Vi lever i et forbrugssamfund og en forbrugskultur. Rigtig meget i vores kultur handler om at forbruge. Jeg må eje, købe, begære for at kunne forbruge det. Så kan jeg smide det væk, jeg ikke kan bruge til noget, og i morgen skal jeg forbruge igen.
“What’s in it for me?” er det spørgsmål, der er styrende for mange af mine valg. Det er forbrugskulturens løsen. Jeg vælger først og fremmest det, der giver mig størst personlig glæde, nydelse, behag.
Den kultur viser desværre også sit ansigt i kirken i stadig højere grad. Kirke, tro og fællesskab er også blevet noget, vi forbruger. Vi vælger ud fra, hvad der også her giver os størst nydelse og tilfredsstiller vores behov. At selv få og at blive velsignet foretrækkes frem for at give, række ud og være en velsignelse for andre. Er jeg blevet en klient, i stedet for at være et kongebarn?
”Jeg har ingenting at give”, tænker du måske. Jo, du har! Altid! Dit nærvær, et smil, en hjælpende hånd, en opmuntrende besked, et par øjne der ser!
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende