Peter Halldorf
- en af hovedtalerne ved årets sommerstævne i Lindenborg
- tilhører pinsekirken i Sverige
- er præst, forfatter og leder af det nordiske økumeniske fællesskab i Bjärka Säby.
Kirkefaderen Maximos Bekenderen tegner i 600-tallet en enkel version af såvel menighedens som den enkelte kristnes liv, når han siger, at ”kirken er menneske og mennesket er kirke”.
Hans ord er et stik i hjertet på al åndelig individualisme, samtidig med at de antyder, at hvert menneske er en kirke i miniature. Den enkelte repræsenterer hele menneskeheden, og hans eller hendes frelse er forbundet med hele verdens frelse. Vi er templer for Helligånden, som viser sig gennem os. Men det er som en del af kirken, Kristus´ legeme, at vi giver Guds liv krop. Ingen kan gøre krav på alene at spejle helheden i Kristus´ liv og Åndens gaver. Det gør vi kun sammen.
Som skabt i den treenige Guds billede er fællesskabet indbygget i menneskets identitet. Vi er fra begyndelsen i et forhold til Gud, men også til vores medmennesker – ja, til hele skabelsen. Vi bliver mennesker gennem vores relationer. Synden tærer på menneskets relationer. Når de sønderrives, havner mennesket udenfor sig selv. Bruddet på fællesskabet gør os til fremmede, ikke bare for hinanden, men også for os selv.
Vi er fra begyndelsen i et forhold til Gud, men også til vores medmenneske.
Hele verden
Økumeni, på græsk oikoumenikos, betyder ordret, det ‘som vedrører den beboede verden’, dvs ‘verdensomfattende’. Det umiddelbare tegn på Åndens tilstedevær er de mange tungemål, som tales. Det bekræfter, at kirken fra sin fødselsdag er økumenisk. Dens horisont berører hele den beboede verden. Hele menneskeheden. Den taler alle sprog!
Til forskel fra sekten, som er til for de udvalgte og forkynder deres frelse og alle andres fortabelse, er kirken til for hele verden. Den er den nye menneskehed i miniature. Hver gang der fejres nadver, bærer kirken hele verden frem for Gud. Evangeliet gælder alle mennesker – alle som har levet, alle som lever, og alle som vil komme til at leve.
Kirken som den nye menneskehed var derfor en vision for de første kristne. Den kristne menighed er et tegn på, at Gud i Kristus har forsonet hele verden med sig for at skabe en menneskehed, der i sit indbyrdes fællesskab genspejler treenighedens indre liv. Evangeliet overvinder ikke bare vores fjendskab med Gud, men også fremmedgørelse og rivalisering mellem mennesker. Kirkens liv på jorden er et genskin af livet i himlen. Det er et profetisk fællesskab, som gennem sit liv drager fremtiden til sig. Gennem Helligåndens iboende liv er menigheden det fællesskab, hvor ordet er gået i opfyldelse: ”Lider en legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver en legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig.”[1]
Kirken som Kristi krop udtrykker ikke bare menighedens opgave: at kropsliggøre Kristus. Den illustrerer også den kristne tros fælles karakter.
Tungetale er heling
På pinsedagen påbegyndes den dybe heling af såret i menneskehedens krop. Sprogunderet er det første tegn. Pinsen er begyndelsen på slutningen af den globale sprogforbistring, som har sit ophav i Babel.[2] Miraklet, da disciplene begynder at tale ”andre tungemål med de ord, som Ånden indgav dem”[3] var, at de pludselig blev forståelige, ikke uforståelige! Al splittelse er dybest set sproglig. Vi forstår ikke hinanden – vil ikke forstå hinanden.
Tungetalen er helingens tegn; den nye menneskeheds sprog; bekræftelsen på, at Kristus´ forsoning er et serum mod den mest dødelige af alle gifte – tungens. Et fællesskab formes, der hvor man forstår hinanden, allerede inden man kender hinanden. Et fællesskab, som ikke bygger på lighed eller ens holdninger, køn eller klasse, race eller parti, men på Åndens enhed gennem fredens bånd. De, som aldrig af naturlige årsager ville have søgt hinandens selskab, befinder sig pludselig sammen. De er ét hjerte og én sjæl. De udgør én menneskehed. En ny ånd har taget bolig i deres bryst, en kærlighed er indgydt i deres hjerter.
En fælles erfaring
Apostlen Paulus – erfaringens vigtigste teolog i den unge kirke – fremhæver kraftfuldt det fælles træk ved den kristnes åndelige erfaringer . For Paulus er erfaringen af Ånden lige så vigtig som troen – og denne erfaring er altid fælles. Åndelighed reduceret til privatreligiøsitet er en selvmodsigelse i kristen tankegang; en fremmed fugl i den unge kirkes verden. At tilhøre Kristus er at tilhøre hans legeme, som er menigheden. ”Med en og samme Ånd er vi alle døbt til at høre til en og samme krop”.[4] Tydeligere kan det ikke siges: At blive fyldt af Helligånden delagtiggør mig i Guds liv, men også i andre menneskers liv. Jeg bliver en del af et ”Helligåndens fællesskab”.[5] Den fælles erfaring af Ånden er grundlaget for al kristen enhed. Eller omvendt: Uden erfaringen af Ånden er alle forsøg på at opnå kristen enhed forgæves.
Når de kristne på pinsedagen fremtræder som én krop, har de været sammen om en fælles oplevelse: Helligånden blev givet til hver og en, som om Ånden alene var til ham eller hende. Men det personlige træk i pinsens erfaring gør den ikke til noget privat. Her fødes et nyt fællesskab. Ordene om ”én ånd” og ”ét legeme”[6] er gået i opfyldelse.
Den kristne menighed er et fællesskab, hvor vi alle er nådegaver – charismata – givet til hinanden.
1 1. Korintherbrev kap. 12, vers 26
2 1. Mosebog kap. 11, vers 1-9
3 Apostlenes Gerninger kap. 2, vers 4
4 1. Korinther-brev kap. 12, vers 13
5 2. Korinther-brev kap. 13, vers 13a
6 Efeser-brevet kap. 4, vers 3
Giv din mening til kende