Fælles i Guds mission

Der er en verden til forskel fra, hvordan de første baptister i Danmark blev behandlet af især den lutherske kirke med tvangsdåb ved politiets hjælp i 1840’erne. Og endnu mere når vi går 500 år tilbage, da både den katolske kirke og den spæde Luther-kirke forfulgte anabaptisterne længere nede i Europa. I katolske lande blev døbere typisk brændt på bålet som kættere, mens de i lutherske og reformerte lande snarere blev druknet eller fik hugget hovedet af.^[1]

Paven i Lund

Pave Frans har lige været i Lund til en økumenisk reformationsmarkering arrangeret af Vatikanet og Det Lutherske Verdensforbund i fællesskab:

Vi katolikker må erkende, at reformationen var forårsaget af manglende bevidsthed om vigtige ting fra katolsk side.

”At vi sammen kan markere 500-året for, at Luther offentliggjorde sine 95 teser, er resultatet af lang tids dialog. Spændinger og fordomme er nedbrudt. Vi katolikker må erkende, at reformationen var forårsaget af manglende bevidsthed om vigtige ting fra katolsk side. Man burde have lyttet til Luthers anliggende”, begynder Kozon fordrageligt.

”Der er jo faktisk sket det, Luther ønskede. Kirken er blevet reformeret, og det kan vi glæde os over i fællesskab”, replicerer Fischer-Møller.

Arvesynden

De tre kirker repræsenterer forskellige menneskesyn. Fischer-Møller får sagt, at Luthers kirkesyn byggede på et ‘realistisk menneskesyn’. Han forklarer: ”Kirkelig praksis skal holde folk på vejen. Sværmerne (heriblandt anabaptisterne, red.) var idealister. De lod som om Guds rige var brudt igennem 1:1, så man ikke behøvede de gamle institutioner, men vi er jo stadig syndere…”. Og det fører til en snak om arvesynden:

Peter Fischer-Møller

”Selvom danskere generelt foretrækker en glad kristendom og ikke er så meget for at høre om synden, slår jeg gerne et slag for arvesynden”, siger Fischer-Møller med en glimt i øjet. ”Hvis ikke vi tør stå ved, at arvesynden har fat i os selv, ender vi med at projicere det onde over på andre mennesker”.

Kozon svarer: ”Formålet er ikke at give folk dårlig samvittighed. Arvesynden har to aspekter. Dels er det en uforskyldt tilstand, et livsvilkår. I dåben vaskes den oprindelige skyld af, og gudsforholdet etableres. Vi er dermed indpodede på Kristus. Netop dåben ved neddykkelse, som blev praktiseret de første århundreder og stadig praktiseres i nogle katolske kirker, viser dåben som en slags død, hvoraf man opstår som et nyt menneske. Men selvom vi er døbte og Guds børn, så er vi stadig trælle under synden. Netop pave Frans har fokus på barmhjertigheden. Det slækker ikke på syndens magt over os, men Gud bruger sin barmhjertighed til at bekæmpe synden”.

Hvis ikke vi tør stå ved, at arvesynden har fat i os selv, ender vi med at projicere det onde over på andre mennesker.

Hvem går fortabt?

Fischer-Møller griber bolden: ”Jeg mener nu ikke, at synden vaskes af i dåben. Vi er på en gang retfærdiggjorte og syndere. I folkekirken har der i de sidste generationer været et stærkt fokus på retfærdiggørelsen ved tro alene, mens helliggørelsen^[2] er underbetonet”. Han indrømmer, at Folkekirken har et andet syn på dåben i dag:

”Du skal lede længe blandt meget konservative lutheranere for at finde mennesker, der vil sige, at udøbte børn går fortabt, og at dåben skulle ændre barnets status hos Gud. Når vi praktiserer nøddåb på små børn, så er det ikke, fordi barnet har brug for det, men det har forældrene”.

Czeslaw Kozon

Kozon fortsætter: ”Vi tror heller ikke, at et udøbt barn går fortabt. Forudsætningen for at gå fortabt er, at man aktivt siger nej til Guds nåde. Dåben er med til at markere tilhørsforholdet til Kirken. Det er et sakramente, men Gud er større end sakramentet. Jeg tror heller ikke, at de, der aldrig har hørt om Gud, går fortabt.”

Vi kommer til at tale om behovet for mission og hvilken slags mission, der er brug for. Peter Fischer-Møller er også formand for Danmission:

”Da Danmission blev grundlagt i 1821 sagde man: ‘Tænk på alle dem, der går fortabt hver dag, fordi de ikke har hørt om evangeliet’. Vi er et andet sted i dag. Vi tror på ‘missio Dei’ – på Guds mission. Vi kommer ikke med Gud. Han er der i forvejen, og vi skal være med til at fortolke, hvem den Gud er, som kommer os i møde. De udøbte kunne vi i dag ikke finde på at kalde ‘Gudløse’.”

