Fra modløshed til nyt mod i Brande

Lyt til artiklen her:

Lea Næsby Kyed og Jakob Zimmermann er begge medlemmer af menighedsrådet i Brande. De er en del af ”det nye menighedsråd”. Her fortæller de om den præsteløse tid, der tærede på kræfterne og sammenholdet.

Tilflytteren og den indfødte

Jakob fortæller, at han kom til menigheden for fem år siden, da han sammen med sin familie flyttede fra Sjælland til Vejle. Menigheden var dog ikke et helt nyt bekendtskab for Jakob: I årenes løb har han deltaget i en del gudstjenester og arrangementer i forbindelse med besøg hos svigerfamilien i Brande. Lea har til gengæld levet det meste af sit liv i Brande, og menigheden har altid været en stor del af hendes liv.

Der er plads til fest igen i Brande (Foto: Privat)

Historien – ganske kort

Brande menighed var ”præsteløs” i en del år. For otte til ti år siden år siden forsøgte menighedsrådet at finde en ny præst. Man søgte både ved opslag og annoncer, men det lykkedes ikke at finde en præst.

Derefter forsvandt fokus på ønsket om en præst. Måske fordi menigheden valgte en menighedsleder, måske fordi menigheden var betænkelig ved, om økonomien rakte til en præsteløn.

Op til 2021 var menigheden udfordret. Det var ikke muligt at finde det minimale antal menighedsrådsmedlemmer. Vedtægterne blev tilpasset til færre medlemmer i menighedsrådet, men i flere år var det ikke muligt at få nogen til at stille op til menighedsrådet.

I løbet af 2020 og først i 2021 fortalte de fleste af menighedsrådets medlemmer, at de ønskede at gå på orlov eller helt at stoppe i rådet. I begyndelsen af 2021 havde menigheden ikke længere en ledelse, der levede op til vedtægterne. Uden en juridisk gyldig ledelse var menigheden i fare for at lukke.

Menigheden brugte sommeren 2021 på at holde gang i søndagsgudstjenesterne og indkalde til flere “samtalegudstjenester” og ”samtaleanledninger”. Her drøftede menighedens medlemmer, om de ønskede at fortsætte og hvordan de kunne fortsætte. På møderne blev det klart, at menigheden fortsat ønskede at eksistere og være menighed. I efteråret 2021 sagde flere ja til at blive valgt ind i et nyt menighedsråd – blandt andre Lea og Jakob. Ledelsesarbejdet kom i gang igen og tiden efter blev meget givende for fællesskabet.

”Det klarer menighedsrådet…”

Jakob fortæller om tiden op til 2021, at menigheden ”sad fast i en rille og havde lidt den holdning, at ’det klarer menighedsrådet bare’.” Jakob fortsætter:
”Menighedslederen løste en del af præstens opgaver. Menighedsrådet tog sig af den daglige drift. Jeg oplevede, at vi ikke havde mange muligheder for udvikling.”

Lea supplerer:
”Vi havde forskellige arbejdsgrupper, som varetog nogle af de opgaver, præsten plejede at tage sig af. Men der var også ting, vi måtte undvære på grund af manglende kompetencer eller ressourcer. Vi oplevede, at specielt sjælesorgsarbejdet var en svær opgave at løfte.”

Gudstjeneste i Brande (Foto: Privat)

Sammenholdet var udfordret

Før 2021 var livet og sammenholdet i menigheden også påvirket af den manglende præst. Jakob beretter om flere medlemmer, der blev trætte i deres tjenester, uden at der stod afløsere parat:
”Jeg tror, at den største årsag var den manglende ”motivator,” som en præst ofte er. Det medførte, at flere tjenester blev skåret ned, hvilket igen havde en negativ konsekvens, især på omsorgsområdet. Heldigvis er tingene stille og roligt ved at vende tilbage igen.”

