Forenet står vi, splittet falder vi

I henhold til vedtægternes paragraf 6.1 og forretningsordenens punkt 3.2. aflægger formanden sin ”personlige beretning over BaptistKirkens situation”. Dermed er jeg også den eneste, der kan stilles til regnskab for det følgende.

Forenet eller splittet

For snart 30 år siden var vi som familie på menighedsbesøg i Louisville, Kentucky i forbindelse med udveksling mellem 1. Baptist Church, Louisville Kentucky og Karmelkirken. De store forhold slog os naturligvis, for menigheden bestod jo af lige så mange medlemmer som halvdelen af Baptistkirken i Danmark. Men mere en lille gave, der siden har stået på bogreolen, et lille flag – Statens Kentuckys flag med ordene:

United we stand – divided we fall – forenet står vi – splittet falder vi.

Vi har talt meget om sammenhængskraften i vort kirkesamfund de seneste år, og kun samlet i en fælles forståelse kan vi løse de opgaver, som vi fik betroet. Vi kan understrege i taler, at mangfoldigheden er en af vore styrker, men vi må hver især gribe i egen barm, og spørge: mener vi dette – kan vi af hjertet glæde os over forskelligheden i udtryksmåder i vore menigheder og bede om Guds velsignelse over dem, med hvem vi har mest forskelligt syn.

Menighederne

Siden den skriftlige beretning blev skrevet, er der sket eller arbejdes der på nedlæggelse af tre af vore mindre menigheder: Lolland, Randers og Viborg. BaptistKirken har været inde over på forskellig vis, og ikke alle detaljer er faldet på plads endnu. I Sæby er der i menigheden så forskellige opfattelser af evangeliets udtryksmåder, at menigheden er på vej mod en deling.

Det er mit håb, at arbejdet med menighedsplantning og nye trosfællesskaber vil kalde mennesker i tjenesten – vi har ressourcer og retningslinjer om nogen vil arbejde med denne udfordring.

I den seneste årrække har BaptistKirken udviklet sig til en multietnisk kirke. Migrantmenighederne og migrantgrupper tilsluttet danske menigheder har en fremtrædende plads i vores kirke. De kommende år vil udfordringen være, at der sker en stadig stærkere integration mellem menighederne, så alle kan føle sig som ligeværdige partnere i BaptistKirken. Det er glædeligt i den forbindelse, at der til ledelsesvalget er opstillet kandidater med forskellig etnisk baggrund. I april mødtes repræsentanter fra Chin-menighederne med repræsentanter fra ledelsen, International Missions-sekretæren, Integrations Udvalgsformanden og sekretariatslederen for BBU, Baptisternes Børne og Ungdomsforbund, til samtale om fælles opgaver og fælles tjeneste. Chin Chin og Moses havde arbejdet med dagens program og Chin Chin førte os gennem dagen på fin måde. Ved afslutningen blev det efterlyst, at vi burde have årlige møder af denne art. Det er en af måderne at styrke sammenhængskraften på, men vi må ikke lade det blive ved dette.

Jeg tror også, at hvis alle menigheder støtter projekter uden at tænke snævert på modtagernes geografi, kan dette styrke vores gensidige forståelse.

Bæredygtige menigheder og ansatte medarbejdere

Hvis man tager håndbogen og går hen til menighedernes adresse, så er – for knapt halvdelen af de etnisk danske menigheder – betegnelsen under præst: ”vakant”. Samtidig med dette har vi kun kendskab til ganske få, der uddanner sig med henblik på en tjeneste som ansat i BaptistKirkens menigheder.

Vi er her på vej ind i en ond spiral: Vore menigheder er for en stor dels vedkommende for små til at bære en ansættelse på fuld tid, og de, der måtte overveje at tjene i menighederne, kan måske ikke rigtigt se mulighederne for en tjeneste. Jeg tror, vi her står ved en korsvej. Vi kan acceptere, at sådan er det, og en mindre del af menighederne vil have mulighed for større ansættelsesbrøker, og dermed vil en række menigheder have ikke-uddannede medarbejdere, medarbejdere på små brøker eller personer, der har suppleret deres egentlige uddannelse med kortere kurser – på den måde bevæger vi os mod situationen, som den var i BaptistKirken sidst i 1800-tallet. Det behøver ikke at betyde, at vores kirke falder fra hinanden – dengang var der vækst i menigheder og medlemmer.

Vi kan også erkende, at hvis en menighed skal være bæredygtig i forbindelse med ansat medarbejder, ja så kræver det større og stærkere menigheder end vores gennemsnitsstørrelse i dag. Der må overvejes, om menigheder skal slutte sig sammen til større enheder – hvor dette er geografisk muligt. Eller menigheder kan indgå i forpligtende samarbejde om fælles ansættelse, og her lægge alle stærke holdninger til side og søge alvorligt i fællesskab med en medarbejder at finde de muligheder og vilkår, samarbejde giver og kræver.

