Baptister diskuterer for tiden, hvordan man bør forholde sig til fejringen af reformationen.[1] Står vi i den reformatoriske arv som protestanter i linje med Luther og Calvin, eller bør vi som baptister identificere os med reformationstidens radikale – døberne (”anabaptisterne”) – der unægtelig har visse lighedstræk med senere baptister? Der kan dog være gode grunde til at holde en vis sikkerhedsafstand til disse diskussioner, for baptister står, når det kommer til stykket, i gæld til den lutherske såvel som den radikale fløj af reformationen.
Den europæiske frihedstradition
Martin Luther forsvarede i flere tilfælde dødsstraf mod døberne.
I den almindelige fortælling var det som resultat af reformationen, at individet kom i centrum så den enkelte fik trosfrihed til at tolke bibelen og de teologiske dogmer efter sin egen overbevisning. Det er muligt, at den europæiske frihedstradition i nogen grad kan spores tilbage til reformationen, men i fortællingen glemmes det dog ofte, at det kun var et fåtal af reformationens hovedpersoner, der forsvarede en egentlig religions- og trosfrihed.
Martin Luther forsvarede i flere tilfælde dødsstraf mod døberne.[2] Myndighederne havde pligt til at straffe ”gendøbere” med ”sværdet”, ikke kun på grund af deres i flere tilfælde voldelige og revolutionære fremfærd, men også på grund af deres teologiske synspunkter. Efter reformationen blev det almindelige princip, at landets myndigheder afgjorde indbyggernes religiøse bekendelse (jf. princippet cuius regio, eius religio). Et egentligt forsvar for religionsfrihed skal derimod findes hos de døbere, der afviste brugen af ”sværdet” i trosanliggender samt hos de første engelske baptister i det syttende århundrede.
Det betyder ikke, at baptister i dag ikke kan lære noget af reformationen. Selvom vi nok kan være skeptiske overfor den officielle fortælling om lutherdommens velsignelser, er der ingen tvivl om, at baptister historisk skylder Luther samt Zwingli og Calvin æren for centrale dele af deres troslære.
Forskellige menneskesyn
Hvor reformationstidens døbere ofte forsvarede et menneskesyn, hvor mennesket i høj grad selv var ansvarlig for sin egen frelse, var senere baptister i højere grad enige med Luther og Calvin om, at frelsen alene er Guds gave. Især de tidlige engelske partikular-baptister[3] radikaliserede de reformatoriske fem hovedsætninger (”solaerne”) om nåden alene, Kristus alene, troen alene, Skriften alene og Guds ære alene (sola gratia, sola Christus, sola fide osv.).
Der havde ikke været baptister, hvis ikke det var for Luther, Calvin og Zwingli.
For døbere som Balthasar Hübmaier og senere Menno Simons var Guds nåde frit tilgængelig for alle mennesker, men den afhang dog af menneskets aktive tilvalg og efterfølgelse. Netop den opfattelse synes at være populær især i frikirkemiljøer i dag. Men hvor døberne i mange tilfælde så troen som menneskets aktive tilvalg, så de første baptister ligesom Luther tværtimod troen som en nådegave udvirket af Gud i den troende.
Guds nåde afhang for baptisterne som for Luther hverken af menneskets tro, valg eller gerninger, som snarere måtte forstås som tegn på nåden. Menneskers tro er ikke en betingelse for retfærdiggørelse og frelse, men et resultat af, at mennesker allerede er blevet erklæret retfærdige i kraft af Kristi gerning på korset. Bekendelsesdåben var således ikke en måde at tilvælge Gud på, men tværtimod en bekendelse til evangeliet om Guds betingelsesløse nåde.
Reformationens betydning for baptister
Når vi i dag diskuterer reformationens betydning for baptister, kan vi nogle gange glemme den side af baptisters historiske arv. Der havde ikke været baptister, hvis ikke det var for Luther, Calvin og Zwingli. Som baptister – og kristne i det hele taget – skylder vi reformatorerne meget. Deres hårde slid for at få kirken på rette kurs igen, er noget vi alle bør være taknemmelige for. Også katolikkerne fik på flere punkter øjnene op for teologiske huller og fejlagtige praksisser, som blev justeret.
Menneskers tro er ikke en betingelse for retfærdiggørelse og frelse, men et resultat af, at mennesker allerede er blevet erklæret retfærdige i kraft af Kristi gerning på korset.
Vi kan lære af reformationens princip om en tilbagevenden til kirkens kilder – ’ad fontes’ – og vægtningen af den personlige tro og kærlighed til Gud. Med reformationen kom der, teologisk set, et større fokus på Guds faderrolle, og mindre på dommerrollen – vores forhold til Gud afhænger ikke af bod, aflad, gerninger eller mishandling af os selv, men af hans barmhjertighed.
Baptisters dobbelte opgave
Det handler ikke om, at baptister skal vælge den ene eller anden ”side” i debatten om reformationen. Vigtigere er det at være opmærksom på den dobbelte arv. Fra Luther og Calvin har baptister historisk arvet den klare overbevisning, at det ikke er os, der vælger Gud, men Gud, der vælger os. At alt er af nåde. Fra døberne har baptister arvet det umiskendelige fokus på tros- og samvittighedsfrihed.
I dag kan det være baptisters opgave at minde om, at den så ofte fejrede religionsfrihed ikke så meget er et produkt af den lutherske reformation som af den radikale reformation, døberne og frikirkebevægelsen. Samtidig kan det være baptisters opgave overfor de frikirkesamfund, der ikke i samme grad er forankret i historisk protestantisme, at minde om vigtigheden af reformationens måske vigtigste principper: Nåden alene, Kristus alene, troen alene, Skriften alene og Guds ære alene.
[1] Se fx http://baptistteologi.dk/2016/07/03/consortium-of-european-baptist-theological-schools-cebts-i-elstal/
[2] Martin Schwarz Lausten, ”En forvrænget omtale. Jo, Luther godkendte dødsstraf mod gendøbere” i Kristeligt Dagblad 30. august 2010 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/en-forvr%C3%A6nget-omtale.-jo-luther-godkendte-d%C3%B8dsstraf-mod-gend%C3%B8bere)
[3] De baptister der, som de reformerte, lærte, at forsoningen i Kristus med sikkerhed udvirker frelse for de udvalgte, men som derfor også typisk mente, at den kun gjaldt for netop de udvalgte (partikulært) – modsat general-baptisterne, der hævdede, at forsoningen skete til bedste for alle mennesker (generelt), men at den dog kun fører til frelse for dem, der selv vælger det. En tredje mulighed, der også er blevet forsvaret af baptister, er den, at alle mennesker er udvalgt i Kristus, og at forsoningen derfor med sikkerhed virker til frelse for alle i sidste ende.
Giv din mening til kende