En snevejrsaften i februar besluttede jeg mig for at besøge ham og kørte ud i en bydel af Odense, hvor jeg aldrig havde været før, bevæbnet med en stor cola og en pose chips. Jeg gav ham en fredshilsen på arabisk og blev inviteret ind. Da mit arabiske ordforråd allerede var opbrugt, idet jeg trådte ind ad døren, og manden endnu ikke var begyndt på sprogskole, fortsatte samtalen via en ven i Sverige, som kunne tolke fra engelsk til arabisk over mobil.
Endnu en syrisk familie
For to måneder siden så jeg igen et nyhedsindslag i TV. Denne gang om en syrisk familie, som ligesom mange andre syrere havde fået besked på at forlade Danmark. Jeg fandt frem til familien via Facebook og sendte en besked. Jeg ville sikre mig, at de var bekendt med muligheden for at søge ophold på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning. Og at der var nogen, som hjalp dem. Det var der ikke.
En anden type mod
Jeg har i stedet opdaget andre evner, kald og tilskyndelser.
Jeg har altid haft svært ved at tale for større forsamlinger. Jeg tror, at jeg på den baggrund har udviklet en anden type mod, hvor jeg lytter, taler og skaber relationer til andre mennesker på andre måder, end jeg ellers ville have gjort. Det har også haft betydning for mine valg af uddannelse, karriere og tjeneste. Jeg er måske gået på kompromis med nogle drømme, men jeg har i stedet opdaget andre evner, kald og tilskyndelser.
At være til nytte
Jeg har brug for at være til nytte for andre, og at andre mennesker har brug for mig. Vi kan måske ikke redde hele verden på én gang. Men vi kan alle gøre en forskel for ét menneske ad gangen. Og der er brug for vores forskelligartede evner og indgangsvinkler til mennesker omkring os.
Måske havde præsten og levitten i lignelsen om den barmhjertige samaritaner[1] nogle andre evner end samaritaneren. Og måske var det meget godt, at det netop var samaritaneren, som standsede op og hjalp.
[1] Lukas-evangeliet kap. 10, vers 25-37
Giv din mening til kende