Lyt til artiklen:
Åbn lyd i nyt vindueDer har været Sommerhøjskole i Rebild siden 1987. Fra begyndelsen har der været rift om pladserne, og mange år har der været venteliste for at komme med. Hvert år lægger staben et stort arbejde i at sammensætte et spændende program med lærerige foredrag, spændende udflugter, sang og musik og ikke mindst tid til fællesskab med nye bekendte og gamle venner.
Fællesskabet betyder alt
Bente Wenborg fra Aarhus er en erfaren deltager på Sommerhøjskolen. Hun har været med seks gange sammen med en lille gruppe fra Aarhus, der er vokset fra fem – seks deltagere til otte i år.
Det nære fællesskab fylder, når Bente fortæller, hvorfor hun tager på Sommerhøjskole:
”Jeg tager på højskole, blandt andet fordi jeg synes, det er dejligt at få lov til at være sammen med nogen, man kender i forvejen. Jeg er jo sammen med dem fra Aarhus til hverdag, men her får vi mange flere timer sammen. Så kommer vi til at snakke meget dybere, end vi gør i hverdagen derhjemme.”
”Men det er også dejligt at møde nye mennesker, som man kommer i snak med. Det er altid interessant at se, hvad de andre er for nogle. Vi er en meget blandet flok på Sommerhøjskolen og det er fint,” siger Bente.
Johannes var nybegynder
Muligheden for at møde både gamle venner og få nye, var også det, der fik førstegangsdeltageren Johannes Kjær fra Fårup med på Sommerhøjskole:
”Jeg var jo nybegynder. Og som nybegynder vidste jeg jo ikke rigtig, hvad der ventede mig. Jeg kendte jo programmet og vidste, at det var i kristeligt regi blandt andet med både morgen- og aftenandagt. Den første foredragsholder var skuespilleren Lone Hertz, der talte om det nye bud: I skal elske hinanden. Og det var sådan, jeg oplevede højskolen: At selv om man ikke kendte hinanden alle sammen, så var forventningen, at man holder af hinanden.”
Johannes fortæller, at han havde modtaget flere opfordringer til at tage på Sommerhøjskole. Først efter han er blevet enkemand, har han fulgt opfordringerne. Det blev til glæde og inspiration:
”I min ungdom boede jeg på Sjælland og nu mødte jeg nogle af dem, jeg kendte fra dengang. Vi har ikke set hinanden i måske 40 år. Det er venner og bekendte, som jeg har fået gennem kirken og nu talte vi sammen, som om vi senest mødtes for en uge siden.”
Johannes fremhæver også muligheden for at udvikle nye venskaber. Alle kommer fra vidt forskellige personlige situationer og det giver mulighed for at dele både det, der er hårdt og det, der er nemt og glædeligt:
”Man kommer til at kende nogle, man ikke kendte så nært tidligere. Det synes jeg, er en vigtig ting ved Sommerhøjskolen.”
Indholdsrigt program
Sommerhøjskolen bød også i år på et omfattende og indholdsrigt program. Formiddage og aftener med foredrag om så forskellige emner som ”Uægte børn” og ”Lykke-Per”: Jan Kornholt fortalte om sin far og morfar, der ikke skulle have været født og Fleming Kloster Poulsens delte ud af sin viden om Henrik Pontoppidans romanfigur.
Ugen bød også på udflugt til Regan Vest dybt nede under Rold skov. Her skulle regering og kongehus søge tilflugt, hvis fronterne i fortidens kolde krig pludselig tøede op. En tankevækkende oplevelse, når man selv har oplevet den kolde krig.
Eftermiddage med meningsfuld aktivitet
Eftermiddagene gik med aktiviteter. Johannes fik mulighed for at tage skak-spillet op igen – i hvert fald et enkelt parti. Og Bente fremhæver ”Gå Banko” som en meningsfuld aktivitet:
”Du går en tur og finder små sedler, som du krydser af på din bankoplade. Hvis du er heldig, får du banko, når du er nået turen rundt. Og så vinder du en lille bitte gevinst, men du har været ude at gå en tur, og det er også en gevinst.”
”Præstens værksted” var aktiviteten hvor Raymond Jensen var tovholder. Johannes fortæller om sin oplevelse:
”Her sad vi en mindre kreds – en syv – otte stykker og talte sammen efter oplæg fra Raymond. Det var virkelig givende.”
Musikken fyldte
Både Bente og Johannes er fulde af lovord om programmet. Begge fremhæver de musikalske indslag. Onsdag blev afsluttet i Mariager kirke, hvor trompetisten Dorthe Zilke og organisten Søren Johannsen gav en fantastisk koncert.
Undervejs var der sangaften med Karen Grarup akkompagneret af Johannes Aaen Jensen. Et arrangement, Johannes satte stor pris på:
”Jeg har hørt Karen Grarup flere gange. Det er jo hendes egen musik og hendes egne tekster, hun synger. Det glædede jeg mig til på forhånd.”
Det blev lige præcis den sangaften Johannes havde håbet på. En musikalsk oplevelse sammen med gode venner.
Musikken fylder meget på Sommerhøjskolen. Bente fremhæver især Alice Baks musikledsagelse til fællesanledninger og siger det meget præcist:
”Noget af det bedste er, at vi synger så meget!”
Den frivillige indsats
Det er en stab af frivillige, der arrangerer Sommerhøjskole i samarbejde med BaptistKirken. Og netop de frivillige får mange rosende ord med på vejen fra både Bente og Johannes.
Johannes reflekterer over indsatsen:
”Det er et kæmpearbejde for de frivillige, der kommer og gør det behageligt for os som gæster. Både staben og køkkenfolket. Det er jeg meget imponeret over. Og det hele var virkelig godt tilrettelagt. Det vidner det jo også om, når folk kommer igen og igen.”
Bente er også imponeret over det frivillige arbejde:
”Jeg synes, det er en helt forrygende indsats. Ledelsen har jo rigtig meget arbejde både før og under Sommerhøjskolen. Og så er der rigtig mange, der kommer til undervejs. For eksempel seks – syv stykker i køkkenet: Og de er trætte, når vi er færdige! Men de kunne godt få et par Michelin-stjerner for det, de laver.”
I en tid hvor det kirkelige foreningsliv har svært ved at finde frivillig arbejdskraft kan både deltagerne på Sommerhøjskolen og BaptistKirken glæde sig over, at Sommerhøjskolen kan samle frivillige, der finder glæde ved at gøre andre glade. Blandt meget at glæde sig over fremhæver Bente en enkelt detalje:
”De frivillige har altid øje på den enkelte.”
Igen til næste år?
Sommerhøjskolen er kommet for at blive. Vi lever i en verden, hvor vi taler om de vigtige relationer mellem mennesker, men ikke forstår at bevare dem. Her er Sommerhøjskolen et stille pust til debatten. Det handler om vilje. Vilje til at finde oplægsholdere, der taler ind i menneskers liv, vilje til at skabe et fællesskab, hvor relationer kan vokse og vilje til at give mulighed for at søge den dybere mening i tilværelsen.
Følg med når Sommerhøjskolen 2025 bliver udbudt. Der bliver hurtigt udsolgt.
Det var et utrolig godt program, der fik mig til at melde mig.
Maden var helt i top – det var medarbejderne også!