Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Hvad er det, der sker i Sæby?

Sæby Baptistmenigheds nuværende lokaler (fra menighedens Facebookside)

Hvad er det, der sker i Sæby?

På dagsordenen for Landskonferencen på Lindenborg står en optagelse af en baptistmenighed i Sæby – efter en deling.

Sæby Baptistmenighed har været igennem flere meget turbulente år. Efter et løfte fra en anonym giver om at ville skænke menigheden en ny kirke, solgte menigheden den gamle kirkebygning til chin-menigheden i Sæby. Desværre har det endnu ikke været muligt at sætte gang i byggeriet.

Hans Thomsen blev ansat som præst, og der gik ikke længe, før der opstod uenighed om hans stil. En del var glade for Hans, og der kom flere nye. Andre brød sig ikke om den evangelistiske stil.

I foråret skulle hans ansættelse forlænges, og det blev den, men senere valgte Hans selv at sige op.

Delingsudvalg

I mellemtiden var en gruppe blevet enige om, at de ønskede, at menigheden skulle deles. Og formand for BaptistKirken Per Beck og næstformand Vibeke Dalsgaard deltog i de to forhandlingsmøder, hvor delingen blev behandlet.

Ved det første møde var der et flertal på to for at deles. Og ved det andet møde 9. juni var der et flertal på én stemme for en deling. Der blev oprettet et delingsudvalg med to personer fra hver gruppe og to fra BaptistKirken, Hans Ullemose Pedersen og Per Beck.

Sæby Baptistmenighed har værdier i grunde og værdipapirer for ca. tre mio. kr. Ved en deling skal værdierne deles ligeligt.

Ved det seneste møde i delingsudvalget kom Niels Ørvad, der tilhører den gruppe, som ikke ønsker en deling, med en besked om, at han personligt har overgivet forløbet til sin advokat for at få sagsforløbet gennemgået.
Advokatens udlægning forventes først i slutningen af august.

”Jeg vil mene, at reglerne er fulgt korrekt” siger formand Per Beck om udviklingen. ”I vedtægterne for Sæby Baptistmenighed står der, at beslutninger af særlig betydning – fx køb og salg – skal vedtages på to på hinanden følgende forhandlingsmøder, og der er ikke krav om særligt flertal. Og det er jo sket ved to på hinanden følgende menighedsmøder. Jeg mener ikke, der er sket fejl i behandlingen.”

Kommunikationen er svær

Lars Villadsen, som er i den nye kirke, siger, at han har oplevet Hans’ forkyndelse fornyende og at fire nye har meldt sig ind i menigheden pga. den nye stil. Flere, der har været på afstand af menigheden, er også kommet tilbage. ”Der er en rød tråd i undervisningen, vi har fået en fantastisk gennemgang af bibeltekster, og vi oplever Helligånden på en helt ny måde,” siger Lars til baptist.dk.

Niels Ørvad siger derimod, at de har oplevet, at folkene i den nye kirke ikke vil samarbejde og at det er svært at kommunikere.  ”Så må de gå. Jeg og vi kæmper for at bevare menigheden samlet, og jeg tror faktisk, at det er muligt. Vi ønsker en bred kirke, der favner både det karismatiske og det traditionelle. Hans Thomsen ønsker en præstestyret menighed, og det gør vi ikke.”

Frikirken i Sæby

Folkene bag den nye kirke har lavet al forarbejdet for den nye Frikirken i Sæby, som har søgt optagelse i BaptistKirken. Vedtægterne er i overensstemmelse med BaptistKirkens norm, men der er ingen medlemmer i den menighed, som søger optagelse ved Landskonferencen.

Gruppen tæller dog ca. 25 personer, hvoraf Hans Thomsen er den ene.
”Hvis vi ikke får en deling, er jeg bange for, at vi bliver splittet for alle vinde”, siger Lars Villadsen.

”Jeg ved ikke, hvad der sker med hverken menighed eller kirkebyggeri, hvis delingen står ved magt. Det må vi må vente og se.” siger Niels Ørvad.
Han taler på vegne af en gruppe, der tæller ca. 20 personer, som vil blive i Sæby Baptistmenighed.

En kommentar til "Hvad er det, der sker i Sæby?"

Adelheid Leth

Jeg er medlem af Sæby Baptistkirke og havde håbet på, at vi i fællesskab kunne komme til en fælles forståelse af hinanden, trods vores forskelligheder.
Jeg er enig med Erik Løvind Andersen, at vi burde bruge mere tid på at møde hinanden m.m., det var dog ikke muligt at holde et fælles menighedsmøde, det blev afvist af den gruppe, der ønskede en deling, med “der er ikke mere at snakke om, løbet er kørt, det skal helst være afsluttet inden sommerferien…”, og så blev det sådan.

26. juli 2022 kl. 22:59

Giv din mening til kende