Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Kunstneriske søstre

Coveret på 'Gå i Stå's EP.

Josephine Vadgaard

Kunstneriske søstre

Rakel er forfatter og Ester er sanger og sangskriver. Begge dybt begavede på hvert deres felt og hinandens bedst kritikere.

Rakel Haslund-Gjerrild, 33, har skrevet
Øer (2016), Alle Himlens Fugle (2020) og Adam i Paradis (2021).

Ester Haslund-Gjerrild, 26, har udgivet sange igennem Stille Stunder.
Duoen ”Gå i Stå” udgav debut-EP’en ”Forglem mig ej” i marts 2021.

Det har kun været muligt at fange de to søstre elektronisk. Der er så meget gang i dem på hvert deres kunstneriske område. Rakel Haslund-Gjerrild har allerede som 33-årig succes som forfatter. Hun har skrevet anmelderroste romaner og samler mange mennesker til forfatter-samtaler og foredrag.

Ester Haslund-Gjerrild er bachelor i musikterapi, skriver lovsange og andre sange og giver koncerter med duoen ”Gå i Stå”, som består af hende og guitaristen Emil K. Christensen.

De to søstre bor i henholdsvis Ørestaden og Aalborg. Begge i elskede kollektiver.

De er også begge ord-mennesker, men præcis så forskellige som søskende er. Rakel virker stærk, Ester lidt forsigtig. Og alligevel er de hinandens bedste støtter. Deler sange og tekster før de er færdige: ”Man kan jo ikke trække veksler på alle”, som Rakel siger.

Det fælles barndomshjem

De sætter stor pris på deres barndomshjem, hvor forældrene var aktive pionerer i Nexø Frikirke.

Det er en kæmpe ting at få lov til at vokse op i en kontekst, der er vendt mod verden.

”Det er en kæmpe ting at få lov til at vokse op i en kontekst, der er vendt mod verden. Hvor det at give er centralt, med et sprog for åndelig længsel og at livet ikke kun handler om mig,” siger Rakel og Ester tilføjer: ”Jeg bliver opmuntret, når jeg tænker tilbage. Vi blev støttet i at være dem, vi er – ikke bange for at skabe noget. Så snart jeg kunne tre akkorder, blev jeg bedt om at spille i kirken.”

De har også to begavede, kunstneriske brødre – men nu handler det om de to søstre.

Duoen ‘Gå i Stå’

Hvor Rakel kan leve af at være forfatter, mere eller mindre spartansk, må Ester arbejde på et bibliotek et par dage om ugen, for ellers at være kreativ og ikke have travlt med at komme i en fast stilling som musikterapeut. Det er ellers ikke svært at få job, mener hun.

”Gå i Stå” vil gerne skabe et rum, hvor pulsen sænker sig, vejrtrækningen blive dybere, hvor man for et øjeblik oplever, at livet går i stå.

”Vi har mere end nogensinde brug for at tage den med ro og gøre ting lidt mere langsomt,” siger Ester. F.eks. er coveret på ”Gå i stå”s EP broderet i hånden. 58 personer har broderet en hel musikvideo til sangen ”Hun går hjem”.

Ventesorg og efterklang

Ventesorg og efterklang bliver to nøgleord i vores samtale over nettet. Heldigvis kan vi se hinanden på skærmen, selvom Rakel undskylder, at hun er udmattet efter en travl periode. Hun har netop haft et forfatterværksted for otte unge nordiske kvinder. Det har trukket tænder ud. ”Men et par dage i brak og nogle gode gåture, så er jeg klar igen.”

Ester Haslund-Gjerrild

Ventesorg introduceres af Ester. Det er et tema for de sange, hun arbejder med for tiden. Det handler om tiden, hvor man venter på, at én skal dø. Hun har ikke selv haft det inde på livet, så hun er gået nærmest antropologisk til værks og har interviewet vente-sørgende. Hendes tidligere sange har været dagbogsagtige og handlet om hende selv og hendes nærmeste. ”Tak Mormor” f.eks., som er skrevet til og om en kær baptist, Elna Gjerrild, kendt som Tulle.

”Det er godt med en vis afstand til stoffet for at kunne bearbejde det kunstnerisk. Det giver større lydhørhed og ydmyghed,” bryder Rakel ind.

Live med musik og bøger

Ester oplever, at sangene får rigtigt liv, når hun står overfor publikum.

Begge har gode erfaringer med at optræde med deres værker. Ester oplever, at sangene får rigtigt liv, når hun står overfor publikum. ”Jeg synes, det var ubehageligt at indspille sang, fordi sangen så er fanget i dét udtryk. Men jeg er glad for indspilningen efterfølgende.”

Rakel har det stik modsat. Hun er i sit es, når hun er i skriveprocessen, mens de mange forfatterarrangementer efterhånden dræner hende for kræfter. Hun fortæller, at hun har mange bøger i hovedet og lige nu er hun ikke bange for at løbe tør for ideer. ”Men hvis jeg gør, vil jeg gerne være højskolelærer for en tid,” betror hun os.

