Gud førte os til Danmark

 Arjun Ghatani

• Gift med Kritika og har 3 døtre
• Uddannet som lærer i Nepal
• Uddannet i Danmark som serviceassistent med elevplads på First Hotel i Aalborg 

Arjun er en travl mand. Han har arbejde, er uddannet serviceassistent, er engageret i sin lokale kirke, nyder at passe sin store køkkenhave og hjælper gerne til, når nye flygtninge kommer til Brovst eller Halvrimmen. Hans aktivitetsniveau står i stor kontrast til aktivitetsniveauet i Halvrimmen, hvor de bor. Netop det lave aktivitetsniveau og den gode tid sætter Arjun stor pris på. ”Halvrimmen er fyldt med pensionister, men det betyder, at folk har tid til at komme og snakke med os. Vi elsker at bo der!”

Fællesskab førte til kristentro
I Nepal var Arjun fra en hindu-baggrund, men da familien kom til Danmark, fik de på asylcentret besøg af mennesker fra Pandrup Baptistkirke. Herigennem stiftede Arjun og hans familie kendskab med kristendom, og da de siden kom til at bo i Halvrimmen, fortsatte besøgene – denne gang fra Brovst Baptistkirke.

I Nepal var Arjun fra en hindu-baggrund, men da familien kom til Danmark fik de på asylcentret besøg af mennesker fra Pandrup Baptistkirke.

”Erik og Inger Tørholm kom og besøgte os, men de forventede ikke, at vi kom med i kirke. De brugte tid sammen med os, og det gjorde, at vi ikke følte os ensomme. Vi foreslog selv, at vi kunne komme i kirke, men da vi ikke havde bil, hjalp de os med at arrangere kørsel til og fra gudstjeneste.”

Arjun fortæller, hvordan han frygtede, at det ville være svært at kommunikere med folk, når man kom som fremmed til et nyt land, men især i kirken oplevede de det stik modsatte – de følte sig velkomne og accepterede, selvom de ikke kunne forstå dansk i starten: ”Da vi begyndte at komme i kirken, havde vi svært ved at forstå dansk. Men her fik vi hjælp til at oversætte til engelsk, og derigennem begyndte vi at forstå Guds ord. Der var ingen pres om at blive kristen, men i august 2010 blev jeg døbt som personlig kristen.”

Frihed i kirken
I Nepal levede familien underlagt et kastesystem, der kunne gøre dagligdagen besværlig. Arjun selv var fra den laveste kaste, mens Kritika var fra en høj kaste. Den frihed og ligeværdighed, de oplevede i kirken i Danmark, gjorde en stor forskel for dem som familie: ”Vi var ikke vant til at sidde og snakke sammen, fx over maden, som man gør i Danmark. I kastesystemet var det meget mere opdelt – først spiser manden, så spiser børnene, og til sidst spiser konen. I Danmark sidder vi og snakker og hygger os over maden.”

Og netop at øve det danske sprog, fx over maden, er en nødvendighed for Arjun: ”Min kone og jeg lærer ikke dansk lige så hurtigt som børnene, men vi bliver nødt til at blive ved med at lære det – ellers ender det med, at vi ikke kan kommunikere med vores børn! I kirken er der mange, der kommer og snakker med os, så der får vi øvet vores sprog. Vi synger også alle sammen med i familiekoret om onsdagen, og der er folk gode til at forklare, hvis der er ord, vi ikke kender.”

Der var ingen pres om at blive kristen, men i august 2010 blev jeg døbt.

Fællesskabet og åbenheden i kirken er noget af det, Arjun sætter mest pris på, og han nyder selv at være engageret i menigheden, bl.a. gennem hans engagement i menighedsrådet og hans arbejde med andre flygtninge i kirken.

Guds plan
Arjun er ikke i tvivl om, at det er Gud, der førte dem til Danmark tilbage i 2009: ”Vi var i Thailand og skulle vælge, hvilket land vi ville videre til. Vi fik at vide, at det ville blive meget svært for os i Danmark. Da vi talte engelsk, fik vi at vide, at vi skulle vælge et engelsktalende land. Men vi følte, at vi skulle til Danmark, så det besluttede vi, og det takker vi Gud for i dag. Jeg er taknemlig for, at mine døtre kan bo i frihed i Danmark. Det er Guds plan, at vi er her i dag.”