– sker det ofte i tavshed. I elevatoren kigger vi ned i gulvet. I lægens venteværelse er der ingen, der siger et ord. I køen i supermarkedet er det som om, vi er helt alene i verden.
Ventetiden gør os tavse.
Mens vi venter i tavshed, har tankerne frit spil til at tænke på alt det, der ikke blev eller blev helt forkert. Mens vi venter, har vi tid til at tænke på, at livet kunne have været anderledes. Mens vi venter på julen, opdager vi måske, at heller ikke denne jul giver os en ny og anderledes tilværelse.
Brister håbet, mens vi venter?
Nej!
Det må vi insistere på.
Håbet er ikke noget, der kommer. Håbet er allerede. Livet er fuldt af håb. Håbet brister ikke. Englen Gabriel kom med håbet til Maria: ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.” Og håbet kom til os alle ni måneder senere i Betlehem.
Vi kan være utrygge og frygte: For os selv og for verdens fremtid. Men frygten må ikke tage livet af håbet. ”Frygt ikke” sagde englen til hyrderne på marken. De blev nok skræmt, men gik alligevel til stalden, hvor de fandt håbet. Frygten må ikke sætte sig i os, så vi mister håbet. Når vi holder fast i håbet, kommer glæden. Den glæde, der skal være for hele folket, for ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”
Lyset er på vej tilbage om få dage. Håbet er her allerede.
Giv din mening til kende