Hyrden var savnet

I den præsteløse tid savnede Lea især en hyrde. Hun er lidt bange for at male lidt ”for lyserøde forventninger” til, hvad man kan forvente af en præst, men siger alligevel:
”Der har helt sikkert manglet en hyrde. En tryghedsperson. En der kunne varetage det nære åndelige fællesskab. En, der kunne hjælpe os med at dele vores kristne tro med hinanden. Vi har manglet en person i hvis selskab, man kunne føle sig åben, tryg, ærlig og naturlig i en samtale om livet med Gud, om tvivl og tro.”

Gudstjenesterne

I de fleste menigheder, der har en præst ansat, er gudstjenesterne en vigtig del af præstens arbejdsopgave. I den præsteløse tid i Brande har man både brugt egne lægprædikanter og prædikanter ’udefra’. Lea fortæller om erfaringerne:
”Prædikanterne ’udefra’ har både været fra andre baptistkirker og fra andre kirkesamfund. Den positive erfaring er, at det har givet dejligt forskellige gudstjenester. Den negative erfaring er, at der har manglet en rød tråd i gudstjenesterne.”

Menigheden har forsøgt at holde fast i de prædikanter, der lagde vægt på det glade budskab om Jesus, som ven, følgesvend og Frelser. Prædikanter, der gav inspiration til fortsat tjeneste i Hans rige.

Der er gang i børnene i Brande (Foto: Privat)

En meget VITAL forandring

Efter den turbulente tid uden et fuldtalligt menighedsråd fik menigheden også gang i et VITAL-kursus med Jan Kornholt som tovholder. Menighedens medlemmer lærte hinanden at kende på en ny måde. Gennem samtalen opstod ønsket om en ny præst.

VITAL førte også til, at menighedsrådsarbejdet kom op i omdrejninger igen. Og menigheden begyndte at fungere bedre. Samtidig blev samtalerne om en ny præst mere konkrete.

Jakob sætter lidt flere ord på processen:
”Vi stillede blandt andet spørgsmål som: ”Hvordan kan vi få kirken til at vokse? Både ved at få nye medlemmer, men også ved at den enkelte voksede i troen? Gennem menighedsmøderne blev menigheden involveret og menighedsrådet fik lov til at arbejde videre med præstespørgsmålet, selv om alle vidste, at økonomien kunne være en udfordring.”

Opbakning til menighedsrådet

Menighedsrådet fik lagt en plan for økonomien og menigheden bakkede op om budgettet. Inden stillingen blev slået op, havde menighedsrådet brugt lang tid på at formulere ønsker og drømme for menigheden, for derigennem at finde den rigtige profil for en præst. I processen blev der selvfølgelig også lyttet til medlemmernes tanker og ideer.

BaptistKirkens generalsekretær Torben Andersen taler ved velkomstfesten for Anne-Marie Højbak Winther og Søren Højbak Jonasen (Foto: Privat)

Den rigtige profil

Der var enighed om, at man ønskede en præst, der ville forkynde med fokus på en kærlig og altomfavnende Gud. Gennem den præsteløse tid havde man enkelte gange oplevet prædikanter med løftede pegefingre, fordømmende tale og lige lovligt meget fokus på menneskets synder.

”Vi ville gerne have en ny retning, så vi kan fastholde vores børn og unge. Ikke fordi disse emner ikke skal tages op. Det er selvfølgelig vigtigt, men det skal gøres som en opmuntring til at komme til Gud med sine oplevelser,” siger Jakob og Lea supplerer:
”Vi kom også frem til den rigtige profil ved at tænke over, hvad vi ikke selv kan, men manglede og savnede meget. Vi ønskede en gennemgående person. En samlende, rummelig, interesseret og visionær person.”

Vi ønskede en samlende, rummelig og visionær person

Vi fandt den rigtige!

Fokus ændrede sig også under processen. Der kom mere fokus på de ting, der havde manglet og måske mindre fokus på ønskerne.

”Vi indså, at vi har brug for en præst, der har fokus på generel vækst. Men også fokus på omsorg for både ældre og unge: Det har manglet i den præsteløse tid. Derfor er det fantastisk, at vi nu er i en situation, hvor vores nye præst, Anne-Marie, kan klare alt det og mere til!” slutter Jakob med et smil.