Mere, der forener os

Teologisk er vi efterhånden blevet ét i Kristus, bekræfter Kozon: ”Vi tilhører alle den samme kristenhed, og dåben forener os alle. Uanset de historiske kirkelige forskelle har vi nu mulighed for at aflægge et fælles vidnesbyrd. Tidligere var vi ængstelige for at gøre noget sammen med andre kristne. Vi var bange for at miste vores identitet. Nu er det ikke bare logisk, men også nødvendigt!”

Dåben er med til at markere tilhørsforholdet til Kirken. Det er et sakramente, men Gud er større end sakramentet.

Kozon henviser til det, paven sagde i Lund: ”Der er mere, der forener os, end der splitter”. De er begge enige om, at vi ikke er enige i alt, men i det væsentligste. Men Fischer-Møller kan alligevel ikke lade være med at sige, at han længes efter at kunne fejre nadver sammen.

Fælles nadver

Kozon forklarer, at der jo stadig er forskelle i synet på sakramenterne, kirkesynet og ikke mindst embedssynet – fx præsternes rolle og hvem, der må forrette nadver: ”Vi er endnu ikke en enhed, som Kristus beder om, men vi kan være i stue sammen og gøre mange ting …”. For den katolske kirke ses fælles nadver som kronen på værket for den økumeniske^[3] vandring, mens andre, bl.a. baptister og lutheranere, mere opfatter fælles nadver som et middel til fællesskabet.

Behovet i dag er at lade os udfordre af dem, der er udenfor kirken, for de minder os om noget, vi har overset.

”Det er der også katolikker, der mener”, tilføjer Kozon og fortsætter, da et spørgsmål presser sig på: Er vi først ét, når alle kirker har lagt sig ind under pavedømmet? Og herpå svarer Kozon: ”Der vil stadig være særlige traditioner, som kan bevares. Jeg forestiller mig fx ikke, at alle gifte præster skal sende deres koner (eller mænd? red.) væk og aflægge pibekraverne. Meget af det, som den danske folkekirke har oparbejdet som traditioner, vil kunne bestå i et større fællesskab. En fremtidig forenet kirke vil ikke i det ydre nødvendigvis være en ‘one size fits all’.”

Respekt for baptisterne

Peter Fischer-Møller bruger broerne i Rom som billede. Skal man bruge kræfter på at reparere den sammenbrudte bro, der tidligere var den eneste over Tiberen, eller skal man bare bruge nogle af de 17 broer, der er bygget siden da? Han er selvfølgelig ikke i tvivl og fortsætter:

”I Bibelen er der mange billeder på vigtigheden af forskellighed. Kirken som et legeme er det ene. Forskelligheden er ikke et problem, men en gevinst. Det er vi blevet opmærksomme på i økumenisk arbejde de sidste 25-50 år”.

Lone Møller-Hansen

Til min store glæde tilføjer han: ”Jeg vil da ærgre mig, hvis alle baptister blev medlemmer af folkekirken. Vi har brug for frikirkerne. Vi har ikke brug for splittelsen, men for mangfoldigheden.”

Han glæder sig over samarbejdet med baptister, fx i Myanmar: ”For buddhister er der jo ikke forskel på os. Vi er alle kristne”. Det samme gælder mission i Danmark: ”Behovet i dag er at lade os udfordre af dem, der er udenfor kirken, for de minder os om noget, vi har overset. Vi skal ikke forvente, at de kommer til os. Vi skal komme til dem!”

Til slut spørger jeg, hvordan de ser på baptister: Lutheraneren svarer: ”Baptister er retfærdiggjorte syndere, ligesom os i Folkekirken!” Og katolikken siger: ”Baptister er en gruppe seriøse kristne. Vi har forskelligt dåbssyn, men det er ikke min tilgang til jer. Jeg oplever et stort engagement, en stærk identitetsfølelse, og så er I gode at samarbejde med.”

^[1] Mange af historierne findes i Martyrernes spejl: www.anabaptist.dk/2015/12/15/martyrernes-spejl-historien-om-de-forsvarsloese-kristne/
Michael Sattler var tidligere munk og blev for sin lære dømt som ”ærke-kætter” af retten i Rottenburg am Neckar. Som straf blev han dømt til i offentlighed først at få sin tunge skåret ud, dernæst at få flået dele af sin krop af med glødende tænger og sidst brændt på bålet. www.anabaptist.dk/2015/07/16/michael-sattler-1490-1527/

^[2] Helliggørelse – en samlet betegnelse om processen for at ligne Jesus.

^[3] Fælleskirkelige