God kunst er uforudsigelig

Rakel er den, der hurtigst tager ordet, når vi taler om kunst: ”Alle værker skal finde en balance mellem det centripetale – det udfarende – og det centrifugale. Det skal samle sig mod midten, om det er plottet eller karakteren, for at blive en samlet ting, uanset om det er en sang eller en roman. God kunst bryder med det forudsigelige – og det er den centripetale kraft.”

God kunst bryder med det forudsigelige.

Ester tænker videre om det banale. Når hun har skrevet en sang, er hun bevidst om, at den kun er halv. For den anden halvdel kommer med melodien.

Rakel Haslund-Gjerrild

Rakel fortæller, at hendes første roman, ”Alle himlens fugle” er skrevet lidt ligesom musik, hvorimod romanen ”Adam i Paradis” er gennemresearchet.

”Adam i Paradis” handler om det uudsigelige, om maleren Kristian Zahrtmanns seksualitet. Bogen begyndte at rumstere i Rakel i 2011, og der gik fem år, før hun begyndte at skrive. Anderledes var det med ”Alle himlens fugle”, som handler om en pige, der tilsyneladende er det sidste menneske i verden og som langsomt mister sit sprog, fordi der ikke er nogen at tale med. Den nærmest kom til hende og udkom paradoksalt nok den dag, Mette Frederiksen lukkede Danmark ned grundet Corona, den 11. marts 2020.

Tro i et ”mellemland”

Da jeg spørger om sammenhængen mellem deres kunst og tro, bliver de begge lidt stille. Ester fortæller, at hun har brug for at være i et ”mellemland.”

”Jeg kan ikke definere det. Et sted mellem tro og ikke-tro, mellem kirke og ikke-kirke. Sangene kan rumme ikke at være definerende. Jeg tror, det er terapeutisk for mig selv at stå i det mellemrum. Og jeg oplever, at det vækker genkendelse hos mine tilhørere.”

Jeg tror, det er terapeutisk for mig selv at stå i det mellemrum.

Rakel siger, at hun også har frygtelig svært at tale om tro.

”Det er, som om troen undslipper mig, hvis jeg forsøger at sætter ord på den. Har jeg en tro, så har jeg behov for at have det for mig selv.”

Hun forklarer, at hun er vokset op i et miljø, hvor der blev krævet stillingtagen. Enten-eller. ”I en lang periode var jeg absolut ikke-troende. Det er jeg måske ikke mere, men troen forsvinder, hvis jeg forsøger at tale om det.”

Meningstab

”Alle himlens fugle” er en postapokalyptisk fabel, som handler om meningstab.

”Den kredser om, hvad sproget ikke kan rumme.

Jeg tror, at vi skal leve med, at troen ikke kan indfanges i en absolut form.

En klassisk trosbekendelse er så ordbundet. En jordisk tilnærmelse af noget, man siger er absolut. Men jeg tror, at vi skal leve med, at troen ikke kan indfanges i en absolut form. Poesi kan ofte rumme det. Den kan både sige ja og nej, være mørk og lys. Poesien skaber mellemrum. I efterklangen er der noget, der taler.”

Efterklangen

Så er vi kommet til det andet nøgleord i samtalen. Efterklangen.

Rakel taler også kinesisk, og derfor trækker hun sin viden ind og bliver meget filosofisk:

”Efterklang er et kinesisk ord for, hvad litteratur skal kunne. Der er noget i menneskelivet, som ordene ikke kan rumme. En platform, hvor man skuer ud i universet. En skal, der rummer noget, bygger sig op om noget, men det er ikke dér.

Gud kan kun omtales i negationer; hvad han ikke er.

Sproget er en struktur, og ikke virkeligheden i sig selv.

Teologien er også sådan: Gud kan kun omtales i negationer; hvad han ikke er.”

Vi skal blive voksne

Det postapokalyptiske tema passer lige denne dag godt til Rakels sindstilstand:

”Der er mange kriser lige nu. Klimakrisen. Verdens 6. masseuddøen. Det er voldsomme kræfter og vi ved ikke, hvor vi er på vej hen. Små uigenkaldelige tab. Dagligt mister vi dyrearter. Det går stærkt, og er ikke til at stoppe. Der er en undertone i vores verden af skræk og sorg, som vi ikke altid skal trække frem. Det er vigtigt, at der er håb og mulighed for forandring. Mit spørgsmål er, hvordan menneskeheden kan blive voksne. Vi har været teenagere længe nok. Vi skal tage ansvaret på os. Det er faktisk også en sorgproces. At give slip på at være barnet.”

Så kom vi tilbage til ventesorg. Og ringen var sluttet.

Giv din mening til kende