Billedtekst: I Rønne på Bornholm er der allerede et tæt samarbejde mellem Missionsforbundet, Baptistkirken og Pinsekirken omkring børne- og ungdomsarbejdet. Her er et billede fra Max-dagen, som hver sensommer samler ca. 1000 børn og deres forældre i centrum af Rønne.
BBU og MBU fremlægger i disse dage et dokument, som peger på en sammenlægning af de to børne- og ungdomsforbund. I dokumentet skriver de blandt andet:
“Vi oplever, at unge mennesker, i den moderne verden, ikke på samme måde som tidligere binder sig til en af de forskellige frikirker. De søger i stedet mod andre unge og gennem fællesskabet oplever at blive støttet i troen. Det ser vi allerede i en lang række af vores lokalforeninger, hvor det har været med til at skabe liv og vækst, at børn og unge i løbet af ugen deltager til diverse arrangementer hos andre kirkesamfund og så om søndagen er ”hjemme” igen.
En del af en større familie
Vi tror på, at en sammenlægning vil gøre det mere naturligt for vores lokalforeninger at samarbejde, da de gennem en sammenlægning bliver en del af en større ”familie” (se kortet). Derved kan vi opmuntre til samarbejde på tværs af bygrænserne og kan sammen skabe de bedste forhold for børn og unge til at opdage og udvikle deres tro.
Det er vigtigt for os at understrege, at dette på ingen måde er et forsøg på at samle B&U i centrale lokalforeninger, men at lokalforeningerne kan være med til at hjælpe hinanden. Det kan fx være i lokalforeninger, hvor der ikke er nok unge til et teenagearbejde lokalt, men et velfungerende arbejde i nabobyen. Endelig tror vi på, at et større netværk – en ”familie” så at sige der kan hjælpe til – også kan være med til at gøre det nemmere at starte nye fællesskaber.”
Børn og unge er vores fremtid
Rasmus uddyber: ”Jeg håber, at kortet også må inspirere kirker, som ikke har noget organiseret børne- og ungdomsarbejde til at ville med på vognen. Forhåbentlig kan de se, at der er andre tæt på, som de med fordel kan samarbejde med.”
Hvilken betydning håber I, at en eventuel sammenlægning vil få for BaptistKirken og Missionsforbundet – og for de lokale kirker – på længere sigt?
”Jeg tror på, at vi vil få et styrket børne- og ungdomsforbund, hvor vi vil kunne være en større støtte for vores lokale foreninger. Forhåbentlig vil vi se nye foreninger blomstre frem. I sidste ende tror jeg, at netop et styrket børne- og ungdomsarbejde også vil styrke fremtiden for vores kirkesamfund. Forhåbentlig vil vi se endnu flere børn og unge, der møder Gud. Det må og skal altid være vort fundament og håb for fremtiden.”
Den mest kompetente forretningsfører
Har det haft nogen betydning, at Bo Lundgaard – medlem af Missionsforbundet i Grindsted – igennem mange år har været ansat i BBU og at Rasmus Elkjær Larsen – præst i missionsforbundet Aabenraa – nu også er ansat i BBU? Og i så fald på hvilken måde har det haft en betydning?
”At vi har ansat Bo har haft en kæmpe betydning for BBU, da han uden tvivl er en af de mest kompetente forretningsførere for en organisation som vores. Det, at have ham, har gjort, at vi i ledelsen har kunnet fokusere mere på det strategiske lederskab, hvilket har ført til starten på denne proces.
Rasmus er præcis som Bo den rette mand til det arbejde, han udfører med børn og ”den røde tråd” – som er at skabe en sammenhæng mellem trosformidling fra barn til voksen. Dette projekt præsenteres også yderligere på sommerstævnet.
Der er ingen ansættelser, der er gjort med en tanke om en sammenlægning. Ingen ansatte har påvirket processen, før vi i de to ledelser besluttede at undersøge mulighederne. Så svaret må være, at de har kæmpe betydning for os, at de er vigtige brikker i en sammenlægning, men at ingen af dem har påvirket os som organisation til at tage dette skridt.”
Giv din mening til kende