For at forstå og beskrive, hvilke konsekvenser det kan have for tilværelsen at være baptist, har redaktionen stillet en række spørgsmål til en række personer fra forskellige menigheder:
- Prøv at beskrive, hvad der er vigtigt for dig ved at være baptist?
- Hvordan afspejler det sig i dit liv? Har det haft betydning for dit valg af erhverv eller for dit arbejdsliv?
- Hvad har det betydet for din måde at opdrage dine børn på?
- Er det mere vigtigt for dig, at du er baptist, end at du ’bare’ er kristen? Hvorfor?
- Hvordan fungerer dit tilhørsforhold til den lokale baptistmenighed?
- Hvor vigtigt er det for dig at gå i kirke og være engageret i menighedslivet? Hvorfor eller hvorfor ikke?
Det er der kommet en række meget forskellige artikler ud af, men fælles for dem er, at skribenterne reflekterer over, hvad det har betydet for deres liv, at de er baptister.
Kristen først – og så baptist
Anne Elleby Sørensen, Roskilde Baptistkirke
Baptistfællesskabet er underlaget for mit liv, og dér hører jeg til.
Baptistkirken er en paraply at høre under, selv om jeg ikke nødvendigvis er enig i alle beslutninger som helhed eller i den enkelte menigheds beslutninger. At være kristen afspejler sig i mit liv ved håbet om, at Kristus kan ses i mine ord og handlinger, og ved at jeg fortæller, at jeg kommer i baptistkirken.
Troen med på arbejde
Jeg begyndte med at ville læse på Seminariet i Tølløse for at blive børnemedarbejder i en menighed, men jeg endte med at arbejde med børn i udfordringer samt deres forældre. Jeg har taget min tro med på arbejde. Jeg har bedt for børnene, for at Gud måtte lede mig i min kontakt med dem og inden mine samtaler med forældrene.
Jeg har taget min tro med på arbejde.
I forhold til børnene
Det var vigtigt for mig, at mine egne børn lærte Jesus at kende. Vi sang aftensang, bad bordbøn og talte om tro i hverdagen, når det faldt naturligt. Mine drenge deltog i søndagsskole – med lettere pres i teenageårene, da der ikke var meget for den aldersgruppe. Jeg glædes over, at de tog personlig stilling og blev døbt, da de var i tyverne.
Jeg er først og fremmest kristen
Dernæst er jeg baptist. At være baptist er forskelligt for den enkelte. De nådegaver og tjenester, der beskrives i Bibelen, skal helst være en naturlig del af både mit og menighedens liv. Det skal helst fungere i samværet og kunne tales åbent om. Det skal kunne ses virksomt i både smågrupper og til gudstjenester, bl.a. ved forbøn, helbredelse og i det profetiske. Det er vigtigt for mig at være en del af sådan en menighed og et fællesskab, at have en eller flere tjenester og at blive brugt, hvor jeg har fået naturlige og Gudgivne nådegaver. Jeg er glad for besøgstjenesten og for at være opmærksom på nye i kirken. Jeg inviterer også til kirkens velkomst- og informationskaffe.
At være baptist føles trygt
Maria Klarskov, Kirken i Kulturcenter Vendsyssel
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at kalde mig ’baptist’; måske omkring 13-års-alderen, og det blev for mig et ’helle’. Det føltes som et sikkert ståsted, hvorfra jeg kunne være fri til at være den, jeg er.
Da de andre i klassen gik til konfirmationsforberedelse, gik jeg i kristendomsklasse, og det gav mig en større viden om den frikirke-historie, jeg var en del af. Det gav mig ballast og en følelse af at være i konstruktiv opposition til ’det etablerede’, hvad det så end måtte vise sig at være. Jeg følte, at jeg var en del af en frihedsbevægelse, både politisk og personligt.
Et formende forum
Min baptist-opdragelse har givet mig den gave, at jeg har fået muligheden for – måske endda retten til – selv at tage stilling til mine værdier og min tro. Som teenager og ung oplevede jeg, at jeg havde et forum i Baptistkirken, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og oplevelser angående tro, liv, etik, værdier og moral. Det var meget formende for mig, og det er jeg meget taknemlig for. Det er en proces, jeg stadig er i gang med, og jeg tror faktisk aldrig, at jeg bliver færdig.
