Krigens stemme

Lasse Åbom:

• præst i Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed
• leder af BASIS – teologisk grunduddannelse
• har studeret teologi på SALT og universiteterne i Aarhus og København

Mens disse linjer skrives, er den store debat den nye regerings mål om at afskaffe Store Bededag. Der er brug for penge til at opruste forsvaret, siger man, og pengene skal jo komme et sted fra …

På den måde har man – nok ufrivilligt – stillet sig i en ældgammel teologisk debat. For hvad er vigtigst: Bøn eller våben? Argumenterne fra kirkerne i dag handler mere om regeringens manglende inddragelse af kirken og logistikken omkring konfirmationer end det langt større spørgsmål: Hvordan har vi det som kirker med, at vi opruster og køber våben, der er designet til at slå mennesker ihjel?

Arven fra Jesus

Den tidlige kirke ser ikke ud til at have haft samme berøringsangst overfor forholdet til krig. Der er utallige eksempler på, at kirkefædrene i traditionen fra Jesus kritiserede brugen af vold og især det at berøve et andet menneske livet. Man citerede Jesus fra Bjergprædikenen og advarede mod, at kristne deltog i krig og tjente som soldater. Ikke mindst, fordi det kunne drage den enkelte kristnes loyalitet i tvivl. Skulle man være loyal overfor Jesus eller overfor kejseren/staten?

Der er utallige eksempler på, at kirkefædrene i traditionen fra Jesus kritiserede brugen af vold og især det at berøve et andet menneske livet.

Magtens sprog

Der sker et radikalt skifte i den kristne tradition, da kejser Konstantin i 312 bliver kristen og begynder en omkalfatring af Romerriget for at gøre det til et kristent rige. Men der sker også en radikal forandring af kristendommen fra at have været en – til tider – forfulgt mindretalsreligion i opposition til imperiets kejserdyrkelse til at blive statsreligion og ideologisk underbygning for den selvsamme kejsermagt. Fra at have været de marginaliseredes stemme skulle man nu øve sig i at tale magtens sprog. Nu kunne man ikke længere tillade sig så skråsikkert at kritisere krigsudøvelsen – for den tjente jo også til at holde riget trygt og grænserne sikre.

Fra at have været de marginaliseredes stemme skulle man nu øve sig i at tale magtens sprog.

Den retfærdige krig

Især den store og indflydelsesrige teolog Augustin af Hippo lægger grunden til læren om den retfærdige krig. For Augustin er ønsket om fred den eneste retfærdige grund til at gå i krig. Han fastholder, at krig og vold stadig er synd, og derfor altid må bruges med sorg, men han anerkender, at volden kan være et redskab til at skaffe fred eller til at gøre op med synd, hvis den bruges af de rette autoriteter.

Hermed lægges grunden til middelalderens fusionering af magt og kristendom, og der går en lige linje fra Augustins teologi til korstogene, inkvisitionen og den magtudøvelse, kirken har været en del af nærmest lige siden. Augustin kender udmærket den pacifistiske tradition fra oldkirken – det er netop derfor, han har brug for så eksplicit at gøre op med den.

Næstekærlighed handler om, hvad der sker i vores hjerte.

Et af de greb, han bruger, er at skabe et skel mellem det, vi gør, og det, vi tror. Næstekærlighed handler om, hvad der sker i vores hjerte, siger Augustin, og derfor er det muligt, at vi stadig elsker vores fjende med hjertet, mens vi samtidig slår ham ihjel med sværdet. Det er jo bare for at hjælpe ham med at holde op med at handle ondt, at vi slår ham ihjel.

Krigens første offer

Man siger, at sandheden er krigens første offer, men måske kunne man ændre det til, at næstekærligheden er krigens første offer. For Augustin blev det absolutte krav om at elske sin næste til et spørgsmål om at have den rette indstilling i hjertet og tjene et højere formål. Det enkelte menneske forsvinder og bliver i stedet til et problem, der skal håndteres, eller et middel, der skal bruges i en højere sags tjeneste. Den retorik er krigens stemme.

Der er ikke plads til nuancer i krig. Vi opdeler verden i os og dem, og vi fastholder fjendebilleder og stereotyper af hinanden. Vi umenneskeliggør hinanden for at kunne handle umenneskeligt mod hinanden. Prøv at lægge mærke til, hvordan den mekanisme også lynhurtigt er på færde i de krige, vi oplever i dag. Måske derfor har vi stadig brug for bønnens sprog – for at blive mindet om det, der egentlig betyder noget og at lytte til andre stemmer end magtens tale.

Læs også ‘Israels Gud er vores borg – om krigsførelse i Det Gamle Testamente’.