Opråb fra en sofavælger

Det er søndag formiddag. Klokken er 11.07, og min kone og vores to børn er på besøg hos mine svigerforældre, som er på campingferie ikke langt fra vores hjem. Det slår mig, at det er i dag, Sommerstævnet begynder på Lindenborg. Jeg selv skal have en dag på sofaen, inden arbejdet kalder igen i morgen.

Det er nu, der skal forandringer til

Og det er egentlig mit afsæt for dette. For jeg er bevidst om, at jeg ikke selv er på sommerstævne. Jeg har ikke selv været særlig aktiv på andet end lokalt plan i de seneste 10 år. Så indlægget her er nok mere en stemme fra kanten eller et opråb fra sofaen. For jeg hører rygter. Gode rygter. Om at det nu er tid til at revitalisere Baptistkirken i Danmark, og det glæder mig. Meget. Der har været antydningen til debat om vores fælles fremtid i Christian Bylunds og Jan Kornholts kronik og kommentar. Der diskuteres kant og mangel på samme! Jeg vil gerne give mit perspektiv her fra sofaen. For jeg tror egentlig, at det er nu, der skal forandringer til, hvis vi vil have et levende kirkesamfund i fremtiden.

Er der behov for mere kant?

Spørgsmålet om kant vil vi kunne bruge meget tid på. Der kan afholdes temadage, regionale møder, inspirationsaftener, måske endda webinarer, foruden drøftelser på landskonferencer. Og det er grundlæggende også interessant, om Baptistkirken i Danmark har udspillet sin rolle. Teologisk? I spirituelt udtryk? I form og indhold? Har vi en selvstændig berettigelse, eller er det, der engang var ”vores” kendetegn også repræsenteret i andre dele af det danske kirkeliv? Jeg er enig i, at vi er nødt til at få lavet en rodbehandling, men vi skal passe på os selv.

En nødvendig samtale

For hvor har vi dog haft temadage og ”inspirationsaftener”. Rigeligt af dem. Jeg tror, vi er et sted, hvor vi skal passe på med ikke kun at filosofere ord og tekster. Vi er nødt til at have en parallel samtale om, hvad det er, vi vil som kirkesamfund. Hvad det er, vi vil gøre sammen.

Det er muligt at være fælles

For min påstand er, at det er muligt at være én fælles missionsorganisation, selv på et (alt for) bredt formuleret eller ikke-eksisterende grundlag som det nuværende. Vi kunne egentlig godt forsætte som nu – hvis vi fandt ind til kernen af, hvad det er, vi vil sammen.

En missionsforening uden fælles mission?

Når Christian og Jan efterlyser kant, hører jeg en dybfølt efterspørgsel efter en fælles vision og et fælles grundlag. Jeg er enig, men efterlyser samtidig en fælles mission. Noget indhold. Noget at være sammen om. Så kirkesamfundet får en dybde af ting, vi gør sammen. På baggrund af vores fælles grundlag. Så ordene ikke bare bliver ord – hvor gode, reflekterede og teologisk velfunderede, de ellers er!

Hvad er det egentlig, vi gør sammen?

Jeg har tænkt over, hvad det egentlig er, vi gør sammen i dag. Et aktuelt svar flagrer lidt i vinden. Lidt hårdt sagt har baptisterne vendt sommerstævnet ryggen. For 15 år siden var vi 1.200-1.600 deltagere på vores eget stævne i Mariager. I år er der 840 – selv efter, vi har besluttet at holde vore stævner sammen med Evangelisk Frikirke Danmark.

Bladet baptist.dk skimmes af mange, men spørgsmålet er, om tiden er løbet fra klubbladet, hvor hovedattraktionen er en afart af ”menighedsstafetten” og et personligt portræt foruden bladets afsnit om døbte og døde. Vi skal jo lige have styr på familierelationerne…

Vi har en stor portefølje på den internationale mission. Men hvor mange kan med ro i sindet nævne de projekter, vi driver?

Vi vil menighedsudvikling. I hvert tilfælde på papiret. Selvom der i disse år lukker flere menigheder, end der åbner, og at den seneste strategiske menighedsplantning vel skete for 20 år siden.

En missionsforening uden fælles grundlag

Jeg oplever det nationale fællesskab i Baptistkirken i Danmark som en missionsforening uden fælles grundlag – og måske endda uden fælles mission. Og vores fælles arbejde er nok ikke det, vi brænder for. Det er snarere blevet det, som ingen rigtigt kan være imod.

Vi er struktureret til, at nye projekter kan poppe op hurtigt. Vi mødes til to årlige generalforsamlinger. Men det er vist længe siden, at en landskonference blev fyldt af en fælles tro på fremtiden og nye projekter – og at optagelse af nye menigheder ikke er sket efter splittelse i eksisterende.

Vil vi noget? Gør vi noget? Omsætter vi fælleserklæringen til ord og handling – og ikke bare et ligegyldigt idékatalog et mørkt sted på en hjemmeside, som ingen finder?

Hvad står vi sammen om med hænder, hjerter, økonomi og forbøn? Hvad er hjerterne fyldte af?

Hvor blev jeg selv af?