Jeg havde et forum i Baptistkirken, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og oplevelser angående tro, liv, etik, værdier og moral.
Gennemsyret af frihed
Det er vigtigt for mig at være baptist, fordi min forståelse af det navn er gennemsyret af en oplevelse af frihed: Åndsfrihed, trosfrihed, tankefrihed. Frihed til at drømme stort. Frihed til at håbe på det, som ser umuligt ud. Frihed til at tro på, at jeg kan gøre en forskel i verden – både i den store og i den helt nære. Frihed til at være og tænke helt forskelligt og alligevel være lige – uendeligt værdifulde, elskede og vigtige. Frihed til at møde min næste og mig selv med forsonlighed. Frihed til at insistere på, at uenighed ikke er verdens undergang – hvis den mødes med nysgerrighed, kærlighed og barmhjertighed.
Om at være baptist
Bodil Hylleberg, Tølløse Baptistmenighed
Jeg har aldrig i mit lange liv sat spørgsmål ved, om jeg skulle være baptist – for det er og var jeg, både før og efter jeg blev døbt. Måske lyder det ureflekteret, men det er sådan, jeg har haft det.
I mit hjem gennemsyrede det at være kristen og baptist både hverdage, helligdage og festdage – og som det er for mig, sådan håber jeg også, at vores børn er positivt præget med den kærlighed, der er fundamentet i Kristustroen; den tro, som vi alle er inviteret til at bygge livet på.
En synlig menighed
Kristustroen udfolder sig for mig i Baptistkirken, hvor jeg er så privilegeret at være beriget med både familie og venner – og meget arbejde! For mig er både gudstjeneste og undervisning samt praktisk arbejdsfællesskab meget vigtigt. Alt dette er med til at opbygge mig som person og med til at give en forståelse af, at vi står sammen om at få menigheden til at være synlig i sin forkyndelse og sit virke.
For mig er både gudstjeneste og undervisning samt praktisk arbejdsfællesskab meget vigtigt.
Lærer af lyst og kald
Jeg har brugt mit arbejdsliv på at være lærer for børn og unge, og det tror jeg bestemt, at jeg valgte både af lyst og kald – det var en oplagt mulighed for at give noget væsentligt videre. Man kan så altid spørge sig selv, hvor godt det lykkedes, men det er jeg heldigvis ikke stillet til regnskab for her! I mit pensionistliv er det en gave at være en del af et menighedsliv. Der er altid nok at tage fat på i fællesskab med andre. Jeg drømmer om, at vores børn og unge kunne have lige så mange at dele kirkeliv med, som vi har som pensionister.
Det eneste rigtige?
Er jeg så baptist, fordi det er det eneste rigtige? Nej, det er jeg ikke, men min livsfortælling har i alle faser af mit liv formet sig sådan, at det er her, jeg hører hjemme og føler mig hjemme. Og det samme ønsker jeg for de næste generationer – at de lykkes med at vise trofasthed over for både deres hjem og deres kirke. Det giver ro i sindet og energi og overskud til at være Kristusvidne både med og uden ord.
Hvad er vigtigt ved at være baptist?
Charlotte Skræp, Aarhus Baptistmenighed
Det vigtigste er ikke at være baptist, men at være med i et fællesskab, der har Jesus som det centrale omdrejningspunkt, og som har en teologi, der er i tråd med Bibelen.
Min familie har været baptister i generationer, så mine forældre tog mig med i baptistkirken. Derfor blev jeg baptist og ikke medlem af en anden kirke.
Hvordan afspejler det sig i dit liv?
Det er svært at svare på. Jeg opfører mig ikke ekstra artigt eller afstår fra ting, men jeg har bemærket andres undren, når jeg gør noget frivilligt eller uegennyttigt. Det har måske noget at gøre med min opvækst i baptistkirken, som jo i høj grad er baseret på frivillighed.
