Ka’ du lege?

Spørgsmålet udtrykker én af de første variationer af det spørgsmål, vi bliver ved med at stille livet igennem. Det handler om de to måske væsentligste poler i menneskelivet: Ikke liv og død, men fællesskab eller afvisning.

Igennem livet stiller vi spørgsmålet igen og igen: ‘Ka’ du lege?’ Det bliver med tiden til: ‘Vil du sidde her?’ ‘Vil du med i biografen?’, ‘Vil du læse min ansøgning?’, ‘Vil du komme på besøg?’

Vi har allermest på spil, når det handler om vores forbundethed til andre.

Sårbarhed er forudsætningen for fællesskab

Den amerikanske professor Brené Brown forklarer, at de spørgsmål i virkeligheden handler om at turde vise sin sårbarhed. Og vi har allermest på spil, når det handler om vores forbundethed til andre. Vi lever og ånder i fællesskaber. Udenfor fællesskabet bliver vi magtesløse, identitetsløse, meningsløse.
Brown beskriver, at begreber som sårbarhed, fællesskab, skam og mod er nøje forbundne. Skammen, siger hun, er dybest set knyttet til de sider af vores liv, som vi frygter, vil fratage os fællesskabet. Når jeg handler på den måde, tænker på den måde eller føler på den måde, så kan jeg umuligt være værd at elske – ergo opstår skammen.

Modsætningen er der, hvor jeg tør stille mig frem og stille spørgsmålet: ‘Ka’ du lege?’ ‘Må jeg sidde her?’ Eller de andre variationer, vi bruger i dagligdagen for at knytte os sammen med andre mennesker i et fællesskab. For i alle de spørgsmål ligger et håb om, at jeg er værd at inkludere i fællesskabet. Forudsætningen er netop ikke, at jeg er perfekt. Men tværtimod at jeg trods det uperfekte stadig er god nok til fællesskabet. Og har modet til at turde tro det.

HEJ er i virkeligheden en forkortelse.

Her er jeg

Nils Villemoes, den danske lektor, der holder noget så selvmodsigende som stand up-morsomme foredrag om ledelse, har sagt, at HEJ i virkeligheden er en forkortelse. Det står for ‘Her Er Jeg’. Og når vi træder ind i rummet og siger HEJ, gør vi i virkeligheden det samme, som når vi spørger: ‘Ka’ du lege?’ Vi håber på, at de andre svarer – at der kommer et HEJ den anden vej.

At træde ind i et fællesskab, måske endda et nyt fællesskab, med et ‘Her Er Jeg!’ kræver mod. Det kræver en tro på, at man er god nok. Og netop den følelse er under et massivt pres i den tid, vi er en del af. I den evige sammenligning med uopnåelige idealer er det lettest at fodre den indre stemme, der siger: ‘De andre er bedre…’, ‘De andre er smukkere…’, ‘De andre er mere værd…’!

Meget af det, vi grupperer under begrebet stress, handler i virkeligheden om en grundlæggende tvivl på netop det: Om jeg er god nok. Når den tvivl melder sig, er der en hårfin grænse mellem sårbarheden, som er fællesskabets forudsætning, og skrøbeligheden, der kan forvandle sjæle til skygger af sig selv.

Robusthed – at have modstandskraft over for livets til tider ubarmhjertige krav – kræver et fællesskab.

Robusthed er noget, vi gi’r til hinanden

Derfor er det måske ikke underligt, at der er et stort fokus på robusthed. Engang var det fleksibilitet og omstillingsparathed, der prægede jobannoncerne. I dag er det robusthed. Men bag ønsket, om at ’du skal være robust’, gemmer der sig egentlig en misforståelse: Nemlig den, at man kan være robust alene.

Man kan træne styrke, udholdenhed og meget andet. Men robusthed – at have modstandskraft over for livets til tider ubarmhjertige krav – kræver et fællesskab. Fx viser stressforskning, at det stærkeste værn er fællesskabet. At være elsket. At have nogen at kunne række ud efter og dele det svære med. For at stjæle fra et slidt slogan fra DR’s licenskampagner: ‘Robusthed er noget, vi gi’r til hinanden’.
Og selvfølgelig kræver et godt liv en robusthed – et stærkt rodnet, om man vil – som kan hjælpe og stabilisere, når livets storme raser. Men ikke som modsætning til sårbarheden; måske nærmere tværtimod. For robustheden kan i virkeligheden ikke bruges til meget, når man åbner døren på klem til fællesskabet: ‘Må jeg være med?’, ‘Er der plads til mig?’ Netop dér er der noget på spil, som robusthed ikke kan gardere imod. For hvis robusthed betyder, at man er upåvirket af en mulig afvisning, så har robustheden forvandlet sig til kynisme.

Så risikerer man at miste sårbarheden: Følelsen af, at der er noget på spil.

Vi er alle sårbare

Som sårbarhed er beslægtet med skrøbelighed og ituslåethed, er robusthed forbundet med kynisme og selvtilstrækkelighed. Det er ikke dumt at være i god form hverken fysisk, socialt, psykisk eller eksistentielt. Men ender man på mentale steroider, hvor man tror, at styrke er ensbetydende med usårlighed, så risikerer man at miste sårbarheden: Følelsen af, at der er noget på spil. Følelsen af, at man kan rammes. Følelsen af, at det betyder noget.

I Peter Jacksons filmatisering af Hobbitten møder man dragen Smaug, som tilsyneladende er usårlig. Bortset fra ét sted, hvor den tidligere er blevet ramt. Og netop dér rammer skyttens pil og trænger gennem dragens panser – den var både sårbar og skrøbelig, som vi alle er, hvis vi bliver ramt på de steder, hvor panseret er slået itu. Og sådanne steder har vi alle.

Vi kan forsøge at bygge en illusion om usårlighed ved at udstråle perfektion, god-nok-hed og selvværd. Eller vi kan gøre sårbarheden til en styrke ved at turde være i den, acceptere den og se den som nøglen til det væsentlige: Meningsfulde fællesskaber omkring det, der betyder noget.