Det er denne sommer 10 år siden, jeg trådte ud af Baptistkirken i Danmarks ledelse. Tilmed ét år før udløbet af min valgperiode. Jeg var frustreret. Frustreret over én hverdag om måneden at skulle udeblive fra mit studie/omlægge mine vagter på mit fritidsjob i den offentlige sektor for at mødes om kopimaskineaftaler og temadage. Da jeg blev valgt til ledelsen, forelå en vision og mission for fællesskabet. Skrevet af den tidligere ledelse. Det var et dokument, der var én A4-side langt, som jeg ikke kan huske det præcise indhold af. Men vi skulle alt godt – dog uden at konkretisere noget som helst.

Vi omsatte intet til strategier og konkrete indsatser. Men vi brugte tid på at overveje, hvordan vores 175-års jubilæum skulle fejres. Det fik sloganet ”Kom nu videre!” – måske vi i dag er klar til at tage det tema sådan rigtigt til os! Alt andet i den daværende ledelse blev ikke rigtigt til noget. Jo – det blev til en katastrofal diskussion om vielser af par af samme køn, som hverken var køn eller klædelig for nogen. Spørgsmålet er, om de gode tanker er blevet til handling siden 2013?

Siden dengang har jeg engageret mig lokalt. I Købnerkirken på Amager – siden Immanuelskirken i Aarhus. Begge steder har jeg oplevet ærlige, kærlige og gode trosfællesskaber, hvor man faktisk tør gå ud i tro på, at Gud kan og vil mere end det bestående. Hvor man faktisk tør træde ud på vandet i tro på, at verden er større end vores lille båd.

Hvor skal vi hen, du?

Ja, vi skal i hvert tilfælde fremad. Vi har en tradition og historie, som vi i høj grad kan være stolte af. Men det er næppe historien, vores vedtægter og demokratiske struktur, vores nedskrevne visioner og ambitioner, der gør forskellen ude i virkeligheden. Kirkeligheden trænger til at blive støvet af. Der skal luftes ud. Kirkeligheden skal møde virkeligheden.

Vi trænger til at synge en fællessang, der samler. Måske endda sikre nye landvindinger. Ikke imperialistisk eller kolonistisk. Men vi skal da overveje, hvorfor der ikke er baptistmenigheder i store byer som Randers, Horsens, Kolding, Næstved og Helsingør? Og om husprisernes himmelflugt i de store byer gør det attraktivt at plante nyt i mindre byer?

Hvor blev børnene af?

Vil vi acceptere, at en indsats for børn, teenagere, unge og børnefamilier ikke fylder i Baptistkirken i Danmark i dag? Og i øvrigt ikke har gjort det i dette årtusinde. Javist, vi har to landsorganisationer, som bliver væsentlige samarbejdspartnere i det arbejde. Men hvorfor ikke hjemtage entreprisen og selv gå i gang. Skabe liv. Energi. Sætte noget i gang. I den proces ville det selvfølgelig være tudetosset ikke at anvende de bedste aktører på markedet – bl.a. vores egne landsorganisationer.

Et styrket kald til tjeneste?

Bør vi styrke kaldet til tjeneste yderligere? Bør vi styrke præstefællesskaberne yderligere? Bør vi udstyre alle nye præster med en erfaren mentor? Bør vi skabe nogle mere forpligtigende netværk mellem menigheder, hvor den som er vældig stor også skal være vældig rar mod den mindre? Bør generalsekretærens tjenestebeskrivelse ændres, så den bliver mere general end sekretær? Giver vi vort personale de optimale rammer for at udfolde deres kompetencer?

Der kan gøres meget mere

Har sommerstævnet i sin nuværende form overlevet sig selv? Har vi de rette talere? Har vi fokus på børnefamilierne, relevante teenagespor osv.? Hvor børn er, er der også forældre og bedsteforældre. Det viser al erfaring.

Er det tid til at strømline vores kommunikation og visuelle udtryk? Er det i det hele taget tid til at fokusere? På det nødvendige og på det, vi finder, er vores særlige DNA. Så vores visioner faktisk også bliver til liv – og ikke bare (gode men måske) forblommede ord, vi bekræfter hinanden i hvert femte år?

Det er nu!

Jeg tror, det er tid til en grundlæggende debat nu. Hvis vi vil, kan vi undgå, at det nationale fællesskab ikke fader ud som en parodi på en organisation, som få tror på levedygtigheden af – og resten måske bare ikke tør sige det?

Vi skal skabe begejstringen ude lokalt! Vi skal indgyde håb og tro på en fælles fremtid! Vi skal være andet og mere end en pjece, en pulje med penge – og et par portaler på internettet, hvor man kan læse mere…

Vi kan lægge meget over til Gud – men mon ikke, han forventer mere af sit folk, end at vi bare læner os tilbage med credoet: ”Guds rige skal smage, derfor kaffe og kage. Foran tv’et jeg venter, til Herren mig henter!”

Sofavælgerens refleksion

Og apropos tv’et. Her fra sofaen kan jeg se, at Tour de France-feltet angriber dagens højeste bjerg. De kører hårdt på for at få skabt dagens udbrud, inden det store slag skal stå mellem Pogacar og Vingegaard. Selv de ryttere, der var i asfalten, kommer på benene igen. De ofrer sig for hinanden for holdets bedste.

Tja – måske vi kan lære lidt. Af Tour de France – og måske af det store potentiale Baptistkirken i Danmark har. Men jeg tror, at store dele af det potentiale er som mig. Vi har valgt sofaen. Måske ikke i vrede og frustration. Vi har ladet fødderne tale. Det stille opråb fra sofavælgeren.

Læs mere:

“Mangler vi kant” af Christian Heldgaard Bylund

“Blev kanten for blød?” af Jan Kornholt