Det har ikke haft nogen indflydelse på mit valg af erhverv eller mit arbejdsliv, for mit privatliv og mit arbejdsliv er to adskilte størrelser. På mit arbejde svarer jeg hvert kvartal på en medarbejderundersøgelse – bl.a. om der er overensstemmelse mellem arbejdspladsens værdier og mine værdier. Jeg svarer altid, at det kan jeg ikke; ikke fordi min arbejdsplads ikke er ordentlig, men fordi værdier for mig er en helt anden størrelse.
Hvordan fungerer dit tilhørsforhold til den lokale baptistmenighed?
Godt – jeg har været i Aarhus i to år og har fra første dag følt mig velkommen. På grund af mit arbejde har jeg boet flere steder og været medlem af flere menigheder, og jeg har altid haft et godt og nært forhold til min menighed. Man må også selv gøre en indsats for at komme i ’nærkontakt’ med sin menighed. Man kan ikke bare sidde hjemme og undre sig over, hvorfor præsten ikke kommer forbi; man må op af sofaen og afsted. Bevar mig vel, der er i alle menigheder personer, man ikke er enig med, men det er et vilkår, som ikke er enestående for en menighed, sådan er det jo også i livet som sådan.
Hvor vigtigt er det for dig at gå i kirke og være engageret i menighedslivet?
Det er supervigtigt, og på forunderlig vis kommer det helt af sig selv. Jeg behøver bare at møde op til menighedsmødet, så er jeg valgt ind i et eller andet. Jeg er med, fordi jeg ikke kan lade være.
Ingen har været i tvivl om, at jeg er baptist
Kurt Bøgsted, Korskirkens Baptistmenighed
Det kristne liv, du lever, er synligt for dem, du møder i hverdagen. Din væremåde er afgørende for, om de får lyst til at komme i en kirke.
”Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende” – sådan indledes det skriftsted, jeg fik ved min dåb.[1]
På en spejderweekend opdagede jeg, at en ung havde gemt hash i en lampe. Jeg tænkte: ’Hjælp, hvad skal jeg gøre?’ Det blev en ’usagt bøn’, som Gud hørte, og mit dåbsord gav mig styrke til at klare weekendens opgaver og samtidig til at tage mig af ham, efter at han havde smidt hashen ud i toilettet.
Mit aktive liv i Odense Baptistmenighed med ungdomsforening og spejderarbejde har sammen med den oplevelse dannet grobunden for, at jeg næsten hele mit arbejdsliv har arbejdet med forebyggende arbejde.
Fokus på børn og unge
Jeg har været SSP[2]-koordinator i Ikast, Ishøj og Dragør. Alle steder har man kendt til, at jeg er baptist, selvom jeg aldrig af mig selv tog religiøse emner op, men jeg fik ofte spørgsmål til logo på tøj o.l.
I Ikast deltog jeg i konfirmandundervisningen, ligesom jeg også var med til at etablere DDS- og FPF/FDF-arbejde i mindre byområder.
I Ishøj var kriminaliteten mere alvorlig, og jeg havde op til 12 deltids-/fuldtidsmedarbejdere. Det gav respekt i moskeen og hos imamen, at jeg var baptist. Derfor fik jeg lov til at tale i moskeen og blev som den eneste kommunale medarbejder godt modtaget i hjemmene.
Må man bede Gud om at komme ud af narkohelvedet?
Tro, bøn og arbejdsliv
Den vigtigste bøn er for mig den personlige stille bøn og den bøn, man beder i nuet. I mit arbejde var jeg ikke altid særlig tryg, og undertiden gjorde antallet af opgaver, at jeg måtte fravælge unge, som havde brug for hjælp. Så bad jeg Gud om at vejlede mig.
En gang spurgte en prostitueret, som jeg havde fået ind i et afvænningstilbud: ”Må man bede Gud om at komme ud af narkohelvedet?” Vi bad sammen om det. Senere gav hun mig et billede af sindsrobønnen. Den blev hængt op på mit kontor og brugt til forældremøder.
Ja, Gud har været en synlig og usynlig del af mit arbejdsliv.
[1] 1. Timotheusbrev kap. 4 vers 12-14
[2] Samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi
Giv din mening til kende