Krybbebilledet er ændret i år – det er blevet til et billede af en nyfødt imellem murbrokker. Glansbilledet af den nyfødte Jesus i en krybbe i en varm stald i Betlehem er revet i stykker og erstattet af noget, der mere ligner virkeligheden fra den første jul – og mere ægte end de mange ‘glansbilleder’, vi har set de seneste 2.000 år.
For Josef og Maria var sendt ud på en lang rejse af besættelsesmagten og stod uden husly, den aften hun skulle føde. Vi kan fortælle historien på mange måder og fra flere vinkler – men de er nok også mere spændende, end kulden og usikkerheden var for de to unge mennesker. Og hvem drømmer om at bruge en krybbe som vugge?
De må have overvejet, om Gud var med dem – især da det går op for dem, at de ikke kan vende hjem. Deres nyfødte er truet på livet af mørkemænd med magt, så de bryder op og flygter – igennem det samme område, hvor så mange er flygtninge, netop nu. Videre, men uden vished for, at de kan vende tilbage. Videre, mens de hører om myrderier af andre småbørn. Men værst – videre, uden at vide, om de var gået fejl af Guds vejledning.
For hvordan kunne den Gud, der styrede universets gang, have mistet magten? Alt tydede på, at han havde mistet grebet, for de stod med et spædbarn, der var Guds bedste bud på en løsning af hans kærlighed til mennesker. Men de havde brug for at Guds almagt blev mere synlig – og ikke at de skulle flygte med barnet ud i det uvisse.
Der står ikke meget i biblens fortælling om fortsættelsen og tiden efter Jesu fødsel. Hvad tænkte Josef og Maria? Mon de har tænkt over, at Jesus var det menneske, der havde givet afkald på alle himlens privilegier for et menneskeliv, hvor han kunne gå ved siden af dig og mig?
Mon ikke det har været mere et spørgsmål om den nyfødtes overlevelse? – på flugt ud i det ukendte?
Her er vi vist mere på linje med verden i dag – hvor Gud møder os imellem murbrokker, mangel på mad og vand og med kun få lyspunkter i en verden med krig. Hvor blev håbet af om en bedre verden? Er det stadig evangeliets ord:
Englen sagde: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”
Lukas 2,10-11
Det er de store kontraster, der mødes her – mellem himmel og jord. Måske så store, at vi afviser dem. For hvordan kan det himmelske rummes i et spædbarn? Hvordan kan Gud begrænses til et mini-menneske?
Det har altid været evangeliets udfordring at forsøge at forstå det – så måske skal vi ‘bare’ slå følge med Jesus – og se, hvor han bringer os hen?
Else Jensen, tak for din kommentar.
Ja, det er ordene til os, at Jesus er med os i mørket – og i sult, fattigdom og krig – selv om vi hellere så en verden, hvor der var fred overalt. Men freden skal vi kæmpe for, skridt for skridt.
Tak for nogle gode og desværre meget relevante tanker. Jeg læste at Bodil Jørgensen oplevedeat Gud var i mørket. Det er en god tanke og det er vel også ordene til os, når Jesus siger: Jeg vil være med jer alle dage altså også de mørke. Lad os bede om at de der lever i en verden af sult, fattigdom og krig må opleve det og at freden må komme ikke baretil det enkelte menneske, men til hele verden .