Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Mere Gud?

Bent L. Hansen

Mere Gud?

Det hellige er lige her, lige der og lige midt iblandt os. For Gud er gået i kødet på verden og har taget hele vores komplekse og umulige verden på sig. Det er det, der sker i julen.

Min yngste datter Alhed har fået en ny tradition: Når vi er ved at være ved slutningen af puttesessionen og vi har hørt godnathistorie og sunget nogle sange, så plejer vi at bede til Gud og synge en sidste sang. Men nu har hun luret, at det betyder slutningen på den hyggelige puttetid, så når vi er ved at være færdige med at bede Fadervor sætter hun i med et råb: “Mere Gud! Mere Gud! Mere Gud!” – Se det er et rigtigt præstebarn!
Jeg tror nu mere det skyldes ønsket om at holde på faderen lidt længere, og så længe han sidder der og beder til Gud, så er han i hvert fald tæt på.

På en eller anden måde er det et råb, vi hører mange steder i samfundet for tiden. I verdens brændpunkter lyder råbene om mere Gud – både når terroren rammer, når hele befolkningsgrupper undertrykkes og når ældgamle konflikter blusser op på ny. Vi har endda en præsident i USA, der vist mener, at han er indsat og udvalgt af Gud. Men også når kulturkrigene raser her i vores lille andedam. Senest hørte jeg en behjertet politiker, der mente, at alle, der kom til Danmark, skulle deltage i kristendomsundervisning, så de kunne lære hvad det vil sige at være dansk – som om vi danskere pludselig har fået patent på Gud!

Men når der råbes på mere Gud – så er det altid den Gud, der er på vores side mod de andre. Når Gud på den måde bliver brugt som et middel til, at jeg kan få min vilje over andre, så er det i bedste fald ugudeligt, og det er ligegyldigt om det foregår blandt formørkede islamistiske terrorister eller i danske finanslovsforhandlinger.

“Mere menneske!”

Jeg vil gerne forslå, at julen ikke handler om, at vi skal råbe: “Mere Gud!” Ofte bliver det allermest farligt, når mennesker på den måde påberåber sig guddommelig autoritet. Tværtimod, så tror jeg julen er historien om Gud, der råber: “Mere menneske!” Og jo mere umenneskeligt vi kan behandle os selv og hinanden – jo højere råber Gud: “Mere menneske, mere menneske, mere menneske!”

Det store i julen er ikke, at Gud er kommet til verden – for Gud har altid været i verden og verden har altid været i Gud. Nej det store i julen er, at Gud blev menneske!

Og på den måde lærer julen os, at menneske er det fineste, vi kan være. I krybben gør Gud op med alt vores umenneskelighed, og hver gang vi ser på et andet menneske, skal vi huske, at Gud gav alt af sig selv for at blive menneske – for menneske er det fineste, vi kan være. Og hver gang det går galt for os mennesker, så er det, når vi tror, vi skal være noget andet. Når vi tror, vi skal være perfekte, uangribelige, magtfulde og udødelige. Det var det Adam og Eva lærte i Paradisets Have, da de troede, de kunne blive som Gud.

Julen betyder, at Gud tager din virkelighed alvorligt – hvad end den består af. Kristendom handler ikke om, at vi skal sætte et glansbillede op af os selv og præstere og effektivisere og innovere os til mere. Men det er historien om en Gud, der ser virkeligheden i øjnene og derudfra bliver noget nyt født.

Kig mod jorden

Hvis du vil finde det hellige, så skal du ikke kigge i tykke bøger – selvom de kan hjælpe, du skal ikke bare kigge mod himlen – du skal kigge mod jorden – det hellige er lige her, lige der og lige midt iblandt os. For Gud er gået i kødet på verden og har taget hele vores komplekse og umulige og fastlåste og evigt foranderlige og stressede og ramte verden på sig. Det er det, der sker i julen, når Gud strækker sin arm ud i vores verdens mørke og det viser sig, at den arm er et lille nyfødt menneskebarns arm – og ikke en stærk overjordisk konges.
Kejser Augustus – som vi hører om i Juleevangeliet – yndede at kalde sig selv: “Guds den højestes søn’’.

Igen og igen omtaler Jesus sig selv som: “Menneskesønnen” – Kristendommens uhyrlige påstand er jo netop, at Gud blev menneske. Det, Jesus selv lagde vægt på, det, han syntes, var det afgørende, det, han kaldte sig selv, var: Menneskesøn.

Kig efter noget menneskeligt

Mange mener, at Gud findes andre steder end i noget så ordinært som ”kødet”. For dem er Gud noget uendeligt ophøjet, lyst, let, gennemsigtigt, utvetydigt, luftigt, åndeligt. Det mest nærliggende ville derfor for de fleste være, at kigge i åndelige retninger for at få øje på ham.
Men Jesus ”gik i kødet” – han fik ben at gå på. Og er du på udkig efter ham, så skal du kigge efter noget menneskeligt.
Jesus siger, at han er til stede i ”disse mine mindste”. Og dér drejer det sig ikke om åndelige oplevelser, undere og mirakler, men om at se ham i den sultne, den nøgne, den fangne, den ensomme, den syge. Kort sagt i menneskelivet i dig og omkring dig. Dér er Gud!

Så mit enkle juleønske må være, at vi på samme måde vover at se virkeligheden i øjnene. At stå ansigt til ansigt med os selv og hinanden – for det forunderlige er, at det er kun på den måde, at vi kan se mere af Gud.

Rigtig glædelig jul!
Amen.

Prædiken af Lasse Åbom, juleaften 2017

Giv din mening til kende