Hvorfor skulle Jesus dø på korset? eller Dommen og en kærlig Gud

Asger Chr. Højlund, dr. theol. og professor på Menighedsfakultetet, belyser her det traditionelle lutherske syn på dom og frelse.

Det er nærliggende for mig at tage mit udgangspunkt i et af Folkekirkens bekendelsesskrifter, nemlig ’Den augsburgske bekendelse’. Her hedder det bl.a. i art. 17: ”De (dvs. vore menigheder) lærer ligeledes, at Kristus vil komme til syne ved verdens ende for at dømme, og at han vil opvække alle døde. De fromme og udvalgte vil han give evigt liv og bestandige glæder, men ugudelige mennesker og djævle vil han fordømme til at pines evigt uden ophør’.

Med art. 17 befinder vi os et godt stykke henne i bekendelsen. Den begynder med at sige noget om Gud, om mennesket som synder, om Kristus som frelser, om troen, gerningerne osv. Men til sidst kommer denne artikel om Kristi komme til dom. Det er ikke her, bekendelsen begynder. Men det hører med til grundlæggende kristendom.

Som skaber er Gud ikke ligeglad med, hvordan vi lever vores liv.

Bekendelsen henviser udelukkende til Bibelens ord og historie, som vi er en del af, og som vi i hver ny tid skal formes af. Men for at troen ikke skal udvikle sig væk fra sit udgangspunkt, har de kristne lige fra begyndelsen haft nogle pejlemærker. Dette er et af dem: Der kommer en dom, hvor vi vil møde Jesus som dommer. Og hvor han vil sætte et skel i menneskeheden, som rækker ind i evigheden.

Dommen

Den vigtigste basis for det har vi uden tvivl i Jesus’ egne ord. De står på ingen måde isoleret i Bibelen, men hænger nøje sammen med det, som Det gamle Testamente siger om Guds komme til dom i de sidste tider. Igen og igen taler Jesus om dagen, som skal komme som en tyv, om at have olie på lampen osv. Et af de kendteste steder er lignelsen om folkeslagene, der samles foran Menneskesønnens trone og skilles ad på basis af det, de har gjort ‘mod en af disse mine mindste brødre’^[2]. Sådan taler også hans apostle: ’For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt’^[3]. Og sådan taler man i den tidligste oldkirke, hvor forkyndelsen om en kommende dom vakte de kraftigste reaktioner hos hedenske kristendomskritikere. Tanken om en kommende dom, for slet ikke at tale om en evig fortabelse, var for dem latterlig og meningsløs.

Hvorfor spiller dommen en sådan rolle? Kan den overhovedet forliges med det, vi ellers hører om Jesus og forbinder med den kristne tro, nemlig at Jesus åbenbarer Guds kærlighed? Hører det ikke til en forståelse, som der eventuelt er rester af i Bibelen, men som vi på basis af Bibelens hovedbudskab må dømme ude eller finde en anden tolkning af?

Gud bekymrer sig

Den Gud, som taler til os igennem Bibelen, er både skaber og frelser. Det argument brugte man allerede i oldkirken. Det kan med samme ret bruges i dag. Som skaber er Gud ikke ligeglad med, hvordan vi lever vores liv. Forventningen om, at Gud en dag vil holde dom, er ét langt vidnesbyrd om det. Gud vil føre sit skaberværk til ende. Han vil ikke lade det onde herske for evigt, men sætter allerede her i livet grænser for det – døden er en stadig påmindelse derom. Og en dag vil han gøre endelig op med det onde. Når den hedenske samtid opfattede de første kristnes tale om dom som latterlig, var det, fordi de ikke anså denne verdens tilfældigheder som noget, Gud nedlod sig til at tage sig af. Men en så åndelig gudsforståelse har vi netop ikke. Når mennesker i dag i mødet med lidelse og uretfærdighed spørger: ’Hvor er Gud?’, så er der et svar at give ud fra den bibelske åbenbaring: Gud vil en dag gøre op med denne verdens ondskab.

Gud vil en dag gøre op med denne verdens ondskab.

Problemet er bare, at det onde også er trængt ind i os mennesker. Derfor må Gud også dømme os. Det gælder ikke bare i enkelte forbryderiske ledere og deres medløbere. Ondskaben ligger latent i os alle – vi har bare så svært ved at se det. Derfor sendte Gud sin søn, for at opgøret med os mennesker kunne blive taget i ham, og der med ham kunne komme en ny begyndelse.

Det ophæver ikke dommen – Bibelen fremstiller jo netop Jesus som dommeren. Men det betyder, at der er en vej igennem dommen. En vej i kraft af det liv, han giver uden nogen fortjeneste fra vores side, med de frugter det sætter i mennesker.

Troen bliver ligegyldig

At sige, at der ikke findes nogen dom, eller at dommen er at forstå som en renselse, som i sidste instans vil føre til, at alle bliver frelst, er at gøre det bibelske budskab meningsløst. Hvis Guds kærlighed betyder, at fortabelsen er en umulighed, er det meningsløst, at hans Søn skulle dø. Så er troen på Jesus som vejen, sandheden og livet store ord uden indhold. Ud fra et luthersk perspektiv bliver betoningen af troens betydning og sakramenternes formidling af alt det, Jesus har gjort, meningsløs. Taknemligheden over Guds ufortjente gave forvandles til ret og selvfølgelighed. Talen om den kamp, der hører al tro til, mister også enhver mening. Livet bliver ulideligt let.

Det er det, som det bibelske billede i hele dets fylde – også med de gåder det rummer for os mennesker – er med til at hindre.

¹ Markus-evangeliet kap. 9, vers 7

²  Matthæus-evangeliet kap. 25, vers 31-46

³ 2. Korinther-brev kap. 5, vers 10