Jeg har nok altid følt mig lidt som det sorte får

Claus Bækgaard, 50 år

Gift med Birgitte, tre børn: Sebastian, 16, Christoffer, 20, Emilie, 23.

”Jeg har nok altid følt mig lidt som det sorte får i BaptistKirken”. Det er den sætning, der slutter interviewet med Claus Bækgaard i anledning af, at han næste sommer stopper i Roskilde Baptistkirke. En besked han holdt tæt ind til kroppen under sommerens stævne i Lindenborg, hvor han havde en fremtrædende rolle ved aftenmøderne: ”Det ville blive for svært at stå i den rolle, hvis alle vidste, at jeg næste år ikke længere er en del af BaptistKirken”, siger han. Men efter sommerferien fik alle det at vide.
Han uddyber det med det sorte får: ”Jeg har en anden lederstil i menigheden, end jeg har i BaptistKirken. Lokalt er jeg hyrden, mens jeg på landsplan ofte har været i opposition. Men jeg har lige nu en større tro på, at vi kan forandre noget i BaptistKirken. Det vil jeg savne at være med til”, siger han. Ligesom han vil savne relationerne: ”Det er et kæmpetab. Når man skifter kirkesamfund, skal man jo starte helt forfra på en ny platform. Vi har ikke nogen fælles historie. Lokalt skal man opbygge en ny fortrolighed.”

Tiden er rigtig

Opsigelsen vakte stor sorg i menigheden. ”Men tiden er rigtig”, siger Claus. Der sker rigtig meget spændende og godt i Roskilde lige nu. De har haft velkomstmiddage for 80 personer i løbet af det sidste år, halvdelen uden kirkebaggrund. Der er mange frivillige, der arbejder i kirken en eller flere dage om ugen, og der er fyldt godt op hver søndag. Menigheden har godt 300 medlemmer.

”Alt det, vi har bedt for og drømt om, synes at ske nu. Der er nye til gudstjeneste hver søndag. Men jeg kunne ikke løfte menigheden til et nyt niveau. Det er godt, at der kommer andre til”. Claus havde lovet Jacob Vagner at blive mindst to år, da Jacob blev ansat som præst i 2017. Det løfte holder han. Man kan sige, at skiftet har været forberedt. Han oplever at være ledt af Gud.

Samme DNA

Engagementet i FrikirkeNets ledelse har styrket relationerne til både pinsefolk og apostolere: ”Jeg ville ikke sige ja til en hvilken som helst pinsekirke. Bykirken har samme DNA som Roskilde. Jeg er tiltrukket af deres vision – og af deres brudthed.”

Claus var selv i tvivl om, hvorvidt han var udbrændt i den tid, hvor han fik kaldet. Men da hans kone, Birgitte, havde været med i Odense og følt sig hjemme, og de en søndag eftermiddag besluttede sig for at sige ja til de nye udfordringer, forlod trætheden ham sådan – og han knipser med fingrene. Så nu arbejder han på livet løs og er også med i processen for at finde en fremtidig løsning for Roskilde.

Claus om baptister:
Mangfoldighed, på godt og ondt
Grundighed
Nidkærhed for sit kirkesamfund – også her på godt og ondt
Generøsitet, tænker fælleskirkeligt og betaler for det
Politisk indflydelse – men her overhaler andre kirkesamfund os indenom

Han indrømmer, at han er hunderæd for at skulle skifte kirkekultur og lederstil: ”Det fordrer en omstilling i min tænkning og selvforståelse. Pinsekirkens ledelsesstruktur er anderledes, men jeg tror, at jeg med min baggrund kan få folk til at blomstre omkring mig. På sigt vil jeg gerne have en yngre, ledende præst ved min side og så være den, der bakker op.”

Jeg er kristen først – så baptist – eller snart pinsemand.

Vi skal spotte unge ledere

Netop dette med generationsskiftet er hans største bekymring for BaptistKirken. Vi skal være bedre til tidligere at spotte de unge, kommende præster og ledere, mener han. Og det er lokalmenighedernes opgave. Og de unge og deres udtryksformer skal have mere plads. Han gennemførte selv for et par år siden et paradigmeskifte i Roskilde, hvor de droppede det, han kalder ”den højliturgiske gudstjeneste”.

Claus om Pinsekirken:
Større villighed til at satse
Giver plads til de unge
Lethed – bevægerum
Karismatik – en naturlig åbenhed overfor åndens gaver

”Vi havde i syv år kørt med to gudstjenester. Det kunne vi ikke fortsætte med. Men vi var uvise i den måde, vi fik sagt det på. Det handler ikke kun om alder. Vi mistede syv menighedsmedlemmer på den konto, men der kom 14 nye de næste to måneder. Vi havde brug for at satse på børnefamilierne, at man altid ved, hvad man kommer til. Det skal være mere jævnt. Sangbare, lettilgængelige salmer og lovsange. Vi er nok ret mainstream, og det tiltrækker mennesker. Desværre også fra andre kirker. Det er en sorg, men vi orienterer altid de kirker, folk kommer fra. Men hvordan skal vi løse det problem? Vi ønsker ikke at suge kræfter ud af andre kirker”.

Hvornår kommer de voksne?

Claus virker oprigtig bekymret og begrunder bekymringen: ”De ældre skal være søjler, garanter for værdierne. Men udtrykket bliver anderledes, fordi verden forandrer sig. Vi skal finde koblingen at blive ældre, men give plads til det nye. Det er en enorm udfordring, der bliver sværere og sværere”, siger han og afslører, at han ikke selv føler sig ung længere. Og at det er lidt skræmmende: ”Vi var et par præster, som jokede med, at vi stadig tænker: ’Hvornår kommer de voksne?’ – og så indser vi, at de voksne, det er os!”