Guds kald til mig er altid: ”Kom ud af båden, Lone!”

“Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet. Jesus sagde “Kom!”
Mattæusevangeliet kap. 14, vers 28-29

Efter hun stopper som generalsekretær, ansættes Lone Møller-Hansen som kommunikationsmedarbejder i BaptistKirken med én arbejdsdag om ugen. Hun fortsætter også som præst på deltid i Baptistkirken på Bornholm.

Vi har mødt hende til en samtale om fremtiden og om erfaringerne fra tjenesten som ‘præst’ for alle danske baptistmenigheder.

Hvad nu, Lone?

“Jeg skal være mere på Bornholm – være ved vandet – bare være og blive mere stationær og rodfæstet. Det har været anstrengende at være væk hjemmefra så mange dage, også mere, end jeg havde forventet. Jeg har trappet ned, særlig på rejseaktiviteterne. For at være effektiv har jeg ofte samlet aktiviteterne og holdt 3-4 møder på samme dag, men når jeg kommer hjem igen, så mangler jeg kræfterne”. Lone smiler og tilføjer: ”Selv når jeg trapper ned, så er jeg et menneske, der er let at begejstre. Der opstår nye muligheder og jeg tænker: Jeg kan måske også lige klare det her.”

“Nogen ville forberede beslutningen om at stoppe. Jeg har prøvet, men jeg har det bedst med at tage skridtet, og regne med, det så viser sig, hvad jeg skal. Jeg er et ‘enten eller menneske’ – og jeg har en stor tillid til Gud og til at det her, det er der også en mening i. Sådan har det været i alt, hvad der har med kald at gøre. At træde ud af båden, når Jesus kalder – det er nok det bedste billede. Det har vi gjort nogle gange, min mand Jesper og jeg.”

Gud har altid haft nye spændende opgaver – og udfordringer – til mig…

“Nej, jeg ved ikke hvor jeg skal hen – men det ved Gud, som igen har kaldet mig med: “Kom ud af båden, Lone!” Nu er jeg trådt ud af båden – igen – og er på vej. Gud har altid haft nye spændende opgaver – og udfordringer – til mig, når jeg trådte ud af båden på hans kald og i tillid til Ham.”

Gospel

”Sådan var det med kaldet som generalsekretær, som præst – og når Gud har kaldet mig til at udforske nye områder. Sådan var det også med ‘gospel’, der åbnede en ny verden for mig og gav en spirituel bredde. Det har udviklet sig til gospelmeditationer, som er dér, hvor jeg modtager, så jeg kan give andre steder.

Vi ser Gospelfællesskabet som et missionalt aspekt i kirkens arbejde. Som kirker rækker vi ud til nogle mennesker, som kan lide gospel og måske møder Gud igennem det fællesskab.

Vi ser Gospelfællesskabet som et missionalt aspekt i kirkens arbejde.

I 2012 havde Jesper og jeg været sammen på sommergospel på Gerlev Højskole. Da oplevede jeg for første gang at kunne se mig selv i en gospel-kirkelig sammenhæng. 2013 var et omvæltende år for os: Min mand startede gospelkoret AmaZing sammen med Ninna Langstrup Mortensen. Vi købte Vækst-Huzet i Hasle, indrettede mødelokaler og kontorer til mig og til Jespers firma. Vi dannede Gospelfællesskabet Bornholm og jeg sagde op i baptistkirken på Bornholm. I 2016 blev jeg ansat igen som omsorgspræst i Baptistkirken Bornholm.”

Ordmennesket i det ordløse rum?

”Jeg er et ‘ordmenneske’ – både som journalist og præst – men jeg har gennem årene oplevet et stigende behov for stilheden, og der har retræterne været en hjælp. Der er en enorm befrielse i at være i det ordløse rum. Der er en pendul-effekt fra det aktive liv til stilhed og opladning, og den er vigtig for min balance.

