Nye præster og nye menigheder

En varm søndag sidst i september er omkring 2.000 mennesker samlet til præsteordination i en af de store kirker i Burundis hovedstad Bujumbura. Baptistkirken i Burundi har stillet telte og scener op udenfor kirken i Ngagara, der danner rammen for dagens ordination. Der er gæster fra Tanzania, USA, Frankrig, Rwanda og altså Danmark.

Det er en stor festdag. I alt 42 præster skal ordineres. 28 af dem er uddannet fra præsteskolen i Rubura, hvor de blev færdige sidste sommer. Her har de gennemgået et to-årigt uddannelsesforløb og sideløbende været i praktik i deres hjemmenigheder. De resterende præster er akademikere, der har minimum en bachelorgrad fra universiteter i og uden for Burundi. De har deltaget i et to-årigt træningsforløb, hvor de har fået fyldt på med teologi og menighedsledelse.

140 selvstændige menigheder

Kirken i Burundi er meget engageret i mission, og evangelisation står højt på aktivitetslisten i de mange menigheder. Menighederne har derfor ofte en række menighedsplantninger tilknyttet modermenigheden. For at en menighedskreds kan blive selvstændig, kræves blandt andet, at de har en præst, og at de har løn til præsten i minimum seks måneder. Med de 42 nye præsters ordination er et tilsvarende antal menigheder nu blevet selvstændige. Så udover at glæde os over de nye præster, kan vi også glæde os over at være gået fra knap 100 menigheder til ca. 140 selvstændige menigheder. I slutningen af firserne var der under 20 selvstændige menigheder!

Det er en stor festdag. I alt 42 præster skal ordineres.

En stor festdag

Det har enorm betydning for et fattigt kirkesamfund at kunne fejre både nye præster og nye menigheder. Myndigheder, andre kirker og samarbejdspartnere lokalt og internationalt deltog i festligheden, og nogle fik lejlighed til at bringe hilsener.

Ombudsmanden i Burundi repræsenterede regeringen og talte om national enhed. Han takkede for baptistkirkens bidrag til fred i landet, til opbygning af demokrati og til at samle folket ved at undlade hård og upassende sprogbrug. En tydelig politisk tale, der står i skarp kontrast til de problemer, landet for øjeblikket befinder sig i.

Det er et stort ansvar, der kræver tro, mod og tjenersind.

”Som faderen har sendt mig, sender jeg jer!”

Baptistkirken i Danmark fik også lov at bringe en hilsen. Vi talte om det lange samarbejde og de mange menneskelige relationer, der er skabt siden 1928. Vi gav også de nye præster en symbolsk gave i form af en indbundet blok med en opmuntring til dem. Med ordene fra Johannes-evangeliet^[1] mindede vi dem om, at de er sendt til verden, til deres menighed og til det folk, de skal tjene. Det er et stort ansvar, der kræver tro, mod og tjenersind. Vi er alle – som Jesus var det – sendt til at tjene vores næste og Gud. Jesus viste os vejen og endte med at betale den ultimative pris i sin kærlighed til os.

Festdag for præsternes koner

Kvinder kan endnu ikke blive ordineret i Burundis baptistkirke, men de har en stor og vigtig rolle i menigheden. Kvindenetværket i Danmark havde på kreativ vis sponseret festkjoler til alle og også betalt for et tredages kursus for de nye præstepar. Her blev de undervist i, hvordan de kan løse nogle af de mange opgaver, som præsteparrene og præstekonerne har.

Masser af udfordringer forude

Kaldet til at tjene lyder fortsat i det fattige land, og mange tager heldigvis imod kaldet. Det er ganske anderledes udfordringer end dem, vi i et senmoderne velstandssamfund tumler med. I Burundi er der stadig faste pejlemærker i form af tradition, autoriteter, livserfaring og en næsten uimodsagt plads til kirken. Og det forpligter. Men samtidig er det et samfund i opbrud, forstået på den måde, at den stigende urbanisering og globalisering fører nyt med sig – og der stilles spørgsmål ved meget af det bestående. Med 42 nye præster og et tilsvarende antal nye menigheder er der håb for fremtiden.

^[1] Johannes-evangeliet kap. 21, vers 20