Dette kræver så også, at der er mennesker, der hører kaldet til tjeneste i menighederne. I min ungdom var det almindeligt, at hvis man så en – typisk ung – i menigheden med potentiale til en tjeneste i menighederne, ja så spurgte man naturligt: har du overvejet at søge ind på det teologiske seminarium (eller før det prædikantskolen)? Har vi tabt noget her ved ikke at være med til at bekræfte kaldet, der vokser i den enkelte.

Når jeg har gjort så meget ud af ansatte i menighederne, er det jo ikke på nogen måde for at sige, at ikke-lønnede medarbejdere ikke kan bruges. Men jeg tror, at den bedste måde at løse opgaverne, som menighederne er kaldet til, er et samspil mellem mennesker, vi giver tidsmæssig mulighed for at bruge kræfterne i menigheden, og så lægfolk evt. med kortere kurser, diplom fra BASIS eller en længere supplerende uddannelse ved siden af faguddannelsen – second carreer.

Børn og unge

Børn og unge i menighederne kræver vores særlige opmærksomhed. Vi har en særlig opgave i at formidle evangeliet til kommende generationer. Der er et tættere samarbejde mellem BBU, Baptistspejderne og BaptistKirken under udvikling, og et fælles ønske om at stå sammen i opgaven om evangeliets formidling. Vi har nok i perioder som kirke – i angst for at ikke at give de unge frihed –trukket os for meget tilbage og overladt det til organisationerne at løse denne opgave, men der er et fælles ansvar for vore børn og unge. En særlig udfordring er menigheder med ganske få unge. Hvordan sikres det fællesskab, der kan bygges op omkring kristendomsklasserne med andre unge? Her er jeg sikker på, at vi på tværs af menigheder og organisationer må finde veje, hvis vi ikke skal svigte denne vigtige opgave.

På kirkedagene i Roskilde deltog jeg i et programpunkt med titlen ”konfirmationsdåb”. Det er i sin natur en barnedøbende problemstilling, men et forskningsarbejde omkring emnet blev fremlagt, og det slog mig, at et par punkter kunne være relevante for os:

• Alle oplever en mere udbredt holdning, at barnet/den unge selv skal tage stilling (et godt baptistisk princip), men hvordan tager man stilling til noget, man ikke kender, blev der spurgt.
• Interview og samtaler i forskningsprojektet viste, at spørgsmålet om dåb med efterfølgende konfirmation ofte for den unge blev ”besluttet” på et tidligt tidspunkt – ofte i 10-11-årsalderen.

En gang var det ikke så sjældent, at en af de ældre i menigheden kunne spørge et ungt menneske: hvordan har du det med Vor Herre, skal du være med i menigheden? Vi kan have meget forskellige syn på en så direkte til tale, men vi må spørge os selv, om vi er faldet i den anden grøft og blevet for blufærdige?

Fællesskabets former

Vi er samlet til sommerstævne og landskonference igen på Lindenborg for første gang siden 2019. Der er et program med spændende aktiviteter, vi kan deltage i, og mulighed for, at fællesskaber kan udvikles. Vi er ikke så mange til sommerstævne, og efterfølgende vil de fire arrangører evaluere på sommerstævnets form og indhold i forhold til den virkelighed, vi står med.

I første uge i juli var der samlet 50 deltagere og en gruppe frivillige medarbejdere til en god uge på sommerhøjskolen i Rebild. Coronatilfælde kortede ugen med et lille døgn, og er stadig en ubehagelig modspiller. Efter aftale er sommerhøjskolen foreløbig i år og til næste år med BaptistKirken som bagland. Vibeke Dalsgaard, som BaptistKirkens repræsentant, og medarbejdergruppen har arbejdet med at skabe en god oplevelse for de ældre, der mødes på seniorhøjskolen, og det er en succes.

Som kort omtalt på LK2 2021 har BAM (Baptisternes Afholds Mission) besluttet at nedlægge sig selv. BAM har i årenes løb på forskellig vis løst sociale opgaver, og været noget af det, vi kunne pege på, når talen faldt på social mission. Med nedlæggelsen overføres 200.000 kr. til BaptistKirken, der kan anvendes til sociale opgaver og oplysningsarbejde omkring misbrug. Vi vil naturligvis udsende de praktiske forhold omkring dette, men der er altså nogle særlige økonomiske muligheder.

Tankevækkende er det, at udviklingsministeren i et interview i Kristeligt Dagblad udtalte, at den sociale dimension er det, kirken vil blive bedømt på i fremtiden.

