Når koppen prædiker bedre end vi gør

Lyt til kronikken:

For et års tid siden sad jeg til jobsamtale i Kløvermarkskirken, hvor jeg i dag er præst. Foran mig stod en kop – en helt almindelig hvid keramikkop med en lidt afbleget påskrift. “Kom nu videre,” stod der.

Jeg tog den op, smilede og spurgte – halvt i spøg, halvt i alvor:
“Er I så kommet videre?”

Der blev stille. Den slags stilhed, der varer lige længe nok til, at man ved, man har ramt noget.

Kruset indkapsler virkeligheden

Koppen, som mange af jer sikkert kender, blev lavet i anledning af BaptistKirkens 175-års jubilæum, og er nu mere end ti år gammel. Det slog mig, hvor præcist det lille krus indkapsler den virkelighed, jeg trådte ind i: En bevægelse, der bærer på noget ægte og dyrebart – men som også kæmper med at slippe fortiden og finde mod til at bevæge sig.

Friske øjne og mod

Jeg er ny som baptist. Jeg kommer ikke med en barndom i bevægelsen eller med traditionen i blodet. Jeg er trådt ind fra siden, lidt som en fremmed fugl. Eller måske nærmere et sort får. Men netop dét giver mig friske øjne. Og måske også modet til at stille det spørgsmål, vi ikke altid selv tør sige højt:

Hvorfor er vi egentlig så bange for at bevæge os?

BaptistKirkens nørdegave!

Jeg er lidt af en nørd. Lad os bare få det på plads. Så hvilken vidunderlig skat, at baptisterne altid har skrevet alting ned!

I min første tid som præst læste jeg mig igennem en del af vores historie. Og gæt engang, hvad der slog mig: Baptistbevægelsen har historisk set altid været en flok sorte får.

Vi blev født i protest – imod magt, tvang og autoritetstro. Det var mennesker, der nægtede at lade præster og konger bestemme over deres tro. Som insisterede på, at Gud taler direkte til det enkelte menneske – ikke gennem systemer, men gennem Helligånden.

Det var kvinder og mænd, der læste Bibelen selv og lod sig døbe som voksne, velvidende at det kunne koste dem friheden og endda livet.

De mødtes i hemmelighed. De byggede fællesskaber på samvittighed og gensidig forpligtelse. Det var ikke pænt. Det var ikke pædagogisk. Det var modigt, råt og frihedssøgende.

Spændingsfeltet

Derfor er det et mærkeligt spændingsfelt, jeg træder ind i som ny præst: På den ene side en bevægelse, der har frihed og lægmandsdeltagelse som bærende værdier. På den anden side en mærkbar tilbageholdenhed – tør vi kalde det frygt? – for uenighed, for forskellighed og for at give slip på kontrollen.

Har vi glemt, at vi altid har været dem, der gik mod strømmen?

Glæde over værdier

Det nye værdipapir for BaptistKirken i Danmark rører noget i mig. Jeg læser det og mærker håb. Længsel. Et kald.

Vi skriver, at vi tror på inklusion – og forpligter os praktisk til at vælge og engagere mennesker uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet.

Vi skriver, at alle er kaldet og udrustet til tjeneste.

Vi skriver om frihed i tolkning og lokal forankring

Vi skriver om præster som kulturbærere, ikke systemadministratorer.

Det er smukt. Det er evangelisk. Det er radikalt.

Men det forpligter os også til konkret handling.

Det forpligter os til at åbne bordet, ikke kun for dem, vi forstår og kan lide, men også for dem, der udfordrer og provokerer os.

Det kræver mod at komme videre

Det kalder os til at være kirke sammen! Det betyder ikke som en enighedsklub, men som levende fællesskab.

Og netop dét kræver mod.

Mod til at stå i spændingsfeltet mellem tradition og bevægelse.

Mod til at turde forandring – ikke for forandringens skyld, men fordi verden forandrer sig, og evangeliet altid kalder os ind i det liv, der leves nu.

Spørgsmålet er ikke, om vi kan, men om vi tør…

Tør vi komme videre, som vi skrev på den kop for så mange år siden?

Tør vi genfinde vores rødder og modet til at bryde ny grund?

Tør vi være dem, der sætter mennesket og menigheden først igen?

Tør vi gå mod strømmen endnu en gang?

”Kom nu videre”

Når jeg ser på den kop i dag, står den stadig på hylden som en lille profeti. Ikke en erklæring om noget, vi allerede har gjort, men som en bøn, et håb, en påmindelse. ”Kom nu videre!”

Det kræver noget af os. Ikke blot strategi og struktur, men mod, sårbarhed og en nådig attitude til at være kirke sammen, også når det koster.

Jeg håber, at vi på synoden i år kan begynde at svare på det spørgsmål, jeg stillede for et års tid siden:
“Er I så kommet videre?”

Min drøm er, vi denne gang kan svare: ”Ja!”