Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Hvad mener vi med, at Bibelen er Guds ord?

Hvad mener vi med, at Bibelen er Guds ord?

Tre formiddage på sommerstævnet på Lindenborg er undervisningen lagt i hænderne på Mikael Tellbe, dr.teol. og lektor i Ny Testamente ved Örebro Teologiska Högskola i Sverige.

Mikael Tellbe: ”Hvad mener vi med at Bibelen er Guds ord?”, 2019, ProRex Forlag
ISBN: 978-87-7068-158-2.
Pris: 199,95 kr.

Mikael Tellbe har skrevet flere bøger. Hans seneste bog er ”Hvad mener vi med, at Bibelen er Guds ord?” Her tager Tellbe fat på de store spørgsmål omkring både bibelsyn og bibelbrug. Han stiller bl.a. spørgsmålet: Hvis vi siger, at Bibelen er Guds ord, hvad indebærer det så at læse og leve Bibelen ud som ord fra Gud til os?

Bogen, som er oversat til dansk af Anette Broberg Knudsen, er gennemsyret af Tellbes store erfaring og viden indenfor kirkeliv, ledelse og teologisk uddannelse. Og samtidig bærer den præg af, at disse store spørgsmål omkring synet på og brugen af Bibelen er et område, som han har taget livtag med gennem det meste af sit liv – og nok aldrig bliver færdig med.

Tro, læse og fortolke

Tellbe tager fat på emnet ved at arbejde ud fra tre store områder: At tro på Bibelen som Guds ord, at læse Bibelen som Guds ord, og at fortolke og bruge Bibelen som Guds ord. Denne opdeling gør bogen læseværdig, overskuelig og forholdsvis let at gå til. I den første del betoner Tellbe det tros- og bekendelsesmæssige aspekt. Vi kan ikke bevise i den forstand, at Bibelen er Guds ord. Det handler – til syvende og sidst – om troen. Som Tellbe siger: ”Derfor vælger jeg at bekende Bibelen som Gud ord.” (s.26)

Når vi videre læser Bibelen som Guds ord, stiller vi os ind i Guds store fortælling, under Kristi herredømme og indenfor hørevidde af Helligånden. Og endelig, når vi vælger at bruge og fortolke Bibelen som Guds ord, så sker vores tolkning og brug med udgangspunkt i Kristi kærlighed, kors og legeme (menigheden).

Bogen er ikke først og fremmest skrevet til teologer men derimod til lægfolk, som ønsker at lade sig udfordre af og kæmpe med dette store og spændende emne. For disse og til dette formål er Tellbes bog et glimrende og særdeles anbefalelsesværdigt bidrag!

Bogen kan købes i bogteltet på sommerstævnet eller hos din lokale boghandler.

Giv din mening til kende