Ud over egne grænser

Vi lever med krig, nød og undertrykkelse i verden. Det berører os særligt, når krigen er tæt på os som i Ukraine, eller volden udspilles i Myanmar, hvor vi gennem vore menigheder bliver bekendt med forholdene. På samme måde læser vi med særlig interesse, når Burundi og Rwanda kommer på dagsordenen – for det er jo også vores interessefelt.

Menighederne har vist vilje til at være med til at afhjælpe nøden i disse brændpunkter, og vi er i den glædelige situation, at Baptisternes Verdens Alliance og Europæisk Baptistføderation kan være formidlere og har kontakt til menigheder og organisationer i brændpunkterne.

Vores ansvar for næsten – hjemme og ude – er en central del af at være kirke, og vi må konstant søge at finde de bedste måder at hjælpe og formidle samarbejdet på, så vi som menigheder og kirkesamfund kan være med på de muligheder, vi får givet. For mig gælder det også ansvaret for den, der har måttet flygte og som kom her som fremmed, som vi kan læse i Det gamle Testamente: ”Den fremmede skal I behandle som en af landets egne”.

Rent praktisk arbejder vi på at finde den bedste form for organiseringen af International Missions arbejdet og begynder så småt at se frem til 2028, hvor det er 100 år siden, at BaptistKirken, begyndte missionsarbejdet i Burundi.

Den kirkelige virkelighed

BaptistKirken har sin plads i kirkeligt samarbejde, og vores rolle er at være med, hvor vi magter det. Samarbejdet i Danske Kirkers Råd lægger jeg vægt på og oplever, at der også bliver lyttet til os – f.eks. tog DKR på opfordring fra BaptistKirken initiativ til en fælles kirkelig markering i forbindelse med invasionen i Ukraine, hvor generalsekretæren deltog i planlægningen af et arrangement i Københavns Domkirke.

BaptistKirken er sammen med Folkekirken de eneste danske kirker, der er medlemmer af den Europæiske Kirkekonference (KEK). Vi har de senere år ikke haft så stor opmærksomhed på KEK, men dels deltog KEKs generalsekretær, der er dansker, i et møde i Danske Kirkers Råd, og dels har ledelsen i KEK ønsket et møde med repræsentanter fra medlemskirkerne i Danmark i oktober ’22, hvor vi vil være repræsenteret. Vi er glade for, at Christian Sofussen, Østhimmerlands menighed, vil påtage sig opgaven som vores kontaktperson til KEK.

I nogle år har BaptistKirken været en af baglandskirkerne for SCMT (Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi) med Henrik Holmgaard som leder. Der er opbrud i noget af det øvrige bagland, men det er vores håb, at der kan findes løsninger, så arbejdet kan fortsætte. Det giver mulighed for de, der studerer teologi fra vores kirke, kan få del i et inspirerende fællesskab omkring tjenesten i menighederne.

I øvrigt har vi givet generalsekretæren bedre tidsmæssige muligheder for at holde kontakt til ansatte præster i menighederne og være til rådighed i ønsket omfang.

Vi har et godt samarbejde også med Frikirkenet og bliver orienteret og inddraget her. BaptistKirken var bl.a. medarrangør af temaet ”Når kirken svigter” om opmærksomhed på enhver form for misbrug.

Generalsekretær i Frikirkenet Michael Wandt, Laursen har netop udgivet bogen ”Tro, kirke og homoseksualitet”, og siger i den forbindelse som sit synspunkt, at tavsheden i frikirkerne har været skadelig. Vi kan og må kæmpe med svære etiske og teologiske spørgsmål, men jeg tror aldrig, det kan blive et spørgsmål for os at understrege, at vi alle er skabt i Guds billede, og alle mennesker bør kunne finde ro til at søge Gud i Hans kirke på jord.

Som danske baptister er vi i sagens natur en del af det kirkelige liv i Danmark. En virkelighed, der er præget af den dominerende lutherske kirke og en række mindre kirker. Selvom vi jo sidder på sidelinjen, er det ikke uden betydning, hvilken teologisk samtale der foregår i den lutherske kirke. Det seneste år har bragt flere emner i spil:

• Går udøbte børn fortabt, som det kan tolkes fra dåbsritualet og de lutherske bekendelsesskrifter? Det er tydeligt, at denne opfattelse ikke er dominerende, og – skal man tro den offentlige debat – er der flere og flere medlemmer og præster, der tager afstand fra den opfattelse.
• Er de voldsomme udfald hos Luther mod muslimer og sværmere (bl.a. baptister) stadig relevante for folkekirken i 2022? Også her virker det, som at mange vil sige nej.
• Kan man fejre nadver hjemme ved skærmen som i coronatiden? Kirkelige holdninger er delte, men som Lone Møller-Hansen skrev i KD som baptist, at det har vi ikke problemer med – Gud er hvor to eller tre er forsamlet (herunder også hvis man sidder alene ved skærmen).
• Hvor langt kan man gå i ændringer i gudstjeneste og kirkeligt sprog for at nå mennesker, uden at evangeliets indhold udvandes? I vores sammenhæng har vi ikke problemer med forskellige former for liturgi og forkyndelse – men naturligvis skal kernen bevares. Som Paulus siger: troen kommer af det, der høres… og hvordan skal man høre, hvis ingen prædiker (og vi kan tilføje – hvad hjælper det, at der prædikes, hvis prædikenen er sort tale).
• En spændende overskrift i KD var: Skal folkekirken være for andre end lutheranere? Tankegangen kan finde sit udspring i Grundtvigs synspunkter om en ramme om alt dansk kirkeliv i grundlovsarbejdet i 1848-49. Jeg tror bestemt ikke, staten vil se det som en ulempe at have en fælles ramme om alle kirker. Jeg er ret sikker på, at det kommer jeg ikke til at opleve i fysisk tilstedeværelse.

Skal vi have en stemme og evnen til at lytte og vurdere i den kirkelige debat, er det afgørende, at vi er bevidste om, hvad vi tror, og hvorfor vi tror dette. Et af de vigtige tiltag for os som kirkesamfund er den løbende debat om, hvad der er vores identitet som baptister og kristne (som vi vender tilbage til senere på dagsordenen). Det er også af afgørende betydning, at det ikke bliver en samtale, der kun føres med teologiske spidsfindigheder, men at vi efter baptistisk tradition og på baptistisk vis inddrager det myndige lægfolk i samtalen – også selv det måtte betyde, at det tager lidt længere tid.

Staten og (Baptist)Kirken

I den kommende folketingssamling skal trosamfundsloven revideres. Det er vigtigt, at vi gennem relevante kanaler også her giver vores input til ønskelige ændringer i denne og tilsvarende love: Frister for landskirkers regnskabsaflæggelse, vielsesbemyndigelse og ikke mindst en evt. lov om krav om oversættelse af prædikener til dansk. Ved mit møde med Kirkeministeren lyttede hun imødekommende til de punkter, jeg kunne fremføre og understregningen af, at der ikke er noget at skjule i vore menigheder. Jeg indbød sprogkyndige til at overvære gudstjenester i vore migrantmenigheder og lovede, at der også ville være en kop kirkekaffe efter gudstjenesten. Det håber jeg vore migrantmenigheder vil indfri, hvis der kommer besøg!!

Jeg vil gerne opfordre menighederne til at være registreret i trossamfundsregisteret for netop at understrege, at vi ikke har problemer med at spille med åbne kort. Jeg ved, at det kan føles besværligt og måske uoverskueligt at leve op til kravene for nogle, men kontakt BaptistKirken, og vi vil se, hvordan vi i givet fald kan hjælpe.

På det seneste har der været omtalt et lovforslag – som nok for mange har været ret ubemærket. Det vil åbne lovmæssigt for, at de politiske partiers ungdomsorganisationer har adgang til ungdomsuddannelserne, men samtidig lukke for, at organisationer med et forkyndende ærinde, får adgang. Organisationer, der ønsker at vinde nye tilhængere. Et slet skjult ønske om at begrænse religiøse organisationer som f.eks. KFS (Kristeligt Forbund for Studerende). Jeg har svært ved at forestille mig, at politiske ungdomsorganisationer ikke vil søge at finde nye tilhængere. Men sådan er der så meget, man ikke forstår – undtagen i lyset af en voksende religionsforskrækkelse, der i øvrigt deles af en stor del af befolkningen; En ny undersøgelse viser, at ca. 75% af befolkningen ser religion som muligt konfliktskabende og kun 10% ser religion som muligt fredsskabende. Også her har vi en rolle at spille!

Vi skal efter min vurdering være en del af det samfund, vi er sat ind i. Vi skal også spille med i forhold til statsmagten indtil den ufravigelige røde linje, at hvis der lægges hindringer i vejen for at kunne forkynde evangeliet om den opstandne frelser, ja så gælder, at man skal adlyde Gud mere end mennesker.

Afslutning

Når tankerne går til BaptistKirkens situation, må vi ikke glemme at takke for de mange, der uge efter uge tjener i menighederne for at styrke fællesskabet og åbne dørene for at ordet kan forkyndes. Også tak for den overvejende tillid, som BaptistKirkens ledelse og ansatte mødes med.

En overskrift i KD om en person, der søgte samvær og gudstro lyder: ”Jeg fandt et sted, hvor jeg følte mig inviteret”. Jeg håber, at denne overskrift kan sættes over alle vore menigheder, og alle kan finde sig accepteret og indbudt.

Vi har en opgave at løse, dér hvor Gud har sat os, og vi må i fællesskab i menighederne og i vores kirke bedst muligt løse opgaverne:

United we stand – divided we fall

Forenet står vi – splittet falder vi.

Tak