dit liv”. Fra forordet i bogen om det at lede børn og unge i en kristen sammenhæng vil jeg gerne nævne en positiv vinkel på menighedsliv og relation: ”Grundprincipperne er de livsfortællinger, vi deler med hinanden, og som udvikler tro og håb og samtidig understreger vores behov for relationer.” Måske peger de unge i virkeligheden ikke blot på menighedernes fundamentale udfordringer i form af vigende medlemstal, men på, at det, der i virkeligheden betyder noget og bør sættes i fokus, er vores liv med hinanden, hvad vi deler med hinanden, livsfortællinger som både den kristne, og den ikke kristne vil kunne tage til sig og vokse ved. Ledelse er ikke en rolle, men en livsstil. ”Det som dit hjerte brænder for, sætter også andre i brand” igen citeret fra bogen.

Glimt af det egentlige

Jeg blev ikke bedt om at lave en prædiken – eller at prædike ved konferencen, men om at beskrive, hvad der gjorde indtryk på mig. Og for mig var det dejligt, som jeg skriver, midt i alle drøftelser, at se glimt af det egentlige. Håndboldherrerne slutter en time-out med spørgsmålet: ”Hvad kæmper vi for?” – og svaret: ”Sejr”. Vi sluttede ikke med en velsignelse, men med at vi blev sendt til vores menigheder – ikke for at sætte os, men for at tjene. Hvad kæmper vi for?

Læs også Bente Jensens tanker fra landskonferencen.

^[1] Efeserbrevet kap. 3, vers 14