Jeg har lært meget af Peter Halldorf på Nya Slottet i Bjärka Säby i Sverige. Han har hjulpet mig længere ind i et kontemplativt liv med en dybere spiritualitet og en anderledes prioritering af livsrytmen. Jeg drømmer om at lave flere retræter med en økumenisk gruppe, der allerede er etableret på Bornholm.”

Hvad vil du savne mest?

Det er i samtalen, jeg bliver klar over, hvad jeg mener.

”De mennesker, jeg har samarbejdet med:  Ledelsen og de andre ansatte i BaptistKirken, i det økumeniske samarbejde, i BWA – og i vores menigheder. Jeg elsker at være sammen med mennesker. Det giver mig energi og inspiration, for jeg er ekstrovert og tænker bedst i samværet med andre – ofte mens jeg taler. Det er i samtalen, jeg bliver klar over, hvad jeg mener. Nu må jeg finde netværket andre steder, lokalt og måske internationalt, men jeg vil jo fortsat have kontakt med mange gennem kommunikationsarbejdet.”

Generalsekretæren Lone

”BaptistKirken var gennem en dyb krise i 2008/2009, hvor ledelsen trak sig kollektivt og der var mange sår og en stor uro. Det store spørgsmål var: “Vil vi overhovedet hinanden?” Derfor var min største overvejelse, da jeg fik kaldet fra den nye ledelse: “Kan jeg leve med – måske – at skulle lukke BaptistKirken i Danmark?”

På en ferie i Grønland prikkede Gud til mig og sagde: ”Det er dig, jeg vil have.” Jeg kontaktede ledelsen og sagde: “Mig og Gud har lige snakket om det her, og jeg vil godt.”

Mig og Gud har lige snakket om det her, og jeg vil godt.

Jeg har hele tiden oplevet, at jeg fik lov til at være brobygger og har mødt en udpræget respekt. Det har hjulpet mig, at jeg ikke har været fremmed for nogen former for spiritualitet.” Gospel, salmesang – tungetale, profetiske ord. Jeg kan være i det hele – hvis bare det er ægte – og så føler jeg mig beriget. Det er en gave, og det har sat mig fri til at være brobygger, mere end repræsentant for en fraktion.
Jeg er altid blevet godt modtaget i både danske og etniske menigheder og blandt samarbejdspartnere. Ingen har sat spørgsmål ved min personlige integritet, og jeg har følt mig velsignet og værdsat.

Den mest skelsættende begivenhed i min periode som generalsekretær var forsommeren 2011. Missionsforstander Peter Gøtz fra Missionsforbundet ringede og spurgte: ”Kan vi holde sommerstævne sammen?” Heldigvis sagde vi ja.

Det bringer velsignelse at være sammen – trods kompromisser og balancegange. Vi er to selvstændige kirkesamfund, der samarbejder – om fremtiden, som er vores børn, teenagere og unge. De er vores største aktiv og de har fået nye muligheder gennem vores samarbejde om Sommerstævnet.

Det var også vigtigt, at vi efter ‘Homo-krisen’ i 2012 satte fokus på mission, som vi var enige om. Det blev til Innovativ kirke, lederskoler for unge og nye trosfællesskaber. Det blev måske en redningsplanke, for vi flyttede fokus fra vores egen navle.

Samtidig fandt flere og flere flygtninge ind i vores kirker og senere startede de egne menighedsfællesskaber. De bragte en stærk tro med, som inspirerede og udfordrede.”

Fokus på Kristus

”Vores fokus blev flyttet fra uenigheder til accept af og respekt for, at Jesus Kristus er fælles Herre og frelser. Det satte Kristus i centrum og gav fokus på mission. Vi lever med uenighederne, og jeg er så taknemlig for, at det lykkedes at bevare sammenholdet og fællesskabet.  Det er virkelig Guds nåde, omsat til virkelighed. Gud kaldte os, som kirkesamfund – ud af båden – og hjalp os til at have fokus på Jesus. Det håber jeg, vi stadig kan have og at det holder os sammen.”